Kilimanjaro skridt for skridt

Jan: ”Det var første gang på Kilimanjaro for os begge to. Det er Afrikas højeste bjerg. Det kan bestiges af alle, og det er et bjerg, alle kender. Det tager ikke lang tid, og der er ikke stor tidsforskel, så når man lander i Danmark igen, er man udhvilet. Det er tiltrækkende. Jeg synes, at bjerget bliver undervurderet lidt, men jeg skal love for, at jeg blev lidt fysisk presset. Alle de her ting gør, man gerne flyver helt til Afrika for at bestige et bjerg.”
Peter: ”Det er et mål, man sætter sig. I et halvt år har jeg visualiseret mig på Kilimanjaro, når jeg trænede. Jeg har to små drenge, så det er ikke sådan bare at rive tre uger ud af kalendere, så det er en gave, at turen kan gøres på en uges ferie. Men det er ikke en vare, man bare tager ned fra hylden. Bjerget kræver, at du tager det seriøst. Vi var overraskede over, at vi blev savet midt over.”

PORTEN TIL AFRIKAS TOP

Jan: ”Man kører en time til porten, hvor trekket starter. Der var syv bærere, en kok, en hovedguide og en hjælpeguide til Peter og jeg. Bærerne må maksimum bære 15 kilo hver. Man går i regnskov den første dag. Vi så ikke aber, men vi hørte dem. Der var masser af lyde fra skoven.”
Peter: ”Dag ét er en forløsning. Der er gået et halvt år med at glæde sig, og nu står man der. Det første skridt, vores guide tog, var så langsomt, at jeg tænkte: ’Hvad laver du? Gider du ikke flytte dig?’ Vi var fyldt med energi, og så ser man én, der begynder at moonwalke op ad bjerget. Men der er så mange, der får højdesyge på bjerget, og det har de kæmpe respekt for. Det er virkelig en fordel, at man har guiderne med.”
Jan: ”Efterfølgende kunne vi kun trykke dem i hånden og sige tusind tak for, at de gik så langsomt fra starten. Det var helt, helt bevidst og uhyggeligt vigtigt, selv når det går stille og roligt op ad. Vi spiste frokost i skoven. Regnskoven er så tæt, at du næsten ikke kan se himlen. Normalt kan man dog se bjerget i små glimt, men det kunne vi ikke, for det var overskyet, og det regnede. Da vi kom frem til lejren, var teltene slået op, og vi fik popcorn. Det gjorde vi næsten hver dag.”