Til tops på Mount Kilimanjaro

Trækker vejret gennem sugerør
Vi starter i lidt under 2000 meters højde med det hold, der skal hjælpe os til toppen – en stor gruppe bestående af bærere, kokke, hjælpeguider og guider. Vi følger ruten Lemosho, der tager syv dage og skaber en god akklimatisering, da vi altid når større højder under vandringen end i lejrene. Ruten går fra plantage og opdyrket land ind i den tykke højlands regnskov, hvor det grønne tæppe lukker sig over og omkring os. Luften er varm og fugtig, og det kan være vanskeligt at trække vejret. Stine har flere problemer end resten af gruppen.
”Jeg har det, som om jeg trækker vejret gennem et sugerør, det har jeg aldrig prøvet før”, siger hun forpustet og slæber sig videre op ad de stejle, røde jordstier.
Ud over at være ung, maratonløber og arbejde fuld tid som spindings- og aerobicinstruktør har hun trænet grundigt, men hun har aldrig befundet sig højere end 1000 meter over havets overflade før. Højden kan mærkes.
Mens vi passerer elefantspor og sorthvide langhårede Kolubus-aber, ser hun, hvordan den ældre del af gruppen kommer længere foran. Snart er hun den enlige bagtrop. Det er hårdt for konkurrence-genet, og hun forsøger at kæmpe sig videre i højere tempo for at indhente de andre, men straks indsnævres ’sugerøret’, og hun må indse, at bjerget kræver et tempo, der er helt urimeligt langsomt for hende.

Ingen Jantelov på Kili
Ved ankomsten til lejren er der en balje vaskevand samt te og popcorn, og senere følger middagen, der er simpel men god. Det har været en kort, hård dag, hvor vi har lært forholdene af kende på kroppen. Guiden Teacher holder, komplet uvidende om Janteloven, en halv times foredrag om, hvorfor vi er umådeligt heldige at have fået ham som guide. Med 425 forudgående ture til toppen er hans erfaring i top, og han har svar på alle spørgsmål fra plante- og dyreliv til højdesyge og Masaikultur. Hans vigtigste råd til os er, at vejen til succes er positiv tænkning.

”Hakuna Matata,” lyder det populære ordsprog, der på swahili betyder noget lignende ’ingen problemer’ og skal føre os til toppen. Det bliver gentaget ikke så få gange de kommende dage.

Dag to byder på ti timers vandring, hvor vi stiger næsten 1500 meter – det kan mærkes både i ben og hoved. Vi starter blandt særprægede planter i den øverste del af regnskoven, bevæger os op i mere busket, høj bevoksning og videre op langs Elefantryggen, hvor vi når dagens højdepunkt i næsten 4000 meters højde. Vi har ikke set den delvist snedækkede Kibo-top, siden vi forsvandt ind i junglen, så gensynsglæden er stor, da vi atter ser Afrikas sne funkle i solen. Foran os ligger Shira-plateauet, et enormt alpint plateau, der består af lav, steppeagtig bevoksning. Det tager os halvanden dag at krydse.

Husk nu: Pole, pole!
Ikke kun Stine har det hårdt, når højden tager til. Marie overhører rådet ’Pole pole’ – langsomt langsomt – der konstant lyder fra guiden. Hun følger hovedgruppens tempo, men stopper ofte og tager billeder. Når de andre kommer foran, indhenter hun dem småløbende.

Efter en halv dags tid, knækker hun helt sammen. Vejrtrækningsproblemer, kvalme, svimmelhed og opkastninger. Hun går mere eller mindre i søvne de to sidste timer til lejren. En skræmmende oplevelse for hele holdet, der alle venter i spænding på at se, hvordan de selv vil reagere, som toppen langsomt nærmer sig. Heldigvis er højden tilgivende. Vi er faldet et par hundrede meter, og søvn, mad og drikke er nok til at få Marie på benene igen senere på aftenen.

Næste dag bevæger vi os neden for gletsjere og lodrette klippefremspring og stiger til 4600 meter for at akklimatisere. Her møder vi en gigantisk lavasten, Lava Tower. Forpustede klatrer, kravler og går vi op på den 100 meter høje sten. Udsigten er fornem. Snart tvinger vejret os dog ned igen, og jeg kan ikke undlade at tænke, at det da må være de færreste, der har oplevet at bestige en 100 meter høj lavaklump i snestorm og så i Afrika.

Det, der på klippen faldt som sne og hagl, bliver langsomt vådere og ender i regn nede i Barranco-dalen. Tordenen giver genlyd mellem klipperne. Vi er næsten lidt trætte af det hele, da dalen åbner sig foran os. Bedst som vi troede at være nået over alle former for vegetation, møder vi her en frodighed med enorme planter og mærkværdige gevækster.
Små floder og bække risler af sted og skaber vandfald og små søer i dalbunden. Mod øst er dalsænkningen afgrænset af Barranco-væggen, der med sine 400 lodrette meter knejser mod himmelen, og strækker sig så langt øjet rækker fra gletsjerne mod nord og sydover. I en snæver sprække kan vi se ud gennem dalmundingen og ned på savannen flere kilometer under os.

Hvilken halvdel er vi?
De to næste dage er korte, da vi allerede er begyndt at samle kræfter til topforsøget, der venter os på natten til den sjette dag. Ved slutningen dag fem har vi for første gang udsigt til Manwezi, der med sine mange fritstående spir minder om et mystisk eventyrslot. Vi ankommer til lejren i 4600 meters højde, der er udgangspunkt for topforsøget. Stemningen er spændt. Den har bygget sig op under hele turen, og nu samler alle den sidste energi til turens absolutte højdepunkt. Vi kender bjergets håndfaste statistik og ved, at kun omkring halvdelen af alle vandrere faktisk når toppen. Hvilken halvdel bliver vi?
Vi aflægger et fælles løfte: Den eneste årsag til at vende om før toppen, Uhuru Peak i 5895 meters højde, er alvorlig højdesyge. Ingen ømme ben, vabler, forfrosne hænder, kvalme, hovedpine eller andet skal tvinge os ned, før vi har sat fod på Afrikas højeste punkt. Det løfte bliver et mantra i nattens løb.

