Du er her:

Bag om højdesyge

Sådan undgår og behandler du højdesyge

Højdesyge rammer ikke kun bjergbestigere på ekstreme ekspeditioner til klodens højeste toppe. Den kan ramme alle, der vandrer i over 2.500 meters højde, og ignorerer man symptomerne, er det potentielt livsfarligt. 

Skrevet af: Asger Sonne og Troels Mygind / Foto: Tore Grønne
Opdateret den 01. dec 2021

Højdesyge rammer ikke kun bjergbestigere på ekstreme ekspeditioner til klodens højeste toppe. Den kan ramme alle, der vandrer i over 2.500 meters højde, og ignorerer man symptomerne, er det potentielt livsfarligt. 

 

Det er tredje dag på vandreturen – den dag, du har set frem til: top-dagen hvor I skal bestige det sidste stykke af bjerget og skue ud over verden. Men du føler, at noget er galt. Siden i går har du haft hovedpine og været sløj. I nat kunne du ikke sove. På vej mod toppen tager hovedpinen til og du begynder at kaste op.

Du har fået højdesyge.

Højdesyge kan spænde fra blot at være irriterende til at være en livsfarlig tilstand. I artiklen her vil vi beskrive de typiske symptomer samt forebyggelse og behandling af højdesyge. De fleste tænker nok mest på højdesyge i forbindelse med ekstreme bjergbestigninger, men alle kan faktisk få det, hvis de kommer mere end 2.500 -3.000 meter over havets overflade (m.o.h.).

Faktisk er det så hyppigt, at mindst halvdelen af dem, der normalt lever i niveau med havoverfladen, vil opleve en grad af ubehag, hvis de hurtigt stiger op til 2.500-4.000 m.o.h.

Nogle gange skal der ikke mere til, end at man flyver ud til sin startdestination. I Sydamerika begynder en del af de populære vandreruter for eksempel nær Bolivias hovedstad La Paz, som ligger i 3.600 meters højde. Her kan man få højdesyge bare efter flyveturen.

En del oplever forskellige former for ubehag, når de opholder sig oppe i bjergene, uden at der er tale om egentlig højdesyge. Det hyppigste er mild hovedpine, søvnproblemer, ondt i halsen, hoste og mere luft i maven (overvej at sige undskyld til din teltmakker på forhånd). Efterhånden, som man vænner sig til den lavere iltmængde i højden, forsvinder ubehaget ofte helt eller delvist – det kaldes ´akklimatisering´, og det kommer vi tilbage til.


IMG 53341

3 forskellige slags højdesyge

1. Akut højdesyge: Akut højdesyge (Acute Mountain Sickness) starter typisk 6-12 timer, efter man har bevæget sig højere op. Symptomerne er hovedpine kombineret med en eller flere af de følgende: Kvalme/opkast, træthed, svimmelhed og forstyrret søvn. De vil gradvist tage til i styrke, men forsvinder efter tre til fem dage.

Årsagen til akut højdesyge diskuteres stadig, men menes at være en kombination af et lavere iltniveau i blodet og et øget tryk inde i hovedet. I milde tilfælde er tilstanden oftest ufarlig, men fortsætter man sin opstigning, risikerer man, at det udvikler sig til en potentielt livsfarlig hævelse af hjernen.

2. Hævelse af hjernen: Hævelse af hjernen (High Altitude Cerebral Edema) kan enten være en gradvis forværring af akut højdesyge eller opstå uden de forudgående mildere symptomer. Hjernen kommer under pres, fordi der ikke er plads til den inde i kraniet, når den hæver op. Ud over symptomerne på akut højdesyge, kommer der nu ukoordinerede bevægelser, usikker gang, ekstrem træthed og ændret bevidsthed (forvirring, langsom reaktionsevne, søvnighed, bevidstløshed). Det er en farlig tilstand, som man skal tage meget alvorligt. Faktisk vil over halvdelen af dem, der bliver så syge, at de bliver bevidstløse, miste livet af det.

