Bjergbestigning i Tibet

Du klatrede hele vejen til toppen fra Lejr 2. Hvordan var den dag?
”Det var ikke planlagt på forhånd, men jeg havde været stærkt gående dagen før, hvor jeg klatrede en meget lang tur direkte fra Base Camp til Lejr 2. Mens jeg lå i teltet om natten, aftog vinden og var til sidst næsten helt væk, så jeg besluttede at give det et forsøg. Det gælder altid om at udnytte de mest optimale forhold. De fleste starter deres topforsøg omkring midnat, men jeg føler mig så hurtig i bjergterræn og er så fysisk stærk, at jeg ikke var bange for først at starte, da det var blevet lyst.

Der kom dog forhindringer undervejs, som fik mig til kortvarigt at overveje, om jeg havde forregnet mig. Kort før det stejle klippebånd, der blokerer adgangen til toppyramiden, traverserede jeg over nogle stejle snepartier, hvor jeg nedenfor kunne se, at der tidligere havde været bloklaviner. Når jeg gik på sneen, knagede den ind imellem meget, og et sted revnede den med et ordentligt brag. Her måtte jeg søge lidt tilbage og gå op ovenfor for at undgå det farlige sted. Det skete tre gange, og hver gang måtte jeg bruge tid på at finde en mere sikker rute.

Heldigvis ændrede forholdene sig, da jeg kom op over klippebåndet. Her var sneen til gengæld oftest så blød, at jeg sank dybt ned for hvert skridt og kun langsomt kom fremad. Jeg undlod at tænke på, hvor langt der var igen, arbejdede mig bare opad i en slags meditativ koncentration, og efter adskillige timer fladede skråningen ud, og jeg kom op på topplateauet. Fra at have klatret op ad de relativt stejle skråninger, kommer man pludselig op på en stor sneflade, hvor en enkelt større ryg markerer hovedtoppen.

Der kom skyer op fra det monsunhærgede lavland på sydsiden, så jeg kunne ingenting se til den side. Jeg havde glædet mig til at se lige over på Everest, Lhotse og Nuptse på den nepalesiske side, men jeg stirrede forgæves ud i skyerne. Mod nord stod det tibetanske højland til gengæld klart. Jeg nåede toppen klokken 16.15 og blev der kun få minutter, da jeg var klar over, at jeg skulle have fart på for at nå tilbage til Lejr 2, inden det blev mørkt.

På vej ned skabte skyerne et helt usædvanligt lys. Den nedgående sols stråler blev sluppet igennem i små portioner og skabte små solnedgangsspots på bjergene. Det var som at overvære et nøje orkestreret lysshow i enorme dimensioner. Jeg var dybt rørt, og trods faren for at skulle klatre det stejleste parti i mørke, satte jeg mig ned og nød natursceneriet. Jeg nåede Lejr 2, lige efter det totale mørke omsluttede mig.”

Kort inden du satte af sted mod Shishapangma, var der to bjergbestigere, der døde på bjerget i en lavine. Hvad betød det for dine planer?
”Vi hørte rygter om dårlige forhold og en tragisk ulykke, der kostede to bjergbestigere livet, men det var lidt svært at finde hoved og hale i oplysningerne. Det var tragisk med ulykken, men det ændrede ikke på min egen plan. Jeg skulle dog overvåge forholdene nøje, så jeg ikke klatrede direkte op i lavinefaren, men lavinefarer kan aftage på få dage, hvis forholdene er de rette. Det ville kræve, at det ikke sneede i de følgende dage, og at der var en god vind til at få sneen til at sætte sig. Og sådan viste forholdene sig netop at være.”

Hvad sagde din kone og børn derhjemme til, at du fortsatte til Shishapangma alligevel?
”Min kone, Helle, havde hørt om den grimme ulykke på Shishapangma. Hun plejer at stole på min dømmekraft, men denne gang var hun lidt nervøs for, om jeg måske var ved at kaste mig ud i mere, end godt var.”

Hvorfor er det værd at risikere sit liv for at komme på toppen af et bjerg?
”Bjergene giver mig nogle helt unikke oplevelser, som jeg har søgt, siden jeg var barn. Mit liv ville blive meget mere fattigt uden disse oplevelser. Men jeg kan ikke udtrykke det klarere, end Kierkegaard engang gjorde: At vove er at miste fodfæstet et kort sekund, ikke at vove er at miste hele livet.

Selv om jeg var stolt over den fantastiske succes på Cho Oyu, så havde jeg stadig benene solidt plantet på jorden og dømmekraften i behold. Jeg var villig til at give Shishapangma et forsøg eller to, men det skulle selvfølgelig være med den samme sikkerhedsmargin, jeg normalt gennemfører mine ekspeditioner med.”

