Du er her:
  • ARTIKLER
  • Kajak og vandring i det vilde Grønland

Kajak og vandring i det vilde Grønland

Barndommens eventyrlige land

Indlandsisen våger over Grønlands største sø, Tasersiaq, og dens gamle bopladser. Jens Pavia padler og vandrer ind i landet, som hans forfædre gjorde før ham. Han rejser uden telt og kogegrej, men med en riffel. Og langt fra kysten kommer han tæt på sit folks fortid i et stort, ensomt og smukt landskab.

9_Moskuokseflok_ved_bredden.jpg
Skrevet af: Jens-Pavia Brandt
Opdateret den 16. aug 2021

Indlandsisen våger over Grønlands største sø, Tasersiaq, og dens gamle bopladser. Jens Pavia padler og vandrer ind i landet, som hans forfædre gjorde før ham. Han rejser uden telt og kogegrej, men med en riffel. Og langt fra kysten kommer han tæt på sit folks fortid i et stort, ensomt og smukt landskab.

Det store grønlandske indland har altid haft en særlig magi over sig. Et landskab, som vi mennesker kun flygtigt besøger under hårde vandringer på sommerens rensdyrjagter, hvor vi med de ældgamle fjelde som tavse vidner finder vores bytte. Her trækker vi os hurtigt tilbage til den kendte kyst og vore både, der bringer os tilbage til byens civilisation.
Men sådan har det ikke altid været. 

Der var engang, hvor det store indland var hjemmet under jagter på vildren. Her blev sommeren og det tidlige efterår tilbragt langt fra kysten for at skaffe kød og de eftertragtede rensdyrskind, der skulle lette tilværelsen under vinterens mørke. Dengang var der store sommerbopladser langt fra kysten, og blandt de, der lå allerlængst væk, var bopladserne omkring Tasersiaq.

Tasersiaq er Grønlands største sø, gemt bag de store fjeldmassiver, som udgør Angujaartorfiup Nunaas højland. Mod syd våger Indlandsisen over søen. Selv her, så langt væk fra kysten, har forfædrene haft sommerbopladser, og de har tilmed båret kajakker helt herop for at jage på Tasersiaqs sydside langs Indlandsisens rand.

I kajakken
Det var et sted, jeg måtte se, inden det blev for sent, og en tidlig augustmorgen tog jeg af sted i kajak fra havnen i Kangerlussuaq. Min rute gik over Umiiviit, og jeg var spændt på, hvordan det ville være at ro op ad floden.

Da strømningen begyndte, tog jeg hætten på, så jeg var klar at rulle, hvis jeg pludselig skulle kæntre. Stejle lerskrænter kastede ind imellem klumper af sig, som med plask faldt direkte i floden, og strømninger skød op i vandoverfladen, som om store havdyr dykkede ned lige under overfladen.

Det gav et lille gib i mig, hver gang jeg hørte disse lyde. Spændingen over at være på floden gjorde det hele mere intenst. Jeg var på vej mod nye eventyr. Og jeg nød det i fulde drag.

Jeg gik i land på det sted, jeg regnede for det bedste udgangspunkt til at trække kajakken til Tasersiaq. Jeg havde kun set stedet på afstand, men der var heldigvis ingen ubehagelige overraskelser. Et dejligt blødt underlag, som man normalt ville bande langt væk, dækkede fjeldsiden, hvilket gjorde det muligt at trække kajakken.

Nu gik det opad. Først med kajak, så ned efter al udstyret og op igen. Lægmusklerne smertede ved den uvante belastning, men højdemeterne blev vundet godt ind, og for hvert hvil kunne jeg nyde en udsigt, der blev bedre og bedre.

Ruten gik gennem et pas i 350-400 meters højde for at nå ned til søen, der ligger i 312 meters højde. Jeg havde egentlig anset en rute over Tatsip Ataa for at være den bedste, men for ikke at genere den store fangstlejr, som familier fra Kangaamiut har der, valgte jeg Umiiviit-ruten i stedet. Det viste sig at være et held.

Alt mit grej havde jeg pakket i en presenning, som jeg bar med bærerem over panden på samme måde som i gamle dage.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

11 Naer passet med kajakken

Padler i smeltevand
Det var en fantastisk følelse at sætte kajakken i Tasersuaq. Alt det, der under store strabadser blev båret og trukket op ad fjeldet, gled nu uden større anstrengelser hurtigt gennem vandet.

