Vandretur: Georgiens gæstfrie tidslomme

Blandt hyrderne i Tusheti

Terrænet og kulturen i Georgien har længe pirret os. Da vi endelig kommer ud på vandrestierne i landets nordlige bjergkæde, Kaukasus, bliver det et møde med en yderst gæstfri og venlig kultur, storslåede udsigter og øde vandrestier – men også med barsk vejr og udfordrende navigation.

DSC01480.jpg
Skrevet af: Jens Jerichau Clausen & Line Schmidt
Opdateret den 04. mar 2022

Terrænet og kulturen i Georgien har længe pirret os. Da vi endelig kommer ud på vandrestierne i landets nordlige bjergkæde, Kaukasus, bliver det et møde med en yderst gæstfri og venlig kultur, storslåede udsigter og øde vandrestier – men også med barsk vejr og udfordrende navigation.

Mens solen brager ned fra himlen, har vi et flot udsyn over den frodige, grønne dal. Næsten 300 meter under vores fødder slynger floden Tushetis Alazani sig gennem dalen, og på den ene flodbred ligger en større hyrde-lejr, som er aftenens teltspot.

Selvom vi har frit udsyn til afslutningen på dagens etape, har vi i hvert fald én times vandring endnu. For sådan har det været her i Georgien: store vidder så langt øjet rækker, men et uvejsomt terræn, der går op og ned, og et virvar af mindre stier og spor skabt af hyrderne og deres dyr.

Vores fem dage lange vandretur starter dagen forinden i bjergbyen Omalo, som ligger i det nordøstlige Georgiens afsidesliggende Tusheti-område. Man kun kan komme frem til landsbyen med helikopter eller firehjulstrækker via Georgiens farligste vej; en snørklet 80 kilometers strækning op over Torha-passet, der tager alt fra fire til otte timer alt afhængig af vejret.

Vi har overnattet i et mindre guesthouse i Omalo, står tidligt op, spiser morgenmad med familien og drager derefter på eventyr. Vi har pakket rygsækken med telt, sovepose og mad til alle dagene, og Georgien viser sig fra sin pæneste side: Solen skinner, og temperaturen sniger sig et godt stykke over 25 grader. Vi vandrer gennem fyrreskov med en skøn duft af bark og grannåle og bruger det meste af dagen på at æde højdemeter efter højdemeter.

Efter 1.000 højdemeter ender vi i 2.800 meters højde på et stort, fladt og græsklædt plateau. Området åbner sig, og pludselig har vi overblik over dale og bjergtoppe, så langt øjet rækker. Endelig får vi en snert af det, vi er kommet efter.

 

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

DSC09818

Op, op, op – mange højdemeter foregår i starten på store græssletter.

Hyrder, brændevin og malkekøer
Turens første teltplads ligger nede i den næste dal, og på vej ned fra højderne kommer vi forbi en mindre ruinlandsby, Dadikurta. Blandt ruinerne kan vi dog se, at en enkelt bygning har bliktag. Inde i hytten bor der en hyrde med sin teenagesøn.

Her møder vi den georgiske gæstfrihed for første, men bestemt ikke sidste, gang. Vi bliver budt på kaffe, brød og ost inde i den mørke hytte. Senere bliver vi også budt på chacha, en form for georgisk brændevin.

Hyrden skænker smilende og generøst fra en gammel plastikvandflaske, så man næsten skulle tro, at det var flaskens originale indhold, han fyldte glassene med. Jens når at blive en smule småsnaldret, og vi skynder os at sige pænt farvel, inden hyrden får drukket ham helt under bordet.

Heldigvis er det ikke vores sidste møde med gæstfrie hyrder.

Allerede dagen efter bliver vi nemlig mødt med smil i den store hyrde-lejr i dalbunden, som vi har tænkt os at indtage i nat. I første omgang bliver vi igen budt på kaffe, brød og ost. Brødet hedder godilla og er et blødt brød, som de er glade for her i bjergene. Det er nemlig kogt og kræver derfor ingen ovn.

Osten er dog det helt særlige her på egnen: Georgisk guda, som kun laves her i Tusheti. Det er en feta-agtig ost lavet på enten ko- eller fåremælk og modnet i fåreskind. I den større lejr har de en kæmpe produktion af osten, som de eksporterer. De viser os deres opmagasinering af over 200 oste i store, sandsækkelignende poser.

Når osten er modnet færdig, læsser de poserne på heste og rider ud til den nærmeste bjerglandsby, hvor en firhjulstrækker kan køre dem de mange timer ned ad bjerget. Ikke nok med at de ivrigt fortæller os om arbejdet med osteproduktionen – vi får også lov at forsøge os med at malke køerne.

Efter en omgang aftensmad inviterer de os såmænd også indenfor til at sove i et af deres rum i hytten. Det viser sig at være en særdeles klog beslutning.

DSC00091

Første besøg hos en hyrde. Det er en gammel ruin han har indrettet som sæsonbolig.

DSC00526

Endnu et besøg hos hyrder. Denne gang hos de osteproducerende hyrder i Tusheti-dalen. Sækkene i baggrunden er fyldt med ost.

