Bjergbestigning i Himalaya

Senere samme dag, som Mads Granlien og Asmus Nørreslet med succes havde besteget Mount Everest, kæmpede 25 bjergbestigere på bjergets nordside imod højden og den tiltagende storm. Iblandt dem var de to danskere Per Bager og Jeppe Stoltz. De er med deres Everest 2000 ekspedition ude i et dristigt ærinde. De vil bestige Mount Everest uden ilt, uden hjælp fra sherpaer og uden den opbakning en større gruppe kan give. Det er set fra en sportslig synsvinkel en flot satsning, men fra en sikkerhedsmæssig er det vovet.
På et tidspunkt tager Per Bager beslutningen. Han vender om. Per Bager havde tidligere været højt på Everests nordøstkam i 1994, men også dengang måtte han vende om. Nu må han igen opgive sin drøm. I den højde eksisterer mennesker på marginalerne. En enkelt fejltagelse er nok til at berøve én livet. Hans makker Jeppe Stoltz, der aldrig har været på et så højt bjerg før, fortsætter op igennem stormen imod toppen.
Cirka 100 meter højere end Per Bager, 300 meter under toppen af Mount Everest, må Jeppe Stoltz imidlertid også give op overfor elementernes rasen. Nu er han ligeledes på vej nedad. Ned til den relative sikkerhed, som teltet i lejr 3 (8300 m) yder imod vind og vejr. Men Jeppe når aldrig frem.

I basislejren sidder spaniolen Manolo Rojo og følger sine otte landsmænd højt oppe på nordøstkammen igennem en kikkert. Pludselig falder den ene bjergbestiger ned af Mount Everest nordside. Rojo kontakter via walkie-talkie Alberto Zerain - en af bjergbestigerne på nordøstkammen. Rojo fortæller Zerain om deres vens fald. Zerain klatrer langsomt hen til sin faldne ven. Da han når frem til ham, er han stadig i live efter et fald på 200 meter, men da den faldne bjergbestiger forsøger at rejse sig op, mister han balancen, og Zerain kan ikke holde ham. Nu falder han ud over afsatsen og videre ned af Mount Everests nordside.

Det var ikke en af spaniolerne, der faldt. Det var den danske bjergbestiger Jeppe Stoltz. Jeppe var kun 27 år gammel. Tragedien er en realitet.
Spillets regler kontra “summit fever” (topfeber)

To uger tidligere befandt jeg mig “lige i nærheden” af Mount Everest, som leder af Seven C’s Shishapangma 2000 ekspedition. Natten før vores topforsøg var helt vindstille. Jeg kunne næsten ikke tro på vores held. Vejret kunne ikke være bedre. Toppen var så godt som vores. Intet kunne stoppe os nu.

Det føg ganske svagt, da jeg steg ud af teltet lidt i fem om morgenen. Vores vindstille held var under forandring, men sigten var stadig god. Senere blev det svært overhovedet at se noget. Vi steg gradvist opad. Pasang og Kipa klatrede forrest. Så kom jeg og et stykke under mig Stefan Ittu Hviid, Leif Pedersen og Tom Jensen (ekspeditionens to øvrige danske deltagere, Ellen og Flemming Hybholt, valgte at vende om kort efter lejr 2 i 7050 m.). Nu var vi seks på vej til at indfri deres drøm om at nå toppen. Vi fortsatte opad.

Shishapangma har ry for at være et af de “lette” 8000 meter høje bjerge. Hvis man ser bort fra, at det er fuldkommen absurd at omtale de store bjerge som “lette”, så havde denne betegnelse samt rutebeskrivelsen givet mig indtryk af, at vejen fra lejr 3 til toppen var “snowplodding” (let gang i sne) uden tekniske vanskeligheder. Således forholdt det sig imidlertid ikke. Ruten op fulgte hele tiden den stejle kam. Et fejltrin her ville være fatalt. En stor del af tiden var vi forbundet til de faste reb, som sherpaerne havde sat op, men ikke hele tiden. Stejlheden, passagerne uden faste reb og det efterhånden dårlige vejr ændrede langsomt vores situation. Hverken Tom, Leif eller Ittu var specialister i bjergbestigning. De var taget med på ekspeditionen af eventyrlyst og for at teste sig selv på bjerget. Jeg skulle som ekspeditionsleder og erfaren bjergbestiger sørge for, at de slap fra det med liv og lemmer i behold.

