På hesteryg gennem Sierra Nevada

Maurernes sidste skanse
Sierra Nevadas sydlige skråninger er som en grøn højlandsoase, splittet af dybe daler og kløfter som strækker sig ned over mod Middelhavet. Bjergblomster på de stejle bjergsider får uafbrudt vand af smeltevand fra toppen.

Her er moderne jordbrugsteknikker upraktiske, og bønderne arbejder fortsat med rumpen i vejret. Med sine mange forskellige mikroklimaer er bjergområdet erklæret biosfærereservat af Unesco.

”Jeg elsker den her restaurant, der er altid god plads,” siger Rafael, da vi slår os ned i græsset. Vi har ikke set andre mennesker.

Store bjerge, små landsbyer
Med en beliggenhed som kan tage pusten fra alle kiler de tre hvide landsbyer Pampaneira, Bubión og Capileira sig fast på den stejle vestvendte skråning oppe i Poqueira-kløften. Jeg hopper af bussen i den fredelige Bubión 1300 meter over havet med knap 370 indbyggere.

Herfra skal jeg følge maurernes fodspor til hest, som det sig hør og bør. Men hestehold tager jo gerne lidt plads, og jeg lurer på, hvordan det foregår her, så stejlt som det er.

Guiden hedder Rafael, en madrileño, som i sin søgen efter fred og ro nu har 20 år bag sig som Las Alpujarras’ flamencocowboy. Altid med lasso og et smil. Han har stald til alle sine heste og også en mini-ridebane.

Den spanske hest er i lighed med landsbyerne i Las Alpujarras et produkt af maurernes tilstedeværelse. De krydsede lokale iberiske heste med maurernes medbragte araber- og berberheste med et godt resultat, som los andaluzes med rette er stolte af.

Højdeskræk
Min brune hoppe Lola er måske ingen Lolita længere med sine 19 år, men hun er fortsat en spændstig dame og traver ivrigt op ad de bratte sten, som svinger sig opad fra Bubión. På en klar dag ses Marokko på den anden side af Middelhavet herfra.

Vi vender derimod mulen nordpå mod Sierra Nevadas knejsende toppe, hvor hvid sne fortsat kæmper for tilværelsen her på en varm junidag. Vi rider ad tusind år gamle stier på siden af den dybe Poqueira-kløft.

Højere og højere, mere og mere stejl. Her og der ses spor af bosættelser, hvor ingen skulle tro, man kunne bygge. Jeg vil ikke påstå, at jeg har højdeskræk, men mærker det alligevel i maven, når sten løsner sig under Lolas hove og ruller ned. Langt ned.

Bjergvægge på den ene side og afgrund på den anden. Med imponerende sikkerhed ved Lola nøjagtigt, hvor hun skal sætte sine fire hove og skridter med målbevidste skridt langs den smale sti.

Efter 800 meters stigning er det tid til den medbragte frokost godt 2000 meter over havet. Hestene slukker tørsten i Las Alpujarras’ acequias, sirligt anlagte vandkanaler. Det ældgamle vandingssystem løber som snore langs bjergsiderne og fører regnvand og smeltevand fra toppene til gårdene nede i dalene.

Debatten går om, hvorvidt det var romerne for 2000 år siden eller maurerne for 800 år senere, som først byggede de hundredevis af kilometer kanaler.

”Jeg elsker den her restaurant, der er altid god plads,” siger Rafael, da vi slår os ned i græsset. Vi har ikke set andre mennesker. Udsigten er storslået, vi sidder med panoramautsigt ved foden af den iberiske halvøs to højeste bjergtoppe, Veleta og Mulhacén, med henholdsvis 3394 og 3482 meter over havet. Overnatningshytten på todagesvandreturen til Mulhacén skimtes i ensom majestæt deroppe.

Blodig fortid – åndelig nutid
Fra stalden i den ene ende af Bubión til hotellet i den anden ende tager det cirka fem minutter at ride. Hvis altså vi ikke stopper ved baren El Culpable – den skyldige, Bubións hangout.

Rid lidt mere, og vupti er du i Capileira. Hvem behøver en bil her? Tilgængelig til fods fra Poqueiras tre landsbyer er også et lille tibetansk munkekloster. Osel Ling blev grundlagt, efter at en dreng, som blev født her, efter sigende var en reinkarneret lama.

Den unge lama tog til Dharamsala, Dalai Lamas eksil i Indien, men klosteret i hans navn lever i bedste velgående og tiltrækker folk, som søger indre ro.

Vi derimod, fortsætter næste morgen på maurernes gamle krigsstier. Østover til Bloddalen, hvor kristne og muslimer havde et af sine mange og blodige slag.

Snart kommer vi til landsbyen Capilerilla, som ikke må forveksles med Capileira. Vi skridter gennem smalle gader, som snor sig mellem hvide huse med blomstrende balkoner.

