Bikepacking på The Colorado Trail

Sommersne og højdemeter
Der er sne under cykelskoene på vej op ad den første større stigning, men det er alpin sommer, så der er korte ærmer på cykeltrøjen. En udfordrende nedkørsel fra en kold, blæsende højderyg ned mod Copper Mountain venter forude. Otte til 10 kilometer, hvor går det kun nedad. Og næsten 1000 meters højdeforskel.

 Det første stykke er fyldt med knytnævestore klippestykker på den smalle sti, men tyngdekraften er nu med os. Dejligt at hvile benene lidt og lade cyklen trille. Vi kommer ned under højderyggen og i læ for den kolde vind.

Selvom kalenderen siger juli, bliver man hurtigt afkølet med en svedig cykeltrøje på. Stien bliver stejl som en trappe, men den er kørbar, så længe man tør holde lidt fart i cyklen over klipperne. De fuldt oppakkede cykler danser ned over klippestykker og forsvinder ind i mellem træerne. De knoppede, ekstra brede, tillidsvækkende dæk kommer her virkelig til deres ret. Stien flader lidt ud.

Jeg mærker adrenalinen mere, end jeg mærker trætheden fra den lange tur op. Cyklerne klarer nemt klipper, små vandløb og hop ned over store, blotlagte rødder. De tvinger os til at bremse og kontrollere cyklens passage af endnu en stor klippe i siden af sporet.

Ofte er det mere sikkert at styre cyklen hen over sten end at køre på siden af dem, hvor der ikke er meget plads. Hårnålesving følger hårnålesving, og efter 30 minutters intens nedkørsel er vi nede i dalen. Vi tager bestik af dagens program og taler om, hvor vi skal slå lejr for natten. ”Life is good,” som de siger i Colorado.

Forberedelser
Før vi står her og føler suset fra nedkørslen lægge sig, har der været mange forberedelser. Lysten til at bruge mountainbiken til andet end at køre løb og dagsture i Sjællands skove ledte os på sporet af bikepacking, som er en relativt ukendt ting i Europa.

Bikepackere kan være ude i flere dage, opleve nye landskaber, overnatte i naturen og køre videre på mtb-spor og bjergstier dagen efter. Men Colorado Trail er en stor mundfuld for os, da vores erfaring ikke var enorm på packing-delen inden turen. Det var jo mest bike, vi havde gjort i.

Med sine 800 kilometers bjergterræn vidste vi dog, at vi ikke bare skulle spænde et telt og lidt mad på styret og fise af sted. Vi lavede derfor et par testture hjemme i Danmark med overnatninger, læste amerikanske bikepackingblogs, lurede på udstyrslister og fik købt de tasker, der i virkeligheden viser sig at gøre forskellen fra cykeltouring til bikepacking.

Vi fandt svar på spørgsmål som: ’Er det overhovedet sjovt at læsse grej på cyklen og køre på vandrespor med den ekstra vægt, det betyder?’ Og ja, det var det! Og nu er vi så af sted, godt i gang med at krydse Rocky Mountains fra øst til vest.

Torden om eftermiddagen
Nedkørslen til Silverton går ad en gammel minevej, hvor gamle bjergbaner stadig hænger i kabler med tippevogne, der engang bragte mandskab og malm frem og tilbage fra passet. Silverton er en ægte amerikansk mineby, hvor turismen ikke har formået at fjerne byens slidte, vejrbidte udtryk.

I udkanten af byen ligger smukke, gamle og let forfaldne bygninger, hvor metaller engang blev udvundet af malmen. Vi får en festlig modtagelse i Silvertons brede, lange hovedgade. Et marchorkester spiller, men vi skynder os ned ad sidegaden, får fyldt kalorier i maven og i oppakningen og finder et vandrehjem for natten.

Ejeren af vandrehjemmet er til vores held Trail-angel – en af de personer, der kører vandrere tilbage på sporet igen, og for sølle fem dollars sparer vi mindst to timers kedelig asfalttransport.

Nu kan vi næsten lugte afslutningen på vores tur. Vi har to til tre dage tilbage og starter veludhvilede ud, hvor sporet starter igen ved Little Molas Lake. Bjergene har ændret karakter. De røde klipper kaster tankerne på nabostaten Utah.

Vi kører langs en højderyg tæt op ad klippesiderne og er opmærksomme på, at skyerne begynder at trække sammen allerede tidligt på dagen. Det er almindeligt i bjergene om sommeren. Solens varme, og luftens opstigning, betyder torden om eftermiddagen. Det er samtidig en af de farligste ting at ignorere, når man færdes på sporet. Mange mennesker bliver hvert år ramt af lynet, nogle med døden til følge.

Vi er færdige. På mere end én måde.

Følger lyset i mål
Vi følger sporet videre op til et stejlt pas, der ligger udsat over trægrænsen. Netop da vi har trukket cyklerne op over, ved vi, at vi skal se at komme ned. Det rumler faretruende på den anden side af bjerget, men det flytter sig hurtigt.

