Du er her:

Bjerggeden og nybegynderen

Făgăraș Traverse i Rumænien

En erfaren langdistancevandrer tager en veninde med på sin første vandretur: en krævende højrute i Transsylvaniens vilde bjerge. Det betyder udfordringer for dem begge – men også rigeligt med belønninger.

IMG_20190810_201431806_HDR.jpg
Skrevet af: Christoffer Lange
Opdateret den 04. mar 2022

En erfaren langdistancevandrer tager en veninde med på sin første vandretur: en krævende højrute i Transsylvaniens vilde bjerge. Det betyder udfordringer for dem begge – men også rigeligt med belønninger.

Det var stadig brændende varmt, da vi startede sent ud på eftermiddagen ved klosteret uden for den lille landsby Turnu Roşu. Det var midt i august; den absolut varmeste måned dernede. Efter flere timers kørsel i den uudholdelige varme, kom vi endelig ind i skyggen af den grønne skov, og det gik hurtigt stejlt opad.

Elena, som bestemt ikke var i bjergform, pustede og stønnede allerede af anstrengelse og udbrød: ”Jeg håber, at det bliver lettere end det her!” ”Det skal nok blive meget sværere!” svarede jeg knap så fortrøstende, men ærligt, tilbage.

Elena er fra Rumænien og havde inviteret mig på tur til sit hjemland, og selvom hun ingen tidligere vandreerfaring havde, så overtalte jeg hende til, at vi skulle gå Făgăraș Traverse sammen – en tur, Opdag Verdens kære Kaare Meldgaard først fortalte mig om.

Snart kom vi op over trægrænsen, da en stor flok vrede fårehunde pludselig kom brasende ned imod os. Skræmte stod vi klar til at forsvare os med vandrestavene, da fårehyrden kaldte højlydt og stoppede sine hunde.

Det var mit første rigtige møde med en traditionel hyrde, og det gjorde indtryk.

Manden, der om sommeren lever derude i bjergene, lignede i sine lodne klæder, med sine får og hunde omkring sig, hyrdestav i hånden, mildest talt noget fra et andet århundrede. Hyrden begyndte ivrigt at fortælle Elena og jeg historier om ulve og bjørne, som Rumænien har en god bestand af. Han viste os nogle små kanonslag, der nærmest lignede dynamit, som de bruger til at skræmme rovdyrene væk med.

Men han forsikrede os om, at vi ikke ville se hverken ulve eller bjørne oppe på bjergryggen. Jeg kunne nu godt tænke mig at se sådan en bamse, på sikker afstand selvfølgelig.

 

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

IMG 20190812 171942335Elena og jeg på toppen af Rumæniens næsthøjeste bjerg, Negoiu på 2.535 m, som vi havde helt for os selv.

Hævet over verden
Elena og jeg fortsatte opad og nåede det første høje punkt. Solen var ved at gå ned i horisonten og skabte de smukkeste rødglødende varme farver. Som vi stod deroppe og så ned på landsbyer og veje langt væk, følte vi os som hævet over verden forneden – bogstaveligtalt, men også i mere filosofisk forstand.

Oppe i bjergene, væk fra stress og støj, følte vi allerede begge to en dyb indre ro. Men det var ved at blive mørkt og koldt. Tid til at finde et sted at slå lejr. Elena proklamerede bestemt, at hun næsten ikke havde kræfter til at gå længere.

Men vi blev nødt til at gå lidt længere til et sted, hvor vi kunne slå telt op og finde vand i nærheden. Jeg tog hendes taske, så hun kunne gå lidt længere. Inden det blev helt mørkt, fik jeg slået teltet op, og hun kryb i sin sovepose, mens jeg hentede vand. Månen oplyste den stjerneklare nat og mælkevejen var tydelig at se. Trætte, men tilfredse, lagde vi os til at sove.

Egoterapi og højdeskræk
Det var første gang, at jeg var ude at vandre med én, som var totalt uerfaren. Det gik hurtigt op for mig, at turen ville blive noget helt andet end mine soloture. De første par dage gik det virkelig langsomt, og det nagede mig. Og når der så skulle klatres lidt med hænder og fødder, gik det virkelig, virkelig langsomt.