Flokke af moskusokser græssede langs søens bredder, vejret var skønt, og jeg svedte bravt i min kajakbeklædning. Nu skulle det blive spændende, hvordan det ville være at ro op ad floden Qangattap Kuua.

I gamle dage havde man båret kajakker og konebåde op til Tasersuaq fra Tatsip Ataa og roet op ad Qangattap Kuua. Når konebåde kunne komme op ad floden, så kunne jeg vel også i min kajak?

Da vandet i floden stammer fra afsmeltning af Indlandsisen, er det grumset, og det er umuligt at se så meget som en kajakdybgang ned i vandet, så jeg gik ind imellem på grund. Ellers gik det fint. Og her var smukt. Floden flød ganske langsomt og var omgivet af et lavlandsområde omkranset af fjelde til alle sider. Islom, gæs, havørne og de mange moskusokser gjorde sceneriet helt fantastisk.

Fangtsmænd
Langt oppe ad floden var der en fangstplads. Det viste sig at være en mand, jeg havde set dagen før, som gik i fjeldet højere oppe end mig. Han havde to små joller, der lå fast her i søen, og her gik han på jagt hvert år.

Så var der altså stadig fangstmænd langt inde i landet. Jeg blev godt modtaget af ham og hans jagtkammerat, der fortalte, at der var to lejre mere endnu længere oppe ad Qangattap Kuua. Alle var de folk fra Maniitsoq, som tog hele den lange vej herop for at tilbringe halvanden til to måneder med jagt.

Med alle de gange, jeg var gået på grund med kajakken, tænkte jeg, at de måtte have en utrolig forståelse for flodens løb, når de sejlede herop i joller med påhængsmotor uden at ødelægge motorbenet.

De gav mig masser af tørret rensdyrkød med som rejseproviant, og jeg fortsatte til næste lejr, der var beboet af tre unge fyre. Det var dejligt at se unge mennesker videreføre traditionerne her.

De var friske gutter med godt humør, men det var ved at blive sent, så mit besøg blev kort. Også her fik jeg masser af tørret rensdyrkød, som virkelig blev en god hjælp på rejsen.

Menuen stod på kød morgen, middag og aften.

jens-paviaVidere med riflen
Turen gik nu virkelig ind i landet. Derind, hvor man kun tog på jagt i gamle dage. I kajakken efterlod jeg alt det, der var unødvendigt på vandringen og håbede at finde det i god behold, når jeg vendte tilbage.

Alt mit grej havde jeg pakket i en presenning, som jeg bar med bærerem over panden på samme måde som i gamle dage, hvor man naturligvis brugte skind i stedet for presenning. Den ville jeg bruge som ly eller ekstra liggeunderlag.

Telt og brændstof havde jeg ikke med. Jeg havde kun mad med til et par dage, men havde en riffel og var afhængig af jagt for at få kød under turen. Jeg håbede, at min rejseform i disse fantastiske, historiske omgivelser ville give mig en bedre forståelse af mine forfædre og det liv de levede.

Jeg var klar over, at skulle det blive regnvejr i flere dage, ville jeg ikke kunne holde mig tør eller tilberede mit kød. Jeg havde besluttet, at skulle det ske, ville jeg vende om frem for at fortsætte våd og kold, mens jeg måtte leve af råt kød.

Dette skulle være en god tur fyldt med gode oplevelser og ikke nogen overlevelsestur. Som det ofte er tilfældet i indlandet, var vejret dog upåklageligt, og der var store mængder af vildt på det meste af turen.

En snehare og en vildren gav mig alt det kød, jeg kunne ønske mig, og aldrig har jeg spist så meget på en længere tur i vildmarken. Menuen stod på kød morgen, middag og aften, men den ensidige køddiæt havde jeg ingen problemer med. Følelsen af at kunne klare mig selv gav mig en indre varme og glæde over at være midt i dette skønne land.

5 Kangimut Kuuttoq’Du hører til her’
Min viden, om at her havde forfædrene haft deres jagtmarker, at de her har vandret og skuet ud over samme landskaber, gjorde, at jeg følte mig endnu mere hjemme. Langs det meste af ruten dukkede stenmarkører jævnligt op, og det var som at få et venligt skulderklap fra en fjern slægtning, der sagde: ”du er på rette vej, du klarer det, her hører du til”.