Vi sætter af sted nedad med et øje på skyerne over os. Men heldigvis er vi 20 minutter efter nede i relativ sikkerhed under trægrænsen. Vi finder et sted at slå lejr ved 18-tiden. Hver aften laver vi mad, overvejer den næste dags strabadser og propper os med så mange kalorier som muligt. Vi ligger nu ved en sø, der giver os det vand, vi skal bruge til aftensmad, morgenmad og drikke.

Dagens rytme, når man overnatter ude, kommer hurtigt til at følge lyset. Når solen står op, vågner vi af os selv. Og når solen går ned, bliver vi trætte og sover til næste dag.

De næste to dage bliver de sidste kræfter brugt på at køre og trække cyklen over turens måske smukkeste strækning, Indian Trail Ridge. Med en fantastisk udsigt over Taylor Lake fra toppen ved vi, at vores mål, Durango, må ligge lige på den anden side af bjergene tættest på os.

Før vi når så langt, følger en nedkørsel fra Kennebec Pass til afslutningen af The Colorado Trail og ned i mere beboelige luftlag over 1400 meter under os. De sidste miles cruiser vi ad asfaltveje ind til Durango. Vi er færdige. På mere end én måde. Og lykkelige over, at sporet ender her.

Byen bemærker ikke to trætte mountainbikere, der tjekker ind på et hotel og gnasker slik og nødder i sig i timevis. Men i en cykelbutik med speciale i bikepacking møder vi ligesindede og får et tillykke med fuldførelsen af the Colorado Trail med på vejen hjem fra dem alle.

Fatbikes

Fatbiken er en videreudvikling af mountainbiken. Den store forskel fra en almindelig mountainbike er de ekstra store ballondæk. Almindelige mountainbikedæk er 2-2,5 tommer brede. På fatbiken er de helt op til 5 tommer brede.

Det giver en cykel, der, selv uden anden affjedring, kan klare selv meget ’bulet’ terræn. At køre på fatbike giver sikkerhed over forhindringer, greb i underlaget og komfort i de store luftpuder, som dækkene er.

Hvad er bikepacking?

Bikepacking adskiller sig fra normal turcykling på flere måder. En stor forskel ligger i det terræn, bikepackeren ofte søger: vandrestier og mountainbikespor, der ofte går gennem bjergrigt terræn. Her vil ofte være store sten, rødder, større eller mindre vandløb og stigninger, der ofte kommer om på den hårde side af 10 %.

Tilsammen stiller det andre krav til cyklens holdbarhed, gearing, oppakning og rytterens tekniske evner. Rytteren skal have erfaring med at køre mountainbike i terræn med sten, over klipper og store rødder og gennem vandløb på både op- og nedkørsler, der ofte er på smalle vandrestier med skarpe hårnålesving.

Mens de fleste turcyklister har tasker spændt på bagagebærere, så er setuppet på en bikepackingtur anderledes. Her sidder taskerne spændt fast med remme og velcro: én taske under styret; én taske spændt fast på overrøret i stellets trekant; en taske på saddelpinden bag sadlen. Vægten bliver dermed holdt inde i stellets geometri, cyklen er ikke bredere end ellers, og taskerne kommer ikke i vejen på de smalle stier (som de nemt kunne med et normalt turcykel-setup).

Det er væsentligt, når der skal skubbes, løftes og hives, hvilket er uundgåeligt i bjergterræn. Desuden rasler taskerne ikke, og de kommer ikke til at veje for meget. Når det kommer til selve cyklen, skal den kunne holde til at køre i det hårde terræn i dagevis. Cyklens gearing skal samtidig være tilpas lav, så man kan cykle opad med lav hastighed.

800 kilometers frivillighed

The Colorado Trail er i sig selv en fantastisk historie. Ikke mindst fordi det knap 800 kilometer lange spor vedligeholdes af frivillige kræfter og støttes af donationer. Mange frivillige ser det som en ære at få lov til at medvirke til vedligehold af stien.

Amerikanerne bruger derfor både penge og ferietid på at være en del af et af de voulunteer crews, der op til og i løbet af den korte sommer sørger for at udbedre erosion og skader på stien. De fjerner endda væltede træer selv på de mest utilgængelige steder.

Vi mødte et crew med redskaber og rygsække i over 3350 meters højde på en nøgen bjergkam. De var glade, havde arbejdet sig op på bjerget fra tidligt morgen og udførte reparationer på sporet. F.eks. laver de små udgravninger på tværs af stien, så vand kan løbe fra, og man undgår erosion.

The Colorado Trail foundation sørger også for brugbare infotavler, der markerer de forskellige dele af sporet. Dem finder man ved de forskellige trailheads. De finder midler til de mange broer, man passerer – lige fra 20 meter lange broer i stål til primitive træbroer dybt inde i skovene.

En anden vigtig detalje, der viser noget om den dedikation og stolthed, der er lagt i arbejdet, er markeringen af sporet. Sporet er markeret med hvide trekanter med Colorado Trail-logoet på. De er opsat i hele sporets længde, så man med jævne mellemrum kan sikre sig, at man er på rette vej.

Confidence markers kaldes markørerne meget passende. De var en stor hjælp undervejs. Alt i alt betyder sporets fysiske infrastruktur samt de tilgængelige guidebøger, at det føles sikkert at færdes på sporet, selv når man er langt fra civilisationen. Læs mere på www.coloradotrail.org.