Du er her:
  • ARTIKLER
  • Til hest i det mongolske Rusland

Til hest i det mongolske Rusland

Drømmesyn, vildnis og vodka

Et drømmesyn bringer Lotte og Stefan ud i den sibiriske taiga til hest. Her stifter de bekendtskab med ældgamle ritualer, der selvsagt involverer vodka, shamaner og lokale ånder, som de rider ud i et øde vildnis med tre lokale mænd.

12-Tak-til-aanderne-for-det-.jpg
Skrevet af: Lotte Eskesen og Stefan Fauser
Opdateret den 07. apr 2022

Et drømmesyn bringer Lotte og Stefan ud i den sibiriske taiga til hest. Her stifter de bekendtskab med ældgamle ritualer, der selvsagt involverer vodka, shamaner og lokale ånder, som de rider ud i et øde vildnis med tre lokale mænd.

På trods af, at termometeret viser 20 grader, føles det koldt, og frygten for, om vi nu har taget varmt nok tøj med, kryber ind under huden.

Her i Sibirien, hvor vi har set den overvældende Bajkalsø, Sibiriens Perle, forsvinde bag os på den Transsibiriske Jernbane, føles 20 grader ikke som en halvlun sommerdag hjemme i Danmark. Det minder mere om en solrig martsdag. Kulden synes lige om hjørnet.

Fra Ulan-Ude kører vi 550 kilometer mod nord til landsbyen Kurumkan. Undervejs stopper vi for at tilbede skovens ånder ved et af de helligsteder, der normalt ligger ved i pas, ved skilleveje eller krydsende vandløb.

Kulørte vimpler i træerne markerer ofte det gunstige sted for åndekontakt, undertiden med en simpel trækonstruktion som symbolsk bord og tag. Ånderne er naturvæsener fra en hedensk fortid, som er blevet omvendt til buddhismen og nu har fået nyt job med at beskytte gode mennesker.

Denne praktiske forening af shamanisme og buddhisme har mongolerne overtaget fra tibetanerne. Lamaismens grundlægger Padmasambhava omvendte ifølge legenden Tibets dæmoner til at blive magtfulde beskyttere.

Vi har vodka med, og Anton, vores guide, har helt styr på måden at skænke vodka op på, give det videre med to hænder til os, der så berører glasset let med vores læber og rækker det tilbage til ham, hvorefter han slynger resten af den klare væske ud i et flot sving.

Forhåbentligt mildner det skovens ånder – det er trods alt dem, der skal passe på os, når vi snart forlader de sidste rester af civilisationen for en tid og rider ud i det russiske vildnis. Det er nemlig vores plan – at bruge en uge på at ride ud det sibiriske vildnis.

 

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

11-Rimtaage-i-BarguzinVodka og drømmesyn
I Kurumkan overnatter vi på et homestay hos Valentina, og vi befinder snart os i den lille bys café. Der er kun ét bord midt i lokalet, som tydeligvis bliver brugt til landsby-disko ind i mellem, da der et musikanlæg, står stole langs væggene hænger kulørte lamper.

Anton taler lidt engelsk, men ellers foregår det på russisk eller buryatisk, der er lokalsproget på disse egne. Vi har kun lært russisk et år, så det føles som et under, da vi faktisk får præsenteret os og siger flere hele sætninger. Utroligt hvad vodka kan gøre.

Selvom vi er i Rusland, er menneskerne her beslægtet med mongolerne, og deres religion er den mongolske variant af buddhismen, som stort set er den samme som i Tibet: lamaismen. Vi får hurtigt lært at drikke vodka, som mongolerne gør det.

Man venter, til en i selskabet udbryder en skål, istemmer skålen, dypper sin fjerde finger i glasset og stænker vodka i de fire verdenshjørner, i panden og et dup på bordet. Og så nipper man – her er ingen tvang til at bunde, som det er kutyme hos russerne.

”Hvad bringer jer helt her ud på kanten af civilisationen?” spørger en.
”Og hvorfor lige på heste?” vil en anden vide?
De er benovede, da de hører, at Stefan engang har haft et kraftfuldt drømmesyn med en hest, der næsten virkede som et totemdyr.

”For mange år siden, en aften inden jeg faldt i søvn, kom en hest med rytter skridtende igennem mit soveværelse. De var meget livagtige. Rytteren – nøgen – var en ung, mand som så venligt ned på mig. Hesten – usadlet – var mere interessant: den havde kulsorte hove, op ad benene blev nuancen mørkegrå, ved bugen lysegrå, så gradvist lysere gråt opefter, hovedet og manken var snehvide.”

De bliver helt bevægede over, at vi har besøgt alle de hellige steder i Indien og Nepal, hvor Buddha har sat sine fødder. Fra stedet, hvor han fødtes, over stedet for hans første prædiken, til stedet hvor han døde. Anton smiler gennem blanke øjne.

Lungerne gisper ved synet, og sjælen udvides af lutter livskraft.