Det hjalp på min ensomhed, som var den eneste ting, der generede mig på turen.
Min rute tog mig forbi Atanillat Tasersuat, hvor Jens Kreutzmann fra Kangaamiut havde sin sommerboplads i 1800-tallet, langs elven Kangimut Kuuttoq, som var dyb nok til, at jeg måtte af med støvler og bukser for at vade over.

Jeg fandt et sted, der så rigtig godt ud til et vad. Tilfældigvis lå der en flok moskusokser og tyggede drøv lidt neden for dette sted. Jeg passerede dem, uden de tog synderlig notits af mig, og jeg vadede ud på en græsø i midten af elven.

På den anden side havde jeg set en moskustyr og en ko, som lå og tyggede drøv. Jeg tænkte, de nok ville fortrække, når jeg kom nærmere. De rejste sig også, da jeg stod på græsøen, men det viste sig at være en ko med kalv. Det var ikke så godt.

En moskusko går aldrig alene, og den her hørte til flokken på den anden side af elven. Jeg stod lige midt imellem. På det sted hvor det var bedst at vade over. Tyren fra flokken begyndte at vade lidt ud i elven og begyndte at brøle et ganske ildevarslende brøl, der mest af alt minder om et løvebrøl.

Koen og kalven gik først stille, men begyndte så at gå i panik, da de skulle vade over cirka 100 meter fra mig. De begyndte at snurre rundt om sig selv, gik tilbage og løb op og ned langs elven. Tyren vadede længere ud og brølede videre.

Nu syntes jeg ikke, jeg havde tid til at finde det bedste sted til resten af vadet, men skyndte mig over med alt grejet, heldigvis uden at snuble. Da jeg var derovre, faldt der mærkeligt nok ro over koen og kalven. De vadede lige så roligt over elven til tyren og resten af flokken, og jeg slap med en lille forskrækkelse.

12 Qangattap KuuaBølger af skuffelse
Kangimut Kuuttoq afvander et meget stort område, og skulle det begynde at regne, var det ikke sikkert, at jeg kunne vade tilbage over elven. Derfor ønskede jeg ikke at gøre mit ophold syd for elven alt for langt. Mit mål var nogle fortidsminder ved bredden af Tasersiaq ved den vestligste spids af Qeqertaasaq.

Turen derned gik gennem en fantastisk slugt med en smukt rindende elv. Slugten blev mere og mere ufremkommelig, jo tættere jeg kom målet. Stejle fjeldsider dækket af rullesten steg brat op på begge sider ved nogle aflange søer. Udsynet var spærret, og jeg håbede snart at kunne se Tasersiaq og finde fortidsminderne.

Da jeg rundede et hjørne, så jeg stejle fjeldsider med rullesten, så langt frem jeg kunne se. Det ville være meget risikabelt at fortsætte her, og det var et utrolig hårdt slag at skulle vende om. Jeg havde været af sted en uge for at nå det sted, der nu var så tæt på og så alligevel så langt væk.

Uden at tænke for meget over det vendte jeg om og gik tilbage. Bølger af skuffelse og nederlag slog ind over mig, men jeg måtte ryste det af mig og koncentrere mig om at vandre tilbage over rullesten og blokmark uden at miste mit fodfæste og komme til skade. Men jeg kunne ikke bare tage tilbage uden at have set Tasersiaq.

17 Telthus ruinerEt håb
Jeg besluttede at bestige Qeqertaasaq og få et kig ud over søen. Også her skulle landskabet drille mig, der var hele tiden noget i vejen for udsynet til søen, og på et tidspunkt sagde jeg til mig selv, at jeg ikke kunne mere, men fortsatte dog kort tid efter alligevel. Langt om længe kom den helt store udsigt til søen, og det var det hele værd.

Foran mig lå den mægtige Tasersiaq under Indlandsisens tunge, hvide kappe, lige så vild og skøn som jeg kunne have forestillet mig den. Der blæste en konstant iskold vind her, og det vilde landskab på søens sydlige bred gjorde det svært at forstå, at vore forfædre gjorde sig så store anstrengelser for at nå dertil.

