Bikepacking på norsk

Mine første udsigter, glædes- eller faremomenter og små sejre syntes altid at savne en makker at high-five, men som jeg blev vant til at dvæle ved højdepunkter alene og spare sammen på de gode historier, forvandledes afsavnet af et makkerskab til en intensivering af øjeblikket. 

Opstartsproblemer
Første dag på cyklen blev en forløsning, men første nat i teltet endte jeg med at ligge og fælde tårer i regnen. Pludselig gik det op for mig, hvor stresset og bekymret jeg havde været for at måtte aflyse turen, men ikke mindst overvældet over, hvor meget kærlighed mine venner havde svøbt mig og min brækkede fod i deroppe i Alta.

Nu sad jeg på tur med bare mig og mit ego. Var målløs og overrasket. En helt særlig sindsbevægelse. Vidste ikke, at jeg kunne græde af taknemmelighed. Min oprømthed brød ud i telefonopkald til dem, som havde hjulpet mig igennem en hård tid. Følte mig i live på den bedste måde. Tænkte, at nu havde jeg to måneder foran mig, hvor jeg kunne øve mig i at være den bedste person. Hvor jeg kan dele, hvis jeg kan dele. Give slip på kontrollen og følge intuitionen. Den måde naturen taler til os på.

Der gik dog ikke længe, før jeg fik brug for optimismen.

To store lavtryk passerede vestlandet i Norge. To uger med regn og vind. Nogle gange stiv kuling. Så faktisk ikke landskabet, jeg cyklede i. Bare regn og tåge og ikke en eneste lyserød sky i sigte. En bondefamilie i Malmedalen nord for Molde tilbød mig at låne en lille jagthytte til gården, som endnu ikke var kørt ud på fjeldet. Et pusterum i en “hold soveposen tør-konkurrence” mellem mig og ruskevejret, men også en spændende invitation til familiens liv på gården med 40 malkekvæg.

Få dage efter fortsatte jeg i et vejrvindue på 4-5 timer. Men sidst på dagen måtte jeg se mig slået af naturen. Jeg blev rigtig syg. Om aftenen måtte jeg lægge mig i teltet for at blive der i fire dage.

Var tæt på at give op.

Den frygtede roskildesyge findes altså også i Norge. Og så i telt med vind og regn. Fuck! Noget opløst fårelort eller lignende må været sprøjtet op på min drikkeflaske i løbet af dagen, som så havde forvildet sig ind i mig. Nu skulle det i hvert fald ud, og det begge veje med opkast og diarre og feber oveni. Halleluja.

Bacalao (228 km)
Heldigvis gav jeg ikke op. Maven blev bedre, og jeg begyndte at få kræfter. Men det tog sin tid. Måtte holde mange pauser og tage den med ro. Blev let svimmel og udmattet. En konstant nervøsitet for maven lurede lige under overfladen af det nye gå-på-mod.

Små udfordringer syntes store.

På et tidspunkt blev vinden for meget. Satte mig ned i læ på en strand og tænkte det lidt igennem. Energien fik jeg tilbage, da en sød kvinde kom forbi og hilste. Tror nok hun kunne se, jeg ikke havde det godt, for hun dukkede op igen lidt senere med en stor, varm, frisklavet bacalao og norske lefser lavet af bedstemor. Moral-booster. Ah, ja tak!

En time senere var jeg væbnet med fornyet mod og energi til at stå ansigt til ansigt med vind og fjelde.

Oves racer (358 km)
Dagene gik, kilometerne flød, og landskabet syntes at gøre større og større indtryk. Jeg mærkede, hvordan eventyret blev hverdagen, og at jeg nærmede mig den romantiserede, fantastiske forestilling om eventyret på vejen. Lavtrykkene havde passeret og var erstattet af højtryk.

Energien voksede i mig dag for dag. Styrken, selvtilliden, forhåbningen – befrielsen.

Fløjtede på cyklen og nød bare, at jeg ikke havde givet op – og så skete det næste mirakel. En pensioneret politimand, Halvard, havde “coachet” mig fra sin racercykel op af min første virkelig seriøse stigning.

Fra toppen guidede han mig videre til en af sine kammerater. Halvard mente nemlig, at vi burde få kigget på krank-kuglelejerne. 50 km senere blev jeg inviteret ind i en garage, som agerede cykelværksted. En spøjs type fiksede min cykel med det samme og ville ikke tage imod penge som tak. Til gengæld insisterede han på at give middag med sin kone i huset.

Manden slog benene væk under mig, da jeg fandt ud af, at han er i Guinness Rekordbog fra 1991. Rekordindehaver for “Norge på langs” hurtigst på cykel. 7 dage, 16 timer.

Som aftenen udviklede sig, fandt jeg ud af, at Ove har cyklet jorden rundt to gange. Blev flov over at have dømt ham så hurtigt. Han havde massevis af historier at dele ud af. Maveproblemer er åbenbart ikke kun tilskrevet mig som langdistance-rytter, fandt jeg ud af. Ove’s Racer er Oves butik, som han driver i forlængelse af sin passion for cykelsporten.

