Kajak i Diskobugten

Vi skynder os at pakke kajakkerne, da vejret ser yderst lovende ud, og af sted går det i fantastisk solskin. Vi har passeret enorme isbjerge og har allerede oplevet en masse på vores første dag på vandet. Nu sidder vi tavse i solskinnet og nyder det enestående sceneri. Vi har en lille måned i kajakkerne foran os og har lagt rigelig tid ind til at besøge bygder og nyde naturen undervejs.

Lejr ved boplads
Et par dage senere når vi en halvø med udsigt til Eqi-gletsjeren. Farvandet omkring halvøen er præget af spontant opstående bølger, der slår ind mod bredden. Vi undrer os meget over fænomenet, da det er stort set vindstille, men bliver hurtigt klar over, at det er gletsjeren i det fjerne, som laver al balladen. Vi beslutter os for ikke at komme nærmere bræen og slår lejr på halvøen.
Vores tur går i retning mod bygden Qeqertaq, men for at komme til bygden må vi passere en temmelig bred fjord. Der er kraftig vind her, hvilket gør en krydsning til et risikabelt eventyr, og vi beslutter at vente et par dage, til vinden er løjet så meget af, at det er forsvarligt at ro over. Vi slår lejr på en lille strimmel græs, og det viser sig hurtigt, at stedet tidligere har været boplads for eskimoer. Tæt på vores teltplads finder vi eskimograve, hvor bunker af sten er placeret over afdøde, og ikke langt der fra finder vi tydelige fordybninger i jorden. Her var engang huse og telte, men vi må gætte os til, hvilken konstruktion der engang var over jorden, da der ikke var noget som helst tilbage af taget.

At ro mellem isbjergene er som at ro i en labyrint.

Over fjorden
Krydsningen af fjorden sker ubesværet, selvom det skaber en vis nervøsitet at ro over den temmelig lange strækning. I den ene ende har fjorden forbindelse med indlandsisen, og det er her vindene, og dermed de høje bølger, bliver skabt. Da vi når Qeqertaq, går vi først i den lille butik, som, på trods af sin størrelse, indeholder alt, hvad man kan drømme om af varer. Her hænger jagtvåben og ammunition ved siden af slik til børnene.
Vi slår teltet op nær bygden, og efter et velfortjent bad i byens fælleshus, møder vi en lokal kvinde, som inviterer os hjem til sin mor. Her bliver vi budt på fiskefrikadeller lavet af hellefisk, som smager fantastisk, og vi får os en længere snak om det hårde liv om vinteren, hvor isbjørne ved sjældne lejligheder er dukket op midt i bygden.

Væk i tågen
På vej mod Saqqaq ror vi ind i tæt tåge og bliver væk fra hinanden. Tågen ligger som en tyk bræmme, der kun langsomt bevæger sig mod os. Vi ror begge kystnært langs den stenede bred, så der er ikke den helt store sikkerhedsmæssige risiko, men det medfører dog kraftige frustrationer. Et par timer senere, da tågen så småt letter, finder vi hinanden igen. Det viser sig, at vi har passeret hinanden i tågen uden at bemærke det. Genforeningen fejrer vi med et mindre festmåltid: hellefisk, vi købte i Qeqertaq. Over maden beslutter vi os for at have bedre visuel kontakt fremover på turen.
Vest for Saqqaq ændrer landskabet fuldstændigt karakter. Hidtil har vi haft udsigt til afrundede fjelde, men nu skifter farverne i fjeldet til brunlige og grønne nuancer og fjeldene bliver mere takkede. Vi ror videre mod sydøst til øen Arveprinsens Ejland. Fra øens første lejrplads går vi en dagstur op i fjeldet. Vi følger et lille vandløb, indtil vi når en række højtliggende søer. Heroppe er der en enestående udsigt ud over Diskobugten med isbjerge, blankt vand og i baggrunden, Diskoøen.

De inuitter, som i sin tid fandt stedet her, fandt det sikkert attraktivt af de samme grunde, som vi gør.

Den forladte by
På vestsiden af Arveprinsens Ejland ligger handelsstationen Ritenbenk. Handelsstationen blev oprettet i 1781 på dansk initiativ, men blev opgivet i 1963 på grund af dårlig økonomi. I dag er byen forladt, men flere af de gamle huse står her stadig og vidner om tidligere tiders liv og færden. Det er spændende at forestille sig det liv, der var her engang. Blandt de huse, som stadig står, er et par til beboelse, og der er en kirke. Et stykke fra bygden ligger kirkegården med dens stærkt forsømte grave. Bestyrerboligen, som er det hus, der er i bedst stand, er åben og tilgængelig og indeholder solidt træværk fra tiden, hvor Grønland var en koloni. Lidt derfra ligger et tidligere hvalkogeri. De store kogekar er her stadig.
Vi ror videre sydpå langs Arveprinsens Ejland i gråt og regnfuldt vejr. Sidst på dagen finder vi en lille kajakhavn, som ligger beskyttet af en halvø, hvor det er let at gå i land. Dagen efter skinner solen, og vi kan nu undersøge det område, vi er havnet i. Det viser sig, at her ligger rester fra adskillige huse. I et af dem havde man endda brugt en hvalknogle som byggemateriale. De inuitter, som i sin tid fandt stedet her, fandt det sikkert attraktivt af de samme grunde, som vi gør. Den lille kajakhavn ligger jo dejligt beskyttet fra bugten, og her er nemt at slå telt op.

