En gammel drøm om en lang tur i Grønland. En konebåd. 650 kilometer. Mennesketomme landskaber og vilde dyr. Bopladser og hvaler. Dag om natten, nat om dagen. Grønland kalder.
Tanken om en rigtig lang tur har spøgt, siden jeg var en stor dreng. Gennem mine utallige ture i fjeld og på vand, utallige ekspeditionsbøger og turbeskrivelser har jeg gennem årene indsamlet en erfaringsbase, som jeg drømmer om at teste på en lang tur på Grønlands vestkyst.
Men hvornår starter en tur?
Når man får ideen?
Når ideen initierer egentlig planlægning?
Den dag, man sætter kajakken i vandet?
For mig starter den, da jeg henter Anette, min kone, i lufthavnen efter seks ugers trekking i Nepal:
”Jeg er klar! Vi tager til Grønland,” er de gensynsord, der starter en intens planlægning til den tur, jeg de seneste fem år har drømt om, købt kort til og luftet ideen om for alle i min omgangskreds.
Uden at nogen har bidt på. Ind til nu.
Anette og jeg har tidligere padlet sammen i Tasermiut Fjorden i Sydgrønland; en fin, overskuelig rundtur på 16 dage, men ikke helt den samme udfordring, som den drøm jeg nu har fostret, og hun tidligere klart udtalte, at hun ikke skulle med på: Fem til seks uger og ca. 500 kilometer fra Sisimiut til Aasiaat. Ind via Nordre Strømfjord, ud igen via Arfersiorfik Fjorden og to bæringer, der på Google Earth ser rimeligt overskuelige ud.
Begge fjorde har en lang, smal nordre sidefjord, Amitsuarsuk, som vi vil følge for at være mindre eksponerede. Planen er at bevæge vi os ind i landet tæt på isen til de væsentligt mere stabile vejrforhold, der ofte er her om sommeren.
