Slettens stolte masaier

En ung kriger
En gravid kvinde med traditionelle masaiperlesmykker hængende om halsen træder ind ad den lille døråbning til lerhytten og sætter sig tæt ved siden af mig. Heldigvis snakker hun swahili, som jeg har lært, da jeg boede i Tanzania.

Jeg finder ud af, at hun er i ottende måned og i forvejen har otte børn. Efter kort tid kommer hendes ene søn, Olemoson Moson, ind i hytten. Han er 20 år, og de er i byen i forbindelse med planlægningen af hans ægteskab nummer to.

Og der er meget at ordne i form af blandt andet aftale om en brudepris – som selvfølgelig er kvæg – og måske også betaling og fastsættelse af tidspunktet for pigens omskæring. Det er ulovligt at omskære piger i Tanzania, men ritualet praktiseres stadig flere steder.

Olemoson er moran, som betyder kriger på maa. Der er unægteligt noget fascinerende over de fleste masaikrigere med deres stolte statur, iøjefaldende frisurer og smykker. Nok er de krigere, men de signalerer ro. Helheden har en effekt af mystik. Deres vigtigste rolle er at beskytte dyr og mennesker samt tage kvæg på græs.

Livsvigtig regn
Jeg er i Simanjiro for at undersøge klimaforandringernes indflydelse på masaiernes kultur og leveforhold og spørger Olemoson om hans oplevelser og erfaringer. Han forklarer, at miljøet har ændret sig meget, siden han var dreng.

Dengang var landskabet grønnere. Nu er træer fældet for at give plads til landbrug og til at producere kul. Masaier har tradition for at værne om naturen, men har afbrændt vegetation i den fejlagtige tro på, at det ville fjerne tsetsefluen, der overfører livsfarlige sygdomme til dyr og mennesker. Af nød er de tillige begyndt at tage friske grene fra træer til brændsel. Førhen samlede de kun tørre og nedfaldne grene.

Der er to regnsæsoner i den nordlige del af Tanzania – den korte regn fra november til december og den lange regn fra marts til maj, men i dette forår er der stort set ikke faldet nogen regn. Konsekvensen er mangel på vand, tørke og en dårlig høst. Olemoson peger på klimaændringer som en vigtig årsag, men ved også fra den lokale radio, at afskovningen giver mindre regn.

I tørtiden flytter Masaier deres kvæg hen, hvor der er græs og vand. Når regntiden atter sætter ind, drager de hjem igen. Sådan har det altid været, men Olemoson og andre krigere fortæller, at de er nødsaget til at flytte kvæget længere og længere væk for at finde grønne områder.

Mange fra Terrat driver kvæget til et område nær Arusha eller Tarangire National Park henholdsvis omtrent 80 og 100 kilometer væk. Den livsvigtige regn afgør deres færden.

Ikke en moden majskolbe i sigte
Fra Terrat fortsætter jeg videre ad grusvejen over Simanjiro-sletten til byen Orkusemet. På min vej ser jeg strudser, impaleer, zebraer, bøfler, bavianer og en grøn mamba, der lynhurtigt snor sig over vejen.

I regntiden migrerer de vilde dyr til Simanjiro-sletten fra nationalparkerne nordpå. Løver, elefanter, giraffer og gnuer er også faste gæster. Masaier lever i fredelig sameksistens med vilde dyr, som de heller ikke spiser.

Orkusemet ligger cirka 200 kilometer syd for Arusha by. Jo længere sydpå jeg kommer, jo mere goldt bliver landskabet. Majskolber burde hænge modne på planterne, men alt er tørt. Der bliver ingen høst i år.

Kun vinden og væsner fra dyreriget skaber liv på markerne. Distriktskontoret i Orkusemet bekræfter situationens alvor for mig. Der er hungersnød. Regeringen uddeler fødevarehjælp i form af majsmel, men hjælpen er en dråbe i havet – og kun en lille procentdel uddeles gratis til de mest fattige.

Og selv om en sæk mel sælges til en tiendedel af dagsprisen har mange ganske enkelt ikke råd til at købe den. Nogle kan sælge kvæg for at skaffe penge til mad, men prisen på kvæg er faldet drastisk på grund af den hårde tørke.

Håb om et mirakel
Uden for regeringskontoret møder jeg to ældre mænd, som følger mig ned til et vandreservoir i udkanten af byen. Indtil nu har jorden på vores vej været rød. Jeg bliver derfor overrasket over sceneriet ved reservoiret.

