Helt derude, hvor kragerne aldrig har været, begynder Pamir Highway. Storbyen er udskiftet med verdens udpost og eventyr under primitive forhold på vores årlige tøsetur, hvor vi følger den gamle militærvej i Tadsjikistan, tager på trekkingtur og rejser gennem smukke bjergkæder mod Kirgisistan, hvor etniske uroligheder lægger gaderne øde.
Helt derude, hvor kragerne aldrig har været, begynder Pamir Highway. Storbyen er udskiftet med verdens udpost og eventyr under primitive forhold på vores årlige tøsetur, hvor vi følger den gamle militærvej i Tadsjikistan, tager på trekkingtur og rejser gennem smukke bjergkæder mod Kirgisistan, hvor etniske uroligheder lægger gaderne øde.
Vi bumler af sted i en udtjent, gammel russisk minibus, der holdes kørende af mekanisk kreativitet og fantasi. Bag Pamir Highway rejser Pamirbjergene sig i det fjerne med snehvide tinder på over 7000 meter, der minder os om, hvorfor vi har fyldt vores små rygsække op med skiundertøj, fleecejakker og vintersoveposer.
Vi er fem veninder, der skal på et fire dages trek i Pamir-bjergene i selskab med en ung guide – frisk fra guideskolen – der allerede har måttet erfare, at fuldvoksne, danske kvinder spiser væsentligt mere end deres søstre fra Tadsjikistan. Bilen er således fyldt op med kartofler, ris, løg og marsbarer, der for længst har overskredet sidste holdbarhedsdato.
Ali, som vores søde guide hedder, hyrer æselforstærkninger til at bære udstyret, og vi efterlader bil og chauffør bag os. Vi opgiver at slå lejr den første nat på vores trek, fordi et par fulde mænd fra en landsbyfest ikke har lyst til at lade fem danske blondiner være i fred, og Ali ikke er stor nok til at skræmme dem væk.
I stedet betaler vi os til husly hos en lokal familie, som lader os overnatte i deres stue, der er beklædt med tunge tæpper og farverige puder langs væggene. Her er hverken elektricitet eller rindende vand, men her er komfortabelt og hyggeligt, og moderen tilbereder vores mad på et primitivt, udendørs ildsted.
Vi er allerede kommet op i 3800 meter, og det kan mærkes, for hovedpinen tager til, og Signe, der kommer direkte fra Roskilde Festival med gamle tømmermænd og urin-støv i lungerne, kaster op hele natten.
Jeg har ingen anden udvej end at spille trumfkortet: Ulykkelig blondine med tårer, der render ned ad kinderne.
Prøv de næste 3
Opdag Verden magasiner
Direkte i din postkasse
i 6 måneder for 99 kr.
Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.
Allerede eller tidligere medlem?
I ét med naturen
De næste tre dage vandrer vi gennem små, grønne dale og store, øde stenlandskaber. Vi bader og børster tænder i de iskolde floder og falder i søvn til den brusende lyd af smeltevand, der skærer sig vej gennem græs og sten.
Det er en velsignelse at være langt væk fra civilisationens krav, glemme ugedagene og bare lade døgnrytmen følge solens. I Danmark er der hedebølge, mens vi pakker os godt ind i vores soveposer og sidder tæt omkring bålet, stiller den værste sult med gammel chokolade og venter på, at vores kartoffel-løg-suppe koger færdig.
På fjerdedagen, efter at have passeret en overraskende kraftig flod på æselryg og et bjergpas i 4500 meters højde, øjner vi Lake Yashikul under os og en lille grøn bus, der venter på os. Efter et par timer på stenede bjergveje har vi igen fast asfalt under hjulene på Pamir Highway.
Forblæste landsbyer ved verdens ende
Langs Pamir Highway bor tadsjikerne i simple huse bygget af cement. De øde klippelandskaber virker umiddelbart ufrugtbare, og husene ligger ubeskyttede for de kraftige vinde.
Som de overstimulerede vestlige kvinder vi er, undrer vi os over, hvad de lokale mon lever af, og hvordan de får tiden til at gå. Vi stopper i den forblæste landsby Alichur, hvor Ali kommer fra.