Hvad mødte dig i Shishapangma Base Camp?
”Da tre italienere og jeg nåede til Shishapangma Base Camp, havde alle andre havde forladt lejren, enten fordi de ikke kunne bære at fortsætte ovenpå ulykkerne, eller fordi de ikke troede, forholdene ville bedre sig.”

Hvad gjorde, at du i sidste ende aflyste dit forsøg på at bestige Shishapangma?
”Italienernes tidsplan var alt for stram til at forsøge bjerget, og da andre fra vores fælles gruppe på Cho Oyu hørte om den tomme lejr, mangel på faste reb og ingen mennesker på bjerget, kom de overhovedet ikke op til basislejren. Så jeg skulle altså gøre forsøget helt alene. Det rev og sled i mig. Jeg ærgrede mig over at være der og kunne se, at forholdene dag for dag blev bedre, men i sidste ende kunne jeg ikke se mig selv forsøge Shishapangma som den eneste på bjerget. Jeg var bange for, at når kun jeg syntes, det var OK, så var det måske ikke OK.”

Hvad står tilbage som det største øjeblik på ekspeditionen?
”Topdagen på Cho Oyu, hvor jeg måtte lægge mit eget spor og undgå de farlige steder, står som en kæmpe oplevelse. Hvor var det fedt igen at klatre et bjerg uden hjælp af sherpaer til at trampe spor og uden et virvar af faste reb – bare mig og bjerget. Det er sådan, rigtig bjergbestigning er for mig.”

Hvad er dit næste mål?
”Everest uden brug af iltflasker i foråret 2015. Jeg har forsøgt flere gange før, men der er altid kommet noget udefra på tværs, så jeg synes ikke, jeg har haft et reelt forsøg endnu. I år var jeg i 8201 meter på toppen af Cho Oyu og havde rigtig let ved at få vejret i den tynde luft, så tanken om at skulle hvile i Lejr 3 på nordsiden af Everest i netop den højde skræmmer mig ikke det mindste. Jeg er parat til Everest uden brug af iltflasker.”

Særligt udstyr

Hvis jeg ser på, hvad jeg havde med mig i topforsøget på bjerget, så er der specielt fem ting, som var særligt vigtige for mig:

1. Mit telt, et Svalbard 1SI fra Nordisk, som jeg er så overrasket over kvaliteterne i: Lille, let, stærkt og rummeligt nok til mig og min rygsæk.
2. Et dobbelt sæt Yeti-dunjakker i stedet for en egentlig højdedragt. Højdedragter har det med at blive for varme for mig, men med de to jakker, kunne jeg regulere temperaturen langt bedre. I starten af topdagen gik jeg således med begge, men da solen ramte mig, nøjedes jeg med den ene.
3. Min Yeti-sovepose vejede under et kilo og fyldte ikke meget i min rygsæk, men i kombination med de to dunjakker, som jeg lagde over soveposen om natten, kunne jeg holde varmen.
4. MSR Reactor Stove er genial. Jeg er imponeret over den hastighed, den kan smelte sne og koge en liter vand.
5. Min rygsæk, en Osprey Aether 70, sad så godt på ryggen, at jeg dårligt mærkede de over 20 kilo, jeg bar i starten af topforsøget. Samtidig var der smarte detaljer såsom en låglomme, der på to sekunder kan klikkes af. Jeg efterlod rygsækken cirka halvvejs mod toppen og havde kun denne lille bæltetaske med helt op.

Hvad kræver 8000 meter?

Mange, som drømmer om at komme på toppen af de højeste bjerge, knækker halsen på, at de ikke tager de nødvendige trin og samler sig nogle erfaringer. Man hører om, at folk køber sig til at komme på Everest uden at have nogen form for klatreerfaring. Opbygger du en erfaring, så føles udfordringen ikke helt så alvorlig.

Flere deltagere på årets Cho Oyu-ekspedition havde mentale udfordringer, som jeg slet ikke kunne genkende. Det skyldtes simpelthen, at de ikke havde erfaring nok med deres egen krops ydeevne i den store højde samt med de forhold, der hersker på de højeste bjerge. Nu har jeg klatret så mange år i de høje bjerge, at mine første erfaringer næsten fortaber sig en generation tilbage. Men jeg byggede en solid erfaring i Alperne, inden jeg begyndte på højere bjerge, først i Andesbjergene derefter i Himalaya. Og jeg gik ikke efter 8000’ere i første omgang.

Det set-up, der i dag er omkring kommercielle ekspeditioner, gør det dog lidt lettere at komme i gang med de højeste bjerge. Man skal bare være opmærksom på, at man bliver meget afhængig af hjælp fra sherpaer og guider. Jeg holder af at være selvhjulpen, og ønsker man at komme der til, så kræver det langsom opbygning af erfaring. Bestig nogle 6000-meter bjerge, snup en 7000’er, og gå først derefter på en af de højeste.