Kajaktur i Vestgrønland

“Vi driver tilbage, vi driver tilbage!” Ture råbte vildt over til mig. “Hvad mener du?”, spurgte jeg undrende. “Kilometertælleren på GPS’en går baglæns, vi er på vej ind i den store strømhvirvel ved den lodrette klippevæg, vi må bare væk, følg efter mig!”

Kajak.jpg
Skrevet af: John Andersen
Opdateret den 16. aug 2021

“Vi driver tilbage, vi driver tilbage!” Ture råbte vildt over til mig. “Hvad mener du?”, spurgte jeg undrende. “Kilometertælleren på GPS’en går baglæns, vi er på vej ind i den store strømhvirvel ved den lodrette klippevæg, vi må bare væk, følg efter mig!”

I samme sekund gik det op for mig, hvor alvorlig situationen var, og med alle kræfter i pagajen fik jeg kajakken bugseret ind bag Tures hækbølge. ”Hurtigere, hurtigere”, råbte Ture igen. Pagajen gik gennem vandet som et piskeris og langsomt, meget langsomt, lykkedes det endelig at komme fri af den faretruende strømhvirvel. Da vi igen kom ud på det åbne hav, spiste vi en hel plade chokolade hver - vi måtte have noget styrkende efter den uhyggelige oplevelse.
 
Afsted fra Sisimut

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

AW36_Kajak_i_Sydgroenland_01.jpgDet var anderledes fredeligt, da vi startede sommerens kajaktur fra Sisimiut (Holsteinsborg) på Grønlands vestkyst. Målet var at besøge Diskobugten mod nord. Det var mange år siden, at jeg havde været i området. Da jeg holder en del foredrag, havde jeg behov for at følge udviklingen i et af Grønlands vigtigste erhvervsområder.

Min søn Ture var rejst til Sisimiut to dage før mig, og det var en vidunderlig oplevelse at komme frem til en glad og forventningsfyldt ung mand. “Nåh gamle, det hele er pakket, så vi kan tage af sted med det samme”. Jeg var også spændt på, hvordan denne ekspedition ville blive, for det var fem år siden, vi sidst havde været på en krævende ekspedition sammen. Dengang var det ved Ellesmere Island i det højarktiske Canada.
Ture havde allerede fået vores to robuste havkajakker ud fra pakhuset, og med hjælp fra en venlig grønlænder fik vi dem kørt ned til kajakklubben syd for havnen, hvor der var fyldt med smukke grønlandske kajakker. Kajaksporten har virkelig udviklet sig i hele Vestgrønland, og én gang om året afholdes der et stort stævne, hvor der konkurreres på de gamle færdigheder. Det er et smukt eksempel på, hvordan den gamle fangerkultur lever videre, uden at det bliver nostalgisk romantik.

AW36_Kajak_i_Sydgroenland_02.jpgI silende regn roede vi ud af fjorden. Regnen fortsatte de følgende dage, men det påvirkede på ingen måde vores humør, for vi glade over igen at være sammen på eventyr. De første 100 kilometer fulgte vi Davis Strædets farlige yderkyst, men de robuste havkajakker kunne klare lidt af hvert. 25 kilometer syd for Nordre Strømfjord begyndte det at blæse op, og snart klarede himlen samtidig med, at der kom skum på bølgerne. Efter et par timer i hård modvind blev vi enige om at gå i land. Vi studerede kortet og så, at der ikke så langt fremme lå en lille bugt, hvor der også var angivet en elv.

