Du er her:

I Cuba lever santería

Cuba er troens land. Troen på Fidel. Troen på revolutionen. Troen på Gud, Jesus og Helligånden. Og hvis du skraber i overfladen: Troen på de ældgamle afrikanske guder, der kommer frem, når santería åbner sine arme og viser dig en side af Cuba langt væk fra strande og mojitos.

IMG_7837.jpg
Skrevet af: Nikolaj Witte
Opdateret den 22. dec 2021

Cuba er troens land. Troen på Fidel. Troen på revolutionen. Troen på Gud, Jesus og Helligånden. Og hvis du skraber i overfladen: Troen på de ældgamle afrikanske guder, der kommer frem, når santería åbner sine arme og viser dig en side af Cuba langt væk fra strande og mojitos.

Cuba er katolsk. Det har jeg både hørt og læst. Men noget stikker under. Jeg har kun været her i under et døgn og set flere imponerende kirker i Havannas gamle og smukke kvarter, men hver gang jeg kigger på en cubaner, virker det, som om der er mere at sige om religionen, end at cubanere er katolikker. På en af byens centrale pladser sidder der en ældre kvinde, som kan fortælle folk om deres fremtid. Hendes hud er kulsort, og hendes klæder er kridhvide. Hendes øjne synes at ligge meget dybt, og hvis hun ikke sidder fordybet i en intim, hviskende samtale med en meningsfælle, virker det, som om hendes opmærksomme øjne ser alt.

Da jeg spørger en cubaner om, hvem hun er, siger han: "Hun er Iyawo ¬– Orishas brud. Hun er en præstinde i santería."
Iyawo. Orisha. Santería. Jeg føler mig draget mod mystikken og de ukendte guder. Iyawo virker utilnærmelig og udelader at se på mig, så det er først senere, da jeg sidder i samtale med en cubansk kvinde ved navnet Maria, at jeg spørger ind til santería. Hun fortæller mig, at det er den religiøse arv fra Cubas rødder i det afrikanske kontinent og stammer fra en fortid med slaver.

"Ordret," fortæller hun, "kan santería oversættes til Helgenens Skikke, og blandt tilhængerne kendes troen også som 'regla ocha'."
Jeg vil opleve mere og finde ud af, hvad denne cubanske religion med afrikanske rødder drejer sig om. Er det mon muligt at møde disciplene? Maria har ikke svaret, for skønt Cuba på overfladen er en herlig blanding af sorte, hvide, brune, gule og stort set alle andre farver af mennesker, som jeg kan forestille mig, så er der forskel på folk. Det er stort set kun de sorte, der er tilhængere af santería, og da Maria er en jævnt lysebrun blanding, ved hun ikke, hvor de mødes. Hun foreslår, at jeg følger efter den musikalske parade, der næsten dagligt går gennem Havanna, for de kan måske lede mig til en santería-ceremoni. Men kun hvis jeg er heldig, for ceremonierne er sjældne.

IMG_1414.jpgEn musikalsk slange
Jeg bliver opslugt af optoget, mens jeg følger efter musikken og de dansende mennesker. Det er som en levende caribisk slange, der snor sig ned gennem Havannas gader. I front er der to kvinder. Den ene i gult og lilla, den anden i rødt og lilla. Begge smiler de og spiller op til deres mandlige meddansere, der er klædt i lige så farverige klæder. Alle fire danser på stylter, og den ene mand med en høj hat i velour spiller på en mægtig tromme. Både cubanere og turister nyder paraden, og ikke så få gamle damer læner sig ud af vinduerne i Havannas gamle bygninger.

Børnene løber hujende efter, turisterne griber deres kameraer, og flere af byens borgere danser gladeligt med et par gader. I en time følger jeg trofast efter dem, til de ender i en spektakulær ekstase på en af den gamle bydels fjerne torve. Der står andre mennesker med andre trommer nede ved den sydlige ende. De står nær kirken og viser sig ikke råbende frem som optoget. Snart spredes optoget som glade legende børn, der nu gør plads til de mere seriøse voksende. Det er, som om optoget leverede opvarmningen og forspillet til religionen. Hvor de legende underholdt, står andre nu frem for at gennemføre en ceremoni, der helt tydeligt har en direkte forbindelse til det mørkeste Afrika.

