Rune sætter ud på en cykelsommer gennem Norge, med alt hvad der hører til af frihed og refleksion, legendariske møder og venlighed, elendigt vejr og sygdom, taknemmelighed og lykke.
Jeg har været heldig. Utrolig heldig.
Alligevel lå jeg pludselig i sengen størstedelen af døgnet bare få uger efter min ankomst til Alta i Norge i efteråret 2018. Min fod blev samlet af gips og metal på Hammerfest sygehus mange hundrede kilometer nord for polarcirklen efter et nok så overmodigt spring.
Tilbage var det bare at sige farvel til mit ellers nye arktiske friluftsliv, som skulle have været min nye levevej.
Over de næste fire måneder tærede jeg igennem min opsparing og ventede på bedre tider. Til en vis grad immobiliseret og med god tid til eftertanke, smerter, kærlighed og morfin-illusioner. Dagene blev kortere og kortere, mørkere og mørkere.
Men inden i mig lyste en drøm om evig forflytning på cykel med fiskestang og kamera. Det absolut modsatte af sygdommens lænker. Ud at leve det simple liv på naturens præmisser. Det er derfor, jeg mener, jeg er heldig. Heldig at kunne have drømt så lyst i en så relativ sort tid.
Som vinteren gik på hæld, genvandt solen sin position over horisonten helt deroppe i det arktiske. Foden blev stærkere og stærkere, og økonomien rettede sig. Som cykelturen syntes at være indenfor rækkevidde, måtte jeg konstatere, at kronrørssystemet på cyklen var udslidt og rammen kun værd at kaste bort.
Samtidig blev mit udstyr fra Tyskland forsinket og bagklappen på bilen gik i baglås. Planen måtte lægges om, hvis det her rent faktisk skulle lade sig gøre. På en netauktion lykkedes det mig at finde en billig cykel mod syd i Norge.
Den direkte konsekvens heraf blev derfor at vende turen. Cykle fra Sydnorge i stedet for fra Nordkap. Jeg vandt auktionen og kørte 2500 km for at hente cyklen. Brød tur-tommelfingerreglen om at teste setup og udstyr og pakkede cyklen færdig.
Klar, parat, start, go, fremad, flyt dig!
