Til tops på Mera Peak

Khara i 4.900 meters højde, hvor dagstursrygsække er klar til dagens vandreeventyr.

Gennem floderne – op i højderne

De etablerede stier blev erstattet af naturstier, og oplevelsen af et nyt eventyr og en helt anden frodighed indtraf allerede et par kilometer inde i dalen. Vi krydsede mindre floder og var i tvivl om, hvorvidt det var mest sikkert at vade gennem vandet på glatte sten eller over de tvivlsomme, interimistiske bræddebroer. Så kom regnen. Det væltede ned, og natten under tehusets bliktag gik ikke stille for sig.

Tehusene vidnede om, at vi var vandret ind i en lidt fattigere del af Nepal; en kontrast til mange af tehusene langs Everest-trekket. Venligheden og gæstfriheden var dog mere end intakt. Charmerende unger med solbrændte kinder løb legende omkring og uddelte masser generte smil med et ”Namaste”. Alle gjorde sig umage for at give os de bedste oplevelser, med det de havde. Det var beundringsværdigt og rørende.

Maden i tehusene tilberedes fra bunden i de primitive køkkener – enten over åben ild eller over gas. Maden er enkel og velsmagende.

Vi arbejdede os op over trægrænsen, der ligger i imponerede 4.000 meter. Lave skyer, mystisk lys og forbigående tåge gav spektakulære udsigter ud over det rå, golde bjerglandskab, da vi i langsomt tempo og med anstrengte lunger nåede passet i 4.600 meter.

Vi gik på stejle skråninger og et ujævnt, løst underlag af grus, småsten, rødder, klipper og mudder. Oplevelsen var nærværende. Intens. Jeg skulle flere gange huske at stoppe op. Give plads til de mange små øjeblikke og sublime udsigter.

Duften af eventyr (og vandrere)

Med os havde vi lokale sherpaer, guider og bærere. Sherpaerne evnede på imponerende vis at mestre balancen mellem at sætte retningen, holde styr på os alle, favne vores åbenlyse forskelligheder og samtidig være hyggeligt, informativt selskab. Hver eneste morgen stod de lokale bærere, en flok hjælpsomme drenge og mænd, klar til at bringe vores bagage fremad – en uvurderlig kapacitet i området her. Selv bar vi tøj, snacks og drikke til dagen.

Det klassiske, nepalesiske måltid, dal bhat, med ris, linser og grøntsager.

I gruppen spændte alderen fra 19 til 59 år. Alt vores tøj duftede af eventyr – en blanding af fugt, mug, brændeovn og aktiv vandrer. De fleste gik heldigvis i uldbluser. Det gjorde en uvurderlig forskel på lysten til samvær, og det var så fint at se udviklingen. Teamudviklingsteoretikere ville stolte kunne genkende deres teorier om gruppers modenhedsniveauer. Tid sammen, gode snakke og lavere temperaturer. Flere måtte igennem de klassiske nepalesiske maveonder. Geniale ingredienser til udviklingen af teamet. Der tørredes nu flittigt tøj i fællesrummet. Mentale og fysiske op- og nedture blev delt. Konsistens af afføring blev et naturligt samtaleemne. Vi blev alle rummet og favnet, som dem vi er og med det, vi blev udfordret af. Stolthed og stædighed blev udskiftet med taknemmeligt at tage imod hjælp, når maveonder eller højden kaldte på det.

Laviner og pjaskvåd nedsmeltning

I Hinkudalen vandrede vi gennem frodige, regnvåde skove med efterårsflotte, mosbelagte træer og sten i alle størrelser. Bambus og vandmættede, grønne planter ledte kortvarigt tankerne i retning af regnskov. Vi var omgivet af høje bjerge, men regnen ville ikke give slip, og vi kunne blot indimellem skimte snegrænsen på de stejle bjergskråninger. Det var med at finde det smukke i det nære. Naivt havde jeg imprægneret og medbragt mit gamle, slidte Gore-Tex-skaltøj. Det kunne holde til et par regnbyger, skærme for vind og kulde, og så kunne de lokale overtage det. Men nu var skaltøjet døende. Voldsomme mængder regn havde omdannet stierne til vandløb. Bifloderne var vokset gevaldigt. Vandet piblede ind i støvlerne, og hver en membran i tøjet havde givet fortabt. Målrettet og omklamrende søgte den iskolde regn lag for lag ind til skindet. Den totale nedsmeltning kom snigende, min krop rystede ubehersket, tårerne trillede lydløst. Fokus blev på at trække vejret dybt og kontrolleret. At sætte fødderne sikkert på de glatte sten. Ved et primitivt tehus skiftede jeg til tørre bluser, bællede en “Hot Lemon” og stak afsted med et par hurtige mænd i håb om, at jeg kunne gå mig lidt mindre kold. Det lykkedes næsten. Nærvær og humør steg en anelse, og dagens sidste, plaskvåde timer blev krydret med et besøg i det fineste lille Gondishung-kloster, der var bygget halvt ind i klippen.

