Guide til Kilimanjaro

Søren Smidt, der blandt andet selv har besteget Mount Everest, Aconcagua og Ama Dablam, uddyber: ”Man bør holde øje med udviklingen af pulsen og hovedpinen (iltindhold, hvis man har en måler). Pulsen skal falde, og hovedpinen skal være stabil, mild eller forsvinde (tegn på at iltprocenten stiger). Hvis det ikke sker i løbet af en time, en nat eller et døgn – tiden er afhængig af symptomernes styrke og antal – må man ikke gå højere, og bør blive i højden eller gå ned.“

Vi spurgte også Søren Smidt, om, hvad man selv kan gøre, for at reducere risikoen for højdesyge, og hvordan man bedst muligt forbereder sig til en tur på Kilimanjaro.

”Videnskaben ved jo ikke præcist, hvad der foregår, og derfor heller ikke præcist, hvad man skal gøre. Så den viden man har, er en blanding af videnskab og erfaringsbaseret viden – vi ved dog, at højdesyge er helt individuelt fungerende, og at hvert individ kan opleve den helt forskelligt fra gang til gang.

God fysisk form beskytter IKKE mod højdesyge. Det vigtigste tiltag er ordentlig akklimatisering – med andre ord handler det altså om at give kroppen tid til at tilpasse sig højden. En grundregel er, at sovehøjden ikke bør overstige 600 højdemeter i døgnet.

Kend din krop og dens reaktioner ved havoverfladen og vær opmærksom på dig selv og din tilstand. Vælg en makker og vær gensidigt opmærksomme på hinanden og tag hensyn til dig selv og den aktuelle situation. Frem for alt må du ikke forcere, ’pole, pole’, (’langsomt, langsomt’ på swahili, red).

Derudover kan man lette akklimatiseringen ved at drikke rigeligt med vand – minimum tre til fire liter vand om dagen. Desuden handler det om at undgå nedkøling eller overophedning, og i det hele taget passe godt på kroppen ved at spise godt og få ordentlig hvile.”

Som sagt er højdesyge en potentielt livstruende tilstand, så man bør have stor respekt for det. Kontakt egen læge og diskutér din helbredstilstand inden afgang.

Langt ned?
Men for Bjarne Hansen var det en helt anden ting, der optog ham forud for afrejsen. ”For mig var højdeskræk helt sikkert det største spørgsmål. Jeg holder mig i god form og var overbevist om, at jeg nok skulle klare de fysiske strabadser, men jeg var nervøs for, om der var passager, der var så stejle eller eksponerede, at jeg ikke kunne gennemføre.”

De mest almindelige ruter, som danske rejsebureauer benytter sig af på Kilimanjaro, er Lemosho/Shira og Marchame, og her er der faktisk kun en enkelt passage (Baranco Wall), som kan virke intimiderende for folk med højdeskræk. Her zigzagger man op gennem terrænet, og det tager cirka en times tid.

”Jeg besluttede mig for, at en halv til en hel times eksponeret vandring ikke skulle ødelægge turen for mig, og med hjælp fra turleder og guide gik det også fint – det har faktisk kureret min højdeskræk”, slutter Bjarne Hansen.

Er jeg i god nok form?
”Det var svært at vide, hvordan man egentlig kunne træne til sådan en tur”, fortæller Sarah Pscheid.

Det er naturligvis godt at være i god form inden afrejse, men man behøver ikke at være topatlet for at komme på toppen af Kilimanjaro. Men omvendt så giver det overskud på trekket at være i god fysisk form. Men det bedste, man kan gøre, er at efterligne selve trekket så meget som muligt.

Det betyder, at du bør pakke din dagtursrygsæk og gå nogle lange ture. Det er sikkert de færreste, der har tid til at træne fem til otte timers vandring ad gangen, men det er en rigtig god ide, at gøre det et par gange. Så finder du også ud af, om sokkerne eller støvlerne passer ordentligt, eller om der er noget, der skal reguleres.