Behandling af akut højdesyge og hævelse af hjernen: Har din turmakker symptomer på højdesyge, skal I ikke fortsætte opad. Du må derefter først overveje, om han/hun kan fejle andet, der kan ligne højdesyge. Det kunne være for eksempel væskemangel, udmattelse, lavt blodsukker eller underafkøling. Vurderer du, at det mest sandsynligt er højdesyge, kan I i milde tilfælde nøjes med at vente med at fortsætte opad, til symptomerne er forsvundet.

Ved alvorligere symptomer, er den absolut vigtigste behandling at gå nedad. Ofte vil det være nok at gå 300-1.000 højdemeter ned, men man må fortsætte, til symptomerne forsvinder. Er vedkommende meget påvirket, bør I hurtigt søge hjælp hos en læge eller redningstjeneste.

Vores vigtigste pointe i denne artikel er, at nedstigning er den ultimativt bedste behandling!

3. Væske i lungerne (High Altitude Pulmonary Edema): Væske i lungerne er en helt anden form for højdesyge. Det er en alvorlig tilstand og faktisk den mest almindelige årsag til højderelaterede dødsfald. Når en vandrer eller bjergbestiger udvikler væske i lungerne, sker det ofte samtidig med svær akut højdesyge eller hævelse af hjernen, og typisk først når man når over 3.500 m.o.h. Væsken i lungerne gør, at man får svært ved at trække vejret. Man kan sige, at man drukner på land. Man opdager det tit i løbet af de første par nætter efter at have bevæget sig op i højden.

Symptomerne er ofte uklare i begyndelsen – man bliver træt, stakåndet, begynder at hoste og får hjertebanken. Det er som regel værst om natten, og enkelte får også feber, så man kan forveksle det med en lungebetændelse. Hurtig opstigning øger risikoen, så det ses særligt blandt unge fysisk stærke folk, som hurtigt har bevæget sig mange højdemeter op.

Behandling af væske i lungerne: Den umiddelbare behandling er enkel. Få øjeblikkeligt vedkommende bragt længere ned – man siger typisk 1.000 højdemeter, eller til symptomerne forsvinder. Under nedstigningen skal personen anstrenge sig så lidt som muligt. Det kan blandt andet betyde, at andre må bære deres oppakning.

Avanceret behandling af højdesyge
Ved alvorlige tilfælde af højdesyge, hvor man ikke har mulighed for at komme ned fra bjerget, kan behandlingen på stedet også bestå af ilttilskud, visse typer medicin og behandling i et transportabelt trykkammer. Det kræver dog både udstyr, særlig træning og ekstra mandskab, så den slags behandling varetages som regel kun af professionelle eller garvede bjergbestigere.

Må man fortsætte op, når man har det godt igen?
Ved mild højdesyge er få dages hvile nok, og de fleste kan derefter fortsætte opad med forsigtighed. Ved symptomer på hævelse af hjernen eller væske i lungerne skal turen afbrydes, og man må under ingen omstændigheder genoptage opstigningen, selvom man har det bedre efter nogle dage.

Akklimatisering
Hvis man fløj en mand direkte fra havniveau op til toppen af Mount Everest i 8.848 meters højde, ville han besvime og kort efter dø. Når folk alligevel kan bestige Everest uden ilt, skyldes det, at kroppen vænner sig til de nye forhold i højden, hvis den får tid nok. Den tyndere luft i højderne gør, at man trækker vejret hurtigere – både i hvile, og når man er aktiv. Bliver man i samme højde, vil man i løbet af et par dage begynde at sove bedre og få mere energi. Samtidig vil de milde symptomer på højdesyge fortage sig. Opholder man sig i højden i længere tid, vil kroppen i løbet af nogle uger begynde at danne flere røde blodceller, og man kan så gradvist lave hårdere og hårdere fysisk arbejde. Det er det sidste, idrætsudøvere udnytter, når de laver højdetræning.

Forebyggelse – undgå ”too high too fast”
Jo højere oppe ens rute ligger, jo større er risikoen naturligvis, men det er bestemt relevant at tænke over højdesyge, selv når man planlægger vandreture i lavere højder. Det er smart at lave turen, så højden, man overnatter i, gradvist øges. Særligt når man nærmer sig de 3.000 meter, bliver dette vigtigere for akklimatiseringen, end hvor mange højdemeter man har bevæget sig opad i løbet af dagen.