Da vi trak kajakkerne op på klipperne, mærkede vi, at solen varmede vidunderligt. Der havde været grønlændere på stedet for flere årtier siden, for der lå et skelet af en sejldugsjolle ved siden af et sølvgråt tørrestativ og et par teltringe. “Jeg forsøger at fiske, så kan du rejse teltet”, sagde Ture. Det varede ikke længe, før det lød: “Jeg har bid!”, og en blank ørred lå og dansede på de tørre klipper. Næppe var spinderen i elven, før han fik endnu en, og det fortsatte, indtil vi havde 12 dejlige fede fjeldørreder. Sikken en frokost! Ture ville have dem stegt, så han tog halestykkerne, mens jeg kogte resten. To fisk til hver - vi blev virkelig mætte. Vi lagde os ned i det høje græs, mens solen varmede vores fugtige kroppe, og faldt i søvn til en blid summen af millioner af myg omkring vore hoveder. Åh, hvor det dog var en herlig start på en ekspedition. Vi behøvede ikke at tænke på knappe rationer af pulvermad eller på forbruget af brændstof, men kunne bare tage for os af retterne i naturens vidunderlige spisekammer.

Uvejret
AW36_Kajak_i_Sydgroenland_06.jpgDer kom skyer, og vi vågnede af vores drømmetilstand. Da vi omkring kl. 20 fortsatte sejladsen videre nordpå, var vinden taget meget af. Vi havde medstrøm, og efter seks timer nåede vi frem til Nordre Strømfjord. Her blev vi enige om at slå lejr for at krydse fjorden, når vi atter var udhvilede. Linseformede fønskyer dækkede himlen, der fik et rosa skær. Sceneriet var på en gang betagende og uhyggeligt. Barometeret faldt voldsomt, et uvejr var på vej. Netop som vi havde slået lejr, kom der et par kraftige pust, og i løbet af en halv time rasede orkanen. Aldrig har jeg oplevet noget lignende. Tidevandet var faldende, og i mundingen af fjorden løb voldsom strøm, der sammen med vinden piskede havet op til et inferno af skum og vand.

Tre dage lå vi vejrfast i teltet, mens orkanen rasede. Ind imellem dristede vi os udenfor for at se på det oppiskede hav, mens vi samlede flere og flere sten til at fastholde det lille telt. Det holdt, selv om en af bardunerne blev revet i stykker. Da vejret endelig stilnede af besluttede vi at krydse den strømfyldte fjord, netop som tidevandet var på sit højeste. Det gik nemt med at komme over, men da vi roede mellem nogle små skær, blev vi pludselig fanget af den voldsomme hvirvelstrøm.

Skærgårdssejlads
AW36_Kajak_i_Sydgroenland_08.jpgForude lå nu Grønlands store skærgård og ventede på os to kajakmænd. Vi havde set frem til at komme herop, fordi det er så inspirerende at navigere mellem de tusinder af små øer og skær. Vi havde allerede lavet en arbejdsdeling. Ture havde GPS’en siddende på dækket, så han kunne aflæse vores position, strømforhold, hvor mange kilometer vi havde roet, waypoint og ikke mindst hastighed. Jeg brugte kort og kompas på den “gammeldags” måde. Det viste sig at være en sund arbejdsdeling, fordi kortet og GPS-positionerne ikke altid stemte overens. Ofte måtte vi koordinere observationer for at finde den rigtige vej gennem skærgårdens labyrint.

I området lå en masse herlige bygder spredt omkring på de små øer og hist. Bygderne var meget forskellige, mange en smule rodede, andre uden liv, men indimellem var der nogle vidunderlige steder, f.eks. Ikerssaarssuk. Vi kom indefra fjorden Atanea, og efterhånden som vi nærmede os havet, blev vejret smukkere samtidig med, at det blæste en smule op. Vi kunne se bygden på lang afstand, fordi den lå højt med åben himmel bag. Ned mod en lille bugt var der en stor, let skrånende klippe, hvor grønlænderne trak jollerne op. Det var også ideelt til kajakkerne, og netop som vi havde fået dem i land, stak et ansigt ud af et lille vindue i butikken. “Vil I ikke have varm kaffe, for det er jo koldt at ro kajak”, spurgte damen venligt. En sådan invitation kunne vi naturligvis ikke modstå, og inden længe stod vi i den varme butik, drak kaffe og spiste hindbærroulade, mens den kvindelige bestyrer nysgerrigt udspurgte os. Der kom stadig flere folk ind i butikken, alle ville naturligvis se de fremmede. Vi blev inviteret hjem i små, nette og velpassede træhuse. Jeg spurgte, hvordan det kunne være, at der var så utroligt rent netop i deres bygd. Det var meget simpelt, for bygderådet havde bestemt, at hvis man efterlod affald udenfor sit hus, så kostede det en bøde. Derfor flød der ikke med så meget som en plastpose eller et stykke papir.