Naturstier, brusende floder, tvivlsomme broer og fantastiske udsigter.

Indtryksfuldt var det også, da de store mængder sne på bjergmassiverne over os ikke længere kunne bære deres egen vægt. Lyden af tonsvis af sne, sten og grus rumlede faretruende ned ad de stejle bjergskråninger adskillige gange den dag. Vi stod måbende med lige dele frygt og fascination og betragtede naturens enorme kræfter. Morænen er naturens egen fantastiske lavinebryder, og som en anden supermand tog den klippefast imod de mange tons sne og bjergmasse og sendte millionvis af snefnuglette snekrystaller ud over dalen.

Solskin, god søvn og alpin vandring

I Tangnag vågnede vi endelig op til det vildeste vejr: klar, blå vinterhimmel, sol og udsigt til de sneklædte bjergmassiver. Det blev en forrygende smuk dag, og endelig kunne vi se Mera Peak. Tinden lå bare fire-fem kilometer væk i luftlinje, men vi havde stadig fem-seks dages vandring foran os. Det var magisk at gå, og det føltes som en gave at være varm og tør. Stemningen var høj, maden smagte himmelsk, og alle på holdet havde det fornuftigt i højden.

Det var ren lykkerus at vågne i Khares 4.900 meter over havets overflade og erfare, at det rent faktisk havde været en god nats søvn. Tak, fantastiske krop! Lidt mindre var fornøjelsen ved at række ud efter vandflasken og erfare, at vandet i løbet af natten var transformeret til is. Uret lå grinende og pralede med -5 grader inde i på værelset. Vi havde nu taget hul på den mere alpine del af eventyret.

På turen op til Khare havde det gjort indtryk, at der indimellem var tabt eller smidt affald ved stierne. Slikpapir, plasticflasker, nuddel-pakker, indpakninger og andet skidt skæmmede i landskabet. På tilbagevejen samlede vi en masse affald i store sække. Det er en dråbe i Himalayas affaldsudfordring, men det føltes som det rigtige at gøre.

Vandrestøvler blev parkeret i Khare til fordel for alpinstøvler og vores varmeste udrustning. Vi begav os langsomt op ad de snedækkede bjergsider og nåede frem til Low Camp i 5.250 meters højde, hvor kokken hurtigt lavede nudelsuppe med popcorn. Det smagte skønt. Klokken 19.30 var det helt mørkt. Alle var gået i teltene. Pandelamperne lyste teltene op i røde og gule nuancer på den kridhvide sne. Med solen var dagens skyer og flygtige tåge forsvundet.

Jeg sad i teltåbningen under den vildeste stjernehimmel lige under Mælkevejen. Fuldmånen var på vej op. Den oplyste de høje bjergtinder i det fjerne. Det var vintereventyr, når det er bedst. Jeg elsker sne- og bjerglandskabet. Det fylder mig med en dyb glæde og fryd over naturens smukhed. Kulden er dog en kæmpe udfordring for mig – jeg er som vanligt holdets største frossenpind.

Smalle stier i det rå, stemningsfyldte terræn fra passet Zatwra La i 4.600 meters højde og ned mod Hinkudalen.

Jo jo, jeg er skam belært om ”det rigtige tøj og optimale tøjkombinationer”, og de seneste 25 år har jeg afprøvet varmende vejrtrækningsøvelser. Jeg lever i store mængder uld og dun på tur og vinterbader også gerne. Men kulden er fortsat en rejseledsager. Jeg ved, at jeg bliver presset, og jeg gør mit bedste for at favne det på bedst mulig vis. For jeg holder så ubeskriveligt meget af at være i disse omgivelser. På trods af kulden holder jeg helst et dagligt basisniveau af hygiejne. Et par vådservietter er undervurderede i rejsekittet, når der ikke er adgang til rindende vand, og fra Indlandsiskrydsning og Alaskas vildmark har jeg også fået nogle primitive, men ganske gode, rutiner med løs sne og koldt vand. Min (eneste) luksus i toilettasken er en lækker ansigtscreme – det gør godt efter en svedig dag.   

På vej mod toppen i mørket

Turen over den nederste del af Mera-gletsjeren til High Camp var en uforglemmeligt smuk oplevelse. Den hvide sne, den frostklare, blå himmel og verdens vildeste bjergmassiver som kulisse. High Camp er en vaskeægte højalpin camp på en klippeafsats mellem gletsjer og bjergside. Højden havde gnavet lidt i os alle, og vores fantastiske guider var ekstra opmærksomme på hver og en af os. Hovedpine, let kvalme og anstrengt åndedræt gik lidt på skift. En enkelt deltager havde tydelige tegn på højdesyge og blev sendt retur til Khare med en guide i mørket. Det blev til tre timers urolig, afbrudt søvn. Jeg småfrøs i teltets -15 grader. Vejrtrækningen drillede. Vinden var taget til og rev i den tynde teltdug.

