Til fods fra Danmark til Tanzania

The Mule
Jeg er ikke helt alene på min vej. Foran skubber jeg nemlig The Mule, som er en ombygget Odder-barnevogn med en aluminiumsboks monteret på toppen. Den indeholder alle mine ting. Min ikoniske ganger har en række fordele og ulemper. Det er dejligt at have noget at læne sin vægt op imod, når man går der ud af, og alu-boksen er vandtæt og aflåselig, så den beskytter mit grej mod vand, støv og lange fingre.

Jeg kan desuden have væsentligt flere ting med, når der er hjul under hovedparten af mit udstyrs vægt, og når der ikke er tale om et par ugers ferie, men om en decideret livsstil, så er det rart med lidt ekstra komfort og tørre sokker. Boksens store, rektangulære låg gør det lettere at komme til sine ting end i en rygsæk.

Kender alle ikke det, at de ting, man skal bruge, altid ligger i bunden af rygsækken? Desuden er det store låg oplagt som platform for solpanelet, hvor jeg oplader mine batterier, ligesom jeg under styret har en lille hylde med ting, som er rar at have lige ved hånden, uden man behøver stoppe op; f.eks. drikkedunk, håndvåben, snacks og førstehjælp.

En ulempe ved Mulen er den begrænsede fremkommelighed i groft terræn, så som blødt sand, vildtbegroede skovgulve eller klipper, for slet ikke at tale om hegn og grøfter.

Hvor der er tørt, skal der gås
Jeg bliver ofte tilbudt lifts af folk, som har svært ved at forstå, hvorfor jeg frivilligt går, når nu jeg har mulighed for et gratis lift. Men man sætter jo ikke en udfordring for sig selv for så at snyde, og jeg tillader aldrig mig selv at tage imod selv de korteste lifts.

Når jeg opholder mig i en storby over en længere periode, parkerer jeg typisk min Mule hos min vært, og tager så transportmidler rundt i byen efter forgodtbefindende, men når jeg fortsætter vandringen igen, skal det foregå præcis fra det sted, hvor jeg stoppede. Fra starten vidste jeg dog, at jeg skulle benytte transport et enkelt sted; nemlig over Gibraltarstrædet, som adskiller Europa og Afrika, hvor jeg måtte tage en færge. Jeg kan trods alt ikke gå på vandet.

Senere er jeg stødt på et par floder, som jeg ligeledes er blevet nødt til at krydse med kano eller færge. Først gang var ved Senegal-floden, som udgør grænsen mellem Mauretanien og Senegal. Jeg forsøgte at svømme over floden, men strømmen blev for stærk, og jeg blev samlet op af en kano, inden jeg drev helt til havs.

Bushman
I snart to et halvt år på landevejen har jeg endnu ikke betalt for overnatning. Sommetider sover jeg hos lokale i landsbyerne eller couchsurfer i storbyerne, men for det meste går jeg indtil kort før solnedgang og finder så et sted i bushen, hvor jeg kan slå min hængekøje op ude af synsvidde fra vejen. Jeg er enormt glad for min hængekøje; en Hennessy Hammock Deep Jungle Azym Zip. Den har indbygget myggenet og et tilhørende regnslag, som jeg kan hænge hen over.

Til at begynde med, havde jeg også et lille telt med, men fandt hurtigt ud af, at jeg næsten udelukkende brugte min køje og frasorterede således teltet helt fra min udrustning. Jeg kan godt lide fornemmelsen af at svæve i luften frem for at sove på den hårde jord.

Desuden har man i hængekøjen et overblik, som jeg sætter pris på, da jeg jo trods alt er min egen beskyttelse. I et telt er man frataget sit udsyn, og det kan være svært at opdage dyr eller mennesker, som sniger sig ind på én, før de er helt henne ved indgangen.

I en hængekøje har man derimod frit udsyn til alle sider, hvilket forbedrer mulighederne for at lokalisere en potentiel fare, inden den kommer al for tæt på, og komme ud af posen og forberede sig selv på, hvad end der er i vente.

Uden mad og drikke…
Når vandredagen er overstået, og jeg har fundet et sted at slå lejr, laver jeg oftest min egen aftensmad på et lille gasblus. Som regel er det blot simple, men mættende, gryderetter med ris, groft snittede løg og tomater samt krydderiblandinger og et par andre grøntsager, som auberginer, kartofler eller hvad der ellers er billigt og tilgængeligt på de lokale markeder.

Maden opbevarer jeg under alu-boksen i et par termotasker med lynlås. Sommetider levner jeg lidt mad til næste morgens morgenmad, men ellers står morgenmaden typisk på havregryn eller havregrød med chiafrø.

Eller hvidt brød med holdbart smørepålæg eller frugter. Generelt spiser jeg en del frugt dagen igennem. Specielt bananer bliver jeg aldrig rigtig træt af. De er velsmagende og lette at skrælle og fortære uden at stoppe op. Frugt er både billigt og let tilgængeligt de fleste steder i Afrika og virkelig en af dagligdagens velsignelser.

