Kajak i Grønland

Det hele værd
Kajakkerne er sendt i forvejen fra Ålborg, og heldigvis er alle uskadt nået frem, lige til at pakke og sætte på vandet ved havnen lige syd for landingsbanen. VI krydser fjorden de fire kilometer til Erik den Rødes gamle boplads Bratahild – nu Qassiarsuk – hvor statuen af Eriks søn, Leif den Lykkelige, står majestætisk på toppen af en græsklædt bakke bag byen. Den virker lidt malplaceret i forhold til de mange ydmyge norbohytter i bygden.
Den første morgen er lejren stille, lynlåsene går i teltene, og vi stirrer fascineret på vores sydgrønlandske eventyr. Vejret er stille, vandet spejlblankt, og i de grønne fjeldsiders spejlbillede ligger et par kridhvide isskosser og glimter som østersperler i solen. Min teltmakker og jeg bliver enige om, at blot denne morgen nærmest gør det hele værd. Turens første rigtige toiletbesøg på hug bliver forherliget af en nysgerrig havørn, der sikkert undrer sig noget over de blegtynde ben, der glimtede i solen.

Under huden på grønlænderne
Første stop ud af fjorden bliver tæt på Igaliko. Bygden havde i 1100-tallet godt gang i handelen med omverdenen, og man kunne finde både elfenben og dyrehuder fra oversøiske lande. Der var et veludviklet landbrug med vandingsanlæg, store pakhuse og en katolsk domkirke var her også. Vi vandrer en god time over fjeldet for at se nærmere på resterne, men bliver noget skuffede. Man skal have læst sig godt ind i historierne for at kunne levendegøre stenblokkene, der ligger spredt på et mindre indhegnet område midt i bygden. Anderledes stærkt står kontrasterne mellem nyt og gammelt, når man ror sin moderne fiber- eller plastikkajak stille videre mellem isskosserne i vandet og giver plads til detaljerne i det funktionelle tusind år gamle design af havkajakken. Genialt stille, manøvredygtig og potent transportmiddel med flow i samspillet mellem før og nu. Vi ror i det hele taget på forbavsende fladt vand ud gennem fjorden. Kun tredjedagen til Narsaq giver mindre bølger med skum på toppen og en del vind.
Efter Narsaq ror vi sydøstover mod skærgårdsmiljøet omkring Qaqortoq – Julianehåb. Vi har timet vores ankomst med en lønningsdag. Det plejer at kaste lidt ekstra fest og farver over byen, så vi overnatter ved højskolen og tager en tur i byen om aftenen. Stemningen bliver lidt træng i baren, da en kvinde højlydt påtaler os med danskerracistiske bemærkninger, men efter et par formildende ord igen, lidt kajaksnak og en ydmyg insisteren på en god aften vender situationen 180 grader, og vi får os en decideret lokal ambassadør. At være kajakroer er en genvej til at komme under huden på grønlænderne, og vi får mange gode snakke i baren den aften.

Under nordlyset
Vi rammer en overbæring ved næste overnatning og tager en overliggerdag. Det giver god tid til at finde brænde til bålet om aftenen, og bedst som vi sidder der, lægger jeg helt rutinemæssigt hovedet bagover for lige at tjekke himmelen for skyer. Med det samme udbryder jeg:
”Der er nordlys!”
Jeg har rejst en del i Grønland og set nordlys flere gange, men aldrig så kraftigt om sommeren. Hele flokken ligger hurtigt på ryggen og nyder synet fra en klippetop tæt på. Har man først oplevet de grønne og røde dansende tæpper stråle over fjeldet, er det svært ikke at lade sig overbevise om gamle sagn og myter om fjeldgængere og andet godt.
Strækket til og fra Alluitsup Paa –Sydprøven – er den mest eksponerede del af ruten. Det er Sydgrønlands største bygd med lige under 300 indbyggere, men byen emmer dog af ro. Folk går langsomt på vejene, og isen skvulper stille rundt i vandet alle steder. En lille omvej indenskærs herfra fører videre til de varme kilder på Uunartoqøen. Det 36 grader varme kildevand er som en vitaliserende doping.