Rafael fortæller, at han først havde sine heste her, men at det ikke var særlig praktisk, fordi kun eet hus havde telefon, og det var ikke hans. Tiden har stået stille i Las Alpujarras. På jorden går okserne stadig foran ploven, mens hest og muldyr står for transporten.

Ride = at danse
Rafael synger stadig væk spanske folkesanger, mens turen fortsætter nordover langs en kløft, som går parallelt med Poqueira op mod Sierra Nevada. Det er ikke uden grund, at han bliver omtalt som flamencocowboy.

”At ride er som at danse!” siger han med utilsløret entusiasme. Armens vinkel når den holder tøjlerne, og kroppens holdning i saddelen er den samme som i flamenco, og kastanjetterne illustrerer hestens hove.

Vi kommer forbi et brud med den specielle launa, en slags ler, som ligger på Las Alpujarras’ flade hustage og gør det vandtæt.

”Men den bliver glat for hestene, når det regner,” siger Rafael. Vi hører torden, som ruller over Sierra Nevadas toppe, og sætter hælene i siderne på hestene. Det skal man ikke gøre to gange, for de får fuld fart på. Efter en rask galop ser vi Trevélez, hvor vi skal overnatte, under os. Landsbyen ligger for enden af en ældgammel rute over det 2800 meter høje Puerto de Trevélez- passet.

Skinkelandsbyen
Vi lejer hestene ind i den øverste og ældste af byens tre dele, barrio alto, medio og bajo, med 200 meters højdeforskel fra øverst til nederst. Gennem trange smøger, som slet ikke er beregnet til biler, frem til en gammel stald. Sandelig også med tilhørende staldkar, som er fyldt med hø og havre til velkommen prusten fra de firbenede.

Trevélez ligger 1480 meter over havet og er en rig landsby, som man kan se på de dyre biler. Den er kendt vidt omkring for Spaniens bedste jamón serrano, som sælges på det kræsne japanske marked.

Skinke bliver kørt ind fra fjern og nær for at blive tørret her i den tørre, kølige bjergluft. Bag vinduer ses række på række af fede, dryppende skinker. Skinkelugten hænger over landsbyen.

En søvnig Trevélez er ved at vågne, da vi rider af sted næste morgen. Lola er som alltid uforskammet oplagt og ivrig trippende. Under klatringen op på den anden side ser vi Trevélez, som ligger i etager nedad, hvidt på hvidt i den grønne skovside bag os gemt bort inderst i kløften ved vejs ende. Lugten af skinke erstattes af oregano, og vi nærmest vader i vild oregano, mens vi rider mod syd over dalen.

Ned i dybet
Las Alpujarras’ landskab forandrer sig, men det er fortsat stejlt. Rafael peger mod en af regionens mest imponerende bjergkløfter, som vi skal forcere. Ved kanten hopper vi af hestene og skuer nedover mod floden Río Trevélez, som bugter sig langt der nede i dybet. Men vi går. Vamos! Hestene går i zig-zag ned ad bjergsiden på en sti møjsommeligt hugget ud af sten af de gamle romere. Sving efter sving.

Nedstigningen kræver, at man koncentrerer sig for at sætte benene rigtigt. Vel nede i bunden af den trange kløft venter varmen som en tyk væg. Forfriskninger i form av kold øl er på sin plads.

Vi sætter kursen op mod de stejle gader i landsbyen Busquístar, som ligger på den anden siden af kløften. Der bliver stort røre blandt de gamle mænd på torvet, som møder os med tandløse smil fra øre til øre og ivrig gestikulering.

Fra Busquístar går turen videre til Capilerilla, hvor vi spiser en sen frokost på det lækre lille hotel Maravedi. Hestene døser fortjent under skyggefulde træer. Efter frokosten sadler vi op og tager fat på det sidste stykke hjem til Bubión. Jeg har ikke lyst til at vende tilbage til nutiden endnu. Las Alpujarras har flere landsbyer, som venter. Pampaneira måske?

WWW – nyttige links

www.alsa.es 
www.ridingandalucia.com 
www.nevadensis.com 

Landsbyerne på de stejle bjergvægge var maurernes sidste skanse i Al-Andalus. Da spanierne havde generobret Granada i 1492 efter den langvarige mauriske besættelse, der varede fra 711, fik byens muslimer valget mellem eksil eller konvertering.

De, som ikke ville nogle af delene, flygtede op i bjergene, hvor de bosatte sig i dette afsidesliggende og utilgængelige område. Maurerne udnyttede sine erfaringer fra de marokkanske Atlasbjerge og efterlod sig en enestående arkitektur i Andalucien med sine kasseformede huse med flade sorte tage og karakteristiske skorstene.