Den udslukte vulkan i Kaukasus i Rusland, Elbrus, er med sine 5.642 meter Europas højeste punkt. Det er ikke en søndagsudflugt at nå toppen, men uden tvivl anstrengelserne værd. Og som en bonus kan man starte med et akklimatiseringstrek i bjergene i det smukke og øde Kaukasus.
Floden tordner så voldsomt, at den overdøver al almindelig tale. Brun og mægtig vælter den ned fra bjergene og skærer sig som en brusende vandvej ind mellem de stenede flodbredder. Stien fortsætter på den modsatte side af det brusende vand. Der er ingen broer, ingen sten at hoppe på, og forsøger vi bare at vade over den godt ti meter brede flod, er der overhængende risiko for at blive revet omkuld og ført med af vandet.
Så guiderne, en flok rå russere, der er vant til lidt af hvert fra naturens side, fikser et reb tværs over floden. En af gangen går vi forsigtigt ud i vandet og klamrer os til rebet, mens vi kæmper os gennem de lårdybe hvirvlende vandmasser og en strøm, der gør sit bedste for at tippe os omkuld.
Meget at have for sig selv
Flodkrydsningen er en af de uventede oplevelser, der følger med et trek i Kaukasus, den godt 1.100 kilometer lange bjergkæde, der strækker sig mellem Sortehavet og det Kaspiske Hav i det sydlige Rusland. Vi er her for at bestige Elbrus, Europas højeste punkt, der, fordi Europa geografisk er defineret som alt vest for Uralbjergene, ikke er Mont Blanc på grænsen mellem Frankrig og Italien, men den 5.642 meter høje udslukte vulkan i Kaukasus.
Bestigningen af Elbrus kan i princippet gøres på få dage, men på grund af højden sætter man sig selv i reel fare for højdesyge, hvis man tager direkte fra lufthavnen til bjerget. Derfor er vi her, i de lavere dele af Kaukasus, på et seks-dages såkaldt akklimatiseringstrek for langsomt at vænne os til højden. I spidsen har vi vores russiske guide Ismail, en lille senet mand, der har besteget Elbrus så mange gange, at han ikke længere har tal på det. Han har også været i disse øde bjerge så ofte, at han kender den rute gennem Kaukasus, vi følger, som den famøse bukselomme, og som bortset fra få strækninger ikke er markeret og – formentlig af samme grund – ikke bliver brugt af andre. Vi har det for os selv. Og der er meget at have for sig selv.
Russisk husmandskost
Den første lejrplads er ved Syltran-søen, hvor vi slår Telt op med udsigt til sneklædte tinder, der spejler sig i den turkisfarvede sø. Stenede, stejle skråninger. Vilde floder. Adrætte bjerggeder højt oppe i landskabet. Et barskt, men vanvittigt smukt gletsjerpas. Og hver aften lejrstemning, når vi samles mellem teltene om den varme te, frisk frugt og forskellige varianter af russisk husmandskost, som vores faste køkkensjak har kreeret. Den sidste aften på trekket består serveringen af pølser og kartoffelmos, og selv om de fleste af os gennem tiden har fået bedre måltider, gør det ikke så meget, når man kan indtage det med solnedgang over bjerg, flod og hundredvis af roligt græssende får på en mark.
Vi er stadig i højderne, men bjergsiderne af grus og sten, vi har bevæget os op og ned ad de sidste fem dage, er nu afløst af frodige skråninger. Og da vi om morgenen bevæger os nedad mod en tiltrængt overnatning på hotel i dalen, inden vi skal mod Elbrus, bliver det kun grønnere og grønnere. Med træer, blomster og piblende bække.
Det er i stærk kontrast til nogle af de stenede pas, vi har passeret. Og ikke mindst i kontrast til det, der venter, da vi dagen derpå står på Elbrus’ nedre flanker.
