Info og fakta om Tanzania
Tanzania er den afrikanske drøm. Tanzania er landet, hvor drømmebillederne af elefanter, giraffer, løver og zebraer, der lever og dør, jager og bliver jaget side om side i den storslåede uberørte natur, stammer fra. Tanzania er landet, hvor man som rejsende kan komme helt tæt på dyrene.
Tanzania er også landet, hvor der er masser at give sig til, hvis man ikke kan sidde stille. Der er bjerge at bestige, blandt andet Afrikas højeste top Mt. Kilimanjaro, spændende treks i et yderst varieret landskab, der spænder fra hede sletter og frodige savanner til takkede klippebjerge og hvide gletsjere.
Tanzania er dog mere end natur og et romantisk billede af dyr, der galoperer over savannen. Landet er hjem for en lang række stammer, der med særprægede ritualer, farverige klædedragter og forunderlige skikke sætter ekstra krydderi på et besøg.
Hvornår skal jeg rejse til Tanzania?
Januar til marts er tiden, hvor det regner mindst, og derfor også den mest populære tid at besøge landet i. April til juni og oktober til december er de vådeste måneder, hvor oversvømmelser forekommer.
Rejsen rundt i Tanzania
Bus: Busser kører dagen igennem med hyppige afgange. Det er officielt ulovligt at køre om natten, men nogen gør det alligevel. Trafikuheld er sandsynligvis den største sikkerhedsfare ved en tur til Tanzania – vejene er dårlige og chaufførerne det samme…
Cykel: Holder du dig væk fra de store veje, er Tanzania et oplagt mål for en cykelferie. På de små bagveje kommer du væk fra de mest rejste ruter, møder masser af mennesker og ser den uspolerede natur.
Sundhed og sikkerhed
Check: https://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/rejsevejledninger/tanzania/