Over de 3.000 meter bør sovehøjden maksimalt øges med 300-500 højdemeter pr. dag. Derudover er det fornuftigt at overnatte i samme højde to nætter i træk hver tredje til hver fjerde dag. Sidstnævnte skæres desværre væk på en del ture for at spare tid og penge, men kan altså i sidste ende ødelægge ens topforsøg.

God fysisk form er altid godt, men forhindrer ikke højdesyge. Desuden er det meget individuelt, hvor let man får højdesyge, men de følgende råd øger chancen for, at du kan nyde din tur uden at blive alt for generet af det:

  1. Befinder man sig mere end 3000 m.o.h., bør man maksimalt øge sin sovehøjde med 300-500 højdemeter pr. dag.

  2. Planlæg gerne hver tredje til hver fjerde dag at overnatte i samme højde to nætter i træk.

  3. Milde symptomer kan forebygges med håndkøbssmertestillende såsom Panodil eller Ibuprofen.

  4. Diamox (en type medicin, som normalt bruges mod grøn stær) kan forebygge højdesyge, hvis man planlægger at stige hurtigt til stor højde eller før har haft symptomer.

  5. Hvis man før har haft højdesyge, vil risikoen for at få det igen være større. Planlæg gerne endnu langsommere opstigning og flere hviledage.

Tal desuden med din læge inden afrejse, hvis du fejler noget med hjerte eller lunger, for det kan give særlige udfordringer. Det samme gælder, hvis du er gravid.
Ture i bjergene er jo fantastiske, og vi håber, at I får en masse dejlige oplevelser. Vi håber også, at I nu har en bedre idé om, hvad I skal holde øje med, og hvad I skal gøre, hvis nogen bliver dårlige. Rigtig god fornøjelse!


IMG 3224

Ilt i højden

Da luften bliver tyndere, når man kommer højere op, vil luften i lungerne indeholde et mindre antal iltatomer. I 2.500 meters højde vil den indeholde 75 % af den ilt, den gør ved havoverfladen. Når man stiger til 3.500 m.o.h., indeholder luften kun 66 %, og 5.500 m.o.h. er der kun 50 % af ilten tilbage. På Mount Everests top indeholder luften i lungerne kun ca. 30 % af den ilt, den gør ved havoverfladen.


Man får nemmere højdesyge hvis man:

  1. Tidligere har haft højdesyge.

  2. Befinder sig i stor højde.

  3. Hurtigt er steget i højde.

  4. Har anstrengt sig kraftigt fysisk.

God fysisk form gør ikke én immun overfor højdesyge.


Transportabelt trykkammer

Transportable trykkamre bruges af redningstjenester, når en person rammes af svær højdesyge og ikke med det samme kan bringes ned fra bjerget. Det er en stor lukket, lufttæt pose, som en person kan ligge i. Med en fodpumpe kan en hjælper skabe overtryk, så trykket inde i posen svarer til, at man flyttede personen 1.000-2.000 højdemeter ned.


Hvem skriver?

Troels Mygind-Klausen og Asger Sonne er begge læger og har mange års bred friluftserfaring bag sig. Derudover har de taget vildmarksmedicinske kurser i Skandinavien, Storbritannien og USA. Særlig tak til overlæge Henrik Jessen Hansen for faglige input og sparring omkring artiklen. Henrik er en meget erfaren bjergbestiger og har bl.a. fungeret som ekspeditionsleder på Everest. Han har desuden skrevet kapitlet om højdesyge i medicinstudiets lærebog.


Mere viden

• Wilderness & Environmental Medicine: Wilderness Medical Society Consensus Guidelines for the Prevention and Treatment of Acute Altitude Illness.
• Field Guide to Wilderness Medicine af Paul S. Auerbach, 4th Edition.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

Andre spændende artikler


Bevar din skaljakke

Bevar din skaljakke

Skadet på tur - hvad nu?

Skadet på tur - hvad nu?

Ny bog: Unger & udeliv

Ny bog: Unger & udeliv

Log ind