AW36_Kajak_i_Sydgroenland_07.jpgNogle dage senere kom vi til Kangatsiaq, en lidt underlig by, der var for stor til at være bygd, men virkede for lille til at fungere som by. Herfra havde vi i rigtigt højsommervejr to dages pragtfuld sejlads op til Aasiaat. Vi ankom sent om aftenen, midnatssolen stod over Diskobugten og oplyste byen i et uvirkeligt skær. Men hvor var byen dog blevet stor, siden jeg var her for 25 år siden. Langsom gled vi forbi på det spejlblanke vand, det var næsten som at se ind på en gigantisk kulisse i et teater med røde projektører. På store runde gnejsklipper, hvor der også var masser af rent fersk vand, rejste vi lejren. Nu skulle der vaskes salt ud af tøjet. En lang tørresnor blev spændt ud mellem klipperne, og snart flagrede vores tøj i vinden, mens vi nybarberede og velduftende gik op i byen.

På besøg i historisk by
Efter nogle spændende dage i Aasiaat fortsatte vi vores kajakfærd. Op gennem Langesund i silende regn som fortsatte de næste i 14 dage. Aldrig har jeg oplevet så meget regnvejr i Grønland. Egentlig ville vi have besøgt en gammel eskimoboplads, Anoritooq, men vi sad så tørt og godt i kajakkerne, at vi fortsatte op mod Qasigiannguit/Christianshåb. Hertil ankom vi efter tre dage.

Da vi lagde ind i den gamle kolonihavn, hørte vi pludselig en glad stemme råbe: “Hallo, John og Ture!” Det var Nic Nielsen, der sidst besøgte mig i foråret, fordi han var meget interesseret i ekspeditioner. Nic er den første grønlænder, der har gået på ski over indlandsisen. “I kan bo hos mig,” sagde Nic gæstfrit, og det var virkelig et rart tilbud, da alt vores udstyr var gennemblødt efter regnvejret.

Familien Nielsen boede i et stort, flot hus højt oppe bag i byen med en fantastisk udsigt til Diskobugten. I døren stod Nic’s mor Karen Marie, en smuk kvinde i slutningen af fyrrene. “Kom ind, kom ind”, sagde hun med det karakteristiske charmerende og syngende tonefald, grønlænderne har, når de taler dansk. Det var et nydeligt hjem med stor stadsstue, sofagruppe og et stort tv-apparat. På væggene hang malerier af romantiske grønlandske landskaber, alle med en lille lampe over, så man også kunne se på dem i den lange mørke vinter. Snart sad vi omkring spisebordet i et stort moderne køkken, og der blev stillet alverdens lækkerier frem. Det var overvældende. Gæstfriheden hos grønlænderne er ufattelig stor.

AW36_kajak_i_Sydgroenland_03.jpgNaturligvis skulle der filmes og fotograferes i den gamle kolonihavn. Her ligger Grønlands ældste træhuse, der stammer tilbage til dengang, hvor den norsk-danske præst Hans Egedes søn Niels var bestyrer i den driftige hvalfangerby. Den blev grundlagt i 1734 og er den næstældste by i Grønland. Der er en særlig stemning, når man går omkring mellem de gamle, malede træhuse med deres sødlige lugt af tran. De ligger altid tæt og danner de absolut mest vellykkede byrum blandt grønlandske byer. I dag er de fleste af disse gamle træbygninger fra 1700-tallet indrettet til museer. Ture og jeg har på de sidste ti års rejser medbragt gamle fotografier fra slutningen af 1800-tallet. Ved hjælp af disse fotos har vi genfundet bygninger og bymiljøer, som vi så har fotograferet igen fra samme vinkel. Flere gange har disse optagelser været temaet for fotoudstillinger, hvor de gamle motiver overfor er stillet sammen med de nye.