8-Det-glade-lejrlivShamanens profeti
I landsbyen Arzgun besøger vi næste dag shamanen. Vi får at vide, han er en klog mand, og at man altid spørger ham til råds før en større rejse. Han sidder udenfor træhegnet til sit lille husmandssted, hvor høns gokker fredeligt i gården, iført vestligt tøj med kasket og ryger en smøg.

Han tager os med inden for i det lille hus til sin kone. Vi har selvfølgelig en flaske vodka med. Ved køkkenbordet udfører han en lille ceremoni, ganske uceremonielt, mens hun trakterer med the og brød.

Han tænder røgelse i en tallerken, krummer kiks, drysser tobak og hælder lidt mælk ved. Så er han klar til at få forbindelse med åndeverdenen. Han ryster flasken med vodkaen, stirrer ind i den, ryster igen og holder den op til sit ene øre. Lytter.

”Det er lidt ligesom en mobiltelefon. Han har forbindelse til ånderne,” forklarer Anton.
Det er både højtideligt og uhøjtideligt på samme tid. Fatter og mutter tusser omkring, mens vores ordfører Baïr, egnens turistchef, veksler i sit udtryk mellem andagt og skraldlatter. Endelig lyder orakelsvaret: Det bliver en rigtig fin tur! Vi ved, vi får brug for al den hjælp, vi kan få, fra lokale ånder.

Shamanen får ret. Inden vi kom, har det regnet og sneet, men netop i de her dage er den såkaldte ’kone-sommer’ indtrådt. Det er Sibiriens svar på indian summer – en kort genopblussen af sommervejr, hvor konerne går og indsamler vinterfoder til husdyrene. Vi er nu klar til at begive os af sted i sadlerne.

5-Vi-krydser-floden-GargaVuggen for al ridning
Hestene er sadlet og bliver pakket med telte, økser, fiskestænger, soveposer, tøj og mad til en uge. Med os har vi to lokale hestemænd. Karl er opkaldt efter den Karl, der hed Marx til efternavn, synger buryatiske sange med smuk stemme og skal vise sig at være en glad fyr og meget opmærksom på vores velbefindende.

Baatar styrer venligt og beslutsomt vores lille karavane. Han er en utrolig stifinder og har et så skarpt syn, at han omkring aftenbålet ser stjerner, som ellers kun unge amerikanske indianere kan se med det blotte øje.

Folk vinker farvel ved landsbyens yderste hegn – flere af dem glade for at have prøvet vores ridehjelme, som de aldrig tidligere har set – og lynhurtigt er vi langt ude i de åbne prærielandskaber gennemskåret af floder med sneklædte bjergkæder i baggrunden.

Stejle bakker med tæt nåle- og birkeskov hvor både nåle og blade er så lysende gule, at lungerne gisper ved synet, og sjælen udvides af lutter livskraft. Med jævne mellemrum er der meget sumpet, og hestene arbejder sig sikkert frem som amfibiedyr.

Hestene er i slægt med den mongolske race, og Stefans hest har tydelige urgener, der giver sig udtryk i zebrastriber på benene. Mens vi rider tænker vi, at heste og ridning stammer herfra. Denne del af verden omtales ofte som vuggen for al ridekunst. Herfra bredte den sig til Europa og meget senere via spaniolerne kom den til Amerika.

Shamanismen har også et af sine ældste oprindelsescentre i denne del af verden, og ifølge overleveringen er Genghis Khans mor født her i Barguzin-dalen. Vi føler os i verdens midte og samtidig langt, langt ude.

6-Lille-pause-i-taigaenUd i Det Vilde Østen
Vi skal ride i syv dage. De seks nætter foregår i telt. Vejret viser sig fra sin allerbedste side, som shamanen forudsagde. Solen skinner dagligt fra en blå himmel, og birke- samt nåletræernes eksplosivt gule farver strømmer som en voldsom livskraft ind i sjælen.

Nætterne er dog kolde, og vi sover med alt vores tøj på. Den anden nat vågner vi ved, at kulden slår os i ansigtet, så det næsten gør ondt. Vi putter os dybere ned i soveposerne, som heldigvis ikke er i den gamle sovjetiske militærkvalitet, hvilket vi frygtede. Men vi får åndenød af iltmangel og må i halvt sovende etablere et åndehul til næserne.

En våd vaskeklud i fodenden er stiv af frost næste morgen, hvor der er rimfrost uden for, og den begyndende sol får hele dalen til at dampe. Det lange græs er hvidt af rim, og rundt om står vores heste og gumler. I løbet af natten er der ankommet en gruppe jægere med sibiriske hunde, der roligt ligger i solen og grangiveligt ligner ulve.

Hver dag rider vi fire til ti timer. Anton er kompetent men fåmælt. Han briefer os sjældent om, hvad der skal ske, så vi vænner os af med at stille ængstelige turist-spørgsmål og udvikler vores egen filosofi, som hedder: Når man om aftenen lægger hovedet i soveposen, så véd man jo, hvad der skete i dag. Eventuelle spørgsmål kan der blive plads til omkring lejrbålet.

Der bliver serveret varm mad tre gange dagligt, tilberedt over bål. Anton har som ung mand ”taget et kursus i alpin madlavning”, og vi er imponerede over, hvordan han i et næsten meditativt tempo agerer enmands-restaurant fra vareleverandør til opvasker.