Ud i tågen
Morgenen efter dækker en tyk, gråhvid tåge horisonten, da jeg søvnigt kigger ud ad teltet. Jeg har sovet så mange nætter i det telt, at jeg kender dagens vejr med mavefornemmelse baseret på teltvæggens farve, lyset og lydene. Jeg fanger mig selv i at tænke:
Det var på tide… Kom så med det, nu hvor vi har forberedt os på det!”
Det emmer af eventyr, når man sniger sig gennem muren af dis på en fast kurs og hele tiden er opmærksom på, hvad der dukker op omkring en. Man ved ikke, om man pludselig ligger lidt for tæt på en stor isskosse, eller præcis hvornår fjeldsiden, man padler efter, kommer til syne. Det er vel altid sådan, at de øvrige sanser skærpes, når vi lukker af for en. Men i tæt tåge er det som om, man får lidt af begge dele, fordi man stadig kan se lidt.
Det bliver en fantastisk dag. Vinden venter, og nordsiden af Semersoqøen tårner sig op med spidse, sorte fjelde for enden af det blanke vand foran os, da vi padler os fri af tågen og ud i solen. Måbende, lykkelige over at være så heldige med det overvældende nu, forsøger vi på skift at forevige scenen med foto og video. Det sværeste er altid ønsket om, at ville dele sådanne øjeblikke med endnu flere.

Helt tæt på kæmpen
Et par af gruppens sanglystne medlemmer har netop sunget Shubiduas ’Hvalen Hvalborg’, da en af pigerne ser blås i horisonten. Så kommer lyden. Den adrenalin, det frigiver, og hvad det mobiliserer af padlekraft, er næsten ubeskriveligt. Der bliver padlet til for at indhente den, men det viser sig hurtigt, at hvalen er på vej direkte mod os. I tyve minutter ligger vi med det busstore, rolige, fascinerende dyr. Det er nok de fleste kajakroeres drøm at komme på klods hold af en hval omgivet af skarpe fjelde, store isskosser og dybblåt hav. Det er så intim en oplevelse at være så tæt på så stort et dyr. Pukkelhvaler kan jo ses mange steder, men det er særligt forløsende at få sit ønske opfyldt lige netop på denne scene. Endelig dykker den længe og i modsat retning, så vi vælger at fortsætte mod Nanortalik.
Den samme aften sker noget meget særligt, som jeg aldrig før har oplevet. Bedst som vi er ved at gå til ro, rammer lyden af hvalsang lejren. Man kan næsten høre det klagende i måden, den kommer på. Vi er to der stadig er oppe, som kort efter ser lyskeglen fra projektøren på en hvalfangerbåd dukke op. I kikkerten kan man se harpunen forrest på båden. De mange hvalfangster i Grønland i 1600- og 1700-tallet gav olie til lys i Europas gadelamper samt mad og vitaminer, men i dag virker det på mange måder unødvendigt at slagte disse store dyr. Vi krydser fingre for hvalerne, men må gå i seng uvidende om jagtens udfald.

Hvaler slap væk
Lige før Nanortalik afløses vores meget trygge roning af skærpet fokus på balance og roteknik. Hård sidevind med kraftige stød sender flere gruppemedlemmer i støttetag på vandoverfladen. Det sender os i land i den nordlige del af byen – noget væk fra havnen hvor vi ville ind – men heldigvis er Niels fra turistkontoret så venlig at hente os og i øvrigt skaffe plads til både os og grejet indendørs. Han kan i øvrigt fortælle, at hvalerne slap fra fangerne forleden. I hvert fald i denne omgang.
I baren på Hotel Kap Farvel om aftenen møder vi tilfældigvis en af romakkerne hjemmefra. Han er grønlænder og gammel fåreavler i området og fortæller om de barske forhold langs kysten sydøst for byen ned mod Kap Farvel – Grønlands sydspids. Jo længere aftenen skrider frem, desto mere kække bliver vi og er til sidst overbeviste om, at det bliver vi nødt til en dag.
Længere ture som denne består af øjeblikke. Man husker segmenter. Svinger ind og ud af mental tilstedeværelse, mens man ror, og indtager meter for meter på vandet. Måske er det netop denne meget glidende og rolige rytme, der forplanter sig så afslappende til kroppen og over tid gør en nærmest afhængig. Helikopterturen tilbage giver et perfekt vue ned over isen i vandet. Et varieret og imponerende rovand, der konstant ændrer sig og kun inviterer til mere.

