Indlandsisen våger over Grønlands største sø, Tasersiaq, og dens gamle bopladser. Jens Pavia padler og vandrer ind i landet, som hans forfædre gjorde før ham. Han rejser uden Telt og kogegrej, men med en riffel. Og langt fra kysten kommer han tæt på sit folks fortid i et stort, ensomt og smukt landskab.
Det store grønlandske indland har altid haft en særlig magi over sig. Et landskab, som vi mennesker kun flygtigt besøger under hårde vandringer på sommerens rensdyrjagter, hvor vi med de ældgamle fjelde som tavse vidner finder vores bytte. Her trækker vi os hurtigt tilbage til den kendte kyst og vore både, der bringer os tilbage til byens civilisation.
Men sådan har det ikke altid været.
Der var engang, hvor det store indland var hjemmet under jagter på vildren. Her blev sommeren og det tidlige efterår tilbragt langt fra kysten for at skaffe kød og de eftertragtede rensdyrskind, der skulle lette tilværelsen under vinterens mørke. Dengang var der store sommerbopladser langt fra kysten, og blandt de, der lå allerlængst væk, var bopladserne omkring Tasersiaq.
Tasersiaq er Grønlands største sø, gemt bag de store fjeldmassiver, som udgør Angujaartorfiup Nunaas højland. Mod syd våger Indlandsisen over søen. Selv her, så langt væk fra kysten, har forfædrene haft sommerbopladser, og de har tilmed båret kajakker helt herop for at jage på Tasersiaqs sydside langs Indlandsisens rand.
I kajakken
Det var et sted, jeg måtte se, inden det blev for sent, og en tidlig augustmorgen tog jeg af sted i Kajak fra havnen i Kangerlussuaq. Min rute gik over Umiiviit, og jeg var spændt på, hvordan det ville være at ro op ad floden.
Da strømningen begyndte, tog jeg hætten på, så jeg var klar at rulle, hvis jeg pludselig skulle kæntre. Stejle lerskrænter kastede ind imellem klumper af sig, som med plask faldt direkte i floden, og strømninger skød op i vandoverfladen, som om store havdyr dykkede ned lige under overfladen.
Det gav et lille gib i mig, hver gang jeg hørte disse lyde. Spændingen over at være på floden gjorde det hele mere intenst. Jeg var på vej mod nye eventyr. Og jeg nød det i fulde drag.
Jeg gik i land på det sted, jeg regnede for det bedste udgangspunkt til at trække kajakken til Tasersiaq. Jeg havde kun set stedet på afstand, men der var heldigvis ingen ubehagelige overraskelser. Et dejligt blødt underlag, som man normalt ville bande langt væk, dækkede fjeldsiden, hvilket gjorde det muligt at trække kajakken.
Nu gik det opad. Først med Kajak, så ned efter al udstyret og op igen. Lægmusklerne smertede ved den uvante belastning, men højdemeterne blev vundet godt ind, og for hvert hvil kunne jeg nyde en udsigt, der blev bedre og bedre.
Ruten gik gennem et pas i 350-400 meters højde for at nå ned til søen, der ligger i 312 meters højde. Jeg havde egentlig anset en rute over Tatsip Ataa for at være den bedste, men for ikke at genere den store fangstlejr, som familier fra Kangaamiut har der, valgte jeg Umiiviit-ruten i stedet. Det viste sig at være et held.
Alt mit grej havde jeg pakket i en presenning, som jeg bar med bærerem over panden på samme måde som i gamle dage.