Men sørg for at gå nogle lange ture, og hvis du kan komme op og ned over nogle bakker i skoven, så er det også en rigtig god ide.

Hvad skal jeg tage med?
”Der var naturligvis en del overvejelser omkring udstyret. Specielt støvlerne. Når man ikke helt ved, hvilket terræn man skal vandre i, kan det være vanskeligt at vælge de rigtige og få dem gået til.” forklarede Jørgen og Ingrid Bach.

Netop støvler er noget af det vigtigste på en trekkingtur som Kilimanjaro. Det er aflastningen til hele din kropsvægt, og det er derfor vigtigt at finde et par støvler, der passer godt. Terrænet varierer meget; fra regnskov med mudrede stier til goldt, højalpint terræn med klipper og løse sten.

Jeg synes, at støvlerne bør have en stiv eller mellemstiv sål, og så skal de støtte godt omkring anklerne, men invester lidt tid på at finde det rigtige par, som passer til din fod. Søg råd i udstyrsbutikker, hvor du ofte har mulighed for at prøve dem på ujævnt underlag og få god rådgivning.

Efter køb er det vigtigt, at du går støvlerne godt til. Det kan ødelægge turen, hvis du får mange vabler eller i værste fald kommer af sted med et par støvler, der simpelthen ikke passer.

Ellers kommer du ikke udenom en varm sovepose med en komforttemperatur ned til ti frostgrader. Soveposen er efter min mening rigtig vigtig. Hvis man har haft en hård og kold dag, er det uvurderligt at kunne krybe i en varm sovepose.

Desuden er det vigtigt for kroppen at få ordentlig hvile i forhold til at restituere og ikke mindst akklimatisere. Husk at det meste af dit grej bliver båret af portere, så du behøver ikke nødvendigvis at købe en super letvægtssovepose. Alternativt kan du bruge to soveposer, der tilsammen giver den ønskede komforttemperatur, men det skal du helt sikkert teste hjemmefra.

Resten af udstyret kommer an på ens budget, og hvad man har i forvejen. Man bør tænke ’worst case’ – kan jeg klare mig med mit regntøj, hvis regnen vælter ned hele dagen? Det bedste er lag-på-lag-princippet, så tænk på, at det inderste lag skal holde dig varm og tør (uld eller syntetisk), det næste skal være et isolerende lag til at matche temperaturen og aktivitetsniveauet (uldtrøje, fleece eller fiber) samt at det yderste lag skal kunne klare vind og regn (måske sne). Og så kan det være rigtig lækkert med en varm dunjakke til de kolde aftener i lejren.

Kan jeg følge med?
”Jeg tænkte meget over, hvor hårdt det blev, og hvad der ville ske, hvis alle de andre i gruppen gik hurtigere end mig?”, fortæller Sarah Pscheid.

Man skal regne med, at der vandres mellem fem og otte timer hver dag. På topnatten starter man typisk omkring midnatstid og når toppen lige efter solopgang, og så vandrer man tilbage til lejren til lidt hvile og mad, inden turen går videre ned til næste lejr – det giver således mellem 12 og 16 timers vandring, og det er udmattende for de fleste. Tempoet er generelt ret lavt, og det skyldes primært højden. ”Det føltes som at trække vejret gennem et sugerør”, siger Bjarne Hansen. Og det sætter hurtigt begrænsninger for tempoet, der er pole pole. Guiden vil typisk gå forrest og sætte et passende tempo, der passer til dagens vandring.

Hver gruppe har følgeskab af kokke, bærere, assistentguider og en chefguide. Normalt vil der være en assistentguide til hver tredje eller fjerde gæst, og derfor er der altid mulighed for at bryde gruppen op, hvis der undervejs skulle opstå situationer. Specielt på topnatten er det en god sikkerhed at have ekstra assistentguider med. I tilfælde af at en eller flere får det dårligt og må vende om, så vil det ikke påvirke resten af gruppen, som kan fortsætte mod toppen.