Inden vi rejste videre, forhørte vi os hos Niels Nielsen om, hvordan det var at komme ind i fjordkomplekset Tasiussaq syd for den mægtige Jakobshavn Isfjord. Han fortalte, hvordan vi kunne trække kajakkerne over fjeldet ind til nogle store søer og herfra igen over fjeldet til vi kom ind i fjorden. Det lød jo meget lokkende.

Med kajakker på slæb
Tørre og med fyldte maver satte vi kursen nordover. Efter otte timer i strid modvind med ret høj sø nåede vi gennemblødte frem til en lille bugt tre kilometer syd for Claushavn og slog lejr tæt ved en elv. Bag os lå der et indbydende fjeldlandskab, men vi var for trætte til at udforske det. Snart dampede den herligste mad fra det lille køkkenarrangement midt i teltet. Ture er en formidabel kok. Han kan simpelthen trylle med den kedelige pulvermad.

De følgende døgn gik med at få kajakker og udstyr op over fjeldet. Heldigvis fortsatte regnen, for den holdt nemlig millioner af stikkende myg borte, men så snart der bare var et par minutters tørvejr, var de der omgående igen. Det var et hårdt slid. Det var umuligt at trække kajakkerne med al udstyret på én gang. Vi gik i gennem pilekrat og sumpede dalbunde med masser af mudder og vand. Man glemmer hurtigt det umiddelbart komiske i at være på fjeldtur med to kajakker på slæb.

Det var som at komme til en fremmed planet, da vi fra et par hundrede meters højde så det indre fjordkompleks dukke frem gennem det regnvåde skydække. Store hvide isfjelde drev omkring i dette 100 kilometer store område, gennemskåret af mange ganske smalle fjorde med en utrolig grøn vegetation. “Her skal vi på jagt”, sagde Ture begejstret. Men allerede efter den første dags sejlads, blev vi igen standset af et gigantisk uvejr. Det stormede, og regnen væltede ned, men teltet holdt tæt og vi fik tiden til at gå med at drømme om nye eventyr.

Endelig var der klaring i vejret, og vi nåede ind i den vestlige del af Tasiussaq-fjorden, hvor vi fandt en meget smuk lejrplads. Her blev vi enige om at gå ind til indlandsisen. Vi havde efterladt støvlerne og gik i kajaksko af neopren. De var lige så lette som grønlandske kamikker og sugede sig nærmest fast på klippen. Efter seks timer faldt temperaturen flere grader. Snart opdagede vi, at det skyldtes den tæt pakkede is i fjorden. Der var ganske få kilometer til indlandsisen, som med sin mægtige hvide kuppel forsvandt op i horisonten. “Det er en natur, der vil noget”, konstaterede Ture. Vi satte os ned og spiste chokolade og nødder, mens vi nød det betagende syn.

En problematisk passage
Et par dage senere kom vi ned i den sydlige del af fjordkomplekset, hvor et par store gletschere løber ud i fjorden. Majestætisk rejste den hvide isbarriere sig 50 meter op af det tyrkisblå hav. Vi besluttede at slå lejr, så vi kunne fastholde den fantastiske udsigt. Det er et af de privilegier, den rejsende kajakmand har som belønning for sine anstrengelser. Vi tilbragte en hel uge i dette vidunderlige område, før vi vendte tilbage til yderkystens barskere realiteter. Nu skulle vi forbi Isfjeldsbanken ud for Jakobshavn Isfjord.