Det blev tilmed til en etape Tour de France med Ove selv som kommentator. Legendarisk!

Reinheimen nationalpark. En dame i et supermarked fortalte mig, at det er muligt at cykle på en stor del af stierne, hvis ellers jeg var "sprek nok" (i god form) til at bære cyklen af og til. Desuden inviterede hun mig på kaffe og kage.

Pilgrimsstemning i Trondheim (505 km)
Cyklen spillede, og vejret kunne ikke blive bedre. Begyndte at oparbejde overskud til virkelig at nyde det. Min længste etape blev turen til Trondheim, hvor jeg cyklede 140 kilometer og afsluttede med øl i en park, som faktisk udvidede dagen til at fortsætte på bar og rockmuseum til sent på natten.

Men det var det hele værd efter to uger på vejen. Og så mødte jeg bare tonsvis af flinke mennesker i Trondheim. Fik tilmed gratis adgang i Domkirken, Nidaros-domen. Olav den Helliges kirke. Norges svar på Harald Blåtand og hovedpersonen i “Den Siste Vikingkongen, Krigens læregutt”, som jeg tilfældigt endte med at læse undervejs.

Alt gav mening, og livet på cyklen fik flere og flere facetter i form af kulturhistorie, nye bekendtskaber, hidtil ukendte dialekter, fisk, held og uheld. Tænkte på, at nu var det vigtigt at få ladet positivt energi op til næste potentielle nedtur.

Det franske par
Undervejs ud af Trondheim mod et færgeleje mødte jeg to andre turcyklister. Et herligt fransk eventyrpar med cykler til 10 euro og en slackline som en del af bagagen. De virkede bare som godt selskab, og det blev bestemt også flere fantastiske dage med dem. Et helt andet perspektiv på et cykelliv. Fik lært dem at fange ørreder og grille dem. De fik et par spinnere af mig til eftertiden. Det eneste i min bagage, som jeg faktisk havde lidt for meget af.

Opbruddet var paradoksalt.

Det var lige så stor en optur at være alene igen, som at møde dem. Der er altså noget særligt ved at være alene. Det lyder måske asocialt, men faktisk gør det mig endnu mere social. Men også agtpågivende. At være alene intensiverede faremomenter og gav tid til refleksion.

Dagbogen blev en god ven. Resten af vejen nordover fandt jeg ud af, at der faktisk hvert år opstår et “cykelfælleskab”, fordi jeg mødte mange af de samme på færgelejerne rundt omkring. Hyggeligt, absolut.

Flaks-laks
Sygdommen i starten havde sat sine spor. Hver gang jeg jublede, mindede det mig om den diametrale modsætning. Det hektiske indløb til rejsen og besværlige start havde fyldt med mig ærefrygt. Men. Jeg fik sgu en laks på Helgelandskysten ved en elveudmunding. Ren fiskelykke og et solidt “food-coma” i fantastisk vejr og omgivelser.

Fiskeri på tur er at anbefale. Det er en del af den norske DNA og var med til at gøre min rejse til en norsk dannelsesrejse. Laksen blev symbolsk for mig. Jeg var genopladet med positiv energi og klar til at stå imod!

Makreller blev en fast del af min diæt på turen. Så vidt muligt forsøgte jeg at fiske, og jeg yndede at kunne veksle mellem at fiske i havet og indsøer. Sei, torsk, lyr, makrel, havørred, laks, fjeldørred og røye kunne komme gratis på menuen sammen med tang, diverse bær og blomster i teen. Følelsen af en holistisk oplevelse i at være uden køleskab gjorde mig så glad. At fiske og sanke er også en meditativ sindsstemning.

Hyldest til Gasolin (769 km)
Da jeg endelig ankom til Brønnøyssund, var der festival. Der var i hvert fald “byfest-stemning”, som man kender den fra provinsen i Danmark. På programmet første aften var der gratis hyldestkoncert til Gasolin i det største (øl)telt. Klart jeg skulle derind og skråle med på ‘Hva gør vi nu lille du’, ‘This is My Life’ og andre klassikere.

Tror nok jeg var den eneste, som egentligt kunne synge med, og flere kom og gav mig øl, fordi jeg var dansk. Der blev endda viftet med danske flag. Og ja, jeg må jo bare sige, at det bekræfter, hvor meget vi har tilfælles her i Norden. Fantastisk. Jeg fik oven i hatten en billet til koncerter i løbet af natten og overnatning hos en familie i byen. Mirakler sker.

Ferie på Helgelandskysten (950 km)
Helgelandskysten var den fineste del af turen. Fantastisk natur. Ikke mange folk. Utallige muligheder for at lægge mange forskellige ruter. Bjergtagende fjelde langt ud i øriget. Norsk skærgård når det var bedst. Lokale havde anbefalet mig at nyde Helgelandskysten før Lofoten, fordi Helgelandskysten er undervurderet.

