Et drømmesyn bringer Lotte og Stefan ud i den sibiriske taiga til hest. Her stifter de bekendtskab med ældgamle ritualer, der selvsagt involverer vodka, shamaner og lokale ånder, som de rider ud i et øde vildnis med tre lokale mænd.
På trods af, at termometeret viser 20 grader, føles det koldt, og frygten for, om vi nu har taget varmt nok tøj med, kryber ind under huden.
Her i Sibirien, hvor vi har set den overvældende Bajkalsø, Sibiriens Perle, forsvinde bag os på den Transsibiriske Jernbane, føles 20 grader ikke som en halvlun sommerdag hjemme i Danmark. Det minder mere om en solrig martsdag. Kulden synes lige om hjørnet.
Fra Ulan-Ude kører vi 550 kilometer mod nord til landsbyen Kurumkan. Undervejs stopper vi for at tilbede skovens ånder ved et af de helligsteder, der normalt ligger ved i pas, ved skilleveje eller krydsende vandløb.
Kulørte vimpler i træerne markerer ofte det gunstige sted for åndekontakt, undertiden med en simpel trækonstruktion som symbolsk bord og tag. Ånderne er naturvæsener fra en hedensk fortid, som er blevet omvendt til buddhismen og nu har fået nyt job med at beskytte gode mennesker.
Denne praktiske forening af shamanisme og buddhisme har mongolerne overtaget fra tibetanerne. Lamaismens grundlægger Padmasambhava omvendte ifølge legenden Tibets dæmoner til at blive magtfulde beskyttere.
Vi har vodka med, og Anton, vores guide, har helt styr på måden at skænke vodka op på, give det videre med to hænder til os, der så berører glasset let med vores læber og rækker det tilbage til ham, hvorefter han slynger resten af den klare væske ud i et flot sving.
Forhåbentligt mildner det skovens ånder – det er trods alt dem, der skal passe på os, når vi snart forlader de sidste rester af civilisationen for en tid og rider ud i det russiske vildnis. Det er nemlig vores plan – at bruge en uge på at ride ud det sibiriske vildnis.
How to resolve AdBlock issue? 