Efter at have vandret nogle tusinde kilometer de seneste par år har jeg udviklet mig en vandrestil, som jeg holder af og tillægger en vis stolthed. Men nu gjaldt det også om, at Elena fik en god oplevelse, så jeg kunne ikke tæske hende op klokken 6.00 om morgenen for at gå 10 til 12 timer om dagen og være i bevægelse næsten hele tiden. I starten prøvede jeg dog alligevel at skynde lidt på Elena, men det gjorde bare os begge to gnavne, for hun kunne ikke gå hurtigere.

Det var lidt en slags egoterapi for mig.

Jeg kunne ikke lege bjergged, som jeg plejer, men måtte i stedet lære at tage hensyn. Jeg blev nødt til at acceptere tingenes tilstand, før jeg virkelig kunne nyde turen. Og sådan er det vel også med livet – hvis man prøver at styre, hvordan alting skal gå, bliver man kun utilfreds og uopfyldt. Det er først, når man accepterer, at tingene er, som de er, at glæde kan gro.

Elena fandt uheldigvis ud af, at hun lider af højdeskræk – og det er Făgăraș-bjergene så sandelig ikke det bedste sted at finde ud af. Det affødte nogle ret komiske situationer, som i øjeblikket nok har været knap så sjove for hende – men i sidste ende var alting godt, og da hun fik lidt bedre styr på de basale klatreevner, steg modet også. Selv uden erfaring og god fysik klarede hun sig rigtig godt på hele turen.

IMG 20190820 143107677Der findes en del fine bjergsøer langs stien. Nogle af dem, som stien går lige forbi, kan man bade i. Ved andre som denne, må man ”nøjes med” en eminent udsigt fra oven.

Ceausescu og tågen
Omkring halvvejs på turen tog vi en lille afstikker på under én time fra stien til det populære turistmål Bâlea Lac; en smuk, alpin sø ved Transalpina, som er en vej, der går tværs igennem Făgăraș-bjergene. Vi tilbragte natten der i en luksuriøs cabana, hvor vi fik det værelse, som selveste Ceausescu plejede at sove i.

Tilbage på stien vågnede vi dagen efter op til en helt forfærdelig tåge. Man kunne intet se oppe på bjergryggen. Vejrudsigten lovede ganske forfærdeligt vejr de næste par dage, og vi risikerede intet at kunne se resten af turen. Siden vi absolut ikke var tidspressede, tillod vi os selv den luksus at forlade bjergene og vente et par dage til vejret blev bedre.

Da vi vendte tilbage til det samme sted to dage senere skinnede solen igen fra en skyfri himmel, og vi kunne se omgivelserne, hvor vi sidst havde været indhyllet i en tæt tåge. Det var specielt at opleve samme sti igen under så forskelligt vejrforhold. Nu kunne man virkelig se, hvor utrolig smuk dalen var – det var Elenas højdepunkt på turen.

Universets indgreb
To dages hvil havde gjort underværker for Elenas ben, som nu var meget stærkere end før. Det tog os ikke lang tid at gå tilbage op til bjergryggen, men før vi gik helt op, skulle jeg have mig en svømmetur i den alpine sø, Lacul Podragu. Selvom vi var inden for synsvidde af en nærliggende cabana, tog jeg alt mit tøj af og hoppede i søen – det gør jeg altid, når jeg bader i naturen – det føles bedst og er ægte frihed. Det er som om, der strømmer elektricitet igennem én, og man har det bare så godt efter sådan en dukkert. Hele kroppen og sindet er tændt. Man føler sig helt oppe at køre. Det er naturens lykkemedicin.

Jeg måtte have en dukkert mere, men klipperne var skarpe, og da jeg hoppede under med hovedet, kunne jeg mærke at jeg skar min ene trædepude op. Jeg kom hurtigt ud af vandet, og blodet begyndte at fosse ud.

”For helvede!” udbrød jeg højt, da jeg straks kom i tanke om, at jeg havde glemt plaster og forbinding i førstehjælpssættet.

Jeg smed mig på jorden og hævede foden over hjertet. Det var et dybt sår.

”Åh nej, åh nej, turen er ødelagt!” tænkte jeg.

