På mountainbike i Norges klippelandskaber

Det første styrt
Godt og vel 300 højdemeter over selve Trollstigen parkeres bilen og vi gør os klar. Jørn og Helge er vores guider. Helge er allerede forsvundet langt op til venstre. Hidsige tråd i pedalerne fører ham op ad den glatte klippeprofil og inden længe er han tydelig mod horisonten. Bag ham tårner Bispen´s stejle tinde – cyklen vendes og nedturen starter. Først med lav fart. Hastigheden øger, og jeg følger ham gennem min telelinse. Profilen er mindst lige så god som den ser ud og efter en sanseløs nedkørsel lander han nede i bunden med et brag. Fra 400 meters afstand ser vi hele styrtet i slow motion. Han ryster styrtet af sig og drøner op igen. Én gang til!

Planen om at finde Kløverstien er udsat på ubestemt tid, for her er der ufattelig meget at tage af. Selv om lyset er magisk pakker jeg kameraet i rygsækken. På denne tid af sæsonen falder mørket tidligt og det gælder om at udnytte dagen. Jørn og jeg kopierer Helges nedfart, vælger hver vores spor og sender pulsen op i faretruende højder. Rene, tørre klippesider, faste tørvepartier, småstenet grus og enkelte våde partier er blot stikord for hvad vi oplever. Dette er optimalt! Den lånte cykel fungerer perfekt, og jeg savner ikke min egen udæmpede cykel - tværtimod. Min næste cykel skal have dæmpere både for og bag. Det er garanteret!

En ægte “handmade” sti!
Fra vejens højeste punkt sætter vi kursen nordover. Stien er tydelig og delvis udbedret. Stenene vi passerer ligger som de gjorde det for hundredvis af år siden. Udtrykket “handmade” giver mening, når vi ser de nøje tilpassede sten på stien. Dette er en af de fineste singletracks jeg nogensinde har kørt. Lange spektakulære nedkørsler med høj hastighed. Vi kører gennem de små bække og elve og nyder friheden. Glinsende mørke felter vidner om glat underlag. Udover med cyklen og indover med overkroppen. Hjulene slipper, men jeg reddes af den bløde mos i udkanten. Efter en god kilometer når vi toppen af Trollstigen. Endnu en gang tilbyder fjeldet os fantastiske strækninger og skyggen af “Bispen” tårner himmelhøjt over vores hjelme. Helge er lige i stødet i dag og cykler tilbage langs hovedvejen efter bilen. Jørn og jeg vender på den yderste kant af Trollstigen og smager på afgrunden fra cykelsædet.

Nye muligheder udforskes
Vi vender tilbage til den oprindelig plan, og snart er vi på vejens højeste punkt. Plan C kommer helt af sig selv, da vi ser de runde nøgne klipper på den anden side af vejen. En utrolig trappetrinsformation strækker sig hundredvis af meter mod øst. Den må udforskes! Endnu et fabelagtigt område og mulighederne frister fra alle leder og kanter. Vi kunne sikkert have cyklet omkring heroppe i en uge uden at krydse vores egne spor, men vi må videre. Den lille landsby Sylte ligger for enden af Valldalen ca. 22 km - Kløverstien venter.

Efter den første kilometer fører stien os ind på et blødere underlag. Uheldigvis for Helge rummer underlaget skjulte farer: Med betydelig fart og masser af energi i kroppen låses forhjulet mellem to sten, og et splitsekund senere forlader Helge cyklen ud over styret, som var han skudt ud af en katapult. Højt at flyve, dybt at falde – også for denne brave rytter. Landingen er heldigvis blød, men uheldigvis for Helge, og til stor fryd for tilskuerne, er den også våd. Mudderet skjuler næsten landingen. Alle ben er hele, men kroppen og tøjet er parat til vaskemaskinen.

Helge lader sig ikke slå ud, og tager hurtigt førertrøjen på igen. Jørn følger efter og jeg hygger mig som sidste mand. Så længe det går nedover, holder vi cyklen i gang. Selv om stien ikke længere er tydelig, tvinges vi enkelte steder alligevel tilbage til bilvejen. I tungeste gear og med hagen på styret går det derud af. På grund af Trollstigens vinterlukning er vejen gennem dalen blind, men afskæringen af svingene byder alligevel på spænding - kommer der biler i modsatte retning?

De dybe skygger
Den sidste del af Kløverstien finder vi før vandfaldet Gudbrandsjuvet. Jørn er så vild med strækket, at han kører turen to gange. Stien er fra ti til 40 meter bred. På det faste underlag smyger cyklerne sig omkring sten, træstammer og tuer. Solen skinner gennem løvet og strålerne rammer brilleglassene. Skyggerne er dybe. Mellem klipperne buldrer elvene hidsigt af sted - selv på dette tidspunkt af året. Vandmasserne trænger sig gennem det genstridige grundfjeld, presses gennem trange passager, fortsætter under fjeldet og spyttes ud nedenfor, hvor det frådende styrter mod klipperne midt i vandfaldet for til sidst at falde til ro i bagvandets dovne hvirvler. 

Det skulle ikke undre mig hvis nogen i den nærmeste fremtid vil forsøge sig med kajakken her. Den bedste forudsætning for dette må i tilfælde være, at man er træt af livet. Det er vi ikke og med endnu et par hårde tråd i pedalerne sender lårbasserne besked om, at det er tid til at vende snuderne hjemad.

Artiklen blev bragt i Adventure World (Opdag Verden) nr. 43 i maj 2002