Vi klatrede stadig imod tinden. Vejret lukkede mere og mere til. Det var begyndt at sne. Pasang og Kipa virkede uanfægtede. De fortsatte støt og roligt foran mig. Bag mig kæmpede de tre andre stadig mere indædt imod den dybere og dybere sne. Vi befandt os omkring 200 m under toppen.

“Kan vi nå det før deadline”, ville Tom og Leif vide. Ittu sagde som sædvanlig ikke meget, der kunne fortælle noget om, hvorvidt han var træt eller ej.

En af betingelserne for deltagelse på ekspeditionen var, at man var indstillet på at respektere et på forhånd fastsat tidspunkt, hvor alle skulle vende om, uanset hvor de befandt sig på bjerget. Det havde jeg sat til kl. 12. I tilfælde af perfekte vejrforhold, dvs. ingen vind, ingen sne, ingen skyer og svag kulde, ville jeg overveje at udskyde nedturen til kl. 14. Den overvejelse blev ikke nødvendig.

Det er simple regnestykker, der forøger ens sikkerhed på de høje bjerge. Hvis man har gået 100 m i timen, imens man er frisk, så begynder man ikke pludselig at gå 200 m i timen, når man er træt, således som nogle bjergbestigere tilsyneladende tror, hvis man skal dømme ud fra de valg, de træffer. Vi havde brugt fem timer på de sidste 500 m. Det ville tage os mindst to timer at nå toppen og formodentlig tre.

Selv følte jeg mig veltilpas. Alligevel kunne jeg godt forudsige, at to-tre timer mere i den dybe sne også ville tære på mine kræfter. Hvad så? Ville jeg være istand til at hjælpe de andre, hvis en af dem havde brug for det på vej ned? Jeg havde min tvivl. Som professionel guide skal man i nødsituationer følge førstehjælpens grundregel: Stands ulykken. Det betyder, at man skal være parat til at efterlade en alvorlig nødstedt klatrer for at redde de øvrige deltagere og sig selv. Det er ofte fuldkommen umuligt at redde udmattede eller forulykkede bjergbestigere højt oppe på de store bjerge pga. det lave iltindhold. Det eneste fornuftige er at efterlade dem. Jeg havde derfor ikke lovet holdet, at de ville kunne hjælpes ned fra højderne, hvis de kom i en situation, hvor de ikke kunne klare sig selv. Alle på holdet vidste, at de højere oppe end 7000 meter bevægede sig opad på helt eget ansvar. På trods af at jeg ikke havde lovet dem noget, og på trods af principperne, tvivlede jeg på, at jeg ville kunne efterlade en af dem, medmindre det var helt åbenlyst, at de ikke havde en chance for at overleve. Hvis der var en som fik brug for hjælp, ville vi andre være nødt til at hjælpe. Efter fem uger sammen i bjergene var vi sammensvejset på godt og ondt.

Jeg var sikker på, at vi ville kunne klatre op på toppen indenfor en fornuftig tidsramme. Det havde vi kræfter til. Men ville vi kunne klatre ned igen i dårligt vejr uden uheld? Jeg tvivlede. Og hvad nu hvis det dårlige vejr blev voldsommere? De tre andre havde vist de første tegn på træthed. Ville de selv registrere, hvornår det var tid til at vende om for dem, inden de blev udmattede? Ville de kunne holde balancen og koncentrationen på vej ned i fuld storm? Jeg tvivlede. For mig gælder den samme regel i bjergbestigning som i kærlighed: Når man er i tvivl, så er man ikke i tvivl.