Blæst i natten
Her er sne, is og ikke ret meget andet. Bortset fra den spinkle stolelift, der, om end den ligner noget, man ikke tør sætte sit liv i, effektivt fragter os og vores bagage op i 4.000 meters højde. Hvorfra der blot er et par timers vandring til Diesel Hut – den primitive hytte, der skal fungere som base de næste dage. Ingen af os er dog særlig optagede af hytten, for ovenover den, så tæt på, at det virker, som om man bare kan række hånden ud og røre, knejser Elbrus. Som en hvid kegle strækker det snedækkede bjerg sig op mod himlen – smukt flankeret af østtoppen, som kun er 21 meter lavere. Til sammen ligner de med lidt god fantasi et par hvidklædte bryster.
Dagen efter begiver vi os på en Elbrus-smagsprøve godt 1.000 højdemeter op ad det, der mest ligner en gigantisk kælkebakke. Og den sammenligning kan man blive snydt af, for hældningen er stejl og luften tynd, så da vi efter godt tre timer når de klipper, der er målet, er de fleste af os langt mere udmattede end en gåtur på en kælkebakke skulle forårsage. Samtidig er det begyndt at blæse kraftigt op, og jeg må snøre hætten i min jakke helt til for at beskytte mig mod de stikkende iskorn, blæsten hvirvler op. Blæsten fortsætter, og om aftenen er den så kraftig, at bare den korte tur til toiletskuret udenfor hytten må foregå sammenkrøbet, så man undgår at blive fejet væk. Det kommer derfor ikke som nogen overraskelse, da Ismail annoncerer, at vi må udsætte vores topforsøg – det er alt for farligt at gå ud og opad i den vind.
Hylende vind
Natten igennem og det meste af dagen efter, som vi bruger på at spille kort og småblunde i soveposerne, hyler vinden udenfor vinduerne, og vi bliver mere og mere nervøse. Vi har en stram tidsplan. Når vi at gå mod toppen, eller må vi opgive det? Det sidste er der mange før os, der har måttet gøre. For på Elbrus er det vejret, der bestemmer, og selv stærke, erfarne bjergbestigere har måttet vende om uden at være kommet længere op end hertil. De spejlblanke skråninger længst mod toppen har kombineret med storm og tåge kostet adskillige liv gennem tiden.
Og så løjer vinden pludselig af. Vi går klokken 01, siger Ismail ved aftensmaden. Og det gør vi. Iført fire-fem lag tøj bevæger vi os som en ranke af hoppende lyskegler fra vores pandelamper op ad ”kælkebakken”. De eneste lyde i det iskolde mørke er hivende åndedræt og sneen, der knirker under vores tunge støvler. Da solen stiger op bag horisonten og bader Kaukasus i et nærmest overjordisk orange skær, er vi nået så langt op ad skråningen, at Diesel Hut blot er en prik langt under os et sted nede i de dybe skygger, der stadig ligger over de nedre dele af bjerget.
Svimlende dyb
Den næste strækning fører rundt om østtoppen ind til sadlen mellem de to toppe og indeholder for hvert skridt mere og mere udsigt til den særprægede bjergformation. I sadlen, som er et smalt plateau mellem to stejle, sneklædte vægge, der fører til henholdsvis vest- og østtoppen af Elbrus, holder vi en lang pause. Spiser lidt, drikker lidt. Et par stykker har hovedpine, en har fået akut diarre. Sadlen er ikke et unormalt sted at vende om, hvis kroppen siger stop. Og gør den det ikke af sig selv, kan øjnene overbevise den, når de har set og vurderet næste udfordring på ruten: En godt 200 meter høj væg, som herfra ser skræmmende lodret ud.
Det er den ikke – helt – men nok til, at der er sat reb op, som vi via karabiner i vores klatresele klikker os ind i. Snubler man på den smalle sti mellem væg på den ene side og et svimlende dyb ned mod sadlen på den anden, vil tyngdekraften uvægerligt trække en ud over kanten. Og selv om vi har isøkser med og lært at bruge dem til at stoppe et eventuelt fald, har jeg ikke lyst til at skulle bruge det i praksis her, så jeg er taknemlig for rebet. Og taknemlig for at det allersidste stykke mod toppen består af noget, der bedst kan beskrives som en let skrånende snemark uden risiko for fatale fald. Til gengæld virker den uendelig efter de nu snart ni timer, vi har været i gang, og to af mine medrejsende bliver så utålmodige, at de sætter farten op. Det bliver de straffet for. Pulsen kan ikke følge med, og efter få minutter står de bukket over deres isøkser og kæmper med hamrende hjerter og ben, der er syret til.