Ror i midnatssolen
Vi krydser fra Arveprinsens Ejland over til fastlandet og slår lejr på et dejligt, græsfyldt areal. Da aftensmaden skal tilberedes, kan vi ikke finde den sidste brændstofbeholder til benzinbrænderen. Det betyder, at aftensmaden, som i aften er chili con carne, ikke helt får lov at koge den tid, den skal. En af ingredienserne i retten er bønner, som jo skal gennemkoges. Det bliver de ikke, og aftenen ender i en voldsom gang excremento espresso. Senere, da kajakkerne skal pakkes til hjemsendelse, finder vi brændstofbeholderen.
Efter et par dage i bygden Rodebay, ror vi tilbage til Ilulissat om natten. I juli og august er der midnatssol på disse kanter, og selvom strækningen er ganske kort, så er det nok den smukkeste sejltur på hele turen. Den lavthængende sol oplyser isbjergene med et gyldent varmt skær, og vandet ligger helt spejlblankt, så kun pagajen, der bryder vandet, laver lidt forstyrrelse. At ro mellem isbjergene er som at ro i en labyrint. Snart har man landkending, snart ikke. Isbjergene er som store skulpturer med sære former, og i det varme lys bliver oplevelsen helt surrealistisk. Det er en dejlig afslutning på en helt speciel tur, og en tanke melder sig uundgåeligt: Jeg må tilbage her til en anden gang.

Isfjorden til fods

Fra Ilulissat bruger vi en dag til fods på at besøge den helt enestående isfjord, Kangia, som ligger ganske tæt på Ilulissat. Det kan varmt anbefales at bruge mindst en dag langs isfjorden og nyde udsigten til isbjergene, der kan blive op til en kubikkilometer. De ligger helt tætpakket i fjorden, så man stort set ikke kan se vand imellem dem. Af og til vælter en af disse kolosser og sender høje bølger langt op på klipperne langs bredden af fjorden, så hold godt øje med bølgerne, når du færdes ved fjorden. Forsøg aldrig at ro ind i selve isfjorden. Isbjergene kan vælte med meget store bølger til følge.

Besøg Knud Rasmussens hus

Gå ikke glip af et besøg på det meget spændende museum, der er indrettet i Knud Rasmussens barndomshjem. Her finder man svar på flere af de spørgsmål, man naturligt stiller, når man færdes i det grønlandske landskab. For eksempel så vi små modeller af de telte/huse, som vi tidligere på turen havde oplevet som huller i jorden. Der er også et kort, der viser tilbagetrækningen af Jakobshavn Isbræ – et skræmmende bevis på den globale opvarmning.

Skærgård med bopladser

Hele Diskobugten er at betragte som indenskærsområde og byder på gode muligheder for kajaksejlads. Diskobugten har i årtusinder været beboet af inuitter/eskimoer fra forskellige kulturer, som har benyttet sig af bugtens rige fangstmuligheder. Disse palæoeskimoer har efterladt vidnesbyrd om deres eksistens i form af gravsteder og bopladser, som stadig den dag i dag er relativt nemme at finde. De tidlige eskimoer så jo på landskabet fra kajakhøjde ligesom vi moderne kajakroere, så hvor man finder naturlige kajakhavne og gode teltpladser i landskabet, ja der findes ofte levn fra tidligere bosættelser.

Imødekommende folk

Grønlændere er et imødekommende folkefærd. Flere gange på turen blev vi inviteret indenfor til kaffe, og i bygderne blev vi mødt af børn, som var meget interesseret i kajakkerne. Ved en enkelt lejlighed hoppede en dreng, helt uventet, ned i kajakken til Marja. Så gjaldt det om at holde tungen lige i munden, og give drengen en lille rotur. Det er vores indtryk, at myten om udbredt alkoholisme i Grønland ikke er sand. Den gennemsnitlige alkoholindtagelse er da også lavere end i Danmark. Naturligvis kan man møde enkelte fulde folk i bygderne og i Ilulissat, men det præger bestemt ikke billedet.