Nord om Grønland i kajak

Jeg var landet på en snebro syv meter nede i en uhyggelig dyb gletscherspalte. Hver gang jeg bevægede fødderne, forsvandt sneen og efterlod et sort hul. “Frederik, kom med et tov - hurtigt,” råbte jeg. Med stor forsigtighed fik jeg lirket en isskrue ud af sidelommen på rygsækken, og snart sad den forankret i den lodrette isvæg. Jeg klikkede en slynge og træktovet fra kajakken ind i en stor karabin. Hjertet bankede voldsomt. Gennem den tynde anorak kunne jeg allerede mærke, hvordan kulden fra isens indre begyndte at trænge ind i kroppen. “Frederik”, råbte jeg igen, “kom nu med det tov for fanden”.

Oppe langs kanten begyndte sneen at falde ned i spalten. Jeg så isøksen bore sig gennem sneen, og Frederiks hoved med det store krøllede hår kom til syne. “Er du skadet”, spurgte han meget skræmt. “Nej, nej, men kom nu med det tov, så vi kan få kajakken op”. “Vent lige lidt, jeg skal filme”, råbte Frederik synlig lettet over, at jeg stadig var i live. Kajakken blev sikret med et tov, og jeg greb de to isøkser, der lå fastspændt på dækket. Med en forsigtig bevægelse gik jeg hen over den skrøbelige snebro og begyndte at hugge trin i den blanke is. Snart stod jeg igen oppe på indlandsisen, reddet op fra den uhyggelige gletscherspaltes kolde indre.

Det var ikke et uheld, men sløseri. Vi var trætte og udmagrede, og vi havde tabt omkring 10 kilo hver. Som da Odysses blev forhekset af Sirenernes sang, så havde Frederik og jeg kun én tanke i hovedet - land, land. Der var mindre end 100 kilometer, men i den klare luft så det hele ud, som det kun var et stenkast væk. Et betagende syn, som satte vores fornuft fuldstændig ud af funktion. Derfor undersøgte vi ikke spalten tilstrækkeligt grundigt, derfor faldt jeg ned, og vi fik en forskrækkelse og en påmindelse om, at ekspeditionen langt fra var slut. Sådan sker alle ulykker - aldrig i starten af en krævende ekspedition, men mod afslutningen, hvor man har været så utroligt meget igennem, at man overser de små ændringer og signaler, som naturen giver, og så går det galt.

Det var mere end to en halv måned siden, vi forlod Station Nord en frostklar nat med midnatssolen i nord. Frederik Jacobi på 25 år og jeg på 55 år skulle ud på en rejse, som ingen tidligere havde gjort. Mange såkaldte “grønlandskyndige” havde spået, at det ikke kunne lade sig gøre. At rejse om sommeren langs verdens nordligste kyst og så i kajak - umuligt. Men hvis man ikke forsøger at gøre det umulige, så sker der ingen fremskridt. For en gammel eventyrer og grønlandsfarer var det naturligvis en stor udfordring, der “bare” lå og ventede på at blive afprøvet.

På den 2000 kilometer lange strækning var der tre “nøglepunkter”, som skulle takles overbevisende for at sikre ekspeditionens gennemførelse:

Første nøglepunkt ville formentlig være området ud for Independence og Danmarks Fjord. Her ville vi formentlig få problemer med fænomenet “snesump”, der er meget tungt at vade gennem. Vanskelighederne opstår i den periode, hvor sneen smelter, men endnu ikke er blevet til vand. Vi viste bare ikke, hvornår tøbruddet kom, og hvor længe det ville vare. Det var snesump, der “knækkede” både Mylius Erichsen i 1907 på Danmark Fjord og Knud Rasmussen i 1917 på Sherard Osborn Fjord.

Det andet nøglepunkt var kyststrækningen ud for Nyeboes Land og begyndelsen af Robeson Kanalen, der hvor Grønland og Canada næsten “støder” sammen. Her er meget stærk strøm, hvor enorme mængder is fra Polhavet presses ned gennem det smalle stræde og pakker sammen. Det er på denne strækning, at de gamle ekspeditioners skibe blev skruet ned af isen.

Det sidste nøglepunkt var den 100 km lange passage forbi den mægtige Humboldt Gletscher i Kane Bassin. Det ville ligge i slutningen af august eller begyndelsen af september, hvor vejret ofte er ustabilt og isen er drevet mod vest til Canadas kyst. På denne strækning er der ikke nogen mulighed for at lægge til land, og hvis isen er drevet væk, må strækningen tilbagelægges i ét stræk.