Tårer på ’lortebjerget’
Den langsommere del af gruppen starter nattens strabadser klokken halv elleve om aftenen, halvanden time før hovedgruppen. Det er en smuk nat, og fuldmånen viser vej, så pandelamperne kan blive i lommen. Det er ikke nær så koldt, som vi har forberedt os på, og vi sveder i de mange lag tøj. Vejret er dog lunefuldt, og snart skjuler månen sig bag et tiltagende skydække. Vi er ikke nået over 5000 meter, før sneen sætter ind, blæsten tager til, og der venter os fem timers vandring i sylespidse snekorn, der står ret ind fra siden. Stien går over i løst vulkansand og aske med en stigning, der virker helt urimelig.

Marie og Stine har det begge hårdt, og udtrykket ’pole pole’ får en helt ny betydning, da vi sætter rekord i langsom gang med hæl-til-tå-modellen. Marie indtager igen sit særlige søvngængerstadie og kan siden hen ikke huske store dele af opstigningen. Det er, som om månen og højden spiller samme melodi og lader fantasien påvirke, hvad øjet ser. Mønstrene, der bliver skabt af den hvide sne og det sorte vulkansand, virker sært livagtige, og stenene omkring os tager form som andet end blot sten. Stine er modløs, og mens tårerne triller, har hun under tiden meget svært ved at se ideen med at bestige det her ’lortebjerg’.

Det er ingen hjælp, at det tidligere næsten kogende vand i flaskerne nu er dybfrossent, og vi ikke kan få den tiltrængte væske. Men opad går det. Vi synger en sang, banker varmen ind i kroppen og går frem for alt i vores egen stille verden, hvor det næste skridt er alt, der eksisterer.

Og på en eller anden måde lykkes det. Natten går sin langsomme, opslidende gang, og højdemeterne forsvinder støt under os. Trancetilstanden bliver pludselig brudt, da vi opdager, at det, vi har set så meget frem til, pludselig ligger lige foran os. Stella Point, hvor vi møder randen på vulkanens krater. Vandringen bliver nu lettere. En kort pause. Vi forsætter med fornyede kræfter. Bag os spreder et rødligt skær sig på himmelen, der dog kun svagt anes gennem det skylag, vi er steget op i.

Topfeber
Vi vandrer gennem disen i et snehvidt landskab, der er uendeligt langt ned på begge sider af kraterranden, og der er det så, målet for alle anstrengelserne.
 ’Congratulations you are now at Uhuru Peak 5895 m,’ erklærer det vejrbidte skilt – en forløsning af en anden verden. Nogen har hængt tibetanske bedeflag op, og det synes at passe til lejligheden. Her står vi så på Afrikas tag, på verdens højeste fritstående bjerg og en af verdens højeste vulkaner. En følelse, der overdøver kvalme, hovedpine og trætte ben breder sig. En følelse af tilfredshed og glæde.
Skyerne bevæger sig langsomt og åbenbarer af og til høje gletsjere, der rager til vejrs fra afgrunden under os. Vi ønsker, at der var udsigt hele vejen til Uganda, men bjerget er lunefuldt. Samtidig sår stemningen, som denne tågede vulkanverden skaber, en mystik, der længe skal blive siddende i sindet.
Men der er ingen hvilen på laurbærrene. Vi er steget 1300 meter på alt for kort tid, og efter en kort fotosession handler det om at komme ned, før højdesygen indhenter os. Få minutter fra toppen møder vi hovedgruppen – og alle fem er med. Ligblege, med blå læber og drænede for energi, men med en glød i øjet, da vi fortæller dem, at målet er nået. Vi klarede alle turen og holdt løftet til os selv og hinanden.

Tilbage til Afrika
Nedstigningen går hurtigt, og på tre timer har vi tilbagelagt den strækning, der på vej op tog os hele natten. Undervejs letter skydækket, og vi får det ønskede kig ud over bjergets sider, de to mindre toppe, regnskoven og savannen. I lejren får vi en times hvil, en skål suppe og forsætter ned til den sidste lejrplads i 3100 meters højde. Her slutter vi dagen, hvor vi for seks dage siden begyndte, nemlig i regnskoven. Det er 19 timer siden, vi satte ud mod toppen, og udmattet er ikke længere en dækkende betegnelse. Alligevel er der energi til at udveksle historier fra nattens strabadser over en velfortjent kølig pilsner, mens regnskovens lyde udgør lydtæppet omkring os.
Sidste dag byder på en kort tur gennem de lavere dele af skovbæltet. Der er hed og fugtigt, og allerede nu, hvor vi går i shorts og T-shirts, virker det meget fjernt, at vi i går nat kæmpede os gennem en strid snestorm. Vi er igen omgivet af det tætte, grønne dække og den røde jord, mens farvestrålende planter gemmer sig på stiens sider, og aberne svinger sig i trækronerne over os. Der er en god og afslappet stemning i gruppen. Vi er trætte, og fødderne nægter snart at befinde sig i vandrestøvlerne trange fængsel længere, men vi er lettede og lykkelige. Strabadserne er lagt bag os, og alt, hvad der i et anstrengt øjeblik syntes ubehageligt, er vendt til et godt minde fra en tur, hvor vi alle nåede vores drømmes mål.