På tværs af Andesbjergene til hest

Stærke og modige heste
Uhm. Duften er fantastisk. Bålets flammer slikker op ad det store stykke oksekød, der er spændt op på en rusten jernstang. I to dage har kødet ligget i min sadeltaske i 25 graders varme, men jeg er så sulten, at maven knurrer.

Både ryttere og heste får samlet god appetit i løbet af dagen. Otte timer har vi redet i et krævende terræn, og flere steder er vi tvunget til at stige af hestene for at frigøre flere kræfter til at forcere de vanskelige passager.

Det er stærke og modige – men også trætte og sultne – heste, der nu græsser ved vores lejr. Middagen er klar. Aldo vores ”stifinder” skærer for med sin lommekniv – samme kniv, som tidligere på sagen blev brugt til at skære lidt negl af med.

Aldo er et livstykke. Han sidder ved bålet og deler rundhåndet ud af brød og pasta, mens han storsmilende og på spansk fortæller om hestene. Træerne. Om vulkanerne. Mapuche-indianerne. Om tiden med Pinochet. Og tiden efter.

Aldo taler ikke et ord engelsk, og vi taler ikke et ord spansk. Alligevel kommunikerer vi flittigt med ham – med fagter, grimasser og en masse grin. Heldigvis er der yderligere to spansktalende ryttere med. De oversætter til engelsk og tysk.

Maden smager fantastisk, og det gør den søde rødvin også. Jeg drikker af en halvflad metalkop. Halvflad, fordi den smukke, sorte pakhest styrtede tidligere på dagen på en bro. En del af køkkengrejet tog lidt skade. Og mælken mistede vi helt, så fra nu af er det mysli med vand.

Varme kilder og rimfrost
Mæt og træt finder jeg en times tid senere bikinien frem fra en bristefærdig sadeltaske. Fem kilo har jeg i sadeltasken. Fem kilo er ikke meget. Fire T-hirts, fire par trusser, fire bh’er, fire par strømper, et par shorts, lidt toiletgrej, et håndklæde, et kamera, et videokamera og altså bikinien.

Vi lister i mørket forbi teltene og de græssende heste ned mod floden og mærker snart dampen fra den varme kilde. Et øjeblik efter lader jeg mig synke ned i det 40 grader varme vand. Det er fantastisk. Og med udsigten til den smukkeste stjernehimmel fås en bedre afslutning på dagen vist ikke.

Næste morgen tøver jeg med at kravle ud af den varme sovepose. Der er rimfrost i græsset. Natten her i bjergene har været kold. Men solen er på vej.

Duften af nybagt fladbrød rammer min næse. Mapuche- familien, vi har slået lejr ved, har bagt til os. Hver nat slår vi lejr ved en familie, enten mapuche-indianere eller chilenere, og det er enten eller, for i Chile gifter mapuche og chilenere sig ikke. Der er ingen lov, der forbyder det, men de holder sig alligevel adskilt, fortæller Aldo. Det er ganske anderledes i Argentina, erfarer jeg et par dage senere.

Gamle vandrestier
På niendedagen efter 250 kilometer op og ned ad Andesbjergene er hestene trætte. Sadlerne og oppakningen har sat mærker på et par af hestene, men det er sidste dag for disse heste. Nye venter på os på den argentinske pampas. Vi rider afslappet af sted igennem denne fantastiske, chilenske natur.

Her kommer man kun til fods eller til hest, for her er ingen veje. Blot stier, der snor sig igennem de 1000 år gamle skove langs mapuche-indianernes vandrestier. Her er kvæg, geder og får blevet drevet i århundreder.

Ofte følger stien et indtørret vandløb, og ofte må vi krydse floden. Metertykke træstammer er lagt på tværs som bro, men også disse stammer rådner med tiden, og flere gange træder en hov igennem. Hele tiden er der udsigt til de smukke, sneklædte bjergtinder og rygende vulkaner.

Sandwich på pampassen
Ved paskontrollen i en landsby tøjrer vi hestene og får stemplet passene. Aldo hilser hjerteligt på tolderne, og også her kommer det os til gavn, at Aldo er kendt, for efter vi er hurtigt i sadlerne igen.

Landskabet ændrer sig markant. Først er der sparsom vegetation, men snart bliver det sandet, mere tørt, og der bliver langt imellem noget grønt. Her er stegende hedt. Vi rider i grænselandet, og først efter et par timer krydser vi den argentinsk/chilenske grænse.

Ved middagstid er vi fremme ved mødestedet. Der – i midten af absolut ingenting – står vores nye stifinder, Hernan, og syv nye heste. Foran os – midt på denne tørre og stegende hede slette – har Hernan dækket op med lækre, hjemmelavede sandwicher og argentinsk rødvin. Fantastisk.

Vores oppakning skifter til nye sadeltasker. Vi tager afsked, og snart er Aldo og vores heste de sidste syv dage blot små pletter i horisonten. Vi andre er på vej mod nye eventyrer. Pampassen venter forude.