Det ville blive en svær, men fantastisk rejse. Baggrunden for at vælge at tilbagelægge de 2000 km om sommeren var, at spor efter fortidens berømte ekspeditioner ville ligge blottet, modsat hvis vi fx havde kørt med hundeslæde. Kort fortalt er der seks ekspeditioner, der har tegnet Nordgrønlands historie. Tre amerikanske: Hall 1871-72, Greely 1881-83 og Peary 1900 samt tre danske: Danmark Ekspeditionen 1906-08, Anden Thule Ekspedition i 1917 og Lauge Kochs Jubilæumsekspedition i 1921. Vores mål var ganske enkelt at sammenkæde disse historiske ekspeditioner med egne oplevelser på stedet. Vi fik stillet film og udstyr til rådighed af Zentropa. Jeg var en smule skeptisk, mest over vægten på 14 kilo ekstra, men også overfor den tid, der ville gå med at optage film under så ekstreme forhold.

Midt under de hektiske forberedelser blev der tilsyneladende sat en brat stopper for projektet. Oprindeligt var det tænkt sådan, at det var min søn Ture, som skulle deltage i ekspeditionen, men han faldt under en skitur i Alperne, og en gammel skulderskade brød op. Den lokale læges diagnose var kort. Ingen Grønlandsekspedition før skulderen var opereret. Det var umuligt. Jeg gik næsten i panik. Det store lokomotiv var startet og lod sig ikke standse. Ikke fordi jeg havde tunge sponsorer at tage hensyn til (der var ingen, som havde meldt sig), men hele den psykiske nedtur var jeg ikke sikker på, om jeg kunne klare. At vente et ekstra år ville give alle skeptikere vind i sejlene, og det kunne jeg ikke bære at tænke på.

Jeg havde to personer i tankerne som afløser for Ture. Frederik Jacobi og Joakim Groth. Begge mente jeg, ville være kvalificerede til den vanskelige ekspeditionen. Frederik var på ski i Chamonix og sagde straks ja, da han fik min mail. Jeg har kendt Frederik i de sidste par år, hvor han har rejst meget omkring og stået på ski. Men det afgørende var, da han for tre år siden spurgte mig til råds om en skitur på langs af Norge. Han var dengang 22 år, og han gennemførte turen - solo!
I næsten to måneder havde forberedelserne ligget stille, men nu kastede vi os ud i fem ugers hektisk arbejde med at få det hele på plads. Det var alle tiders periode, fordi vi her kom tæt på hinanden, og jeg fik en klar fornemmelse af, at vi godt kunne arbejde sammen.

Klar til start
Med vores eget chartrede fly fra Island ankom vi den 19. juni til Station Nord, en vejrstation og flyveplads beliggende vest for Nordostrundingen. To dage senere trak vi afsted med de 100 kilo tungt lastede kajakker i vidunderligt forårsvejr, midnatssol og fem minusgrader. Vi havde ski med feller, og det gik forrygende henover det snedækkede, tilfrosne hav. Men allerede efter et par dage fik vi en påmindelse om at vi var højt mod nord, da en snestorm brat standsede vores fremfusende adfærd. I et døgn lå vi vejrfast midt i den skæbnesvangre Danmark Fjord. Det var netop her, at Mylius Erichsen, Høegh Hagen og Jørgen Brønlund blev standset i 1907 af vand på isen.

Da teltet efter stormen var gravet fri for sne, opdagede vi snart, hvad de tre polarfarere havde været ude i. Det lette træk, vi havde haft de foregående dage, var nu afløst af et sejt, vådt slid gennem dyb sne, men vi havde Kap Rigsdagen i sigte, og langsomt kom solen tilbage gennem sneskyerne. Det samme gjorde vores humør, der kulminerede ti timer senere, da vi gik i land på en lille grusstrand og rejste lejren på fast grund. Frederik var overvældet over landets enorme dimensioner: “Det er bare større end noget andet, jeg har set”. Vi talte om, at sådan måtte det også have været dengang, da Mylius Erichsen og hans to kammerater gik “forkert”. Det er meget svært at orientere sig. Det kostede dem livet, men Frederik og jeg blev fyldt med optimisme, da solen varmede, og vi trak videre mod nord.