Det hænder naturligvis også, at jeg køber færdiglavet mad. I mange landsbyer findes der små, simple restaurationer eller simpelthen bare kvinder, der laver store mængder mad, som de sælger ud af portionsvis.

Typisk er der tale om ris eller fufu med en eller anden form for sauce og fisk eller kylling. Jeg er vegetar, hvilket sommetider gør det lidt svært at finde mad i Afrika, hvor dét ikke er et særlig udbredt fænomen.

Men det lykkes mig af og til at finde et sted, hvor jeg kan få ris med for eksempel jordnøddesovs eller kassavabladesovs. Det smager godt og koster så godt som ingenting, så når det er tilgængeligt, vælger jeg ofte den løsning frem for selv at gå til gryderne.

Gæstfrihed og ensomhed
Jeg sover for det meste sover i bushen, fordi jeg nyder ensomheden i naturen. Og fordi det simpelthen er for mentalt udmattende at skulle socialisere hver aften efter en vandringsdag. Der er ellers ikke mangel på muligheder for at overnatte i landsbyerne.

Én ting, jeg har lært på min rejse, er, at de fleste mennesker, specielt i Afrika, er enormt gæstfri. Jeg accepterer da også af og til invitationer til at overnatte hos lokale, og det er en fantastisk måde at lære om verdens kulturer på; at komme ind i hjemmene hos folk med vidt forskellige baggrunde, leveforhold og livssyn; at spise og sove iblandt dem; at udveksle viden og holdninger, der giver et udvidet perspektiv for begge parter.

I byerne bruger jeg ofte Couchsurfing, hvor brugere i storbyer verden over kvit og frit stiller en soveplads til rådighed for rejsende. På den måde finder jeg typisk folk at bo hos i hovedstæderne, hvor det ikke er let at finde sikre steder at campere, og hvor jeg har brug for strøm og ordentlige forhold for at kunne lave ’kontorarbejde’.

Hvis ikke jeg finder en vært via couchsurfing, er det som regel et godt trick at sætte sig ind på en bar med mange mennesker. Her tiltrækker min hudfarve, og ikke mindst min Mule, hurtigt opmærksomhed, og spørgsmålet om hvor jeg skal overnatte, fulgt af en invitation, er sjældent langt væk.

Små mål
Min daglige distance er typisk fra 10 til 50 kilometer. Som regel holder jeg den på omkring 30, men distancen afhænger egentlig mest af, hvornår solen går ned, ikke så meget af fysiske begrænsninger. At vandre er jo ikke en atletisk præstation som sådan, når kroppen først har vænnet sig til det. Jeg kan dog godt blive fysisk presset.

Eksempelvis i svært tilgængeligt terræn, hvis jeg er ramt af malaria, som jeg har været fem gange indtil videre, eller som i Sahara, hvor solen er nådesløs, og man må spare på vandet. Den fysisk hårdeste distance var de 480 kilometer mellem Nouadhibou og Nouakchott i Mauretanien, som går gennem ørken med enkelte tankstationer og beduinlejre, men uden megen civilisation i øvrigt.

Her lærte jeg for alvor, hvor essentielt adgang til rent vand er, og jeg fandt hurtigt en rutine, hvor jeg begyndte at gå tidligt om morgenen og holdt en siesta i middagstimerne, hvor solen var på sit højeste; simpelthen for at spare på vandforbruget. Når hver kilometer er en kamp, er det en hjælp at sætte sig små, overskuelige mål, så det hele ikke virker for uoverskueligt.

Man kan så fejre sine små succeser undervejs eksempelvis ved at stille sig selv en lille tår vand, en snack eller et kort hvil i udsigt som belønning hver tiende, femte eller, på de særligt hårde dage, anden kilometer. Kilometersten er særligt velegnede til det formål, men telemaster, floder eller andre way-points, som fremstår tydeligt i horisonten eller på GPS’en, kan også bruges.

Der findes ikke dårligt vejr…
… kun dårlig påklædning. Turen gennem Sahara har været den hidtil hårdeste strækning på min færd. Jeg bliver let solbrændt og skifter ofte hud i ansigtet og på armene. For at undgå kraftige skoldninger i Sahara gik jeg for det meste fuldstændig tildækket rundt. Den marokkanske jalaba var og er blandt mit foretrukne vandringstøj. Det tynde, løsthængende stof dækker nakke, arme og ben fra solens stråler og tillader frisk luft af komme ind og nedkøle kroppen igennem de store ærmeåbninger samt den nedringede krave og åbne kjortel.

I Sahara er det dog ikke kun solen, som er udfordrende. Der er ikke megen vegetation til at tage af for vinden, så det fine sand bliver løftet op og taget med, når det blæser, og kommer ind i alle luftveje. Derfor måtte jeg ofte gå med ansigtet fuldstændig tildækket samt sove med solbrillerne på om natten.