De lokale Sherpaer var med deres gode humør og imponerende overskud med til at gøre oplevelsen fuldendt.

Midt på natten blev vi klikket på rebene og begav os afsted ud i det pivkolde, blæsende mørke. Metalpiggene på vores steigeisen knagede vinterligt i den forblæste, vindpakkede sne og forsøgte at overdøve min anstrængte vejrtrækning. Fællesskabsfølelsen, overskuddet til hinanden og den gode stemning var blæst ud over den forrevne klippekant og tilbage stod en håndfuld skikkelser, der knapt kunne rumme egne udfordringer. Efter et par timer var alt sort og hvidt – både ude omkring mig og inden i mig. Hjernen kunne til nøds tænke i tostavelsesord. Træk vejret. Tag et skridt. Endnu et. Bevæg de iskolde fingre og tæer. Træk vejret. Den indre kritiker havde sparket al optimisme og glæde ud af syne. For første gang på turen var der absolut ingen fornøjelse at finde. Jeg ønskede bare at få varmen og trække vejret ubesværet. 

Skikkelserne omkring mig havde vist nogenlunde samme udfordringer og indskrænkede ordforråd som mig. Den indre splittelse blev til fysisk splittelse. Alle frøs i den iskolde vind. Nogle ville gå hurtigere i håb om at generere lidt varme; andre kunne ikke overskue kulden og den tynde luft og ville nedad igen. Jeg ville bare have lidt at spise og drikke.

Den vildeste udsigt

Det blev en nat og morgenstund i hele repertoiret af følelsesregisteret og et uskønt mentalt skuespil. Jeg har været der før og ved, hvor destruktivt og hæmmende det kan være i situationen. Jeg registrerede knapt, at solen stod op, men jeg havde bildt mig ind, at det ville gøre en mærkbar, positiv forskel. Den mærkbare forskel kom dog først, da jeg om morgenen kunne løfte hovedet, åbne øjnene og nyde den vildeste udsigt ud over Nepals Himalaya fra toppen af Mera Peaks 6.461 meter. Wow! Fem af de 14 bjerge i verden på over 8.000 meter stod klart på horisonten i den blæsende, kolde, klare morgenstund. Skikkelserne fra reblaget blev menneskelige igen. Grin, omsorg og den store fælles oplevelse varmede på den kolde top.

Verdensklasseudsigter fra Mera-gletsjeren på turen op mod High Camp i 5.800 meters højde. I baggrunden ses fra venstre: Ama Dablam, Pumori, Nuptse, Everest, Lhotse, Kanchungtse og Makalu.

Seks timer senere var vi ved godt humør tilbage i High Camp, og det var en flok klatøjede og ynkelige vandrere, der senere slæbte sig selv ned til tehuset i Khare. Humøret steg i takt med at depoterne blev genopfyldt med tiltrængte nepalesiske tehus-specialiteter. Der blev endda serveret topturs-chokoladekage. Imponerende hvad de kan fremtrylle i et bjergkøkken i knap 5.000 meters højde.

Der var mere overskud til at nyde landskaberne og det gode selskab på turen tilbage til Lukla, nu hvor kroppen havde vænnet sig til højden. Glæden og taknemmeligheden over at være så privilegeret at kunne opleve dette vilde naturgalleri, og blive mødt med al den venlighed af alle de lokale, overdøvede den tiltagende mentale og fysiske træthed. Nu skulle det blive godt med et par dages hvile, et bad og hyggeligt selskab i Kathmandu.

Den spektakulære High Camp i 5.800 meters højde på klippeafsatsen mellem afgrund og gletsjer. Til venstre er det Makalu og Chamlang i baggrunden.

Mera Peak - Hvad kræver det?

Mera Peak er med sine 6.461 meter den højeste trekkingpeak i Nepal. Fra ca. 5.300 meter går du på gletsjer, men du behøver ikke være erfaren bjergbestiger; det er en trekkingtur. Det anbefales dog, at du har erfaring med trekking i 5.000-6.000 meters højde, og at du er i god fysisk form. Højeste sovehøjde er 5.800 meter.

Du bærer som regel selv din dagsturrygsæk, mens lokale bærere hjælper med den store bagage. Akklimatiseringsprogram, turlængde, den vægt du selv skal bære og gruppestørrelse varierer, alt efter turudbyder.

Mera Peak kan bestiges både forår og efterår; dog anbefales efteråret pga. mere stabilt vejr og sneforhold. Den meget voldsomme nedbør, vi oplevede på efterårsturen, er ikke normalt.