Første nøglepunkt - snesump
Da vi skulle i land på Peary Land, opdagede vi, hvad vårbruddet vil sige. Enorme mængder af vand fossede ud over isen, og sneen blev til sump. De følgende dage blev det kun værre og værre, og sumpen bredte sig som ringe i vandet. Nu forstod vi for alvor, hvad der havde standset Mylius Erichsen. En lille uge stod det på, men så begyndte vandet at få magt over sneen. Det var et mærkelig skift fra at gå på sneen til nu at finde de største smeltevandssøer. Her var isen hård, så det var lettere at trække kajakken over.

Da vi nærmede os Frederick Hyde Fjord efter tre uger, så vi en underlig hvid mur, der strittede op i luften. Det var pakisen, der som gigantiske murbrokker spærrede vejen for vores videre fremmarch. “Hvor er der dog forfærdelig meget is”, udbrød Frederik en smule bekymret. Det var imponerende at se, hvordan isen var blevet mast mod kysten, for derefter at stivne i løbet af efteråret. Men hvordan kommer vi igennem? Vi diskuterede længe, hvilken rute der var bedst. Det var som om, der var nogle tværgående dale, men hvordan kom vi igennem?

Midt i fortvivlelsen var der dog et lyspunkt. Det så ud, som om der var vand på den modsatte side af fjorden. Vi kastede os ud i dette morads af pakis. Frem og tilbage og op og ned gik det med de tunge kajakker på slæb. Men fremad kom vi, og den ene seje kilometer efter den anden lagde vi bag os. Efter tolv slidsomme timer fik det hele en ende. Mellem pakisen kunne vi skimte vandet, der lå og glimtede i modlyset. Kunne vi virkelig padle, eller…? Da vi kom nærmere, opdagede vi, at det var gigantiske søer ovenpå havisen. Vi fandt et tørt stykke is og rejste teltet.

Næste dag trak vi i vaders, og det var med blandede følelser, at jeg gik ud over havet. Kajakken kunne jeg overhovedet ikke mærke på det 40 cm. dybe vand. Et lille ryk og den skød sig frem uden besvær. Efter nogen tid vænnede vi os til den sære fornemmelse af at “gå på havet” på én meter tyk havis, hvorunder der var flere hundrede meter dybt.

Vi rundede Kap Ole Chiewitz, og nu gik det for alvor op langs Grønlands Nordkyst. Det var et betagende syn at se de 1000 meter høje bjerge rejse sig majestætisk op af Polhavets tildækkede ismasser. Indimellem blev bjergene gennemskåret af græsdækkede dale, hvor der gik store flokke af moskusokser. I luften over os afløste det ene træk knortegæs det næste. At der var så smukt på toppen af jorden, havde vi i vores vildeste fantasi ikke drømt om.

Verdens nordligste ø
Der kom mere og mere smeltevand på isen, men endnu kunne vi ikke padle. Først når der er omkring 70 cm. vand, er det lettere at padle end at trække. Forude dukkede Kaffeklubbens Ø frem af pakisen. Det var virkelig sommervejr, da vi dagen efter trådte i land på verdens nordligste ø i bagende sol og tusinder af blomstrende purpurstenbræk. På toppen lå Lauge Kochs varde fra 1921. Det var også ham, der havde givet øen dens mærkværdige navn. Mens Koch tegnede kort, lavede hans tre polareskimoiske ledsagere kaffe, og han kom i tanke om, at han sammen med sine unge kandidater på universitetet havde en kaffeklub, hvor planer for fremtidens forskning ivrigt blev debatteret. Til ære for dem blev øen døbt Kaffeklubbens Ø.

Fra toppen kunne vi mod nord se pakisen strække sig ud til horisonten. Her var der kun 700 km til Nordpolen. Mod syd lå Grønland. Det var her jorden begyndte. Hvor var det dog langt mere inspirerende at se på det vidunderlige land frem for at skulle slæbe sig gennem pakisen til Nordpolen og retur!

Nu havde vi tilmed åbent vand foran os. Rigtigt vand, hvor vi for første gange kunne padle i kajakkerne. Det var en fuldstændig omvæltning i vores hverdag. Pludselig tilbagelagde vi distancer på 20-30 kilometer uden besvær. Det gode vejr og åbne hav gav tåge, og i en ubehagelig snebyge trak vi kajakkerne op på stranden ved Kap Morris Jesup, Grønlands nordligste punkt. Det havde vi set frem til. Først og fremmest gik det nu mod sydsydvest, men vi var også spændte på at se det historiske sted med Pearys Varde fra år 1900. Fra kysten gik vi op mod to små røde træskure, der stod en lille kilometer inde på det lave kystland. Pludselig opdagede vi et friskt fodaftryk i gruset. “Her er mennesker”, sagde jeg til Frederik, som blev ligeså forbavset som jeg. Da vi trådte ind i Sirius-patruliens hytte, så vi, at der under briksen lå flere paksække, hvorpå der stod Dennis Smitt Expeditions. “Mærkeligt”, sagde jeg til Frederik.