Tilhængerne danner en cirkel af levende kroppe. De omringer djævelske dansere, der opfører drabelige skuespil. En mand klædt i grønt springer fra side til side, mens han svinger en afrikansk machete. Hans ansigtsudtryk går fra skræmmende raseri over dødsforagt til hysterisk latter. Der er, hvad jeg bedst kan betegne som santería-engle, der danser omkring. Klædt i hvidt formildner de dansende de mørke kræfter med yndige, mere stille bevægelser. Fra musikernes side tordner de tre hellige batá-trommer.

De dunker i dybe toner og tilkalder sig orishaerne - guderne. Musikernes sved drypper fra deres pander, mens jeg opdager et par til venstre for dem. Det synes, som om det er kongen og dronningen af hele ceremonien. Han er høj og tynd, mens hun er lille og tæt. De er iklædt strålende, ceremonielle klæder og følger lidt tilbagetrukket, men på første række, med i alt, hvad der sker. Da trommerne stilner af, og de dansende trækker til siderne, går dronningen og kongen i front, og kun de mest trofaste tilhængere følger efter. Ved hjælp af en times caribisk magi blev torvet forvandlet til en skueplads fra det ækvatoriale Afrika, men lige så pludseligt som dette opstår, lige så pludseligt er torvet tilbage som en fredelig plads i Havannas gamle bydel med små cafeer, koloniale huse og ’cuba libre’-drikkende turister.

IMG_7771.jpgDen sorte jomfru
En uge senere i hjertet af Trinidad har jeg opstøvet et santería-hus, som jeg har fået lov at besøge. Byen, der er landets spraglede jurvel, er et pragtstykke af farverige, men falmede huse. Inde i byens midte, hvor kun hestevogne og gående kommer frem, er gaderne belagt med toppede brosten. For hver skridt jeg tager, og for hver en cubaner jeg hilser på, siver Caribiens magi ind i mit blod.

Jeg sidder en stund på Plazuela Real del Jigüe, inden jeg finder modet frem til at opsøge santería-huset lige om hjørnet. Jeg bliver inviteret indenfor af en smilende, kulsort mand. Han siger ikke meget, men peger rundt i husets lokaler. I første rum har en sort dukke i en lang hvid dåbskjole fået ærespladsen på en piedestal i midten. Lyset er egentligt ikke dunkelt - solen stråler ind af vinduerne, men alligevel føles her dunkelt. Det er som at træde ind i en verden, hvor min normale virkelighed ikke længere rækker.

Det er, som om verden bliver sort og hvid. Jeg er i en verden, hvor en uhyggeligt stirrende plastikdukke har guddommelige egenskaber. Hun sidder der som den sorte Madonna i en skræmmende blanding af genkendelighed og det fuldstændigt ukendte. Da jeg bevæger mig ind i husets bagerste rum, ser jeg endnu flere religiøse remedier, jeg ikke til fulde forstår.

Der er gennemsigtige kar med sten-æg dækket af havets vand. Da jeg spørger santería-præsten, hvad de symboliserer, smiler han bare indforstået, som om jeg burde vide det. Desto mere jeg ser mig omkring, desto mere suges jeg ind i denne verden, hvor mit hoved snurrer uvirkeligt, og oldgamle guder hersker i skikkelse af dukker. Dukkerne, der ligesom den sorte kvinde på Havannas torv symboliserer Iyawo ¬– Orishas brud, stirrer på mig med deres tomme øjne.

IMG_1414.jpgEn musikalsk slange
Jeg bliver opslugt af optoget, mens jeg følger efter musikken og de dansende mennesker. Det er som en levende caribisk slange, der snor sig ned gennem Havannas gader. I front er der to kvinder. Den ene i gult og lilla, den anden i rødt og lilla. Begge smiler de og spiller op til deres mandlige meddansere, der er klædt i lige så farverige klæder. Alle fire danser på stylter, og den ene mand med en høj hat i velour spiller på en mægtig tromme. Både cubanere og turister nyder paraden, og ikke så få gamle damer læner sig ud af vinduerne i Havannas gamle bygninger.

