Ekspedition på Yukonfloden

”Jeg stopper ikke”
Da Erik kom hjem fra sin vandretur på tværs af Alaska, begyndte de to så småt at planlægge. Erik jokede med, at der kun var én ekspeditionsleder på turen, men Tine var meget velkommen til at deltage. På den måde fik han sagt, hvordan han nok egentligt helst ville køre tingene. Erik lavede store Excel-ark og pakkelister, som han plejer. Sammen dykkede de dybt ned i historiske bøger om byerne langs floden og den vanvittige guldfeber, der i slutningen af 1800-tallet fik op mod 100.000 lykkejægere til at drage højt mod nord. De talte også om, hvad målet med turen var. For Erik var der ingen tvivl: 

”Jeg stopper ikke, før jeg ligger i havet. Om det så koster et halvt år. Jeg stopper ikke 200 kilometer fra målet. Vi måtte tale om, at hvis der skete noget, og Tine måtte tage hjem, så ville jeg fortsætte. Det gen kan jeg ikke lægge væk,” fortæller han. 

Med en baggrund i Sirius-patruljen og Jægerkorpset, seks krydsninger af Grønlands Indlandsis, Skandinavien rundt i kajak, Danmark rundt i kajak i løbet af en isvinter, kajak i Nordøstgrønland og en hel del mere var Erik på hjemmebane.

For Tine var det en smule anderledes. Hun havde også krydset Indlandsisen, været på vandreture til Everest Base Camp, Manaslu rundt og Arctic Circle Trail blandt andet samt til tops på Kilimanjaro, Elbrus, Huayna Potosi og Cotopaxi, men det var en udfordring at kunne tro på, at en så lang ekspedition, som hele Yukonfloden i kajak er, kunne lykkes. En ting gjorde hun dog op med sig selv: Hun var nødt til at tro på, det kunne lykkedes. 

De første nætter sov Tine ikke særlig godt. Der var dog den tryghed, at Erik havde sin riffel.

Det føltes ikke rigtigt, da dobbeltkajakken, de to spændte kroppe, hober af udstyr og enorme mængder mad lagde fra land. Sammenlagt var det 360 kilo, der flød på Atlin Lakes fire grader varme vand. Vand, der omtrent 3200 kilometer senere skyller ud i Beringshavet efter at have fundet vej gennem de canadiske delstater British Columbia og Yukon samt amerikanske Alaska. 
”Jeg havde lidt spænding i maven, syntes der var lidt bølger, og kajakken virkede ikke så stabil, som jeg havde regnet med,” fortæller Tine.

Det hjalp ikke, at en af de mest udfordrende passager på hele turen lå allerede den første dag. Efter et fire kilometer langt søkryds skulle de to ro ned af en flod i lavvande. Efter 10 minutter på vandet styrede de dog kajakken mod bredden. Der blev pakket om. Og så kom balancen på plads. Der var dog andre ting, der også skulle på plads. 

”Det tog os en uge at blive enige om, hvordan man padler. Jeg er ikke vant til at følge bredden. Er der en bugt, så tager jeg krydset, men Tine ville gerne være tættere på land,” fortæller Erik, der samtidig var tryg og vant til dyrene, de skulle holde øje med, når de gik i land. 
Det var Tine ikke.

Hvor tæt på?
Med kikkerten for øjnene spejdede Tine mod land, inden de lagde til. Når de var på land, var der alle lydene fra dyrene, man ikke nødvendigvis kunne se. De første nætter sov hun ikke særlig godt. Der var dog den tryghed, at Erik havde sin riffel og vidste, hvordan han skulle bruge den, hvis det skulle komme dertil. Og så havde hun sin peberspray. Stadigvæk var Tine og Erik ikke altid helt enige om, hvordan de skulle forholde sig, når dyrene kom tæt på. 

”Det var fantastisk med dyrene, men jeg var nok lige så bange for dem, som de var for os. Erik ville bare tættere på og tage billeder. Jeg øvede mig i at trække vejret og finde min grænse for, hvor tæt vi skulle på,” fortæller Tine.
Erik elsker dyr. Der var hele tiden spændingen. Hvad ville det næste dyr være? Kunne han få et godt billede? Samtidig ved han, hvor vigtigt det er at respektere dem. Man går ikke bare hen til dem. 

”På alle mine ekspeditioner har jeg oplevet, at så længe man respekterer dyrene, så er de bange for én. Det handler blandt andet om altid at sørge for, at en elg eller en bjørn for eksempel har en måde at komme væk på. At de ikke føler sig truet,” fortæller han.

Mary i fiskelejren
Mens en så lang tur gennem vildmarken var ny for Tine, havde ekspeditionen også et nyt aspekt for Erik. 
”Yukonfloden løber ikke gennem den mest øde vildmark. Det er et andet eventyr at tage så stor en flod. Yukon er hovedfærdselsåren. Det var den, pelshandlere kom ind på ude fra havet i gamle dage.

