Martin Lohmann Møller følger en gammel drøm og vandrer ind i Wakhan-korridoren i en afsidesliggende del af det nordlige Afghanistan. Her finder han brutal skønhed i et område, hvor varer bliver fragtet med kamelkaravaner, og nomader trodser de barske levevilkår.
I efteråret 2014 cyklede jeg gennem Tadsjikistan på Pamir Highway, som er berømt og berygtet af rejsecyklister for sin flotte natur og dårlige tilstand. Solen var ved at gå ned bag de 6000 meter høje bjerge, og jeg fandt et forladt skur, som var blevet brugt af nogle fårehyrder. En karavane med otte kameler og flere mænd slog lejr lige på denne anden side af floden i Afghanistan. Jeg tænkte, hvordan det må være en tidsrejse at begive sig dybere ind i områderne derovre på den anden side af floden, hvor man stadig må have ting fragtet frem på kamelryg.
Fire år senere landede jeg en sen september aften i Tadsjikistans hovedstad, Dushanbe. Der var støvet og varmt, præcist som jeg huskede det. I byens eneste supermarked købte jeg mad til 12 dages vandring: to kilo havregryn, 20 pakker nudler, tre dåser tun, noget der mindede om leverpostej, peanutbutter, et kilo boghvede, en kæmpe spegepølse, masser af chokolade, nødder, mælkepulver, kiks og nogle kager.
