Et langt liv med Grønland - Interview med John Andersen

Hvordan vil du beskrive dit forhold til grønlænderne i dag?
Jeg har levet et langt liv med Grønland, og selvfølgelig er grønlændere blevet en stor del af det. De er et spejlbillede af deres eget land. Når vi løber ud ad døren om morgenen, så kigger vi på uret. Når de løber ud ad døren, kigger de op på himlen for at se, hvordan vejret bliver. De er fuldt ud klar over, at naturen er så voldsom, at man skal respektere den. Alle problemerne deroppe bliver overskygget af deres respekt for naturen, og på sin vis er grønlænderne i dag vigtigere for mig, end naturen er – selvom jeg selvfølgelig stadig er meget begejstret for den.

Hvis du skulle fremhæve et par særligt specielle oplevelser på Grønland, hvad ville det så være?
Jeg tog min søn med der op, da han blot var to år gammel og stadig gik med ble. Det gjorde et enormt indtryk på mig at rejse rundt som alenefar med et meget lille barn dengang. Det var først der, jeg rigtig blev far. Rejsen sidste år, som en ældre herre på 66, hvor jeg roede rundt alene var også noget helt særligt, selvom jeg kun kunne ro op til 50 kilometer om dagen. Her hørte jeg for eksempel stemmer.

Ja, du beskriver i din bog, hvordan du hører stemmer og harmonikamusik på en mennesketom ø, hvor mange kajakmænd er druknet under narhvalfangst – hvad tror du, det var?
Det var stemmer! Jeg mødte senere en grønlandsk kvinde, der spurgte mig, om jeg havde hørt stemmerne. Hun var lettet over, det var der, jeg havde hørt dem, for andre steder er stemmerne farlige. Nogle bliver bange og skræmte over sådan noget i naturen. Jeg synes, det var spændende, dejligt og på ingen måde skræmmende. Jeg blev opløftet. Det var fantastisk. Det er en af de ting, der er så utroligt ved Grønland, at uanset, hvor du er – og jeg har været stort set over alt – og du tænker: ’Her har aldrig tidligere været et menneske’, så finder du en pilespids, der er 5000 år gammel. Det giver mig en tryg fornemmelse, mit hjerte går i pulsslag med omgivelserne. Jeg går i et med omgivelserne. Andre bliver bange og stressede, og så er der fare for, at det går galt. Kan du ikke gå helt ind i det, nyde det, så lad helt være med at tage af sted.

Hvordan har Grønland ændret sig i løbet af den årrække du er kommet deroppe – samfundsmæssigt og naturmæssigt?
Man kan se nogle steder, at naturen selvfølgelig har forandret sig. Nogle steder har gletsjere trukket sig tilbage, men andre steder i for eksempel Sydgrønland accelererer de derudad. Det er slet ikke så slemt, som pressen nogle gange gør det til. Grønlænderne har selvfølgelig også ændret sig, som tiden har det. Jeg tror det vil gå dem godt, efter de har fået selvstyre. På trods af alle de sociale problemer deroppe, så ved de, hvordan man overlever. Det kræver en helt særlig psyke at modstå orkaner, der rammer på 10 minutter helt uden forudgående varsel. Nick Nielsen er en rigtig grønlænder. Han var den første grønlænder, der besteg Everest, og tredje gang, han var på bjerget, reddede han en sherpas liv – bragte ham 1000 meter ned ad bjerget og i sikkerhed. Han er uddannet civilingeniør, og er på mange måder symbolet på landets fremtid.

Hvad er nogle af dine mest voldsomme naturoplevelser i Grønland?
Jeg har gået tre gange over indlandsisen tre forskellige steder. Første gang var i ’71, hvor vi var de første til at krydse fra kyst til kyst, siden Fridtjof Nansen gjorde det i 1888. Sidste gang, jeg krydsede, er 10 år siden. Når man har været oppe på iskalotten og kommer tilbage ned og lugter naturen er det helt fantastisk. Jeg er vildt fascineret af den grønlandske fauna. Tænk at man kan finde arktiske valmuer, der drejer sig efter solen, helt oppe i nordgrønland, på toppen af verden!

Du har skrevet bogen sammen med din søn, Ture, og du har haft dine to sønner med på ekspeditioner, siden de var blot et par år gamle – hvad har det betydet for dig, at dine sønner har været med dig på ture i Grønland?
Det er det samme, som når en skraldemand, der elsker sit arbejde, tager sin datter med på forsædet af skraldebilen. Det handler om at tage sine børn med ind i det univers, man holder af, så skal de nok følge efter en ind i det. Jeg har haft stor glæde af det, og de har jo kunne give mig en masse tilbage på turene, vi har været sammen på deroppe.