Du er her:

En grønlandsk drøm

650 kilometer i kajak

En gammel drøm om en lang tur i Grønland. En konebåd. 650 kilometer. Mennesketomme landskaber og vilde dyr. Bopladser og hvaler. Dag om natten, nat om dagen. Grønland kalder.

121.jpg
Skrevet af: Per Bundgaard og Anette Binder
Opdateret den 16. aug 2021

En gammel drøm om en lang tur i Grønland. En konebåd. 650 kilometer. Mennesketomme landskaber og vilde dyr. Bopladser og hvaler. Dag om natten, nat om dagen. Grønland kalder.

Tanken om en rigtig lang tur har spøgt, siden jeg var en stor dreng. Gennem mine utallige ture i fjeld og på vand, utallige ekspeditionsbøger og turbeskrivelser har jeg gennem årene indsamlet en erfaringsbase, som jeg drømmer om at teste på en lang tur på Grønlands vestkyst.

Men hvornår starter en tur?

Når man får ideen?

Når ideen initierer egentlig planlægning?

Den dag, man sætter kajakken i vandet?

For mig starter den, da jeg henter Anette, min kone, i lufthavnen efter seks ugers trekking i Nepal:

”Jeg er klar! Vi tager til Grønland,” er de gensynsord, der starter en intens planlægning til den tur, jeg de seneste fem år har drømt om, købt kort til og luftet ideen om for alle i min omgangskreds.

Uden at nogen har bidt på. Ind til nu.

Anette og jeg har tidligere padlet sammen i Tasermiut Fjorden i Sydgrønland; en fin, overskuelig rundtur på 16 dage, men ikke helt den samme udfordring, som den drøm jeg nu har fostret, og hun tidligere klart udtalte, at hun ikke skulle med på: Fem til seks uger og ca. 500 kilometer fra Sisimiut til Aasiaat. Ind via Nordre Strømfjord, ud igen via Arfersiorfik Fjorden og to bæringer, der på Google Earth ser rimeligt overskuelige ud.

Begge fjorde har en lang, smal nordre sidefjord, Amitsuarsuk, som vi vil følge for at være mindre eksponerede. Planen er at bevæge vi os ind i landet tæt på isen til de væsentligt mere stabile vejrforhold, der ofte er her om sommeren.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

19

Ture i Grønland bliver hurtigt en konkurrence i ”verdens flotteste lejrpladser”.

Bjørnekram og nødlejr
Nu skal der handles. Hvor finder man en kajak, der er solid, let nok til længere bæringer, og som kan laste ca. 150 kilo mad og udstyr uden at ligne og sejle som en robåd? Vi låner en Umiaq – en konebåd, som vi kalder den – af Erik til en test i Det sydfynske Øhav.

10 dage senere har vi bestilt én fra producenten i British Colombia.

Vi tester frysetørret mad, gennemgår gammelt grej, udskifter hvor det er nødvendigt, aftaler sikkerhedsprocedurer med Arktisk Kommando, bestiller fly samt udsejling og prøver at finde information om området. Det er ikke let. Selv den beboede side af Grønland er ikke overrendt (vi ved endnu ikke, at vi ikke kommer til at se mennesker de første 3 ½ uge af turen).

Til sidst kommer vi i kontakt med Jørgen og Inge, der har padlet meget deroppe. De har nogle gode fif; bl.a. at sætte sig ind i de Grønlandske navne på kortet, da de ofte beskriver, hvad der venter.

I juli flyver vi til Sisimiut, henter vores båd, køber det sidste og bliver sejlet ud til mundingen af Nordre Strømfjord, så vi undgår de første 80 kilometer yderkyst. Vejrudsigten er ustadig, og vi risikerer at starte med overliggerdage. Vi vinker farvel til gutterne på båden, og Anette får et kæmpe bjørnekram af Christian – det er tydeligt, at vi er lidt beklemte.

Vi føler os små, da vi ser båden forsvinde.

Vejret er godt, så vi bruger de sidste timers positiv tidevandsstrøm til at komme i gang. Vi ligger dybt, men stabilt. Det kan man spise sig fra. Alt er godt. De 300-500 meter høje, lodrette klippevægge har sne helt ned i ravinerne ved vandet. Det er iskoldt, der er ikke mange steder at komme i land, og vi føler os udsatte langs de glatslebne klippesider.