Så det gjorde jeg. Gik i feriemode. Cyklede færre kilometer, fiskede mere og gik masser af fjeldture. Lod “vejen føre mig” for at ende i et virvar at utænkelige scenarier.

Såsom den fulde gartner, som ledte mig om bag kirken og gav mig “hellig benzin” til min brænder fra kirkens græsslåmaskine, eller familien som inviterede mig ud for at finde kantareller, fiskerne som fortalte sagnet om, at makrellen spiser døde tyskere i havet, eller de to fjeldhippier på syre.

Jeg fandt lidt af hvert i Norge. Historier og atter historier. Mange gode minder at tage med mig videre, som jo netop er en af grundene til, at mange vælger at drage ud på eventyr.

På cykel, gåben, kajak, kano, lille sejlbåd eller noget helt andet. Hvis du møder verden ydmygt, byder den på lidt mere, tror jeg. Det tog mig omtrent tre uger at komme ind i rigtigt turmodus denne gang. For at komme videre til Lofoten, må man sejle fra Bodø. Ferien sluttede i Bodø, fordi jeg havde et vis forflytningspres på mig herfra. I Bodø fejrede jeg det. Ja, Bodø-kapitlet startede på en stor kunstbar “Dama Di” og sluttede på færgen til Lofoten næste morgen.

Lejrden for Trondheim. Ikke dårligt! Norge serverede campspots på sølvfade, så længe jeg ikke bevægede mig alt for langt ind i fjeldområder, hvor der var moser og sumpe mange steder.

Tørfisk i Lofoten (1.233 km)
På Lofoten var højdepunktet absolut at besøge familien Robertson i Stamsund. En familie, som jeg havde mødt på Lurøy (en ø ud for Helgelandskysten), mens de var på sejlerferie.

Dagene op til havde jeg cyklet sammen med en fransk pige, Oriane. At dømme fra hendes fortællinger var hun havnet i den store turistfælde – cyklet hele vejen sammen med andre tilfældige cykelturister på den afmærkede rute. Jeg havde lyst til, at hun skulle møde nogle nordmænd.

Så jeg inviterede hende med til familien.

Et fantastisk møde med hjemmelavet tørfisk på menuen i forskellige retter og en lokal vandretur i et typisk Lofotenfjell, hvor man går på “line” over bjergkammene. Oriane og jeg havde nok nogle virkelig fine dage sammen, men jeg kunne mærke, at det var tid til at manifestere friheden. Friheden til at sige nej. Og jeg måtte altså bare være på tur alene. Den præmis ville jeg ikke sætte over styr. Den var jeg startet med, og den ville jeg afslutte med.

Så herfra cyklede jeg resten af turen til Tromsø. Nogle gamle kendinge fra landevejen var blevet inviteret på en spabåd i havnen, og her var jeg så heldig at blive inviteret med. Luksuriøst. Afsluttede tiden i Tromsø med manér, nøgenbadning i havnen og sauna på båden. Dejlig ren og klar til 26 timers cruise på båd til Bodø, hvorfra jeg tog 14 timer i toget til Dombås. Havde planer om at den store finale skulle være at cykle over den berømte “Trollstigen” ud mod Vestlandet.

En lille uges tid senere stod jeg nok engang ved bilen. Overbevist. Bikepacking er jo verdensklasse!

5 anbefalinger

1. Pak din cykel så let som muligt, men vær klar på alt slags vejr.
   
   
2. Brug benzinbrænder. Koster mig 5 kr. at fylde op frem for 100 kr. til gas.
   
   
3. Det er “helt greit” at skralde mad i Norge. Også okay at spørge i supermarkedet. Tankstationer kan også gi’ meget godt.
   
   
4. Besøg Rødøy og tag den lidt med ro. Husk at gå nogle fjeldture! Det er så godt for sjælen.
   
   
5. Hav Immodium med i dit førstehjælpskit...

Min turmad

Jeg var meget minimalistisk på grund af bikepacking-stilen:

• Morgenmad: Havregryn med blåbær, kogechokolade, multebær og lidt salt. Blåbærrene finder du over alt i Norge. Multebærrene findes lettest i Nordnorge.
  
  
• Frokost: Brød med Nutella, makrel, tun eller leverpostej. Evt. banan.
  
  
• Aftensmad: Ris kogt i bouillon med æg, tun, makrel + grøntsager.

Min cykel

Lejr på Senja med en cykel sat op til bikepacking: En saddeltaske, en tanktaske, en rammetaske, en styrtaske, to "Anything Cages" på forgaflen med to medium drybags samt to flaskeholdere i rammen og to flaskeholdere på bagstiverne til baghjulet. En lille rygsæk og en fiskestang på ryggen. Vejede aldrig cyklen, men det var intet problem at tage den på ryggen og vade over elvelejer, op ad klipper, trapper og andre forhindringer.

Hvem skriver?

Du kan læse mere om Rune og hans ture på overandoutside.blogspot.com