Hvor tæt på isskosserne?
Hvis man holder en afstand på tre gange højden af de isskosser, man passerer, kan det ikke gå helt galt. Det væsentlige er, at man skal kunne nå at reagere, når de vender eller brækker. Selv de helt små stykker is flytter sig ikke bare lige, hvis man ror ind i dem. Vær derfor klar til gelcoat-reparationer på fiberkajakkerne, hvis der er meget is i vandet.

8 tips til turen

1. Tørdragt eller semitørdragt fylder kun lidt i forhold til funktionen. Halsmanchetten kan let klippes løsere, så den ikke generer så meget, og dragten er et effektivt værn mod eventuelle myg på land. Den todelte version med et par bibs og en jakke til, som kan rulles sammen, giver mest mulig fleksibilitet.
2. Myggetætte og slidstærke materialer som f.eks. Fjällrävens G-1000 matcher udfordringerne i fjeldet perfekt. Den tørrere luft puffer dunsoveposen lidt ekstra og hiver lidt mere effekt ud af åndbare materialer som Gore-Tex.
3. Når du sender din kajak med skib til Grønland, har du mulighed for at fylde den med grej, som du så ikke skal slæbe med i flyet, fordi du her betaler for volumen og ikke vægt.
4. Cigaretter og alkohol koster op til det tredobbelte af herhjemme og kan derfor være gode varer at købe med fra lufthavnen til bl.a. gaver.
5. Der er ofte stor forskel på temperaturen, når man padler om dagen, og når man sidder og hygger om aftenen. Naturmaterialer som uld og dun giver den størst mulig tempererede komfortzone. Uldundertøj er for øvrigt næsten en nødvendighed, hvis du skal sove i telt med andre, da det lugter langt mindre end kunststof.
6. Vær opmærksom på de ret begrænsede åbningstider i butikker og madsteder i øvrigt i både byer og bygder. Flere steder har de blot åbent et par timer om dagen.
7. Den kølige luft i ansigtet om natten kan forstyrre søvnen, og her kan en Buff let bruges til både at isolere over næsen og lukke af for lyset. Den kan i øvrigt også støtte glimrende om rotrætte håndled eller albuer.
8. Der er godt booket op på de få indendørs overnatningsmuligheder i byer og bygder – især de billige. Så book i god tid, hvis du vil sikre dig en plads på f.eks. de sidste nætter inden hjemrejse, så du kan pakke tørt sammen. Grej, der skal skibes hjem i kajakken over tre uger, har især glæde af en tør nat.

Spot dyrene

Rensdyr og ræv bevæger sig ned til stenene ved havet for at slikke salt af stenene. Sneharen ligger ofte og trykker under en sten oppe på fjeldet. Den er mere hvid end de sten, som den af og til og især i solskin ligner. Rævene, som om sommeren er blålige eller brune, lusker ofte rundt og er nysgerrige. En tidlig morgen eller sen aftentur giver som regel bedst chancer for at se dem. Hvaler kan høres på lang afstand, når vejret er stille i fjordene. Blås ses typisk som en sky af vanddamp i horisonten. De forskellige typer af hvaler har forskellige blås, så med lidt kendskab til størrelsen på blås, hale- og rygfinne sporer man sig hurtigt ind på typen.

Sikkerhed

For at være sikker på at kunne signalere i en nødsituation, må man have noget satellitbaseret som f.eks. en satellittelefon eller en PLB. Dertil kommer orange røg og håndholdte flares til konkret signal på vandet. VHF og mobiltelefoni virker i mere begrænset omfang. Turistkontorerne i byerne kan hjælpe med transport i båd, hvis det ikke lige er en akut helikopter, der er brug for. Til det kolde vand er tørdragten uovertruffen. Øv eventuelt redninger hjemmefra med knyttede hænder i et par gummihandsker, som svarer til meget kolde hænder. Husk at efterlade informationer i land omkring deltagere, udstyr og planer for turen.