Men da så vi pludselig to mænd komme gående hastigt mod os. De var på dagstur og havde fra afstand kunne se, at der var noget galt. Som sendt fra himlen fandt den ene mand et stort førstehjælpssæt frem. Han rensede omhyggeligt min fod, smurte den ind i antiseptisk middel og satte plaster og forbinding på. Sådan!

Jeg haltede lidt, men var fint i stand til at gå de sidste dage af turen. Det er endnu et af mine talløse eksempler på universets indgriben. Når man har allermest brug for noget, skal det nok komme til én!

IMG 20190821 111333240 HDRDe alpine Făgăraș-bjerge er hjemsted for flere truede blomsterarter, så lad være med at plukke nogen.

Friske bær og skovmagi
Den sidste dag på stien var den bedste af alle. Fra det øjeblik vi brød lejr om morgenen, til det øjeblik vi blev færdige, så vi ikke én sjæl. Det var bare Elena og jeg, helt alene i bjergene. Vi tog os god tid til at nyde dagen, stoppede op mange gange for at tage det hele ind.

Bjergryggen var ved at forvandle sig til bløde bakker, som var en sand fornøjelse at slentre henover. Jo længere ned vi kom, desto mere bevoksning var der. Der stod de smukkeste små blomster på bakkeskråningen, blandt et hav af vilde blåbærbuske. Vi samlede blåbær, som vi spiste med velbehag. Sammenlignet med kedelige müeslibarer og mørk chokolade var de små bær som en smagseksplosion i munden.

I distancen kunne vi klart se den billedskønne bjergryg Piatra Craiului, som vi var på vej imod. Vi fortsatte nedad og ind i den kølige, magiske skov, hvor vi gik ad en mindre befærdet sti, som løber i et vandløb. Det var fortryllende at gå i vandløbet inde i den dybe grønne skov, uden tvivl noget af det mest unikke vandring jeg har oplevet.

Vejen er forresten en Kaare Meldgaard Special og ikke den normale sti. Snart kom vi ud på en grusvej, hvor der voksede lækre, vilde hindbær, som vi selvfølgelig smagte på. Som solen var ved at gå ned, nåede vi Plaiul Foii og slutningen på turen. Den helt perfekte bjergryg, Piatra Craiului, tordnede majestætisk og indbydende op foran os.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvilke andre vidunderlige vandreeventyr fantastiske Rumænien gemmer på.


IMG 20190819 163525868Det var Elenas første vandretur nogensinde, og hun klarede det så godt.

FAgAraS Traverse

Ruten går fra ende til ende af Făgăraș-bjergene (som er en del af Sydkarpaterne, også kaldet De Transsylvanske Alper) og følger den højeste sti langs hovedbjergryggen.

Startsted: Turnu Roşu i vest.
Slutsted: Plaiul Foii i øst.
Længde: Knap og nap 100 km.
Højdemeter: 5.650.
Bjergtoppe passeret på over 2.000 meter: 39, hvor stien går direkte over 14 af dem.
Højeste punkt: Negoiu på 2.535 meter – med Rumæniens højeste bjerg, Moldoveanu på 2.544 m, inden for let rækkevidde.
Gennemsnitlig tid: 7 dage.


Hvem skriver?

Mit navn er Christoffer Lange. Jeg er 25 år, født og opvokset i Horsens, hvor jeg stadig befinder mig, når jeg ikke er hjemme i naturen.

Min vandreerfaring inkluderer Colorado Trail, Kungsleden, Haute Route Pyrenean (som jeg skrev om her i magasinet), Preikestolen til Trolltunga, Fagaras Traverse samt en sektion af GR7, halvdelen af både GR5 og Bohusleden og næsten hele GR20.

I kan følge mig på min Facebookside ’The Grateful Hike’ eller på Instagram på ’gratefulhike’.

Har I spørgsmål eller andet, så skriv gerne.

IMG 20190812 123852468 HDR

Med udsigt til Negoiu på 2.535 meter står jeg ved nedgangen til et teknisk stykke sti langs den smalle bjergkam. Det kan undgås ved en omvej.

Andre spændende artikler


Når Transsylvanien viser tænder

Når Transsylvanien viser tænder

På vandretur i Rumænien

På vandretur i Rumænien

Ny vandrerute i Rumænien

Ny vandrerute i Rumænien

Log ind