Gråvejr, tåge og højdemeter
Om natten vågner vi ved, at regnen pisker ned på hytten. Området, der dagen inden var badet i sol, er nu sølet til i regn. Mens hyrderne færdiggør osteproduktionen af mælken fra i går aftes, stilner det heldigvis en smule af. Vi bevæger os ud i det fugtige vejr og har en hel vandredag langs floden foran os. Modsat de foregående dage byder ruten ikke på mange højdemeter – i hvert fald ikke på papiret.

Ikke desto mindre følger ruten langs vandet nogle meget små hyrdestier, som går op og ned ad de til tider stejle flodbredder. På kortet er vi kommet langt væk fra selv de små byer, og vi føler os meget alene. At man er alene om at vandre i det her område bekræftede hyrderne i går: De møder kun ét hold vandrere om ugen.

Fremme, hvor vi skal slå lejr, er regnvejret heldigvis holdt op, og vi kan endelig krænge vores våde regntøj af og tørre nogle af vores ting.

Tåge på højderyggen
Næste morgen vågner vi til tørvejr, omend der er overskyet. Skydækket ligger kun 100 meter over os; oppe i den højde, vi rammer senere på dagen. Det meste af dagen bliver derfor en lang tur i tåge.

Vi har heldigvis både godt navigationsudstyr i form af GPS og kort samt færdighederne til at bruge det. Så selvom sigtbarheden nogle gange er nede på et par meter, så formår vi at komme sikkert i lejr.

Snakken det meste af dagen går på, hvor smuk udsigten mon ville være, hvis vi kunne se den. På den her del af ruten går vi nemlig i 3000 meters højde og kan på kortet se, hvordan vi til tider går på en næsten knivskarp højderyg med store dale på hver side.

Heldigvis får vi syn for sagen senere, da et mindre opbrud i skyerne giver os den smukkeste udsigt over området. Grønne bjerge og frodige dale med enkelte grå bjergtoppe dominerer landskabet. Den udsigt holder heldigvis helt frem til aftensmaden.

DSC00800

Des længere vi kommer ind i dalen, des mere forsvinder den tydelige sti.

Et ensomt telt
Næste morgen har vi et sidste stræk ned mod en bjergvej, hvor vi skal forsøge at tomle os tilbage til civilisationen. Allerede om natten starter regnen igen, og ligesom dagen forinden kommer den til at lægge sig som en dæmpende dyne over dagen.

Trætte og våde rammer vi bjergvejen, og efter ti minutters venten dukker den første firhjulstrækker op. Den georgiske fører bag rattet er heldigvis venlig og tager os med. Vi sætter os til rette i firhjulstrækkeren, og på vej ned ad den mudrede og snørklede bjergvej kan vi se tilbage på en tur, der har budt på fem meget forskellige dage. Georgien, og særligt Tusheti, har i den grad indfriet vores forventninger om en afsides vandretur i storslået natur.

I går aftes sad vi oven på to lidt hårde vandredage med dårligt vejr i teltåbningen i bare tæer og nød en kop varm kakao med whisky. Skønt. Lige netop den aften er det perfekte billede på, hvad vi gerne ville opleve her i Georgien: Et ensomt telt i et storslået bjerglandskab.


DSC00478

Store naturområder i Georgien

Svaneti: Ligger i den nordvestlige del af Georgien på grænsen til Rusland og er nok det mest populære naturområde i landet. Det har hele pakken: gletsjere, store grønne eng-områder, høje sneklædte bjerge og de ikoniske georgiske vagttårne.

Området er nemt at komme til, og det er intet problem at finde overnatning eller guides til både mindre dagsture eller længere vandreture.

Tusheti: I Georgiens nordøstlige hjørne finder man en af de mest fjerntliggende regioner i landet. Isoleret af den russiske grænse mod nord og store bjergmassiver mod syd og vest ligger Tusheti omgivet af bjerge.

Man har ikke den samme storslåede og dramatiske natur med mange gletsjere, men på grund af områdets utilgængelighed får man en helt særlig og autentisk oplevelse, når man bevæger sig ud på vandrestierne, hvor man har det meste for sig selv.


Hyrdehundene i bjergene

Der findes både bjørne og ulve i de georgiske bjerge, men det er mødet med hyrdehunden, der er det mest sandsynlige. De vogter de store fåreflokke, og med deres højlydte gøen er man ikke i tvivl, når man nærmer sig en fåreflok. Hyrdehunde er arbejdshunde og meget territoriale og kan derfor godt finde på at gå til angreb.

Hvis ens rute går gennem fåreflokken, er det bedste råd at komme i kontakt til hyrden, så han kan følge én sikkert igennem. Alternativt kan man søge rundt om, gerne op over, flokken.


Hvem skriver?

Jens og Line er et eventyrlystent par. Jens er uddannet friluftsvejleder og Line er læge; en god kombination af færdigheder, når verden skal udforskes.

De bor for en stund på den danske eventyr-ø Bornholm, men eventyret begrænser sig ikke kun til de danske egne. De har både vandret i de norske fjelde samt de russiske bjerge.

Jens er turleder hos Opdag Verden.

Andre spændende artikler


Til fods gennem Utahs Buckskin Gulch

Til fods gennem Utahs Buckskin Gulch

På langtur gennem fire norske fjeldområder

På langtur gennem fire norske fjeldområder

Til tops på Mount Meru

Til tops på Mount Meru

Log ind