Info og fakta om Mongoliet
Mongoliet er svært at sige uden også at sige Genghis Khan. Og selvom den store kriger har været død i adskillige hundreder år, så trækker det moderne Mongoliet tråde helt tilbage til tiden, hvor krigerne red over stepperne.
Her finder du artikler, guider og nyheder om vandreture og andre aktive rejser i Mongoliet. Dyk ned i inspiration til de bedste vandreruter, hvad end der er tale om nye og forholdsvis ukendte vandrestier eller vandring på veletablerede klassikere, og tag det første skridt mod nye oplevelser i Mongoliet.
Godt halvdelen af Mongoliets befolkning lever stadig et nomadisk eller seminomadisk liv, og du skal ikke langt uden for hovedstaden Ulaanbaatar, inden det er de store vidder og nomadeteltene, der tager over.
Og det er herude, du finder de store oplevelser. Når du rammer trekkingruterne i Gobi-ørkener og overnatter ved ’De syngende sandklitter’. Eller når du finder vej helt ud i det vilde vest, hvor bjerge med evig sne rejser sig i op over 4000 meters højde og danner rammerne om fantastisk trekking og bjergbestigning.
Skal du have en prøvesmagning på gammel mongolsk kultur, så læg vejen forbi den årlige Naadam-festival – den mest populære blandt lokalbefolkningen – hvor der bliver dystet i traditionelle sportsgrene som ridning, bueskydning og mongolsk brydning.
Hvornår skal jeg rejse til Mongoliet?
I Mongoliet skinner solen 260 dage om året. Landet ligger langt fra det nærmeste hav, og der er således tale om et udtalt fastlandsklima.
Normalt starter rejsesæsonen i slutningen af maj, og i juni er vejret for det meste tørt og varmt. I juli kan man opleve Naadam-festivalen, men regner man med at skulle ud i Gobi-ørkenen, skal man ruste sig til temperaturer op omkring de 40 grader. Det er i juli, der er flest rejsende i landet.
Mens det kan regne en del i august, er september en fin måde at rejse i, og oktober er klar, mens det begynder at blive køligere i dele af landet, hvor der også kan falde sne.
Vinteren varer normalt fra november til februar.
Mongoliets historie
En nation under Genghis Khan
Man kan ikke nævne Mongoliets historie uden at nævne Genghis Khan. I 1206 samlede nationalikonet, der blev født med navnet Temujin, nationen. Han var på det tidspunkt 44 år, og havde siden han var blot 16 år, og hans brud blev kidnappet, kæmpet den ene familiefejde efter den anden. Som han bekæmpede den ene klan efter den anden, dræbte han dens leder og samlede hans folk under sig.
Mongoliet havde på det tidspunkt omtrent en million indbyggere, men hæren voksede sig stor og stærk. Den bestod af ti regimenter med hver 10.000 krigere, og selvom selve landet var lille, så skulle de få magt over flere hundrede millioner mennesker
Genghis Khan var en skånselsløs kriger, men samtidig lovede han folk, at forsøgte de ikke at kæmpe mod hans skræmmende hær, ville de nyde godt at hans styre. Han lovede dem religiøs frihed, lave skatter og gode handelsmuligheder, og selvom han kæmpede mange krige, så var der flere, der sluttede sig til riget uden kamp end efter at have tabt kampen.
Da Genghis Khan døde strakte hans enorme rige sig fra Korea til Ungarn og fra Indien til Rusland.
Hans imperium faldt dog fra hinanden over de næste århundreder, og Mongoliet blev i 1600-tallet en del af det kinesiske Manchu-rige.
Uafhængighed
I 1911 frigjorde Mongoliet sig og den nye nation blev skabt. Inden årtiet var omme, var den nye nation blevet invaderet af kineserne, men der gik ikke langt tid, inden russerne sparkede kineserne ud og lagde mongolerne under sig. I 1921 blev de smidt på porten.
Op i gennem det 20. århundrede levede mongolerne på mange måder i skyggen af Sovjetunionen, men da det sovjetiske imperium faldt sammen i 1990, efterlod det mongolerne i krise, da de havde været afhængige af hjælp fra russerne, der nød godt af Mongoliet som en buffer til Kina.
Det totalitære system så nu sin ende. I dag er Mongoliet et demokrati
Rejse internt i Mongoliet
Distancerne er store i Mongoliet, og det kan være værd at kigge efter indenrigsfly, hvis man ikke har meget tid. Der er 44 lufthavne i landet, men det er dog ikke mere en godt hver fjerde, der har en asfalteret landingsbane.
En stor del af oplevelsen ved at rejse i Mongoliet er dog at komme uden for byerne, ud på stepperne og i de enorme vidder, så det kan anbefales at rejse over land.
Har man ikke sin egen bil, cykel eller hest, er der en del forskellige muligheder for transport rundt i Mongoliet.
Der er en række private busselskaber, der kører til en række af de største byer i landet. Du kan også tage med minibusser, som du enten kan hyre for sig selv, eller dele med folk, der skal den samme vej, som du skal. Den form for transport er den mest normale i et land, hvor der ofte er langt til destinationen, der sjældent er ret stor.
Den bedste, og desværre også dyreste løsning, er at hyre din egen jeep. På den måde har du den største frihed, kan komme ud til de mindre og ofte interessant steder i landet, og du er ikke afhængig af afgangstider og af at vente på, at minibusserne bliver fyldte.
Rejsen til og fra Mongoliet
Det er generelt ikke billigt at flyve til Mongoliets hovedstad Ulaanbaatar, men flyver man, er det stadig den bedste mulighed. Det har blandt andet noget at gøre med, at mange forbindelser fra Danmark går via Beijing.
En anden mulighed er selvfølgelig at tage den Transsibiriske Jernbane. Det koster omtrent det samme, som det gør at flyve, men har man tiden, er det en super måde at komme over land til Mongoliet på. Det kan eventuelt kombineres med en tur videre til Beijing.
Sundhed og sikkerhed i Mongoliet
Mongoliet er generelt et sikkert land at rejse i, men ligesom i alle andre lander, er det fint at tage sine forholdsregler. I Ulaanbaatar skal du selvfølgelig holde øje med dine ting og være på vagt over for lommetyve, hvor der er mange mennesker.
Ude på landet er det en god idé ikke at lade sig lulle helt i søvn – lad være med at lade dit kamera eller din bærbare ligge ubevogtet.
På helbredssiden skal du være opmærksom på, at hospitalsvæsenet i Mongoliet halter langt efter den standard, vi er vante til. Heldigvis gør klimaet i Mongoliet, at der ikke er risiko for at få en af de mange tropiske sygdomme, man kan rende ind i andre steder i Asien, men det er stadig vigtigt at være forberedt.
Tager du medicin, så medbring det, du skal bruge hjemmefra, og regn ikke med at kunne køb nyt i Mongoliet.
Skulle du rende ind i problemer, hvor du har brug for at komme i kontakt med den danske ambassade, så skal du være opmærksom op, at der ikke er en ambassade i Mongoliet, men at det er den danske ambassade i Kina, der også dækker Mongoliet.