Mens de fleste vandrere drejer til venstre for at tage den klassiske rute gennem de nepalesiske Himalaya til Everest Base Camp, drejer Tine og hendes gruppe til højre. Forude venter frodige dale, små landsbyer, brølende laviner, iskolde nætter og Mera Peak - Nepals højeste trekkingtop.
Er du fløjet ind over Himalayas snedækkede tinder i det lille fly og landet på den frygtede, berygtede og meget korte landingsbane i Lukla – porten til den smukke Everest-region – så har du med stor sandsynlighed snøret dine vandrestøvler og er begyndt at gå. Fra Lukla kan man nemlig kun vandre. Her er ingen veje, ingen biler, ingen cykler. Her er kun vandrestier.
Du er også med stor sandsynlighed startet med at gå til venstre mod Namche Bazar – sherpaernes hovedby – og videre på den klassiske trekkingrute mod Everest Base Camp. Den her tur var anderledes.
Fra Lukla skulle vi nemlig dreje til højre – men ikke med det samme. Som en indledende akklimatiseringstur drejede vi nemlig også til venstre og vandrede de første fem dage på Everest Base Camp-trekket til det buddhistiske Tengpoche-kloster i knap 3.900 meters højde. Et trek, der normalt er tæt på overrendt, men var næsten mennesketomt her få dage efter, det var åbnet for udenlandske turister efter knap to års Corona-nedlukning.
Vi havde rigtig god tid til at bevæge os langsomt fremad og opad. Nyde synene af imponerende ørne, og blodfasaner, Nepals nationalfugl. Blive blæst fuldstændig bagover af de postkortsmukke bjerglandskaber.
Den tynde luft
Det siges, at det ikke kan forudsiges, hvordan vi hver især reagerer, når vi kommer op i højderne. Og at det kan være forskelligt, hvordan vi reagerer fra gang til gang. Den variation har min krop ikke forstået. Jeg har været påvirket af den tynde luft med det lavere iltindhold hver evig eneste gang, jeg har bevæget mig op i højderne. Selv efter år med arbejde i Alperne og flere trekkingbestigninger har jeg fortsat til gode at opleve en nem, ubesværet akklimatisering i over 2.000 meters højde.
Dagene på den relativ gode vandresti på Everest Base Camp-trekket var en smut- og akklimatiseringstur, der på bedste vis matchede min krops højdeaversion. Samtidig var det en test af det 50 år gamle bentøj. Dameben, der er blevet slidt af at boltre sig i ski- og outdoormiljøet gennem mange år. Jeg har endnu mod på spændende eventyr og fysiske udfordringer, der dog skal matche evnerne og tilpasses fysikken.
Tilbage i Lukla var ben og lunger blevet udfordret og var fortsat fuldt funktionsdygtige. Det var en god start. Og nu var vi klar til at dreje til højre mod turens egentlige mål: Mera Peak.
How to resolve AdBlock issue? 
