Første danske forsøg på at komme til tops på Mount Everest

Et dårligt varsel 

En uges tid forinden var den lille ekspedition gået gennem en smal åbning mellem to høje ind i Rongbuk-dalen i godt 5.000 meters højde. Syv-otte km inde i dalen lå Rongbuks kloster, og 25 km bag det løftede Everest sig majestætisk tværs over dalen og lukkede for al anden udsigt. Allerede i klosteret fik Becker-Larsen det første varsel om, at han ikke ville nå toppen af Everest. Den øverste lama var alvorlig bekymret for hans og bærernes skæbne. Han opfordrede den unge dansker til at nøjes med at gå halvvejs op på det hellige bjerg. “Ingen kan nå toppen og vende tilbage”.

Da Becker-Larsen spørger lamaen, om han kan se ind i fremtiden, svarer han ved at ryste nogle terninger ud af hånden og studere deres stilling. Så fortæller han, at Becker-Larsen skal prøve kræfter med bjerget to gange. Første gang vil han blive bremset af store vanskeligheder. Anden gang vil han nå meget højt, men ikke toppen. Ingen vil nå toppen af Chomo Lungma (indfødt betegnelse for Mount Everest).

Gudinden ønsker det ikke. Det var rene ord for pengene, men Becker-Larsen lod sig ikke standse af den slags overtro. Han og bærerne indledte opstigningen og nåede passet North Col i godt 7.000 meters højde. Men efter et stenskred ville bærerne ikke mere.

Stormvejr og onde ånder

“Den 9. maj. Ved to-tre tiden om eftermiddagen, da vi har tre fjerdedele af  pashøjden under os, begynder det at blæse op, og mørke skyer kommer drivende ind fra Changtse, Everests nordtinde (7583 m). Bærerne standser og forlanger, at vi går tilbage. Ellers bliver vi fejet ned af den storm, som er på vej, hævder de. Lidt over os danner isen en hulning, hvor der er plads til vores Telt, og hvor der vil være læ, hvis stormen kommer. Jeg siger til dem, at jeg vil slå lejr her i 6.800 meters højde.

De bliver stående, ubeslutsomme. Så fortæller jeg dem, at jeg vil få dem straffet i Darjeeling for at lade mig i stikken, hvis de ikke går med. De tøver. “Sahib and us never back Darjeeling. Fall and die”, stammer Ang Dawa. I det øjeblik hører vi en lyd, der kommer oppefra. En stor sten er på vej ned ad Changtse. I lange, seje spring kommer den ned over bjergsiden, og den har kurs mod os. Vi kaster os ned og hager os fast, og den stryger hen over os, brummende som en meteor, der nærmer sig jorden. Eller som en ond ånd måske, hvis man er Sherpa.”

Bærerne er rædselsslagne og på vej nedefter, og selvom Becker-Larsen kalder dem nogle forbandede kujoner, ender det med, at han selv må følge efter. “Ophidselsen gør mig uforsigtig, og jeg tager et langt skridt over en spalte med større voldsomhed, end næste trin kan klare. I samme nu ligger jeg på ryggen og er på vej nedover med rivende acceleration. Jeg får drejet mig om på maven og presser med hele min vægt isøksens spids mod den hårdtfrosne sne. Farten tager af, og faldet standses. Jeg ligger stille og puster ovenpå anstrengelsen og skrækken. Uden isøksen ville faldet have sluttet over kanten på den 100 meter høje, lodrette brink af is, som vi har under os.”

Første gang Becker-Larsen måtte opgive at nå Everest-toppen var fra nepalsiden den 14. april, hvor han nåede op til Lho La-passet, i godt 6000 meters højde. Hyppige og farlige stenskred gjorde, at han måtte vende om. Herfra gjorde han en omvej på 200 km og mange dages ekstra march blot for at nå lige om på den anden side af bjerget.

Nu havde topforsøget fra tibetsiden bragte ham op i 6800 meters højde, inden han måtte opgive. Således gik lamaens spådom i opfyldelse.

Den 12. maj var ekspeditionen tilbage i klosteret i Rongbuk. Her forsøger Becker-Larsen at overtale lamaen til at skaffe ham to bærere som erstatning for dem, der ikke vil være med mere. Men lamaen smiler og ryster på hovedet. Danskeren må bøje sig for omstændighederne og acceptere sit lod. Han deler jo skæbne med alle dem, som tidligere har forsøgt at bestige bjerget, og med alle dem, der vil komme, siger lamaen. Han undrer sig i øvrigt over europæernes besynderlige trang til at klatre på Chomo Lungma.
To år senere blev Mount Everest besejret af newzealænderen Edmund Hillary og sherpaen Tenzing Norgay. Gudinden havde åbenbart skiftet mening.

En hemmelig mission
Becker-Larsens fantastiske forsøg på med få primitive hjælpemidler og beskeden økonomi at nå Mount Everest top blev først kendt i en større offentlighed, da han i 1991 skrev sin bog “Everest udfordringen”. I 1950 havde kineserne besat Tibet, og Nepal var præget af politisk uro og hærgende røverbander. Et år efter var begge lande lukkede for udlændinge, og Becker-Larsen havde af samme årsag ikke de fornødne indrejse- og opholdstilladelser. Da rygterne om en europæers ensomme færd nåede myndighederne, indledte politi og militær en jagt på ham, men takket være mange venlige indfødtes hjælp blev han aldrig fundet. Frygten for hårde sanktioner mod disse hjælpere afholdt i mange år Becker-Larsen fra at gøre sit topforsøg offentligt kendt.

Billedtekst: De slog lejr i Nangpa La-passet (5716 m.o.h.), bærerne under en stor stenblok, Becker-Larsen i et Telt. Ud på natten steg vinden til storm og en frygtelig kulde gennemtrængte alt. For bærerne under stenen blev det en lang opslidende kamp for at overleve. Uden ophør bankede de løs på hinanden for at holde blodomløbet i gang og undgå forfrysninger. Kampen mod forfrysninger og kuldedød betaltes med et enormt kraftforbrug.

International anerkendelse

Hans næsten tre måneders enegang i Himalaya var dog forinden blevet kort, sensationspræget omtalt i den skandinaviske presse og mere indgående i den alpine fagpresse. Bl.a. i værket “Chronique Himalayenne” (1959), hvor Himalaya-eksperten Marcel Kurz omtaler Becker-Larsen som “helten i eventyret om Himalaya-bestigningerne”. “Dette eventyr profilerer den unge danskers stærke personlighed og røber hans usædvanlige handlekraft”.

I 1981 omtaler den britiske forfatter Walt Unsworth i sin klassiker “Everest” Becker-Larsen særdeles ærefuldt, idet han fremhæver danskerens usædvanlige evne til at klare vanskelige og farlige situationer med en kombination af klogskab, mod og intuition. Han skriver, at Becker-Larsen er den første vesterlænding, der har krydset passet Nangpa La og besøgt Everests syd- og nordside i samme sæson. “Not bad going for an inexperienced explorer”. Becker-Larsens færd var på flere punkter enestående, konkluderer han.

Ikke underligt at Becker-Larsen har inspireret yngre generationer af danske bjergbestigere og Everest-entusiaster. Flere af dem har bedt ham om at skrive forordet til de udgivne beretninger, bl.a. den senere omkomne Michael Knakkergaard Jørgensen. Han besøgte Becker-Larsen efter, at han som den første dansker i 1995 nåede toppen af Mount Everest. En lille særpræget sten i Becker-Larsens stue vidner om denne begivenhed. Den havde Knakkergaard med hjem fra bjergets top.