Familie på ørkenvandring

Hvorfor lige en ørkenvandring, er I blevet trætte af bilens komfort?
Vi tog på ørkenvandring, fordi jeg altid har følt mig tiltrukket af ørkener. Der er ikke noget menneskeskabt derude. Hvis du finder en træstub ude i ørkenen, så er den lige så køn som Peterskirken i Rom. Og så skal man undvære en masse derude i ørkenen, og så påskønner man alle de ting, vi har herhjemme noget mere. For eksempel det at åbne en vandhane, og så kommer der vand ud, det kommer man hurtigt til at tage for givet.

Hvordan var jeres ørkenvandring gennem Australiens Simpson Ørken?
Vi har aldrig brugt os selv fysisk, vi har altid siddet i en bil og kørt rundt fra sted til sted. Det her var derfor noget helt andet, men det var fedt for mig, selv om det var hårdt rent fysisk og psykisk. Vi mødte ikke andre mennesker på hele turen. Kun os og det røde ørkensand. De første to uger var hårde rent fysisk, og de sidste tre uger blev det hårdt rent psykisk. Vi gik i 30 dage og blev overhovedet ikke vasket. Vi havde fire liter vand per mand per dag. Myndighederne forlangte at vi skulle have tre firehjulstrækkere med som følgeteam. De var inden for 24 timers afstand fra os hele tiden og skulle så lægge vanddepoter ud til os og komme os til undsætning, hvis der skete noget.

Det lyder hårdt, var I aldrig ved at give op undervejs?
Det kan godt være at nogen af de andre havde det lidt hårdt undervejs, men jeg opdagede det ikke. Det var egentlig ikke meningen, at min kone skulle med, men hun ville med, og mine tre sønner ville ikke træne, inden de skulle af sted, men vi klarede den fint alle sammen alligevel. Også selvom vi gik 700 kilometer med 30 kilo på ryggen i løst ørkensand. Kun én mand har gået gennem den ørkenen før, og han havde svært ved det. For hans vogn gik hele tiden ind i hælene på ham, når han kom op på toppen af sanddyngerne, og det var lige ved at gå galt for ham. Derfor var myndighederne også meget påpasselige med de sikkerhedsforanstaltninger, der skulle være på plads, for at vi kunne få lov til at gå turen.

Hvorfor sætte livet på spil for en vandring i en gold ørken?
Jeg skal overskride nogle grænser en gang imellem, for at kunne leve. Så nu efter ørkenvandringen kan jeg lige klare fire år mere, så skal der ske noget nyt igen. Det er egentlig mærkeligt, men jo ældre jeg er blevet, jo mere ekstremt er mine rejser også blevet.

Hvad bliver det næste så, det kan vel næsten ikke blive mere ekstremt?
 Jeg har planer om at gå alene fra Nordkap og så hjem, men det bliver en lille afslapningstur. Jeg må se sandheden i øjnene. Jeg er blevet 60 +'er. Men det betyder forhåbentligt ikke noget for mit aktive rejseliv endnu. Men jeg vil jo gerne have det mere og mere ekstremt, og jeg vil gerne derud hvor der ikke kommer så mange andre.

Hvorfor begyndte I at rejse som en stor samlet familie?
Fordi vi havde to fuldtidsjob og tre små børn, og dem var vi aldrig sammen med, så vi tænkte, at den eneste måde at være sammen med dem på, det var at køre ud og opleve noget sammen i en bil. Herhjemme ville vi gå til hver vores fritidsaktivitet og aldrig rigtig være sammen. Vi skulle ud for at være sammen om tingene. Omstillingen var nem, for ungerne var små, og de gjorde, hvad vi sagde. Vores kassevogn blev vores hjem. Den første uge var den værste, men derefter blev den vores elskede hjem. Siden har vi altid rejst rundt i bil. Så har vi vores hus med, og vi kan selv bestemme den udsigt, vi vågner op til næste morgen. Vi har aldrig boet på hoteller eller campingplads. At bo på en campingplads vil være et nederlag for mig, når man har en bil, man kan bo i.

Hvorfor har jeres rejser været så eksponeret i medierne?
Første gang startede vi uden aftaler, men i 11. time sagde Jyllands Posten, at vi kunne prøve at skrive noget, og så kunne det være, at de ville bringe det. Så skrev jeg en masse artikler. På vores anden tur skrev jeg også til Jyllands Posten og på den tredje tur sendte vi video hjem til TV Midt-Vest. Denne ørkentur har dog ikke været offentliggjort nogen steder endnu.

Hvordan er det at rejse som familie på den måde?
Vi har rejst med vores børn, siden de var helt små, og nu her på den sidste tur var de voksne, unge mænd, men det er fantastisk at være sammen i forskellige livstrin. Det, der har drevet os, er samværet. Man lærer hinanden at kende 100 procent. Man kan ikke skjule noget for hinanden, og man lærer at acceptere andres svagheder. Vi er blevet accepteret ude i verden, fordi vi har rejst som en familie. Det har
enorm betydning især i muslimske lande. Man bliver inviteret indenfor, der hvor dørene ellers er lukket, fordi vi kommer som familie. Vi bliver trætte af hinanden, men ikke lang tid ad gangen, for når vi kører rundt i en bil, så nytter det ikke noget at du bliver sur. Vi får snakket tingene igennem her og nu, så de kommer ud af verden. Det er nogle af de problemer, som kan vokse sig store herhjemme, fordi
vi ikke får snakket problemerne igennem, når vi bare går og lever i hver vores verden.

Læs mere på www.familiepaafarten.dk