Geilo er kendt som et sneparadis for familier og berømt vidt og bredt for sine idylliske vinterlandskaber. Når foråret kommer, og de hvide krystaller smelter, blottes områdets lysegrønne bakker og mørkegrønne skove. Tilbage ligger det smukke område, de herlige hytter og hele områdets charme. Adventure World inviterer dig med på cykel, hvor turen går over fjeldet og gennem skovene.
Det strammer i mine benmuskler, mens jeg stædigt nægter at stå af cyklen. Det kan ikke passe, at sådan en lille bakketop skal knække mig. Heldigvis har jeg super lav gearing, så mens jeg står i pedalerne, snegler asfalten sig forbi under mig. Jeg pruster og stønner for at komme opad, indtil jeg indgår et kompromis med mig selv. Jeg står af cyklen, men ikke fordi det er for hårdt – jeg står af for at nyde udsigten og Geilos skønne natur.
Søer og ren
Det var tidlig eftermiddag, da jeg ankom til Geilo. Hurtigt indlogerede jeg mig i en dejlig hytte, tog mig en bid brød og hentede min lejede cykel. Efter et grundigt eftersyn, lidt justering af mine bremser og en finindstilling af gearene sad jeg i sadlen klar til at kaste mig over de muligheder, Geilo tilbyder. Mens asfaltvejen blev udskiftet med grusstier, og byen lå behageligt bag mig, kiggede jeg ud over selve Geilo Strand. Stranden er en sandtange ud i søen kun få kilometer fra byen. Det kunne uden tvivl være et dejligt stop og et sted, der var værd at tilbringe en solrig sommerdag. Desværre stod regnen ned om ørene på mig, og indimellem var det svært at se, hvor søen begyndte og regnen sluttede. Det lune vejr og den dejlige varme, der pumpede rundt i mine blodårer, gjorde det til en forbavsende behagelig oplevelse at cykle rundt om søen trods vejrgudernes åbenlyse vandkampe.
Efter fem kilometer krydsede jeg ind over landskabet, og skyerne var som tømte. Træerne fremstod tydeligt på bakkeskråningerne, og mens jeg sjoskede over en træbro, blev jeg sågar ramt af en lille, forsigtig solstråle. Det var, som hele området lyste op, og tusinder af grønne nuancer sprang frem.
Fjeldene kalder
Efter gårsdagens tur rundt om søen er jeg i dag på vej over fjeldet. Skønt de lokale har fortalt mig, at jeg kan køre herop med cykelanhænger og børn, så må jeg nok erkende, at jeg er glad for, at min cykel kun skal bære mig selv. Det er fire timer siden, jeg forlod Geilo, og det føles, som om jeg er helt ude i den øde natur. Der er kun mig og vinden, der suser over mos og klipper. Efter at være blevet tvunget til at stoppe – for at nyde den smukke udsigt – har jeg fået nye kræfter i benene, og jeg nyder virkelig følelsen af frihed, mens jeg spejder mod horisonten. Da der endelig kommer et andet menneske, er det en mand klædt helt i jægergrønt, der er ude at gå med sin hund. Jeg hilser pænt, som man gør alle steder, hvor der næsten er mennesketomt, og undrer mig kun en lille smule over, at hunden har saddeltasker på. Inden jeg får stoppet og spurgt ind til sadeltaskerne, er manden drejet af vejen og er på vej ind over fjeldets grønne bakker.
Vejen snor sig opad og opad, mens jeg troligt følger efter den på min cykel. Mit mål er en lille, forblæst restaurant oppe på en fjeldkam, men bedst som jeg tror, at jeg er der, tårner nye bakker sig op foran mit cykelhjul. I solens velsignede stråler fanger en lille bæk mit blik, og jeg stopper for at få pusten. Bækken glimter og klukker lystigt. Herfra kan jeg se, hvordan vejen slynger sig gennem terrænet og afslører, hvordan de små huse pryder den grønne overflade som små bitte prikker i en kæmpemæssig verden. Først da jeg kommer op over toppen på det fjeld, jeg har kæmpet mod hele dagen, opdager jeg, hvor omskifteligt og forskelligt vejret kan være her i højderne. Det suser, blæser og hagler ned om ørene på mig. Jeg lukker hætten til, og med øjet rettet mod den lille, billedskønne restaurant kaster jeg mig ud i Geilos barske, men ufatteligt smukke natur.
Tre gode cykelruter i området