Efter tre timer blæser det op, og strømmen vender, så vi går i nødhavn i en stejl ravine, hvor vi kan klatre op til et plateau og en dejlig lejrplads. Kønt, men besværligt. Vi er i gang.

31

Anløb ved lavt tidevand – bemærk den altid brugte fortøjningsline.

Dag om natten, nat om dagen
De næste dage bliver vi bekræftet i, hvorfor det hedder Nordre Strømfjord. Snart følger vi jordens puls, tidevandet, der her betyder 4-5 meters forskel på højeste og laveste vandstand. Næsten dagligt må vi time passager for ikke at skulle krydse bølger, modstrømme og strømhvirvler, når tidevandet render stærkest.

En dag lyder et brag, da vi midt i en bugt løber på en sten, og vi er glade for den specielt forstærkede køl, som pænt tager stødet. Vi kommer fri uden skader, og da tidevandet falder, viser det sig, at vi har ramt en vandreblok på størrelse med en folkevogn; den eneste i hele bugten.

Vi følger den gode skik med at ”vende døgn.” Solen er jo oppe alle døgnets 24 timer, så vi sejler om natten, hvor luften er koldest og mest stabil, og der er blankt vand. Vi står op, så det passer med tidevandet, gerne mellem kl. 24.00 og 04.00, og padler til vinden tager til mellem 10.00 og 12.00. Det tager to til tre timer at slå og nedlægge lejr, når der også skal hygges, så rytmen giver et fuldt dagsværk.

Efter få dage krydser vi ind i Amitsuarssuk. Fjeldene bliver mere afrundede. Temperaturen stiger. Livet er herligt, og usikkerheden er væk. Vi er på tur.

Hurtigt bliver temperaturen en ny udfordring. Det er for varmt midt på dagen, hvor vi sover, og skygge er ikke let at finde, så vi lægger soveposerne over teltet og sover i lagenposerne. De fleste dage går vi i shorts, og kun vandets temperatur gør, at det daglige bad er meget forfriskende. Myggene er forsvundet pga. tørke. Hvem skulle tro, vi var 200 kilometer nord for polarcirklen?

93a

Jeg har jagttegn, så det er proforma at få riflen med til Grønland. Dog viste det sig, at myndighederne ikke selv kendte formalia, så de indledende øvelser blev mere besværlige end nødvendigt, når man kun er på besøg. Man kan henvende sig til lufthavnen, hvis man vil vide mere.

Rentyr i brunst – og bjørne?
Første bæring på ca. 500 meter går som en leg bortset fra en rentyr i brunst, der forelsker sig i Anette, men vi får skræmt den væk, inden det bliver alt for spændende. Vi har medbragt en riffel, beordret af Anette der har en lille bjørnefobi. En tidlig morgen bliver jeg revet ud af søvnen ved paniske ryk i mine ben. Springer op. Famler efter riffel og patroner. Stadig ikke vågen.

“Sshhh, der står en stor ren én meter fra teltet,” hvisker Anette.

Det gjorde der så ikke mere, og Anette vækker mig nok lidt mere følsomt næste gang. Der er meget få, som i ingen bjørne, i det her område, men til Anettes forsvar må det jo indrømmes, at der blev skudt to i ”lokalområdet”, mens vi var der. Riflen havde sin berettigelse.

Specielt i de tidlige morgentimer har vi herlige oplevelser med fuglefjelde, havørne, falke, fjeldræve, moskusokser, rener og sæler. I de ydre fjordområder er der masser af store og små hvaler, som altid giver lidt spænding til større kryds. Vi har også fået en maskot, tejsten, som altid dukker op ved strømsteder og store krydsninger. Den kommer flyvende forbi i mindre og mindre cirkler med sine kønne røde ben og hilsener, som for at forsikre om at alt er okay.

Gletsjeren kollapser
Anden bæring på ca. 2,5 kilometer er også overkommelig. Vi er nu på vej mod nord langs isranden. Vi krydser flere gletsjerfronter i god afstand og er så heldige ikke at blive fanget af de kolde faldvinde. Vejret er fantastisk; efter tre uger har vi ikke haft en overliggerdag.

På en krydsning er vi ca. tre kilometer ude, da hele den venstre side af gletsjeren kollapser. Store sneskyer rejser sig. Larmen er skræmmende. Kommer der en bølge, hvad gør vi så? Vi vælger at vente ude på dybt vand, men bølgen kommer aldrig. Støvskyen indikerer, at isen faldt på land. Klimaændringer og isens tilbagetrækning har i dette tilfælde været os til gavn.

Ved Tycho Brahe Søen går det dog galt (vel ikke overraskende!). Vi er gået i land for at finde vand, men pga. tørken er der kun store mængder smeltevand fra indlandsisen, der mest minder om råvaren til et pottemageri. Da vi endelig finder en lille, ren kilde og kommer tilbage til båden, har tidevandet trukket sig og efterladt en bugt med det fineste dynd, der er komplet impassabelt.

Da vandet vender tilbage, kommer også vinden. Det gentager sig, så vi får en god pause. 24 timer senere padler vi ud i troen på, at vores teori om, at vinden er en faldvind fra isen, som vil forsvinde, når vi kommer rundt om det næste næs efter otte km med lodrette vægge. Det holder stik. Snart er vi igen på spejlblankt vand.

96

Efter krydsning ved Nordenskiøld. Bemærk vandets farve og densitet: tykt!

Sarfarssuaq, sarfarlik og sarfarssuk
Hjemmefra advarede Jørgen om Sarfarssuaq, stærk strøm. Vi finder hurtigt ud af, at der findes mange afskygninger – Sarfarssuaq, Sarfarlik, Sarfarssuk – som betyder forskellig styrke af udfordringer i tidevandsstrømme.

Ved første Sarfarssuaq går vi i land, spejder og afventer at tidevandsskiftet får strømmen til at lægge sig. Vi har ca. 15 minutter til halvanden kilometer. Vi regner ud, det må være smartest at udnytte strømlæ og modgående strøm til at arbejde os så langt frem som muligt – og så lege hjulpisker, så snart strømmen vender. Skulle vi så ikke nå helt igennem, bliver vi skubbet den rigtige vej ud i stedet for at blive fejet tilbage.

Alt går efter planen, og det bliver vores faste procedure.

Efter tre uger når vi Nordenskiøld Gletsjeren, hvor Jørgen har advaret om store mudderbanker og en meget stærk Sarfarssuaq. Vi krydser fjorden ca. fire kilometer fra selve strømstedet i forvisning om, at den her er bred nok til en sikker krydsning.

Vandet er så brunt, man ikke kan se sin pagaj under overfladen, og selv helt herude er strømmen betydelig lige før strømskifte. Vi kan ikke holde os på plads, og med en del gletsjeris i vandet vælger vi at gå i strømlæ bag en ø, til strømmen stopper.

Med ét mærker jeg svag modstand mod pagajen. Mudder. Hele strømlæet er fyldt med silt, og vandet falder. Vi skal ud nu, hvis ikke vi vil tilbringe 4-5 timer i kajakken. Det lykkes, og vi ligger derefter i strømlæ op mod det mudder, vi ikke kan se, men tydeligt mærke. Lidt uhyggeligt, men strømmen lægger sig, og resten af krydset går som en leg. Man skal altså være tålmodig og vente, til strømskiftet er indtrådt, før man sejler.

”En lille bæring”
Igen følger vi den nordlige Amitsuarssuk, og som i Nordre Strømfjord er den smal, venlig og med meget dyreliv. Fire moskusokser løber nærmest tværs gennem lejren, og vi begynder at se spor af mennesker på lejrpladserne, der dog stadigt er ufatteligt rene. Vi har ikke set plastik i uger. Ved udmundingen af fjorden skal vi igennem en Sarfarssuaq, der afvander næsten 200 kilometer fjord. Tre kilometer uden landgangsmuligheder og med flere næs, der kan danne bagstrømme og hvirvler.

Anette har studeret kort og foreslår forsigtigt, at vi i stedet tager ”en lille bæring” på 7,8 kilometer op gennem en ravine og ned til fjorden på ydersiden af Sarfarssuaq´en.

Jeg indvilger.

Jeg har inden turen aftalt med mig selv, at hvis hun udtrykker tvivl undervejs, og jeg ikke har et klart svar eller måske selv en lille uro i maven, så stopper vi og ændrer plan. Så det er bare at gå. 30 timer senere sætter vi i, fanger medgående tidevand og giver dén gas i forventning om, at nå turens første bygd, Niaqornarsuk.