Dagen efter fik vi svaret, da ekspeditionens syv medlemmer våde og trætte kom ind i den lille hytte. “Vi kunne ikke lande i Frig Fjord, og derfor har vi udforsket området her”. Det var et pudsigt sammentræf, og dagen efter rejste de tilbage med et islandsk Twin Otter fly.

Det er et krav til alle ekspeditioner, som opholder sig i Grønlands Nationalpark, at de kan kommunikere. Vores Iridium satellittelefon virkede ikke. Dennis Smitt havde lånt en VHF radio af forsvaret, som vi derfor overtog. Vi fortsatte rejsen i smukt sommervejr, og trak kajakkerne gennem pakisen ud til nogle store åbne tidevandsrevner.

De følgende 14 dage padlede vi langs nordkysten af Grønland, hvor vi havde det mest vidunderlige vejr. Det gav virkelig mod og tro på at vi kunne gennemføre turen, selv om vi kun havde tilbagelagt den første fjerdedel af strækningen til Qaanaaq. Vi slog teltet op i pakisen. Det var hurtigere end at finde egnede lejrpladser på kysten. Ud for den mægtige I.P. Koch fjor var der meget åbent vand, og vi gik i land på den lille Beaumont Ø. Her lå vi vejrfast i en snestorm i to døgn og fik lejlighed til at repetere den spændende historie om de gamle ekspeditioner. Kortet bar nu tydeligt præg af udenlandsk aktivitet, da de fleste stednavne stammede fra amerikanske ekspeditioner. Da snestormen tog af, klatrede vi op på toppen. Mod nord forsvandt Peary Lands kyst i en svag krumning, og mod syd strakte det ene kap efter det andet sig ud i horisonten. De tre store fjorde, Victoria, Osborn og Sct. Georges, var gennemskåret af smeltevandsrender ud i det åbne hav. For os var det en lykke, men for Knud Rasmussen i 1917 var det begyndelsen til en tragedie.

Brede revner med lidt pakis var ideelle at padle i, og disse betød, at vi kom hurtigt frem. Omkring den legendariske Dragon Pynt lå der en spøgelsesagtig hvid sky. Det var her grønlænderen Hans Hendrik på mystisk vis forsvandt på den Anden Thule Ekspedition i 1917. Var det måske et selvmord, fordi Hans Hendrik var imod at gå op på indlandsisen? Næste dag måtte vi trække 15 kilometer over isen, men den var næsten plan, så det gik raskt afsted mod Kap Bryant på Nyeboes Land. Da vi nåede frem til iskanten, klarede det op, og med solen i nord padlede vi på 17 timer 42 kilometer. Det var det længste vi endnu havde nået på et døgn.

Nye forsyninger
Vi fulgte en ret stejl kyst og ankom til Frank Field Bugt, men vi kunne ikke finde en Sirius-hytte, som skulle være et sted i nærheden. Først efter radiokontakt fik vi den præcise position. Til vores rædsel konstaterede vi, at den lå 16 kilometer inde i landet. Men vi havde en aftale om, at et fly her skulle bringe proviant og en nye satellittelefon frem til os. Da vi næste dag begyndte at trække op ad en bred elv, slog vejret om. Vi blev helt skæve i ryggen af at trække kajakkerne, fordi strømmen hele tiden skyllede dem op på brinken. Gennemblødte nåede vi frem efter 14 timer. Vi ventede i fem dage på flyet. Tiden gik med at sove, spise og gå ture i den smukke dal. Her var det sensommer, men valmuerne blomstrede endnu.

Endelig kom Twin Otteren, og den islandske pilot var meget forbavset over, at vi var nået så hurtigt frem. Der var også tre unge fyre med fra slædepatrulien Sirius. De havde travlt med at få ordnet småting i hytten. Vi skulle aflægge en rapport om rejsens forløb og fortælle, hvad vi gjorde med affaldet! Det var ikke tilladt at forurene i Nationalparken. Herefter satte de sig op i maskinen, der kørte dybe spor hen over de arktiske valmuer og sendte en hørm af jetfuel ud over dalen!

