Kilimanjaro skridt for skridt

Ud ad skoven, op over skyerne. Dag for dag ændrer landskaberne fuldstændig karakter, som man kommer højere og højere op over savannen.

ER DET MULIGT?

Peter: ”Vi var af sted i regntiden, og det var først på dag to, at vi så bjerget, da vi steg ud af teltet om morgenen. Det var fantastisk. Jeg blev for første gang ramt at tanken om, at, hold da kæft, hvor var det højt. Det rejser sig bare. Lige foran én. Kan man overhovedet gå derop? Kan vi?”
Jan: ”Noget af det fedeste er, at du hele tiden, time for time, kommer tætter og tættere på Kilimanjaro. Bjerget står jo for sig selv. Der er ikke del af en bjergkæde. Du vandrer langs det, inden du bestiger det. Det var en stor motivationsfaktor. Og så er dag to helt vildt fed. Man vandrer meget på sten og klipper. Det går meget op ad. Naturen er en helt anden. Der er grønt, frodigt og en masse fede udsigtspunkter. Der er mere åben himmel. Vi var over skyerne og kunne se bjerget. Der var nok kun 50 mennesker på hele bjerget, men de andre grupper tog tit af sted før os, og vi mødte dem måske til frokost, men ellers havde vi det hele for os selv.”

Det kan godt være, man er meget tæt på Ækvator, men der er stadig sne, og natten mod toppen kan være rigtig, rigtig kold.

TREKKETS BEDSTE DAG

Peter: ”Dag tre er en sindssyg god dag. Vi går op i 4600 meter til et akklimatiseringspunkt. Selvom der stadig er to kilometer op til toppen, er den lige ved siden af dig. Du kan se sneen på gletsjeren. Du kan mærke den friske luft, der blæser fra isen og lige ned i lungerne på dig. Solen skinner. Tilbage nede i lejren i 3900 meters højde havde kokken ingefærte klar til os. En kongedag.”
Jan: ”Barranco Camp er en meget smuk lejr. Humøret var højt, og vi fik god mad. Så kommer dag fire, som var den fedeste. Efter morgenmaden bestiger man Barranco Wall. Når man kigger op på klippevæggen, tænker man, at det kan man da ikke. Men stille og roligt bevæger man sig op ad. Det tog 1½ time. Der er en helt vildt spændende dag i meget smuk natur. Man er over skyerne. Man har en flod, vandfald og den stejle væg, som man på en eller anden måde zigzagger op over. Der er masser af træer, og der er grønt. Blå himmel. Og når man kommer op over Barranco Wall, ligger Kilimanjaro lige foran dig.”
Peter: ”Ud af de seks dage, man er af sted, er der er måske 20 minutters vandring, der er lidt teknisk udfordrende. De 15 minutter er på Barranco Wall. Langt de fleste kan klare den, men man skal stå på nogle lidt små sten. Du skal dog være ualmindelig uheldig, hvis det skulle gå galt.”
Jan: ”Vi gik videre på en meget fin rute rundt om bjerget. Spiste varm frokost i en teltlejr. Vi var på vej op i en lejr i 4673 meters højde og vidste, at det var med at komme frem så hurtigt som muligt, så vi kunne sove, inden vi skulle op klokken 23.30 for at gå mod toppen. Der er noget adrenalin, spænding, og det lugter af eventyr. Stadigvæk kiggede vi op mod toppen og tænkte: ’Hvor er der langt op!’”

GAVEN I TOPLEJREN

Jan: ”Jeg mærker normalt højden ret tydeligt i form af hovedpine og andre symptomer på højdesyge, men det gjorde jeg ikke her. Men, du kan bestemt mærke, at du er i 4600 meters højde. Skal man lige have soveposen pakket ud, gøre klar, skifte tøj, over for at spise i teltet, så sidder man pludselig og tænker, at det er hårdt. Og man griner af det. Det er sjovt at mærke, hvor svært det er at få den dybe vejrtrækning. Heldigvis havde ingen af os ondt i hovedet, kvalme eller mistede appetitten.”
Peter: ”Vi havde aftalt hjemmefra, at vi skulle give hinanden en gave inden topforsøget. Jan havde taget en masse Ritter Sport med marcipan med, som jeg rigtig godt kan lide, og jeg havde taget en masse flødekarameller med. De holder lang tid og er rare at gå og spise. Jans kæreste havde sendt en røgelsespind med, der kunne stå inde i telte, så vi havde en god, lille ceremoni, inden vi gik i seng klokken 18.00. Vi kørte popcorn, te og slik ind – og kørte hinanden lidt op.”
Jan: ”Det var nogle fede timer.”
Peter: ”Ja, vi havde talt om de overraskelser i flere dage.”
Jan: ”Vi lagde al udstyr klar, inden vi prøvede at lægge os til at sove.”
Peter: ”Man ligger bare og venter på at det bliver tid.”
Jan: ”Vi sov måske tre til fire timer og blev vækket kl. 23.30. Vores hovedguide, Michael, kom over og sagde: ’Goodmorning Gentlemen!’ Og så var det nu.” 

Jan Marshall (tv.) og Peter Nordestgaard Andersen (th.) på Afrikas højeste punkt.

KUN TO PÅ TOPPEN

Peter: ”Andre nætter har vinden rusket i teltet, men vi går ud af teltet før midnat til en fuldstændig stjerneklar himmel. Jeg har aldrig set Mælkevejen så tydelig over himlen før. Vi kunne også se pandelampernes lyskegler fra andre, der var på vej op.”
Jan: ”Der var ingen vind. Måske minus 15 grader. Vi havde så mange lag tøj på.”
Peter: ”Når vi holdt pause, blev vi lynhurtigt meget, meget kolde. Vi glemte filosofien om at gå langsomt. Det var lidt åndssvagt. Den smukke afrikanske sol stiger op over savannen klokken 6.30, men vi ser den kun lige ud af øjenkrogen. Vi skulle have sat os ned og nydt det med en Ritter Sport. Men vi ville bare op. Vi var de første mennesker på Stella Point, som ligger 200 meter under toppen. Her er man ved selve vulkankraterkanten. Vi brugte nok nogle unødvendige kræfter på at komme hurtigt op, og det er der ikke nogen grund til, for du har hele dagen til at bestige Kilimanjaro.”
Jan: “Vi havde ikke en snak om, hvor smukt det var. Det undrer mig, men vi var for trætte til det. Vi kom til Stella Point og havde en time til toppen. Den time var det hårdeste. Nogensinde.”
Peter: ”Det er en ret gangbar sti, man følger, og det stiger ikke så meget, men i 5700 meters højde, er hvert skridt hårdt. Man tager fem til ti skridt og bøjer sig ned over vandrestavene for at få luft. Så går man ti meter mere. Det er kun 200 højdemeter fra Stella Point, og man kan se skiltet på toppen. Vi var helt færdige, da vi nåede op klokken 8.15. Vi tudede begge to. Der blev givet krammere. Det smukkeste var, at der ikke var andre på toppen. Overhovedet. Det er ret unikt. Det var bare blå himmel, gletsjere og os.”