Der er få steder på kloden, der sætter gang i drengedrømme om eventyr, strabadser og ekstreme forhold som Gobi-ørkenen. Men faktisk er det kun 3 % af ørkenen, der er dækket af sand, og man kan sagtens tage ind i ørkenen og opleve den – den er ikke altid så hård, som den måske ser ud i drømmene.
Der er få steder på kloden, der sætter gang i drengedrømme om eventyr, strabadser og ekstreme forhold som Gobi-ørkenen. Men faktisk er det kun 3 % af ørkenen, der er dækket af sand, og man kan sagtens tage ind i ørkenen og opleve den – den er ikke altid så hård, som den måske ser ud i drømmene.
Som det er tilfældet med en del oplevelser i Mongoliet, så tyer de fleste rejsende til at tage på en arrangeret tur, og der er rigeligt med steder i Ulaanbaatar, der kan hjælpe dig på vej.
En mulighed for at opleve Gobi er at tage på et trek fra ger til ger – fra nomadetelt til nomadetelt. Det er sat i system i programmet Ger to Ger, der satser på bæredygtig turisme med nomadiske trekkingruter, homestays i landlige egne, festivaler og andre kulturarrangementer, hvor du tager på ture med programmet og støtter de lokale. Læs meget mere på www.gertoger.org.
En anden mulighed er at tage ud i en af Mongoliets mest populære nationalparker, Gurvan Saikhan National Park, hvor man både kan opleve de fascinerende sandklitter (husk kameraet, når skyggerne i parken bliver lange i den op- og nedgående sol), enorme vidder og smukke bjergudsigter.
Nogle af de største og smukkeste (og dermed også mest besøgte) sandklitter er de op mod 300 meter høje klitter Khongoryn Els. De er også kendt som ’De syngende klitter’, da der i ørkenen opstår et særligt fænomen, når store mængder sand skrider, der får sandet til at give en dyb, brummende syngelyd.
Khongoryn Els er et populært sted at svinge sig i kamelsadlen og opleve, hvorfor de ildelugtende, storsnudede væsener bliver kaldt for ørkenens skibe.
Har du mulighed for det, så forsøg at overnatte i området. Der er både lejre, hvor du kan overnatte, der bliver arrangeret ture, og du kan også tage teltet med derud, se lyset skifte, som solen vandrer over himlen, mærke ørkenkulden om natten og glæde dig over solen, der varmer om morgenen.
Khongoryn Els ligger omtrent 180 kilometer fra Dalanzadgad.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS
Bliv inspireret og hold dig opdateret. Du får spændende artikler, aktuelle nyheder og eksklusive tilbud direkte i din indbakke.
Få indsigt i kommende aktiviteter, ture og foredrag med Opdag Verden – og få mulighed for at være blandt de første til at tilmelde dig.