Tårer
Og så er vi der. På en lille, sneklædt høj. Og det højeste punkt på det europæiske kontinent. Der er high-fives, billeder, store grin, tårer af udmattelse og af glæde. Mest det sidste, og meget af den går til vejret. Her er ingen vind, ingen skyer, ingenting der spærrer for udsigten til de vilde Kaukasustinder, så langt man overhovedet kan se.
Nedturen er trods det perfekte vejr hård. På vej op drives man ofte af adrenalin, nedad er den afløst af en tung træthed. Målet er nået, og man skal bare tilbage. Bortset fra at der sjældent er tale om “bare”, og slet ikke her, hvor tyngdelovens kraft er endnu mere present nu, hvor vi går nedad. En pointe, der tydeligt illustreres, da jeg under en kort pause for at få en slurk vand ved et uheld taber min vandflaske. Inden jeg når at bukke mig ned efter den, er den forsvundet som et raketmissil ned ad den isglatte skråning mod sadlen.
Selv om jeg er klikket ind i rebet, koncentrerer jeg mig så omhyggeligt om hvert skridt, at jeg først, da vi er nede i sadlen opdager, at jeg er våd af koldsved i nakken. Resten af turen går lettere – ikke mindst takket være guidens beslutning om at lade os transportere det allersidste stykke ned mod hytten i et af de bæltekøretøjer, der til dagsturisters fornøjelse kører i fast rutefart et stykke op på bjerget fra liften. Og mens vi bumper nedad i en stor klump på ladet, stirrer jeg op mod Elbrus’ hvide top. Mens vi sidder her, udmattede, en enkelt så tør for kræfter, at han har kastet op flere gange, står det der, helt upåvirket. Vi er de små i de her omgivelser, bjerget bestemmer, og jeg er – igen – taknemlig for at have fået lov at bestige det.
Seven Summits
Seven Summits er de højeste tinder på hver af klodens syv kontinenter. De blev første gang besteget af amerikaneren Dick Bass i 1985. Udover Elbrus, som er den højeste i Europa, så er tinderne Kilimanjaro (Afrika), Mount Everest (Asien), Denali (Nordamerika), Aconcagua (Sydamerika), Mount Vinson (Antarktis) og Kosciuszko (Oceanien/Australien). Ifølge bjergbestigeren Reinhold Messner er det højeste punkt i Oceanien dog Carstensz Pyramid på Papau Ny Guinea, hvorfor der i dag findes en “Bass-liste” og en “Messner-liste” over Seven Summits.
højdesyge
Højdesyge er kroppens automatiske reaktion på det lavere ilttryk (den tyndere luft) i højder over godt 3.000 meter over havets overfalde. Symptomer er bl.a. kvalme og hovedpine. Det forebygges ved at drikke meget, 3-4 liter i døgnet, og bevæge sig langsomt opad. En tommelfingerregel er en sovehøjde på maksimalt 500 meter højere end natten før. Ved alvorlige symptomer er eneste kur at søge ned i lavere højder.
Prøv de næste 3
Opdag Verden magasiner
Direkte i din postkasse
i 6 måneder for 99 kr.
Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.
Allerede eller tidligere medlem?
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS
Tilmeld dig Opdag Verdens ugentlige nyhedsbrev, bliv inspireret og hold dig opdateret. Du får spændende artikler, aktuelle nyheder og eksklusive tilbud direkte i din indbakke.
Få indsigt i kommende aktiviteter, ture og foredrag med Opdag Verden – og vær blandt de første til at tilmelde dig.