“Vi går ned”, råbte jeg. Der var ingen af de tre, der havde indsigelser.

Få timer senere var vi tilbage i lejr 3. Uden triumf og uden tragedie. Med skindet på næsen.

Dansken på verdens tag år 2000
Endnu en sæson i Himalaya er overstået. Dansk bjergbestigning var stærkt repræsenteret i forhold til landets størrelse. Der er god grund til at ønske Mads Granlien og Asmus Nørreslet tillykke med deres flotte præstation på Everest. Lykønskningen bør også gælde, de der nåede højt op i år uden at få toppen af kransekagen med. Jeppe Stoltz’ familie og venner har min kondolence.

Desværre tegner vi os nu også på andre måder højt i statistikken. På få år er tre danske bjergbestigere omkommet i Himalaya. Først Per Lyhne på verdens femte højeste bjerg Makalu i 1997. Så var det Everestbestigeren Michael Knakkergaards tur i 1999, også på Makalu, og i år Jeppe Stoltz på Mount Everest.

Der er gjort 19 danske forsøg på at bestige Mount Everest, og én er omkommet under forsøgene. Det svarer til en foreløbig tabsprocent på fem. Hvis man derimod sætter succesfulde bestigninger i forhold til tab, så er det fire i forhold til én eller 25%. På internationalt plan er det sidste tal cirka 18% og det første 2%. Danske bjergbestigere har altså en markant “overdødelighed” på Mount Everest i forhold til klatrere fra andre lande. Det kalder på nogle overvejelser.

Den første er selvfølgelig, at de danske tal er for små (og langtfra endelige) til, at man kan lave statistik på dem. Endvidere er rapporteringerne fra ekspeditionerne til myndighederne generelt særdeles mangelfulde, og nepalesere er ikke talt med. De internationale tal skal derfor også tages med et gran salt. Tallene kan kun bruges som en vag pejling af de reelle fakta. Men lad os alligevel granske denne sæsons begivenheder og sætte dem i relation til debatten om sikkerhed og galskab i bjergbestigning.

For 15-20 år siden var klatring og bjergbestigning stadig en aktivitet for excentrikere. I den forløbne tid har den udviklet sig til en massesport og en del af adventure-turismen. Den sociale kontrol, som en lille gruppe af specialister tidligere udøvede overfor hinanden, er afløst af offentligheden i rollen som publikum og dommer. Når ulykker sker under bjergbestigning, skorter det ikke på kritik i medierne. Især dødsulykker er tilsyneladende “godt stof”. De sælger aviser. Offentligheden får som regel kun kendskab til bjergbestigning fra en negativ vinkel. Der skabes et billede af bjergbestigere, som var de uansvarlige desperadoer.

Bag den holdning lurer selvfølgelig også spørgsmålet om, hvorvidt samfundet både moralsk og juridisk fortsat skal tillade bjergbestigning, eller om restriktioner og forbud er nødvendige. Akkurat den holdning bliver vi, der er bjergbestigere, derfor nødt til at tage alvorligt, hvis vi fortsat vil opretholde den frizone klatringen og bjergene er for os. Vi kan ikke tillade os at se stort på omgivelsernes opfattelse i den tro, at vores “privilegier” varer evigt, blot fordi bjergbestigning også er forbundet med anerkendelse og status. Det er den fejl, cykelsporten har begået. Vi må til stadighed demonstrere, at vi kan optræde ansvarligt og vurdere vores egen aktiviteter på en fornuftig måde, og om nødvendigt justere på de interne normer vi følger. I modsat fald vil andre myndigheder overtage den funktion.

Blandt andet derfor bør ulykker problematiseres, hver gang de indtræffer. Hvad skete der egentlig? Hvad kunne være gjort anderledes? Er der noget at tage ved lære af? Det er imidlertid lettere sagt end gjort. Ofte er det umuligt at finde ud af, hvad der helt præcist skete, og hvordan udviklingen i begivenhederne forløb.