Downtown Alichur har en lille skolebygning, en primitiv kiosk med støv og flere gamle marsbarer på hylderne, en brønd samt en simpel restaurant, hvor der serveres kål-kartoffel-kød-suppe til forbipasserende lastbilschauffører. Byen har for nylig fået elektriciteten tilbage, efter kobbertyve huggede elledningerne.
Tadsjikistan er stadig den fattigste af de tidligere sovjetrepublikker, og efter sovjetunionens fald måtte Alichur, ligesom resten af byerne langs Pamir Highway, pludselig lære at klare sig selv, og det gør de ved at holde kvæg og leve yderst sparsommeligt.
Ali præsenterer os stolt for sin smilende, vejrbidte familie, som ejer den lille kiosk. Vi køber et par gamle marsbarer, inden vi tager afsked, nu med endnu større respekt for vores unge guide, Ali, der har formået at lære engelsk og afslutte guideskolen, selvom han i bogstaveligste forstand er født ved verdens ende. Vi siger farvel til Ali og skifter chauffør på vores tur nordpå ind i Kirgisistan.
Vi sover kun let og bliver ind imellem vækket af lyden af tunge tanks, der ruller forbi ude på gaden.
Krokodilletårer på grænsen
På vej mod grænsen til Kirgisistan passerer vi mange grå cementbyer som Alichur. Vi overnatter blandt andet i byen Karakul, der ligger ved en saltsø i 3600 meters højde. Byen virker helt forladt, men her er dog et lille guesthouse med elektricitet et par af aftenens timer. Derudover er de fleste huse forladte, og byens få biler er for længst blevet til skrot.
Grænseposten til Kirgisistan viser sig at være en gammel, rusten container med vinduer i. Men det gør ikke grænsevagterne mindre magtfulde. Først skal de vide, om vi smugler stoffer, og så vil de se al vores medicin. Jeg viser dem mine piller mod forstoppelse. Den ellers så stramme grænsevagt flækker i et stort grin, og peger os i retning af containeren.
Her går det ikke så let. Jeg kan ikke finde mit indrejsepapir med stemplerne fra lufthavnen i Dushanbe. Grænsevagten beordrer mig tilbage til Dushanbe, en tur der tager mindst én uge med bus og firhjulstrækker.
Jeg har ingen anden udvej end at spille trumfkortet: Ulykkelig blondine med tårer, der render ned ad kinderne. Det virker, og mod en betaling af 5 dollars stempler grænsevagten et nyt papir til mig, og vi får alle lov til at passere.
Etniske uroligheder
Vores indrejse i Kirgisistan er blevet både risikabel og kompliceret af, at voldelige, til tider dødelige, etniske uroligheder er brudt ud i den kirgisiske by Osh få uger før vores afrejse fra Danmark.
Grænsen mellem Tadsjikistan og Kirgisistan har været lukket i flere uger, og der er stadig ingen offentlig transport til Osh. Der er kun én vej, der forbinder det sydlige og nordlige Kirgisistan, og den går gennem Osh. Vi prøver at forlænge vores visa til Tadsjikistan og ændre vores billet hjem, men støder blot panderne mod umuligt, betontungt bureaukrati.
Så der er ingen vej uden om; vi SKAL igennem Osh. Men da vores chauffør ikke tør at køre ind i Osh, er vi tvunget til at skifte chauffør, da vi hen ad eftermiddagen når bygrænsen.
Vi kører ind i en storby, der er helt mennesketom. Halvdelen af husene er udbrændte og totalt smadrede. Der holder stadig tanks på vejene. Hotellet, hvor journalister og nødhjælpsarbejdere bor, har ikke flere ledige værelser, så vi indlogerer os på et hotel ved byens basar, hvor nu kun de kirgisiske butikker holder åbent.
Mange års opbygning af had og fordomme mellem kirgisere og usbekere bosat i Kirgisistan er eksploderet i åben gadekrig. Usbekerne er flygtet til Usbekistan eller omkringliggende landsbyer med usbekisk dominans.
Hotelejeren vil kun leje værelser ud til os, hvis vi er forsikrede, også selvom vi højest sandsynligt bliver hotellets eneste kunder denne måned. Der er udgangsforbud efter klokken otte om aftenen, så vi går tidligt i seng, men vi sover kun let og bliver flere gange vækket af lyden af tunge tanks, der ruller forbi ude på gaden.