Jorden er lysegrå, og landskabet bølger blidt i små toppe ned mod en stor fordybning. Kontrasten til det røde er skærende og flot. Den ene af mændene, Simon Mandilei, slår ud med den ene arm mod området og fortæller, at det var fyldt med vand, da han var en ung kriger. I dag pumpes vand op fra undergrunden, og folk henter det i dunke eller spande til 25 øre for 20 liter.

Masaimænd bringer deres kvæg ned for at drikke vand af et trug, men det hårde arbejde med at hente vand til hjemmet udføres af kvinderne. Alt arbejde i hjemmet udføres af kvinder.

De bygger og vedligeholder lerhytterne, malker køerne, sørger for mad til familien, passer børnene og henter vand og brænde. Hatten af - de er seje og hårdføre! Mændene – de passer kvæget, har beskytterrollen, sætter hegn op omkring bomaen, bopladsen, og snakker med hinanden. Ofte hvilende op af deres stok omkring dyrene eller i skyggen af et træ.

Begge køn er enige om, at klimaforandringer gør livet hårdere for specielt kvinderne, da de skal gå længere for at samle brænde og hente vand. Enten ved at bære det på hovedet eller – hvis de er heldige – med æsler som transportmiddel.

Stillet over for spørgsmålet om, hvad de vil gøre ved manglen på vand og mad, svarer folk på min vej: ”Overlevelse er svær. Vi må bede til Gud og håbe på et mirakel”.

Den sorte gud spøger
Gennem tiden har missionærer konverteret mange masaier til kristendommen. Primært fordi folk fulgte nogle af de åndelige ledere og traditionelle medicinmænd, laibons, som konverterede.

Oprindeligt tilbad masaier den sorte gud Engai Narok, men han er nu ikke helt forladt. Flere af de gamle ritualer holdes i hævd, men nogle steder opfattes det som satanisk at tilbede andre end den kristne gud, og folk er nervøse for stigma.

Jeg spørger til ritualerne for at bede om regn, og dem viser der sig at være flere af. I en boma i Orkusemet fortæller Sarah Lapuda om et ritual, som hun og andre kvinder udfører for at bede om vand. Hver morgen og hver aften fire dage i træk mødes de ved en boma, som de går omkring, alt imens de synger og lovpriser Gud.

Lige tal bringer lykke og velstand – derfor fire gange af alt. Bomaens mzee, ældre, stemmer i og fortæller, at han har ansvaret for at udføre et specielt riual. Ved solopgang, efter køerne er malket, hælder han mælk i en beholder, en calabash og blander det med lidt græs.

Mælken stænkes mod øst under bøn. Når køerne er tilbage fra græsning og malket om aftenen gentager samme procedure sig – bare mod solnedgangen i vest. Familiens vigtigste ritual i dag er dog at bede i kirken eller under det hellige, vilde figentræ Oreteti.

Uanset trosretning er mange bange for, at de har fornærmet den ene eller den anden gud eller deres forfædre – blandt andet ved at have lukket fremmede ind på deres land. De bliver derfor lettede, når civilorganisationer oplyser om årsager til klimaændringer, eller når børn formidler deres lærdom om emnet fra skolen.

Begreber som global opvarmning og nedbrydning af ozonlaget er ikke ukendte blandt masaier. Men uanset lettelsens suk har religion en stor magt – om end troen forekommer at være en smeltedigel af ritualer for at gøre den sorte gud glad og tilbedelse af den kristne gud.

En kultur i forandring
En tidlig morgen ved et mælkecenter i Terrat står jeg blandt masaikvinder fra nær og fjern, der tålmodigt venter på at aflevere deres mælk i junger. Muligheden for en stabil afsætning af deres mælk til en lokal organisation har ændret deres liv markant.

De har fået deres egen indtægtskilde til at kunne forsørge familien, og mange har etableret en lille forretning, hvor de for eksempel sælger dagligvarer. Deres position er blevet styrket. Men heller ikke mælkeforretningen går ram forbi den manglende regn. Ingen køer – ingen mælk, og de tilbageblevne køer har kun lidt i yveret.

De svære tider har fået masaier til selv at søge andre græsgange end kvæg. De er ikke farmere af natur, men flere dyrker nu landbrug. Andre flytter til storbyer som Arusha og Dar es Salaam for at finde arbejde som vagter, på barer eller som turguider.

Mange kvinder sælger hjemmelavede smykker. Interaktionen med andre stammer og påvirkninger fra omverdenen er andre faktorer, der ændrer masaiernes kultur.

