Indlandsisens blændende hvide horisont blev brudt. Endelig så vi land forude. I ti døgn havde vi kæmpet os over Humboldt Gletscheren og indlandsisen for at nå frem til Qaanaaq, før vinteren for alvor satte ind. Jeg gik i mine egne tanker og så tilbage på de sidste 2 1/2 måneds rejse. Utroligt hvad Frederik og jeg havde været igennem.
Frederik stoppede op. “Jeg tror, der er spalter”, sagde han og stak skistaven gennem sneen. Vi så os omkring. Det var meget svært at afgøre, om vi allerede var kommet ind i spaltezonen. “Vi spiser frokost på den anden side”, sagde han, tog et stort skridt og gik videre. Jeg trådte ned i Frederiks fodspor, men pludselig blev alt mørkt omkring mig. Jeg mærkede et voldsomt sug i kroppen, og i rasende fart styrtede jeg ned i en sort, dyb gletscherspalte.
Sekunder efter væltede kaskader af sne ned over mig sammen med kajakken, der forsvandt i det sorte dyb. Min første reaktion var reflektorisk - er jeg uskadt? Uden at tænke bevægede jeg arme og ben for derefter at stirre opefter. Et fantastisk syn. To lodrette tyrkisblå isvægge, der blev afsluttet af blændende hvid sne, som hang som flødeskum ud over iskanten. Fra midten af det fire-fem meter brede hul så jeg op i den klareste blå himmel, jeg nogensinde har set.