“Jeg padler ud af elven”, sagde Frederik. “Jamen det er jo ingen fosskajak”, prøvede jeg at indskyde. “Det kan det sgu blive”, svarede han, satte kajakken ud i strømmen og drev afsted med stor hast. Det så virkelig ud til, at det ville lykkes, så jeg fulgte efter. Det var ulige lettere end at trække i det tunge mudder langs brinkerne.

Andet nøglepunkt - Robeson Kanal
Langs yderkysten var der nu kommet meget mere pakis. Efter et døgn så det fuldstændig umuligt ud, og vi gik i land for at få overblik. Det var mundingen af Robeson Kanal, så vi, da vi var kommet nogle hundrede meter til vejrs. Der var smalle strækninger med åbent vand et par kilometer fra kysten, og en underlig mørk stribe ude i horisonten. “Land”, sagde Frederik. Mit syn er ikke det samme mere, og hen på eftermiddagen havde jeg vanskeligt med at se langt. “Det er Canada”, sagde jeg til Frederik. “Det bliver spændende at se, om pakisen og strømmen giver os problemer.”

De følgende dage snoede vi os ud og ind gennem isen. Nogle gange tæt under land, hvor strømmen var enorm, og andre gange søgte vi mange kilometer ud, og fandt her smalle strømstriber med vand. Det hele gik forbavsende fint, og vi rundede Kap Lupton og lagde ind i Polaris Bugt. Her trak vi kajakkerne op på den flade strand og gik hen til C.F. Hall’s grav. Den bestod af en bunke sten med en messingplade på to stolper og følgende inskription:

Sacred to the memorry of captain C.F. Hall of the U.S. Smip Polaris, who sacrificed his life in the advancement of science on nov’. 8 th. 1871. This tablet was erected by the British Polar Expedition of 1875, who following in his footsteps have profited by his experience.

Halls pludselige død var en gåde indtil 1968, hvor to amerikanske videnskabsmænd, Loomis og Paddog, åbnede graven og konstaterede, at Halls lig var fyldt med arsenik! En dramatisk historie som bl.a. handler om, hvordan skibet Polaris i august 1872 kom i drift, og da det så ud til, at det ville blive skruet ned af isen, sprang halvdelen af besætningen ud på isen. Pludselig revnede flagen og skibet drev væk, mens dem på isflagen drev ned langs Canadas østkyst. Først den 31. april 1873 blev de samlet op af en hvalfanger nord for New Foundland. De overlevede kun, fordi den føromtalte berømte grønlænder Hans Hendrik var med til at hjælpe.

Rundt omkring på stranden lå der endnu en masse rester fra de hytter, besætningen havde boet i. Knud Rasmussen skrev i 1917, at han var taknemmelig over den tekniske udvikling, da han så det tunge komfur, de havde haft med. Frederik og jeg funderede over denne udvikling, mens vi sad med vores lette MSR brænder og gryder af titanium.

Vi fandt også et nyere depot fra englænderen Wally Herberts ekspedition i 1968. Her var der en masse herlig, lettere fordærvet dåsemad, som var et kærkomment supplement. Men vores bedste fund var en lille paleoeskimoisk teltring fra Independence II kulturen. Her lå flinteafslag og en smuk harpunspids af hvalrostand. Det var første gang, vi så bevis på eskimoisk tilstedeværelse.

Mod syd lå det mægtige Washington Land. Vi var nu ude af Nationalparkområdet og måtte gå på jagt, men her var, udover et par havmåger, intet vildt. Vejret ændrede sig. Vinden tog til fra nordøst, og isen i Kennedy Kanal drev mod Ellesmere Island. Det gav os nye vanskeligheder med høj sø. På Kap Godtfred Hansen lå vi vejrfast i tre døgn. Til sidst blev vi så desperate af at vente, at vi trak kajakkerne henover isfoden (fast isbræmme langs kysten - red.), men flere steder var den skyllet i havet, og vi havde stor besvær med at få kajakkerne båret frem til det næste stykke isfod. Efter syv-otte kilometer opgav vi.

