”Men hvordan tør du vandre alene?” Det spørgsmål får jeg meget – især fra kvinder, men også fra mænd, som drømmer om at gå solo, eller er “tvunget” til det, fordi de ikke kender nogen, der har tid og lyst og råd til den tur, de gerne vil på (eller nogen, de har lyst til at tage med). Baggrunden for spørgsmålet er tit en bekymring for ensomhed, angst for overfald og/eller frygt for at sove alene i naturen. Den gode nyhed er, at det er muligt at slippe af med eller lære at være i de bekymringer, angst og frygt. Jeg er i dag der, hvor jeg har det rigtig fint med at vandre og være og sove alene i naturen, men sådan har det absolut ikke altid været.
I 2018 gik jeg Pacific Crest Trail – cirka 4.000 kilometers vandring gennem USAs vildmark fra Mexico til Canada. Inden den tur havde jeg aldrig været på tur alene, alle mine tidligere vandringer havde været med andre mennesker, oftest på guidede gruppeture. Pacific Crest Trail er ikke en tur, der findes i guidet form, man skal selv stå for det hele – det var noget af det, jeg tog afsted for at udfordre mig selv på, men bestemt også noget, jeg var (meget) nervøs for. Især at sove helt alene i naturen.
Der gik nogle uger, inden det skete, for jeg mødte på min første dag en kvinde, jeg fulgtes med et stykke tid, fordi hun var sød og fordi – må jeg indrømme – det gav mig en følelse af tryghed, at hun lå i teltet ved siden af mit om natten. Så da vi splittede op, og jeg slog lejr helt alene, var jeg meget lidt kry. Jeg lå et sted i den sydcaliforniske ørken, langt fra alt og alle, og ved den mindste lyd uden for teltet i løbet af natten fór jeg op og lyste ud i mørket med min pandelampe.
Jeg så ingenting ud over skygger, men i min fantasi kunne de være alt fra klapperslanger til voldtægtsmænd, så jeg sov ikke ret meget den nat. Ikke desto mindre følte jeg mig næste morgen sej – jeg var kommet gennem natten uden nogen til at berolige mig eller tale min frygt væk. Jeg var ikke dermed kureret for al nervøsitet, men den blev hele tiden mindre og til sidst forsvandt den helt, både fordi der ikke skete noget af alt det, jeg frygtede, OG fordi jeg lærte at styre den irrationelle del af min hjerne.
For frygt sidder ofte i hovedet, og den kan du lære at bekæmpe.
Ikke nødvendigvis ved at kaste dig ud i en meget lang vildmarksvandring, men via små skridt – en kort tur alene, en enkelt overnatning på et trygt sted (f.eks. en campingplads) alene, en nat afsted med en anden, men i hver jeres telt. Jo mere, du prøver (og finder ud af, at der ikke sker noget), jo lettere bliver det. Også at tro på, at en nat i naturen ikke er lig med overfald. Verden er uforudsigelig, men brug din sunde fornuft og overnat enten langt fra vej og by eller på en plads, hvor der er andre på tur.
Rigtig god solovandring.