Det var den vej, man kom op til Klondyke. Den flod indianerne brugte. Turen lå lidt uden for min komfortzone, for der ligger lidt mange byer langs floden, men der var en chance for at få Tine med,” fortæller han.

Men alt er som bekendt relativt: 
”Der kunne nu godt gå fire dage, uden at vi så mennesker, men bare det at se én båd på fire dage, det er meget civilisation for Erik,” siger Tine med et grin og fortæller, der sagtens kunne være 100 til 200 kilometer mellem byer.

Ud over de canadiske byer som White Horse, Carmacks og Dawson City, der har karakter af egentlige byer med mennesker, industri og turisme, så er der mest tale om småbyer, flækker, nogle af dem forladte, og fiskelejrene i Alaska, der traditionelt blev brugt af områdets indianere. De boede i lejrene om sommeren, mens de fiskede. 

Især Tine ville meget gerne ind og tale med folk på bredden, der vinkede, når de så kajakken. Det gjorde, at de undervejs mødte en række mennesker med spændende historier. 

”Vi mødte Mary i en fiskelejr, hvor hun boede hele sommeren. Hun var i 80’erne og stod og gjorde fisk rene med sin plejesøn og barnebarn. Hun havde 11 børn plus to plejebørn,” fortæller Tine.

”Hun var meget ærlig. Hun blev gift, fordi hun ikke ville være på det børnehjem, hun var vokset op på, og hun havde kun to krav til en mand: Han måtte ikke slå og ikke drikke. Hun sagde, hun ikke vidste, hvad kærlighed var. Hun kunne ikke huske, hvornår hendes mand var død. Det havde været et fint forhold, men meget praktisk. Hun havde haft et hårdt, men godt liv,” fortæller Erik. 

Særligt i Alaska er byerne fattige. Der er druk. Vold. Men langt uden for lov og ret mødte Tine og Erik flere gange folk, der forsøgte at gøre noget ved det. Skabe håb. De blev inviteret til middag med bordbøn, bibelseance og hele molevitten i en bibellejr langt ude i vildmarken, hvor børn helt ned 12 år har abstinenser fra alkohol, når de ankommer, men kommer ud for at finde fællesskab og gud. Næste morgen blev et par folk døbt i Yukonflodens vand. 

De mødte Ben, der er indianer, i en fiskelejr, hvor han var med sin søn og fire nevøer for at videregive den traditionelle kultur. Det er folk som ham, der har nogle ekstra ressourcer, som giver håb og kæmper med at videregive en kultur, der har haft det hårdt i lang tid. 

”Mødet med mennesker langs floden har været et fantastisk krydderi på turen. Det har givet noget dybde og forståelse,” fortæller Tine.

”Jeg finder ingen glæde ved at komme i mål. Ingen.”

Drømmelandskaber og seje træk
Mest af alt var turen dog en tur i vildmarken, og når vildmarken er ens hjem i flere måneder, og dagene ligner hinanden til forveksling, så tager den ene dag den anden. Livet bliver simpelt. Det handler om at komme længere ned ad floden. Få lejren slået op. Få noget at spise. Der er ikke meget, man kan gøre andet end at være i nuet. 

”Det er så ufatteligt simpelt,” fortæller Erik, der betegner landskaberne i starten af turen som drømmelandskaber: store bjerge med sne på og klare bjergsøer med dybe kig.

Senere, efter White Horse, kom de gigantiske, bakkede skovområder, der spredte sig til horisonten. Dag efter dag. Her kom lidt flere folk på floden, mest i kanoer, da turen her fra til Dawson City er blandt de helt ikoniske strækninger for kanofolket. Meget få ror dog hele Yukonfloden, og så vidt Tine og Erik ved, er der ingen danskere, der har gjort det inden dem. 

I Alaska ændrede landskaberne sig igen. Nu var træerne væk, floden blev af og til bred, meget bred, op til fem kilometer bred. Den var mange steder gået over sine bredder, og hvor vandet sluttede, startede de små buske. Der blev færre og færre dyr, for det var ikke nemt for dem at komme ned til bredden og drikke.

I stedet trak de op ad sidefloderne. Og så var der tågen. Og blæsten. Og regnen. På et tidspunkt 10 dage med regn. Tøj, der aldrig blev helt tørt. En teltbund, der blev jordslået. 

”Der var jeg udfordret. Og til sidst var jeg ved at være træt rent fysisk. Men Erik var stærk i at kunne holde fremdriften, og samtidig have respekt for, at jeg var træt,” fortæller Tine. 

”De sidste tre uger eller sådan noget, går jeg i et mode, hvor det handler om at komme i mål,” siger Erik. 
Der var aldrig rigtig tvivl om, at de to ville fuldføre det enorme projekt. Og så en dag skimtede Tine havet på horisonten. Hun mærkede det i maven. Erik derimod var ikke ligefrem begejstret:

”Jeg er nok deprimerende at være sammen med, for jeg hader at komme i mål. Jeg finder ingen glæde ved at komme i mål. Ingen. Det var jo bare enden af en flod. En sandbanke. Og så havet på den anden side. Det var lavvandet og besværligt at padle der. Og det var ikke slut, for vi skulle padle 22 kilometer tilbage til byen, og tidevandet passede af helvede til. Det var fugtigt, og jeg skulle tisse,” fortæller han.