Livet går videre
Næste dag tager vi i basaren for at købe ind til vores næste telttur i det nordøstlige Kirgisistan. Her møder vi en ung, kirgisisk kvinde, der inviterer os til middag hos hende og hendes søster. De bor i et typisk sovjetisk betonkompleks ikke langt derfra, og her bliver vi vartet op med kylling, ris og masser af søde sager.
Vi spiser på gulvet med en stor plastikdug bredt ud mellem os, ligesom de også har for vane i Tadsjikistan. Pigerne er selvfølgelig ulykkelige over situationen, og over at have mistet deres usbekiske venner, men allerhelst vil de vide, om vi har kærester.
Og vi vil gerne vide, om det er rigtigt, at kirgisiske mænd bortfører den kvinde, de vil gifte sig med. Det er rigtigt, men kvinden kan godt sige fra alligevel. Midt i vores universelle tøsesnak formår vi et øjeblik at glemme den sørgelige virkelighed nede på gaden.
Den barske virkelighed er ikke imidlertid ikke til at komme uden om, da vi går gennem den nu lukkede basar og ser de store røde bogstaver på de Kirgisiske forretninger: ’Kirgisisk’ står der for at markere, at disse forretninger ikke skal brændes ned.
Kirgisistans Schweiz
I det nordøstlige hjørne af Kirgisistan, to dagsrejser fra Osh, er det som om, de etniske uroligheder sydpå aldrig har eksisteret. Det har dog påvirket antallet af turister dette år, for rejsebureauerne har sendt deres grupper på trekking i det nordlige Afghanistan i stedet for i Kirgisistan.
Vi er kommet til Karakol, der er udgangspunktet for trekking i Arashan State Nature Rerserve. Her overnatter vi på Yak Tours Hostel, der har en campingplads i baghaven, som er det perfekte sted at drikke en lokal vodka og høre historier fra andre rejsende.
Det lille hostel arrangerer vores transport til Altyn Arashan, et primitivt spasted, der ligger i en fantastisk dal i 3000 meters højde. Altyn Arashan er som en kirgisisk kopi af Schweiz, blot kun besøgt af ganske få turister.
Vi camperer ved floden, der løber gennem dalen fra det 4260 meter høje bjerg Palatka i bunden af dalen og fortsætter vores campingliv med mad fra Trangia og badning samt tandbørstning i den kolde flod. Vi går lange dagsture i de smukke og øde bjerge omkring dalen, og om aftenen slapper vi af i de naturlige varme spas.
Ikke for tøsedrenge
Tilbage hos Yak Tours Hostel i Karakol er der kommet så mange turister, hele 25 af slagsen, til campingpladsen, at byens turistbureau beslutter sig for at fremskynde den årlige turistfestival, hvor de fremviser kirgisernes nationale sportsgrene og musikalske traditioner.
Kirgisisk nationalsport er ikke for tøsedrenge, og vi fem danske blondiner bliver meget imponerede, da de kirgisiske mænd samler mønter op fra jorden hængende fra deres heste i fuld fart. De spiller rugby fra hesteryg, men bolden er udskiftet med et hovedløst og bloddryppende får.
Til sidst er der fangeleg til hest mellem en mand og en kvinde. Hvis manden indhenter kvinden, må han kysse hende, hvis ikke må hun piske ham. Hvis manden er interesseret i mere, kan han altid kidnappe kvinden bagefter og håbe på, at hun accepterer ægteskabet.
Det er ikke ukompliceret at planlægge en rejse gennem Tadsjikistan og Kirgisistan. Guidebøger og artikler hjælper, men ganske få turisttilbud er organiserede. Med mindre du betaler dyrt for en organiseret tur hjemmefra, så er det bare at holde øjne og ører åbne og selv skaffe kontakterne undervejs.
Pamir Highway begynder i cowboybyen Khorug i det østlige Tadsjikistan langt fra hovedstaden Dushanbe i vest. Her var vi så heldige at indkvartere os på Lalmo’s Guesthouse, hvor Lalmo selv hjalp os med at komme i kontakt med guiden Ali.
Inden afgang bør du huske:
Her er et par ting, du vil blive begejstret for at have pakket i bagagen til turen gennem Centralasien:
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS