Helt derude, hvor kragerne aldrig har været, begynder Pamir Highway. Storbyen er udskiftet med verdens udpost og eventyr under primitive forhold på vores årlige tøsetur, hvor vi følger den gamle militærvej i Tadsjikistan, tager på trekkingtur og rejser gennem smukke bjergkæder mod Kirgisistan, hvor etniske uroligheder lægger gaderne øde.
Vi bumler af sted i en udtjent, gammel russisk minibus, der holdes kørende af mekanisk kreativitet og fantasi. Bag Pamir Highway rejser Pamirbjergene sig i det fjerne med snehvide tinder på over 7000 meter, der minder os om, hvorfor vi har fyldt vores små rygsække op med skiundertøj, fleecejakker og vintersoveposer.
Vi er fem veninder, der skal på et fire dages trek i Pamir-bjergene i selskab med en ung guide – frisk fra guideskolen – der allerede har måttet erfare, at fuldvoksne, danske kvinder spiser væsentligt mere end deres søstre fra Tadsjikistan. Bilen er således fyldt op med kartofler, ris, løg og marsbarer, der for længst har overskredet sidste holdbarhedsdato.
Ali, som vores søde guide hedder, hyrer æselforstærkninger til at bære udstyret, og vi efterlader bil og chauffør bag os. Vi opgiver at slå lejr den første nat på vores trek, fordi et par fulde mænd fra en landsbyfest ikke har lyst til at lade fem danske blondiner være i fred, og Ali ikke er stor nok til at skræmme dem væk.
I stedet betaler vi os til husly hos en lokal familie, som lader os overnatte i deres stue, der er beklædt med tunge tæpper og farverige puder langs væggene. Her er hverken elektricitet eller rindende vand, men her er komfortabelt og hyggeligt, og moderen tilbereder vores mad på et primitivt, udendørs ildsted.
Vi er allerede kommet op i 3800 meter, og det kan mærkes, for hovedpinen tager til, og Signe, der kommer direkte fra Roskilde Festival med gamle tømmermænd og urin-støv i lungerne, kaster op hele natten.
Jeg har ingen anden udvej end at spille trumfkortet: Ulykkelig blondine med tårer, der render ned ad kinderne.
How to resolve AdBlock issue? 