Tilfældighedernes spil - eller?
Der er et element af tilfældigheder på spil under udøvelsen af bjergbestigning, som det kan være vanskeligt at indplacere i en analyse af et uheld. Det er sjældent til at afgøre med 100% sikkerhed, om en ulykke skyldes tilfældigheder eller andre årsager. Måske var det et hændeligt uheld, Jeppe Stoltz blev offer for, da han faldt på Everest? Måske snublede han? Måske blev han revet omkuld af et vindstød? Måske besvimede han? Vi finder aldrig ud af det. Han faldt på et kendt ulykkessted. Det var i det samme område, hvor legenden George Leigh Mallory faldt i 1924, og mange andre er faldet dér efter ham.

Men selv tilfældighederne er ikke helt tilfældige. Man har selv en vis indflydelse på hvilke tilfældigheder, man udsætter sig for. Jeppe Stoltz havde aldrig tidligere været højere end 4800 meter. Det er en uskreven tommelfingerregel i Himalayabjergbestigning, at man skal bygge sin erfaringer med den iltfattige luft op gradvist over årene. Ifølge makkeren Per Bager klarede Jeppe Stoltz sig dog godt i højden på trods af den manglende erfaring fra Himalaya. Han tilvænnede sig højden som planlagt og gik hurtigere end den erfarne Per Bager. Jeppe Stoltz var sammenlignet med de øvrige på Everest veltilpasset de iltfattige omgivelser, da ulykken skete.

Per Bager er af den opfattelse, at Jeppe Stoltz erfaring fra Alperne var tilstrækkelig til, at han kunne matche en bestigning af Everest - selv i betragtning af at bestigningen skulle foregå uden ilt. Det er helt afgørende for sikkerheden, om man bruger medbragt ilt eller ej. Hvorfor valgte Jeppe Stoltz selv at give sig i kast med Everest uden ilt, når han netop ikke havde erfaring fra Himalaya? Jeppe Stoltz barndomsven Kristian Poulsen fortæller, at det formodentlig skyldes, at han ville foretage bestigningen i bedste sportslige stil. Samtidig understreger han, at Jeppe Stoltz var meget sikkerhedsbevidst. Han havde endvidere i kraft af sit arbejde som soldat i Jægerkorpset gennemgået test til at springe faldskærm fra stor højde, hvilket muligvis havde givet ham den opfattelse, at han ikke behøvede den direkte erfaring med at klatre under iltfattige forhold.

Man kan også stille sig spørgende overfor, hvor de to ikke vendte om samtidigt? Paradoksalt nok blev Jeppe Stoltz’ fysiske styrke her en ulempe for ham, idet han var langt foran den erfarne Per Bager, da sidstnævnte vendte om pga. af kolde hænder og fødder. Derfor diskuterede de ikke beslutningen. Men hvorfor begav de sig i det hele taget ud af teltet i det dårlige vejr? Motivet til at gå ud i stormen var ikke, at de ville lave et topforsøg, men at de ville sætte dansk højderekord uden ilt på Everest, forklarer Per Bager. Det havde de aftalt om morgenen. Var Jeppe Stoltz på vej imod toppen eller i gang med et højderekordforsøg? Det får vi aldrig at vide. Uanset om det var et top- eller rekordforsøg, så løber man en ekstra stor risiko ved at begynde en opstigning i dårligt vejr.

BigE ekspeditionen havde også to uprøvede deltagere i forhold til højden. Den ene, Lars Thrane, vendte om før basislejren. Den anden, Asmus Nørreslet, nåede toppen af Everest uden uheld. Asmus Nørreslet bor til daglig i Chamonix, hvor han er elev på den franske statsskole for bjergguider og dermed jævnligt er i kontakt med bjergene. Derfor har han også en længere liste af spektakulære bestigninger bag sig end Jeppe Stoltz. På trods af at han som alpinist befinder sig på eliteniveau, erklærede han allerede fra begyndelsen af ekspeditionen, at han ville gå med ilt på Everest, fordi han havde forholdsvis lille erfaring med de store højder. Var det tilfældigt at han overlevede sin satsning på Everest? Måske, måske ikke.