Børnene løber hujende efter, turisterne griber deres kameraer, og flere af byens borgere danser gladeligt med et par gader. I en time følger jeg trofast efter dem, til de ender i en spektakulær ekstase på en af den gamle bydels fjerne torve. Der står andre mennesker med andre trommer nede ved den sydlige ende. De står nær kirken og viser sig ikke råbende frem som optoget. Snart spredes optoget som glade legende børn, der nu gør plads til de mere seriøse voksende. Det er, som om optoget leverede opvarmningen og forspillet til religionen. Hvor de legende underholdt, står andre nu frem for at gennemføre en ceremoni, der helt tydeligt har en direkte forbindelse til det mørkeste Afrika.

Tilhængerne danner en cirkel af levende kroppe. De omringer djævelske dansere, der opfører drabelige skuespil. En mand klædt i grønt springer fra side til side, mens han svinger en afrikansk machete. Hans ansigtsudtryk går fra skræmmende raseri over dødsforagt til hysterisk latter. Der er, hvad jeg bedst kan betegne som santería-engle, der danser omkring. Klædt i hvidt formildner de dansende de mørke kræfter med yndige, mere stille bevægelser. Fra musikernes side tordner de tre hellige batá-trommer.

De dunker i dybe toner og tilkalder sig orishaerne - guderne. Musikernes sved drypper fra deres pander, mens jeg opdager et par til venstre for dem. Det synes, som om det er kongen og dronningen af hele ceremonien. Han er høj og tynd, mens hun er lille og tæt. De er iklædt strålende, ceremonielle klæder og følger lidt tilbagetrukket, men på første række, med i alt, hvad der sker. Da trommerne stilner af, og de dansende trækker til siderne, går dronningen og kongen i front, og kun de mest trofaste tilhængere følger efter. Ved hjælp af en times caribisk magi blev torvet forvandlet til en skueplads fra det ækvatoriale Afrika, men lige så pludseligt som dette opstår, lige så pludseligt er torvet tilbage som en fredelig plads i Havannas gamle bydel med små cafeer, koloniale huse og ’cuba libre’-drikkende turister.

IMG_7771.jpgDen sorte jomfru
En uge senere i hjertet af Trinidad har jeg opstøvet et santería-hus, som jeg har fået lov at besøge. Byen, der er landets spraglede jurvel, er et pragtstykke af farverige, men falmede huse. Inde i byens midte, hvor kun hestevogne og gående kommer frem, er gaderne belagt med toppede brosten. For hver skridt jeg tager, og for hver en cubaner jeg hilser på, siver Caribiens magi ind i mit blod.

Jeg sidder en stund på Plazuela Real del Jigüe, inden jeg finder modet frem til at opsøge santería-huset lige om hjørnet. Jeg bliver inviteret indenfor af en smilende, kulsort mand. Han siger ikke meget, men peger rundt i husets lokaler. I første rum har en sort dukke i en lang hvid dåbskjole fået ærespladsen på en piedestal i midten. Lyset er egentligt ikke dunkelt - solen stråler ind af vinduerne, men alligevel føles her dunkelt. Det er som at træde ind i en verden, hvor min normale virkelighed ikke længere rækker.

Det er, som om verden bliver sort og hvid. Jeg er i en verden, hvor en uhyggeligt stirrende plastikdukke har guddommelige egenskaber. Hun sidder der som den sorte Madonna i en skræmmende blanding af genkendelighed og det fuldstændigt ukendte. Da jeg bevæger mig ind i husets bagerste rum, ser jeg endnu flere religiøse remedier, jeg ikke til fulde forstår.

Der er gennemsigtige kar med sten-æg dækket af havets vand. Da jeg spørger santería-præsten, hvad de symboliserer, smiler han bare indforstået, som om jeg burde vide det. Desto mere jeg ser mig omkring, desto mere suges jeg ind i denne verden, hvor mit hoved snurrer uvirkeligt, og oldgamle guder hersker i skikkelse af dukker. Dukkerne, der ligesom den sorte kvinde på Havannas torv symboliserer Iyawo ¬– Orishas brud, stirrer på mig med deres tomme øjne.

Andre spændende artikler


7 cubanske klassikere

7 cubanske klassikere

Rejsen til Cuba - Tre forskellige budgetter

Rejsen til Cuba - Tre forskellige budgetter

Mødet med salsaen på Cuba

Mødet med salsaen på Cuba

Log ind