Omgivet af vildmarken
Det betyder dog ikke, han ikke er glad for turen. Den skulle bare bundfælde sig en smule. 14 dage senere begyndte stoltheden over at have gennemført turen at indfinde sig. De havde fået vildmarken, og de havde fået et indblik i vanvittige historier om guldgravere og det liv, folk langs floden lever i dag. Det havde været en helstøbt tur.

Tilbage står minderne. De små situationer derude langt fra hverdagen, der med tiden vokser sig store i hukommelsen. Mindet om bjørnen, der svømmer ud foran kajakken, og hvordan kajakken driver tættere og tættere på den. Mindet om ulven, der pludselig kommer løbende inde på bredden, hopper i vandet foran Erik og Tine, så de tror, de torpederer den.

Samtidig står en intetanende ren på den anden side af floden. Det er den ulven vil over til. Ind til den ser kajakken og stikker halen mellem benene. Mindet om den lejr, hvor noget begynder at knurre i buskadset. Det lyder arrigt. Grene knækker. En elgtyr? På en skråning bag lejren spankulerer to bjørne. De lusker væk. Spektaklet derinde mellem de tætte grene dør hen, og Erik og Tine står tilbage midt i vildmarken. Alene i vildmarken. Omgivet af vildmarken.

Guldfeber! 

Den 16. august 1896 blev der fundet guld i Klondike. Dengang rejste såvel folk som nyheder langsomt, så det tog et års tid, inden folk i Seattle og San Francisco hørte om fundet. Da de hørte om det, satte det gang i en enorm massemigration af folk, der drog mod nord med guldfeberen rasende i blodet.

Historikere anslår, at op mod 100.000 lykkejægere drog af sted mod det allerede sagnomspundne område i Yukon-territoriet. For at komme ud til Klondike sejlede de håbefulde horder til Skagway eller Dyea, hvor fra de vandrede af Chilkoot Trail eller Dead Horse Trail for at komme til Yukonfloden, som de sejlede ad til Klondike.

Det var en rejse ind vildmarken, og den canadiske regering krævede, at hver lykkejæger medbragte proviant til et år. De ville undgå sult og det kaos, den kunne forårsage. For guldgraverne betød det, at de hver medbragte op mod et ton mad og udstyr.

Den barske rejse betød, at de fleste guldgravere ikke ankom før sommeren 1898. Her var de fleste muligheder for guldfund udtømt, og langt de fleste måtte drage tomhændede tilbage. I dag bliver der stadig gravet efter guld langs Yukonfloden.

I Dawson så Tine og Erik, hvordan der stadig bliver gravet guld i de samme felter, man brugte for mere end 100 år siden. De mødte en fyr, der gik rundt og ledte efter guld på den gode gammeldags måde. Han havde et glas med tre til fire bittesmå guldklumper.

De var omtrent 20 dollars værd. Han var ude for at afsøge, om der skulle graves efter guld på en større skala, men det er dyrt at sætte i gang, så man starter i det små. De så bulldozede spor gennem terrænet, og de så, hvor smadrede landskaber er, når guldet er udvundet, og feberen raser videre til et nyt sted. Landskaberne er ryddede. Fuldstændig ødelagte.

Chilkoot Trail: I guldgravernes fodspor

Vil man have hele historien om guldfeberen i Klondyke med, er man nødt til at snøre vandrestøvlerne. Chilkoot Trail spiller en central rolle i historien om guldgraverne, der drog mod nord, da mange af dem vandrede den vej ind til Yukonfloden, der førte dem videre til Klondike. I dag kan man stadig vandre den 53 kilometer lange tur mellem Dyea og Bennett Lake, og det var en mulighed, Tine og Erik ikke ville gå glip af.

Kigger man i historiebøgerne, dukker der hurtigt ikoniske billeder af lange rækker af guldgravere, der vandrer gennem sneen på vej mod Chilkoot Pass. Det giver dog langt fra et billede af hele vandreturen:

”De første to dage gik vi i næsten junglelignende områder med skov og mose. Man går på planker, og det er utroligt frodigt. For det meste, er der blot naturen, men pludselig står der en telegrafmast. Så ligger der et par sko. Så en gammel kedel og glas. Det er alt sammen tilbage fra guldfeberen.

Da man åbnede passet for vandrere igen i 1960’erne, fandt de stakke af whisky, for da guldfeberen var overstået, døde stien igen. Det var fascinerende at se alle de spor efter guldgraverne langs stien, og det gav et kæmpe perspektiv på, hvor sindssyg guldfeberen var. Jeg var også meget positiv overrasket over, hvor flot og varieret turen var. Den var fantastisk,” fortæller Erik.