På Shishapangma 2000 havde deltagerne rimelig stor erfaring med højden. Den eneste deltager, der ikke havde været højt før - Stefan Ittu Hviid - klarede sig imidlertid på lige fod med de, der havde højdeerfaring. Var det alligevel et tilfælde, at vi alle seks klarede os ned igennem stormen til sikkerheden i lejr 3. Måske, måske ikke.

En stor del af fascinationen ved at være i bjergene er, at betingelserne er så klare der. Det er enten eller. Enten når man op, eller også gør man ikke. Enten overlever man, eller også gør man ikke. Man er fri af hverdagens uoverskuelige og kompromisfyldte suppedas. Det er netop, fordi vi bjergbestigere holder af bjergenes enkle og klare verden, at vi fokuserer på den kontrol over vores egen situation, som vi oplever at have derude. Af samme grund trives vi dårligt med det tilfældige. Udfaldet af en bestigning er nært knyttet til hvilke beslutninger, man selv tager, og hvilken indsats, man selv yder, både før og under bestigningen. Vi vil gerne tro, at vi ved at forberede os grundigt kan undslippe de såkaldte objektive farer så som vejromslag, sneskred og stenfald, men vi ved egentlig godt, at tilfældets ubarmhjertige indgriben også er en del af spillet.

Erfaring og ambition
I Himalaya er det vigtigt, at man som i al anden klatring bygger erfaring op over en årrække således, at man kan træffe beslutninger på et fornuftigt grundlag. Det vigtigste organ til at træffe beslutninger med er hjernen, og den har pga. den iltfattige luft dårlige vilkår. Derfor er det helt nødvendigt på forhånd at stille regler op for sig selv mht., hvorledes man vil gennemføre en bestigning - og derefter huske at overholde dem. Det iltfattige miljø i højden påvirker i det hele taget kroppen med en lang række ubehagelige symptomer - hovedpine, søvnløshed, mangel på appetit o.s.v. - der kombineret med de barske fysiske krav og med de ringe hygiejniske forhold sammenlagt betyder, at man både fysisk men også mentalt bliver slidt ned langt voldsommere, end man kan forestille sig på forhånd. Det er derfor særdeles vigtigt, at man før realiseringen af en drøm, afvejer sine egne forudsætninger i forhold til den udfordring, man tænker på at give sig i kast med. Prioriteterne skal også være i orden. Er opfyldelsen af en ambition og den efterfølgende anerkendelse vigtigst, eller er der noget, der er vigtigere…?

Der skal en vis portion held til for at overleve i de høje bjerge, og der skal bare et lille hændeligt uheld til, før det går galt. Vi bjergbestigere vælger med åbne øjne at deltage på de betingelser. Det er både på kommercielle og ikke-kommercielle ekspeditioner i langt højere grad økonomi, sociale relationer og andre forhold, der er afgørende for hvem, der kan deltage, end det er den enkeltes færdigheder. Det er måske ikke ideelt, men en realitet det er det. Alligevel mener jeg, at vi skal opretholde troen på, at det nytter at forberede sig til at møde de store udfordringer ved over en årrække gradvist at skaffe sig den nødvendige viden og erfaring, uanset om man deltager på kommercielle ekspeditioner eller er ude på egen hånd.

Artiklen er tidligere bragt i Adventure World (Opdag Verden) nr. 30 aug/sep 2000

Søren Smidt er cand. mag. i dansk litteratur og historie. Han har klatret og besteget bjerge i 20 år bl.a. Ama Dablam (6856 m), Lhakpa Ri (7046 m) og Dhaulagiri (8167 m). Han arbejder freelance som bjergguide og instruktør i klippeklatring.