I Sierra Leone og Liberia var det ikke solen, men regnen, som gjorde vejret til lidt af en udfordring. En vandringsmands ultimativt vigtigste udstyr er hans støvler, og jeg har været enormt glad for alle de fire par LOWA-støvler, som jeg har brugt hid til på rejsen.

Men i regntiden, hvor tunge byger styrter ned, og jeg sommetider bliver nødt til at vade igennem større vandpytter, er det næsten umuligt at holde støvlerne tørre, og når de først er våde, tager de lang tid om at tørre. Og våde sokker er ikke godt for fødderne. Vandresandaler er gode som reserve. Så pakker jeg støvlerne i en plastikpose, til det bliver tørvejr igen.

Jeg skubber alt, hvad jeg ejer i en stor, skinnende kasse foran mig gennem nogle af verdens fattigste lande, så jeg tager naturligvis mine forholdsregler.

Bange for at vandre alene?
Det, som folk spørger mest til, når de hører om min rejse, er, om ikke jeg er bange for at vandre alene rundt i Afrika efterfulgt af en formaning om at passe på mig selv. Jeg svarer som regel, at jeg ikke er bange, men opmærksom på risikoen, og spørger så, hvordan man passer på sig selv?

Jeg har nu levet halvandet år som vagabond i Afrika og har kun følt mig truet ganske få gange. Jeg er endnu ikke blevet angrebet hverken af dyr eller mennesker, og jeg er generelt imponeret over, hvor fredelige og venligtsindede de fleste mennesker er, trods stor fattigdom.

Jeg tvivler på, at vi i Danmark ville være i stand til at udvise samme fredsommelige adfærd, hvis rollerne var byttet om. Når det er sagt, så er jeg naturligvis godt klar over, at brodne kar kan blive fristede og se mig som et nemt og attraktivt offer. Jeg skubber alt, hvad jeg ejer i en stor, skinnende kasse foran mig gennem nogle af verdens fattigste lande, så jeg tager naturligvis mine forholdsregler.

Jeg sikrer mig ikke at have folk gående tæt bag mig, og jeg slår lejr uden for synsvidde af vejene. Jeg tror dog, at mit bedste forsvar er at møde folk med et smil og en pjece, som forklarer formålet med min vandring på engelsk og fransk.

Jeg bilder mig ind, at jeg kan omvende potentielle fjender til sympatisører. Men jeg er ikke naiv, og i tilfælde af at nogen skulle forveksle min venlighed med svaghed, så er jeg ikke i tvivl om, at jeg vil være i stand til at forsvare mig selv, hvis det bliver nødvendigt. Den selvsikkerhed, tror jeg, skinner igennem, når folk møder mig. If you try, you die.

Mening med galskaben
For mig er strabadserne og risikoen en del af eventyret. Rejsen skal ikke forstås som et offer for formålet. Man kan snarere sige, at formålet på sin vis gør, at jeg kan forsvare rejsen overfor min familie og at udleve en drøm, som måske ellers ville have synes for egoistisk. Formålet gør nok også visse ting lettere, end hvis jeg bare havde vandret for min egen fornøjelses skyld.

For eksempel bilder jeg mig ind, at det er nemmere at få visa til de enkelte lande samt at klare sig mere eller mindre ubesværet igennem de emsige og korrupte militær- og politicheckpoints, som der er så mange af i Afrika, når jeg rejser med et velgørende projekt, end hvis jeg blot havde været en ’almindelig turist’.

Ikke mindst giver det en fantastisk ro og velvære at kæmpe for en sag, man tror på gør verden til et bedre sted. Der dør næsten 1.000 børn hver dag af sygdomme forsaget af manglende adgang til rent vand og sanitetsfaciliteter.

Vi bilder os ind, at vi er for små til at gøre noget ved det, men sandheden er, at enhver, der vælger at prioritere sin tid og sine evner på nødhjælp og udviklingsarbejde i verdens fattigste lande, kan være med til at redde liv.

At kunne kombinere et sådant formål med sin personlige passion – en passion, som i mit tilfælde er at bruge min krop, være tæt på naturen, og opleve, lære af, og berette om, den vide verden og dens mange forskellige kulturer og subkulturer – har i mit tilfælde været vejen til noget, jeg dårligt kan beskrive som andet end lykke, og som jeg i allerhøjeste grad kan anbefale.

Walking for Water

Hvis du selv føler dig inspireret til at vandre for vand under Walking for Waters logo og retningslinjer, så er du mere end velkommen til at kontakte Charlie. Du kan læse mere om organisationen og Charlies eventyr på www.walkingforwater.dk, hvor du også kan donere penge til vandpumpen i Tanzania samt organisationens andre projekter i Afrika.