Mens jeg sad der, så jeg for mig en anden tid, hvor en kajakmand som en lille prik i Tasersiaqs oprørte vand roede forbi Indlandsisens gletsjertunger på vej til jagter, der skulle skaffe mad, skind og stof til fortællinger, der skulle varme i vinterens tørvehytter på en kyst langt, langt væk herfra.

Jeg fyldtes af en glæde over at have nået at se dette fantastiske sted i sin naturlige tilstand. Et håb tændtes i mig. Et håb om at alle grønlændere til enhver tid måtte få chancen for at komme her og se dette vilde og smukke sted, der indeholder et så fantastisk vidnesbyrd om vore forfædres styrke, mod og opfindsomhed til at klare sig trods svære kår.


Tasersiaq

Tasersiaq er beliggende omkring 100 kilometer syd for Kangerlussuaq og er Grønlands længste sø. Søen befinder sig i cirka 682 meters højde og er omkranset af høje, stejle fjelde. Dens sydlige og østlige bredder ligger lige op til Indlandsisen, og flere steder fører Indlandsisens gletsjertunger direkte ud i Tasersiaq.

De ældste tegn på menneskelig aktivitet omkring Tasersiaq kan dateres mere end fire tusinde år tilbage, og mange bopladser er endnu ikke udforsket af arkæologer.


Vil udslette alle spor

Langs Tasersiaqs kyster findes store sommerbopladser, som kun er overfladisk undersøgt af arkæologer. Men planer om en dæmning truer disse historiske bopladser – Alcoa, en stor aluminiumsproducent, har søgt om lov til at opdæmme søen til vandkraft.

Det vil få vandstanden til at stige 28 meter, hvilket vil ødelægge bopladserne for evigt. Bopladserne her giver for mig et af de største vidnesbyrd om vores forfædres styrke, mod og virkelyst, og efter selv at have vandret turen, kan jeg kun have den største beundring for, at man i gamle dage bar kajakker helt hertil. Og derudover bar skind og tørret kød hele vejen ud til kysten for at få udbytte af rejsen.

Da jeg sad og så ud over søen, gik det op for mig, at med en forhøjet vandstand ville isfjelde brække af de bræer, der går ned til søen. De ville uundgåeligt, på et eller andet tidspunkt, drive hen over de gamle bopladser, der så ville ligge under vand, og dermed skrabe ethvert vidnesbyrd om dem væk.

Det slog mig som en stor symbolsk handling fra naturen, der derved ville udslette alle spor om vores forfædres store bedrifter, hvis vi sælger vort land til fremmede med håb om, at de vil give os en profit frem for selv med styrke, mod og virkelyst at hjælpe vort land frem mod bedre tider.


7 Morgenmad snehare med risTilbage til barndommen

Jens-Pavia Brandt er opvokset i Nuuk og har fra sit niende år været med på rensdyrjagter, oftest dybt inde i Ameralik-fjorden. Allerede det første år havde han en riffel og skulle skyde dyrene, hvis de ikke var helt døde af de første skud, som fik dem lagt ned. Det var ikke sjovt.

Efter at have uddannet sig til styrmand i Danmark, blev han boende og har boet 17 år i Danmark, men har stort set hvert år været på ferie i Grønland. For tre år siden flyttede han hjem til Grønland og bor nu i Kangerlussuaq, hvor han driver et firma, der beskæftiger sig med friluftsliv (www.greenlandoutdoors.com).

Da Jens-Pavia var barn, var dagsturene på rensdyrjagterne som en stor rejse ind til et ubeboet og spændende land. Som han er blevet ældre er lidt af magien gået af de kystnære områder.

Turen beskrevet her i artiklen havde sit udgangspunkt i Kangerlussuaq. Den gik langt væk fra kysten, til et sted hvor man ikke kommer mere. Han beskriver det som en slags tilbagekomst til sin barndoms eventyrlige land.

Find din næste tur her


Priser fra 5.995,-
Fællesture
Havkajak i Grønland

Havkajak i Grønland

Andre spændende artikler


En grønlandsk drøm

En grønlandsk drøm

Kajakeventyr i Grønland

Kajakeventyr i Grønland

Kajak i Grønland

Kajak i Grønland

Log ind