Alle ønsker rart samvær, hvadenten det er i privatlivet, på arbejde eller på den længe ventede tur eller ekspedition. Vi ønsker også, at fordeling af opgaver og opnåelse af mål skal forløbe problemfrit. Men i virkelighedens verden må man arbejde for at opnå dette. Denne artikel sætter fokus på, hvad vi bør gøre for at få det bedste ud af vores rejse, uanset længde, geografiske mål eller sværhedsgrad. Der er et sæt relativt enkle grundregler, som er lige så relevante for deltagerne på cykelturen i Asien, skituren i Jotumheimen eller klatreekspeditionen i Himalaya. For at konkretisere reglerne følger vi to par i deres forberedelser til en vintertur til Norge.
Klart definerede og forståelige mål
De fleste af os har en mere eller mindre klar ide om, hvad vi ønsker at opnå på den konkrete tur. Problemerne opstår, når vi er flere på tur sammen og undervejs opdager, at vi har højst forskellige mål og ønsker. Så kan besværlige situationer og uoprettelige opstå. Regel nummer ét er derfor på forhånd klart og utvetydigt at definere mål og hensigt med turen.
Et eksempel: Parret Line og Preben vil til Norge for at isklatre og køre fjeldski på udvalgte fjeldetinder. Begge har dyrket klatring og skiløb før. De har inviteret venneparet Dorte og Ole med, som de har kendt et års tid. Dorte og Ole har før kun klatret lidt indendørs klatring, men er godt kendt med fjeldskiløb fra flere tidligere ture til Norge. Ingen af parrene kender området, de skal til. De fire venner drøfter, hvad de egentlig ønsker sig af denne tur. Efter en livlig diskussion kommer de frem til følgende hovedmål:
1. De ønsker at blive godt kendt med området ved at bestige tinder på ski. Dette skal de bruge otte ud af turens 14 dage.
2. De vil prøve isklatringens udfordringer på lettere, kortere frosne vandfald de resterende seks dage.
3. De vil lære hinanden bedre at kende gennem turen og aktiviteterne.
De fire venner har således klart defineret, hvad tiden skal bruges til, noget som de færreste formår på forhånd. Fra norsk bjergbestigningshistorie kendes flere eksempler på Himalaya-ekspeditioner, som er gået helt i opløsning pga. deltagernes forskellige ønsker og prioriteringer af tidsforbruget. Nogle ønsker sig til tops hurtigst mulig, mens andre ikke har hastværk, men er mere optaget af processen og vejen. Resultat? Skænderier, intriger, kaos og af og til fuldstændigt kollaps. Et fremmed miljø, tynd luft, fysisk og psykisk pres og stress er alle faktorer som naturligvis også påvirker tolerance, forståelse og evnen til at samarbejde.
Opgave- og ansvarsfordeling
God planlægning er halvdelen af turen, siger mange og ikke helt uden grund. Hvem har ikke oplevet at skulle tænde bålet, for så at konstatere, at turkammeraten tog det for givet, at du medbragte tændstikkerne? En klar definering af opgave- og ansvarsfordeling er alfa og omega for en god tur. Ikke for at kunne hænge den ansvarlige ud for at have glemt sit ansvarsområde, men netop for at sikre, at dette ikke sker. Det vigtigste under denne uddelegeringsproces er, at den enkelte får de opgaver, som han eller hun brænder for i den udstrækning, det kan lade sig gøre. Derved bliver opgaverne udført med størst mulig iver, hvilket sandsynliggør den optimale turoplevelse.
Forudse flaskehalse - på flere niveauer
En flaskehals er et sted, hvor ophobning af problemer kan opstå. I den indledende fase af en ekspedition, er det uhyre vigtigt at være “djævlens advokat”, så man er forberedt på eventuelle vanskeligheder. Prøv at forudse mulige flaskehalse, diskuter disse og sæt mulige løsninger på en liste, som kan tages frem, når problemerne opstår.
For de fire venner kan mulige flaskehalse være:
• Sneforhold (for meget/lidt sne)
• Isklatringen (isforhold/forskelligt erfaringsniveau)
• Temperaturer
• Ulykker
• Ødelæggelse af udstyr
“Hvad gør vi hvis...?” er standardspørgsmålet, når oplagte problemstillinger skal diskuteres og løses. Men de største problemer ligger som oftest ikke her. De ligger i de usynlige flaskehalse, de sociale uoverensstemmelser, som opstår. Hvad gør man med dem?
Hvad sker der hvis...
• gruppen bliver uenige om vejvalg?
• gruppen opdager, at de fysiske (og psykiske) forudsætninger ikke er som antaget?
• nogen i gruppen kører trætte af aktivteten eller hinanden?
• gruppen ikke kan blive enige om at gennemføre, som det var planlagt på forhånd?
For at undgå at disse diskussioner bliver taget op “on location”, kan man i gruppen før turen tage en længere diskussion om den enkeltes forventninger til sig selv og de øvrige medlemmer. Det er som regel lettere at tackle en turkammerats manglende fysiske eller psykiske evner, hvis man kender til dem på forhånd, så de ikke kommer som et lyn fra en klar himmel.
De to pars diskussion kunne munde ud i følgende problemstillinger: Ole indrømmer, at han har højdeskræk, men har lyst til at udfordre den. Dorte tvivler på sine evner til at klatre i is på grund af manglende armkræfter. Preben håber, at de udvalgte fjeldtoppe ikke er for stejle, da han ikke føler sig så sikker på skiene, og Line føler sig ikke garvet som friluftsmenneske og er lidt beklemt ved toiletbesøg i det fri.
Sådanne diskussioner, hvor man tør vise og fremlægge sine mere skjulte og private sider, (som normalt viser sig på turen alligevel), kaster ofte meget frugtbart og positivt af sig. Min erfaring er, at gruppen oftest støtter og passer på de medlemmer, som ønsker at konfrontere sine egne svage sider i givne situationer. Det værste, du kan gøre, er at tegne et forkert billede af dig selv. Så kan turen føles lang, særlig når du bliver afsløret. For det bliver man i de allerfleste tilfælde.
Denne artikel er blevet bragt i Adventure World/Opdag Verden nr. 37 i 2001