Han skynder sig aldrig og når alting. Og så er det lækkert – for eksempel de russiske national-supper schi og borsh. Når vi vågner og kommer ud af teltet lyder et dobraye utra, god morgen, fra dem alle tre, og når vi ankommer til et nyt sted, bliver der tændt bål, hurtigere end vi andre kan få en elkedel i kog.

En aften fortæller vi om en dansker, der spurgte, om vi nu var forberedt på at ’der jo intet er i Sibirien’. Han var fløjet over området og havde set et endeløst hav af mørke og træer – den enorme russiske taiga. Her er ingen byer, ingen civilisation.

Vi mente, at det var netop det, vi kom efter. Historien gør et stort indtryk på vores guide og hestemænd. De elsker deres natur, vil gerne have flere besøgende til deres skønne land, og frem for alt mener de, at de jo er der – så det dér med ’intet’ er for dem en rigtig god vittighed.

3-Ivolginsky-DatsanTil Verdens Ende
Der er sumpet med store vandhuller og mudrede områder. Baatar er fænomenal til at finde den rigtige vej, men et sted går Karls hest i til mulen. Han springer af, får trukket sig op ved hjælp af grene og hjælper hesten op igen. Den virker fattet.

Vi må hugge en ny sti gennem den tætte taiga med en økse. Vi føler os som en del af filmen Dersu Uzala – Den japanske mesterinstruktør Akira Kurosawas filmatisering af russeren Arssenjews rejseberetning.

På den sidste ridedag kommer vi i bedste western-stil galopperende op til Karls søster, der bor et sted, der bliver kaldt Verdens Ende. Her er igen elektricitet. Vi tøjrer hestene, pakker bagagen af og begiver os til frokost i det lille køkken.

Her er godt med vodka, hjemmebagt brød, kogte kartofler og smetana, crême fraiche. Stefan bliver opfordret til at synge en dansk sang, for det gør man ligesom her, når stemningen er højtidelig. Han griber i mangel af bedre til Lille Peter Edderkop.

Om aftenen bliver vi hentet i en minibus, der skal bringe os tilbage til i Kurumkan. Det er svært af tage afsked med Karl og Baatar, vores gode hestemænd. De har haft vore liv i deres hænder og nærmest båret os gennem oplevelserne.

Anton har været vores aldrig svigtende forsørger, Karl har på sin lystige måde fået os til at føle os som indfødte ryttere, og Baatar har brilleret med at finde vej. Midt i det tætteste vildnis vinkler han pludselig hesten og peger – denne vej! Men vi skal givetvis aldrig ses igen.

Med tåre i øjnene sætter vi os ind i bilen, som til alt held også rummer 10 unge kvinder, der skal til Kurumkan. De synger smukke buryatiske sange, der passer til vores indre stemning, og det er som at komme hjem, da vi træder ind ad døren hos Valentina. Hun er tydeligvis lettet over, at vi er helskindede og glade tilbage. Et par morgener senere er der faldet sne, præcis som vores tur lakker mod enden, og vi sender shamanen en tanke.


7-Vi-må-lte-fdderne-for-Et stænk af alkohol

At stænke alkohol på jorden, inden man selv drikker, som vi gør det med mongolerne, er ret udbredt. Indianerne i Amerika stænker de første dråber til Moder Jord, vikingerne gjorde noget tilsvarende med mjød, og vi har ofte set i diverse templer, hvordan man ofrede sprut, smøger og penge til de højere magter. Man giver noget fra sig, som man selv holder af – og kan måske på den måde undgå at lysten bliver til en last.


Buddhisternes Buryatien

Buryatien er en autonom republik i Sibirien med 63 procent buryatere, et mongolsk folk, der er i slægt med befolkningen i Mongoliet. De fleste er buddhister, nærmere bestemt lamaister ligesom i Tibet, og mange taler det lokale sprog, buryatisk, der minder om mongolsk.

Hovedstaden Ulan-Ude har 380.000 indbyggere. Baikalsøen, der er verdens dybeste sø med sinde cirka to kilometers dybde, indeholder 20 procent af verdens ferskvand og udgør Buryatiens grænse mod vest. Nordpå i Buryatien ligger dalen Barguzin, som for en stor del er fredet område.


Buddhismen i Rusland

Buryatien er et blomstrende område for buddhisme, og præsident Medvedev besøgte i 2009 Ivolginski Datsan, hvilket gav den et boost. En datsan er et buddhistisk kloster og tempelområde. Medvedev lagde vægt på, at Rusland er det eneste land i Europa, der har anerkendt buddhismen som religion. Som tak udnævnte lamaerne ham til at være en inkarneret gudinde. Ja, en gudinde.

Andre spændende artikler


Danske ekspeditionshistorie 1-3

Danske ekspeditionshistorie 1-3

På solsiden af Sierra Nevada

På solsiden af Sierra Nevada

På tværs af Andesbjergene til hest

På tværs af Andesbjergene til hest

Log ind