For de tilbageværende masaier på sletten og i landsbyerne er tendensen, at de ændrer status fra semi-nomader til mere faste bosættere. Årsagen er farmerlivet, et lovkrav om at alle børn skal gå i skole og problematikker omkring jordrettigheder.

Når det kommer til masaiernes madvaner er et nyt kapitel også skrevet. Førhen indtog de primært de nødvendige proteiner og kalorier via kød, majs, mælk og blod. Blod ved specielle anledninger – kvinder drikker for eksempel et krus med de røde dråber efter fødsler, og de er tillige meget vigtige ved omskærelsesceremonier. I dag er kylling, fisk, grøntsager og ris – almindeligt tanzaniansk mad - en del af kosten.

Masaier tilpasser sig for at overleve, og deres livsstil ændres på godt og ondt, men der er stadig rig mulighed for at opleve deres traditionelle liv.

Marianne Buhrkal Sørensen har boet i to et halvt år i Tanzania som kommunikationsrådgiver for Mellemfolkeligt Samvirke og taler swahili. Rejsen til Tanzania er finansieret med tilskud fra Danidas Oplysningsbevillling.

Tørke og oversvømmelser

At sneen smelter på Kilimanjaro – og ifølge nogle forskere forsvinder helt i løbet af dette århundrede – er en af de mest kendte indikatorer på temperaturstigningerne i Tanzania, hvor også nedbørsmønstre har stor effekt. Ændringer i nedbørsmønstre opleves i form af kortere regntider, mindre regn og meget regn på kort tid, når den endelig falder, og resultatet er henholdsvis tørke og oversvømmelser.

De sidste 10 år er cirka 60 procent af masaiernes kvægbestand døde som følge af tørke. Care International har skrevet rapporten ’Climate Change and Poverty in Tanzania’, hvor interesserede kan læse mere.

Ifølge lokalregeringen i Simanjiro bidrager masaier og andre tanzanianere til klimaforandringer ved for eksempel fældning af træer til at producere kul og skaffe brænde, overgræsning og etablering af landbrug. Som en masai kvinde udtalte, så er der ikke længere nok træer til at fange regnen.

Mest underudviklede i Tanzania

Simanjiro ligger i den nordlige del af Tanzania i Manyara regionen og syd for Arusha. Området er et af de mest underudviklede i Tanzania. Klimaet er halvtørt og der bor ca. 150.000 mennesker, hvoraf 90 procent er masaier.

Mange bor i fjerntliggende områder langt fra alfarvej. Mererani er den største by i Simanjiro og det eneste sted i verden, hvor ædelstenen tanzanite findes. Den er tusind gange mere sjælden end diamanter og den mest populære farvede ædelsten. 

De stolte masaier

Masaier er pastoralister, semi-nomader og et stolt kvægfolk. De lever og ånder for deres kvæg, som guden Engai Narok ifølge et sagn skabte og gav til den første masai via en læderrem spændt ud fra himlen. Masaier er derfor af den overbevisning, at alt kvæg tilhører dem.

Det bliver anslået, at der er knap en million masaier, som primært lever i Kenya og i den nordlige del af Tanzania. Masaier taler deres eget sprog, maa, som ikke har noget skriftsprog, men mange mestrer også swahili – det officielle sprog i Østafrika.

De lever i et stærkt patriarkalsk samfund og praktiserer polygami. Kvinder kan arve kvæg men ikke land – og børn tilhører mandens familie. Familier og nære slægtninge bor sammen i en boma, som hver har en boma mzee – en ældre mand, der har ansvaret for bomaen. Hytterne er omkredset af et hegn for at beskytte mod vilde dyr og røvere.
BOKS SLUT

På eventyr i det nordlige Tanzania

Nationalparkerne Serengeti, Lake Manyara, og Tarangire, Ngorongoro-krateret, Olduvai Gorge, Lake Natron ved den aktive vulkan Oldoinya Lengai, Mountain of God,, hvor den sorte gud bor, og så selvfølgelig Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, er blandt de mest kendte seværdigheder i den nordlige del af Tanzania.

En fantastisk oplevelse er at se gnuernes årlige migration i Serengeti i maj/juni. Blandt mine egne perler er tillige Mount Meru (4566 m) med udsigt til Kilimanjaro og Arusha National Park. Den ligger tæt på Arusha by og kan ses på en dag.

Efter en safaritur eller bjergbestigning kan badeferie og dykning eller snorkling på Zanzibar klart anbefales. Kun få kilometer uden for Arusha By på vej mod nationalparkerne i vest dukker masaibopladser op, og masaier kommer vandrende med deres kvæg efterladende støvskyer af jord.