Pampassen er barsk
Vi starter en sej og stejl stigning, som må rides i zigzag for at hestene overhovedet formår at komme op. Men gevinsten er formidabel. Der er et fantastisk skue mod vest over de sneklædte Andesbjerge, som vi lige har redet 250 kilometer igennem.

Mod øst ser vi ud over den store åbne og meget flade pampas, der er delt op i tre plateauer, som vi de næste dage skal krydse. En times tid senere er vi klar til at indtage pampassen.

Solen brænder, blæsten er heftig, og der er støv og sand alle vegne. Tænderne knaser, og øjnene knibes i. Underlaget, vi rider på, skifter hele tiden. Græstuer, sand, små sten, store sten. Vi rider det meste af dagen på pampassens nederste plateau. Indimellem kommer vi til små oaser, hvor mindre kilder har sine udspring, så græs, buske og træer må kappes om vandet.

Vi er nødt til at nå det andet plateau og komme i læ af noget skov, inden vi kan slå lejr for natten. For herude på de åbne vidder kan teltene ikke modstå vinden, der kan blæse med op til 100 kilometer i timen. Vi har redet i ni timer, og alligevel må vi nu sætte tempoet op. Hestene er heldigvis friske, og de galopperer sikkert og erfarent imellem de høje græstuer og sten.

Et par timer senere er vi fremme ved foden af det andet plateau. Her er fantastisk. En ung hyrde sidder uden for sit hus, og som altid står en opsadlet hest i nærheden. Mange gange i løbet af dagen må fårehyrderne af sted for at holde styr på flokken eller flokkene, der græsser i nærheden.

I kamp med puma
Vi slår lejr ved siden af hyrdens hus. Snart brænder et bål lystigt i et lille komfur under åben himmel. Klokken er 20, da vi får eftermiddagste. Vi har været 11 timer i sadlen og nyder nu at sidde om bålet.

Et par timer senere spiser vi aftensmad i mørke. Det smager himmelsk, vi sludrer lidt, og Hernan fortæller om hestene. Den ene hoppe har et ar henover bagparten. Arret er blot et par måneder gammelt og resultatet af en kamp mod en puma. Pumaen havde udset sig hoppens føl. Hoppen slap med arret, føllet blev pumaens bytte.

Hestene er livsnødvendige for mapuche-indianerne, for hestene transporterer dem og deres ejendele over store distancer. For eksempel kommer vi en eftermiddag forbi en hyrdefamilie i en skøn oase. To hopper og et føl står ved flodbredden og græsser.

Hestene har gået i 10 dage – sandsynligvis med to ryttere på hver – fra familiens vinterbolig til denne meget beskedne sommerbolig. Flere hundrede geder og får er drevet over pampassen. Nu er de her i seks måneder, før turen går mod byen, hvor en stor del af bestanden skal slagtes og sælges.

Familien – to voksne og to børn – hilser med et glædeligt ”hola” og inviterer os til at drikke matte – en slags urtete serveret i en trækop. Jeg drikker og tænker, at min dagligt tilbagevende mavepine vel kun kan blive bedre uanset, hvad der er i denne matte.

De to børn på 8 og 12 år kigger nysgerrigt på os og smiler meget. Faderen er cirka 50. Moderen er meget yngre – hun kan være 15 eller 20, men ikke ældre. Hun er næppe mor til børnene. Vi spørger senere Hernan, som fortæller, at det på landet i Argentina er almindeligt, at far og datter, eller søster og bror finder sammen.

Ved vejs ende
Landskabet her på pampassen er ikke meget afvekslende – flad pampas, som skifter mellem sand, sten og græs. Indimellem har en kilde sit udspring og giver liv til træer, buske og dyr.

Vi ser mange heste, køer, geder og får, men ingen mennesker. Efter 12 dages ridt nærmer vi os vejs ende. Vi skal krydse den officielle grænseovergang to timer før mål. En tolder tjekker vores sadeltasker.

Det gør han ganske hurtigt og overfladisk. Heldigt for ham. For indholdet er ikke helt lugtfri, og det er vi vist heller ikke. Vi får lov at ride videre med udsigten til det første bad i syv dage, og snart ligger vi nyvaskede og mætte og snakker om denne fantastiske oplevelse. En oplevelse på naturens og hestenes præmisser tværs gennem Andesbjergene.

Hestetrek for begyndere

Har du ikke erfaring med hestetrek, kunne netop Andesbjergene være et sted at begynde, hvis det er en aktivitet, du har lyst til at kaste dig over.

I hvert fald Arrangerer Campo Antilco et specielt kursus på fire dage for begynder. Det er ment som en intro til trekking på hesteryg. Over de fire dage vil du blive introduceret til de basale færdigheder og viden, det kræver at drage ud på et hestetrek.

Da selve kurset foregår på tur, hvor der er overnatning i hytter, er der lagt op til en praktisk læreform, så du også får en turoplevelse ud af det, selv om det er et kursus. Prisen er knap 1800 kroner for de fire dage, men det er også muligt at arrangere både kortere og længere kurser for både nybegyndere, let øvede og øvede hestetrekkere.