Vi er forundrede over, at man næsten ikke bemærker os ved ankomsten, men lærer senere, at nysgerrighed ikke er en dyd i Grønland. Da vi først har kontakt, bliver det til bad, kaffe, varme boller og mange sludrer i den hyggelige bygd: den fineste vi til dato har besøgt.

101a

Den lille ekstra 7.8 km udfordring Anette ”opfandt”.

Hvaler i tågen
En morgen ser vi over 30 pukkelhvaler i en stor bugt. Der er store sælflokke, masser af fisk samt friske muslinger til maden. Herligt. Der er også masser af historiske fangstpladser, og hver nat camperer vi midt i historien. Heldigvis bliver vi ikke forstyrret af fjeldgængere, Qivittoq, så vi sover trygt.

De sidste dage er der tåget, og vi sniger os langs kysten uden megen ide om, hvor vi er. For første gang har vi virkelig brug for GPS’en til at kontroltjekke placering på kortet, og selvom der er nul vind, føles det klamt og lidt uhyggeligt – ikke mindst når hvalerne ånder tæt på båden, og vi ofte ikke kan se dem i tågen.

Efter 36 dage og 650 kilometer ankommer vi en tidlig morgen til Sømandshjemmet og et luksusværelse i Aasiaat. Nu er der kun tilbage at tørre grej, pakke sammen, aflevere kajak til Blue Water og tage hjem til en travl sæson i juletræsplantagen.

En livslang drøm er blevet til virkelighed, men det er kun begyndelsen.

Mange flere eventyr venter forude.


Spor fra fortiden

Når man sejler kajak i Grønland, går man ofte i land de steder, som lokale fangere har benyttet. Steder, med let adgang og god udsigt, hvor spor fra tidligere beboere kan være mange hundrede år gamle. De mest almindelige spor er:

  • Vinterhytter (tørvehytter).
  • Teltringe: Mosset på stenene indikerer ringenes alder. Det er ofte gode nutidsteltpladser, da midten af cirklerne er jævne og ryddet for sten.
  • Kødgrave: permafrostkøleskabe.
  • Rævefælder af sten: De står ovenfor tidevandslinjen og altid på næs eller klippefremspring, så de ikke sner til, er lette at finde og røgte fra hundeslæde på fjordisen. De står der i tusindvis.
  • Gravpladser: altid placeret over lejrområdet med udsigt til fjorden og jagtområdet. Gravene er bygget af sten og ligger ovenpå ”jorden”, så man ofte kan kigge ind og hilse på. Husk at respektere gravfreden og opfør dig anstændigt over for de mennesker, der engang levede alene af, hvad landet og havet afgav.

Husk at efterlade alt i de gamle fangerlejre, som I fandt dem. Rod ikke i jorden, saml ikke souvenirs og brug tidevandszonen som toilet.


Hvorfor en dobbeltkajak?

Vi har hele vores ægteskab fornægtet en toerkajak, men i 2016 lejede vi (tvunget) en i New Zealand og fandt det okay. Faktum er, at da vi testede Seawarden før turen, fandt vi, at den havde større lastekapacitet, var mere stabil, 15-20 % hurtigere med 20 % mindre indsats og eliminerede parproblemet med, hvem er stærkest, skal vente, og hvor sikkerhedsgrænsen går. I en toer blev vi begge meget bedre, fulgtes ad og kunne meget lettere dele de mange naturoplevelser. Desuden kunne vi fortsætte i samme tempo, selvom den ene havde en offday; en både mental og fysisk betingelse for, at turen blev vellykket.


23Hvem skriver?

Per Bundgaard har padlet havkajak siden 2006 med mange ture i Sverige og Danmark, sommer som vinter. Padlede med Erik B. Jørgensen i Nordøstgrønland i 2013 (mesterlære) og i 2015 med Anette i Sydgrønland.

Har tidligere været fospadlingsinstruktør i Fjeldgruppen, brugt næsten 2,5 år på traveture, padling, klatring, cykling og caving i New Zealand og bl.a. cyklet fra Harare i Zimbabwe til Nairobi i Kenya på egen hånd og trekket flere gange i Nepal.

Har I spørgsmål, så skriv til Per på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..

Andre spændende artikler


Kajakekspedition i Grønland

Kajakekspedition i Grønland

Et langt liv med Grønland - Interview med John Andersen

Et langt liv med Grønland - Interview med John Andersen

Kajaktur i Vestgrønland

Kajaktur i Vestgrønland

Log ind