Nord for bygden Claushavn tilbragte vi nogle timer med at studere de gigantiske iskolosser, der drev udefter i Diskobugten. Vi blev enige om at vente til nattetimerne med at ro, da vejret endnu var en smule ustabilt om dagen. Forsynet med to plader chokolade og en liter vand nærmede vi os langsomt isen. Vi skulle 10-12 kilometer ud på havet, før der var åbninger gennem isfjeldsbanken. Vi sad begge to og stirrede efter en mulig passage. Efter nogle timer var der hul. “Den forsøger vi at slippe igennem”, sagde Ture. Først meget tæt på isen kunne vi se, at den åbning, vi skulle igennem, blev mindre og mindre. “Vi kan ikke klare det, vi må udenom” sagde jeg. Der var virkelig drift i isen, men efter en times ihærdig roning nåede vi forbi de farlige isfjelde.

Spandauer og amerikanske turister
Langt inde på land kunne vi nu se Jakobshavn som små lysende pletter spredt omkring i det store fjeldlandskab. Der kom flere joller forbi os, og man vinkede venligt. Der var også en del større både fyldt med turister, der fotografere og filmede, mens vi roede forbi de imponerende isfjelde. Det må have taget sig flot ud med vores to kromrøde kajakker på den blåhvide baggrund.

Jakobshavn er blevet en “storby”. Klokken fire om morgenen lagde vi ind i en lille bugt ved den gamle kirke fra 1779. Det er byens smukkeste lejrplads og naturligvis med teltåbningen direkte mod isfjorden. Men vi var for trætte til rigtig at nyde udsigten. Da teltet var rejst, gik vi i gang med det store festmåltid. Stegte svampe, kogt uvaq (torsk) og chili con carne med ekstra ris. Til dessert fik vi citronfromage med flødeskum tilsat blåbær. Bagefter faldt vi i dyb søvn.

Jeg vågnede næste formiddag ved at høre engelsk snak udenfor teltet. Forvirret kiggede jeg ud og så, at hele pladsen omkring kirken var fyldt med amerikanske turister. Ture sov stadigvæk, da jeg gik op til bageren og købte yoghurt, ost, rundstykker og fire cremede spandauere til Tures behagelige overraskelse. Vejret var nu helt vidunderligt, så vi besluttede at ro ind gennem isfjorden til den berømte boplads Sermermiut, som er Grønlands største ældre eskimo-boplads. Her har boet eskimoer helt tilbage fra Sarqaq-kulturen for firetusinde år siden. Senere kom andre til og byggede ovenpå de gamle tomter. De sidste eskimoer boede her så sent som i 1920, hvorefter de flyttede ind til Jakobshavn, der i dag hedder Ilulissat.

Kajakkerne snoede sig gennem isfjordens tætte labyrint af høje isfjelde. I det skarpe lys lagde vi ind på en lille strand og slæbte kajakkerne op ad den seks meter høje skrænt. Når isen kælver kan der i den tilsyneladende fredelige bugt opstå nogle meget store flodbølger, men her oppe var vi og kajakkerne i sikkerhed. Vi lagde os i det høje græs, lyttede til stilheden og de små smæld, der kommer ud af gletscherisen. Spiste, hvilede os og snakkede om de gamle eskimoer, som også var kommet hertil i kajakker.

Artiklen er første gang bragt i Adventure World (Opdag Verden) nr. 36 juni/juli 2001

 

Find din næste tur her


Priser fra 5.995,-
Fællesture
Havkajak i Grønland

Havkajak i Grønland

Andre spændende artikler


Havkajak i Sydgrønland

Havkajak i Sydgrønland

Et langt liv med Grønland - Interview med John Andersen

Et langt liv med Grønland - Interview med John Andersen

Kajak og vandring i det vilde Grønland

Kajak og vandring i det vilde Grønland

Log ind