Værst var det ud for Kap Constitution og Kap Independence, der med sine 600 meter rejste sig lodret op i himlen. Et imponerende og frygtindgydende syn, da vi langsomt nærmede os de lodrette okkergule bjergvægge. Det første stykke gik fint, men da vi havde rundet selve kappet, kom der en orkanagtig faldvind som en eksplosion imod os. “Holdt fast om pagajen og ro alt hvad du kan”, nåede jeg at råbe til Frederik, inden han forsvandt i en støvsky af oppisket havvand. Det stod kun på i fire-fem minutter, men det kolde vand trængte ind alle steder. I en lille vig tog vi et stykke chokolade før vi igen kastede os ud i de voldsomme kastevinde. Det stod på i mange timer, men vi kom dog sydefter og endda rimeligt langt - 40 kilometer på tolv timer.

Da vi havde fået varmen inde i teltet, diskuterede vi, hvordan det ville blive i Kane Bassinet ud for den 100 kilometer lange Humboldt Gletscher. “Hvis der ikke er is, kan vi ikke sejle over” sagde jeg til Frederik. Han havde begyndende rygproblemer og 100 km ville være en for lang strækning at padle i ét stræk. Vores bange anelser viste sig at holde stik, da vi nogle dage senere rundede det sidste stejle forbjerg, Kap Jackson. Der var absolut ingen is, så langt øjet rakte. Vi havde en mulighed for at slutte ekspeditionen på Washington Land, fordi der inde i Cass Fjord lå en videnskabelig lejr. Da vi kom nærmere gletscherfronten, så den imidlertid meget lokkende ud. “Skal vi hellere gå over indlandsisen”, spurgte jeg Frederik. “Ja”, svarede han uden forbehold.

Tredje nøglepunkt - Humboldt Gletscher
Nu skulle vi bare finde et rimeligt let opstigningssted. Mellem den stejle gletscherfront og en grusmoræne var der nogle hundrede meter, hvor indlandsisen gik ud i havet i en jævn skråning. I begyndende tusmørke padlede vi op på indlandsisen. Det var en fantastisk oplevelse. Alt blev pakket om og meget efterladt på grusmorænen. Næste eftermiddag trak vi langsomt op over den ujævne gletscheris. Trods den stejle hældning kunne vi trække hver vores kajak. Forude lå 320 km indlandsis, før vi igen ville træde på land. Vi kørte på marginalerne. Ti dages proviant og én dags nødproviant. Frederik havde gennem den sidste uge opsparet nogle af de bedste retter, men det var sommerrationer på knapt 3000 kcal, og på dem skulle vi “gå” 32 kilometer om dagen!

Som gigantiske hudfolder bølgede isen op og ned. Indimellem var der dybe revner fra sommerens smeltevand. Nu var det i slutningen af august, og der var ikke mere vand tilbage. Langsom kom vi opefter, men på det tredje døgn fik jeg nok. “Nu, skærer jeg sgu kajakken over.” Uden at spørge Frederik lå min kajak snart i to halvdele på den blanke is. “Hvordan har du tænkt dig at sejle, når vi kommer ned til kysten”, spurgte Frederik. “Den ene padler, og den anden går”, svarede jeg. Mit træk blev 15 kilo lettere, mens Frederik fortsatte med sin kajak. Her kom hans større styrke os begge til hjælp. Da vi nåede op i 1500 meters højde, faldt temperaturen til minus 20 grader. Hvordan vi bar os ad med at gå 32 kilometer om dagen, er en gåde. Men ét var sikkert - vi blev tyndere og tyndere, og vores dømmekraft dermed dårligere.

Efter mit fald i gletscherspalten fik vi begge en alvorlig påmindelse om, hvor forsigtige vi skulle være. Vi omorganiserede det hele, og bandt alt det tov sammen, som vi havde. Selv om jeg senere skulle falde gennem sneen, kunne Frederik uden problemer holde mig - og omvendt. På det tiende døgn kom vi ned fra indlandsisen. Jeg havde fortalt Frederik, at der måske var en chance for at møde grønlændere ude ved Mc Cormic Fjord, hvor de i slutningen af august og begyndelsen af september endnu plejede at fange fjeldørreder.

Frederik padlede på søer og elve, og jeg gik ud gennem det smukkeste efterårslandskab til kysten, hvor vi var heldige at møde fangeren Arrutaq og hans familie. Her fik vi hjemmebagte boller med margarine, makrelsalat, syltetøj og naturligvis friskfangede fjeldørreder. En bedre afslutning på vores lange kajakfærd kunne man ikke ønske og tilmed sammen med landets egne folk på en smuk fangstplads. Det er Grønland!

Denne artikel er blevet bragt i Adventure World/Opdag verden nr. 27 i 2000