Guide til vandring, cykling og topbestigning i Wales

Asbjørn, Jakob og jeg er lige startet ud på den mest udsatte del af the Snowdon Horseshue. Navnet skyldes formen på bjergryggen, der i et stort U spreder sig omkring bjerget Snowdon – det højeste i Storbritanninen uden for Skotland.

Her har mange engelske ekspeditioner trænet før det gik løs i for eksempel Himalaya, blandt andet George Mallory, der sidst blev set gennem en kikkert i 1924 nær toppen af Mount Everset, og måske var den første, der besteg verdens højeste bjerg. Han faldt dog ned og døde samme dag, inden han kunne fortælle nogen om sin eventuelle bedrift.

Lodret isvæg stopper os
Da bjergryggen pludselig rejser sig i en næsten lodret is- og sneklædt klippevæg på cirka 20 meter suger det hårdt i min mave. Kan det virkelig passe, at vi skal op over den? Et par tal begynder at køre i ring i tankerne. Jeg har læst i Lonely Planets Wales-guide, at 70 mennesker hvert år kommer alvorligt til skade ved bjergsport i Snowdon National Park, og at 10 af dem dør. Det er for eksempel sket flere gange, at vindstød af orkanstyrke har skubbet folk ned fra the Snowdon Horseshue.
Jakob handler resolut, mens jeg står stille og bekymrer mig. Som en bjergged springer han op ad de eksponerede trin på klippevæggen og beviser, at det ikke er noget problem. Vi andre følger efter og står lidt efter lettet på toppen af væggen og nyder udsigten til dagens fysiske højdepunkt, der titter frem mellem skyerne: Toppen af Snowdon.

På toppen med mange andre
Antallet af andre bjerggæster stiger, som vi nærmer os. Ud over hesteskoen leder seks andre vandreruter til toppen. De to nemmeste med udgangspunkt tæt på Llanberis mod vest. Lige før toppen passerer vi endda en togstation, hvor der om sommeren tøffer et lille tog til og fra. Selv om vi deler udsigten fra 1085 meters højde med mange andre, så fejler den bestemt ikke noget: De lyse, sneklædte tinder omkring os får kysten 20-25 kilometer væk til at fremstå som en dyb og mørk kontrast.
Snart tynder det dog ud i bjergfolkene igen, og vi fortsætter videre ad the Snowdon Horseshue. Igen forsvinder skrænterne stejlt på begge sider af os, men knap så udsat som på vejen op til toppen. Derfor anbefaler de fleste guidebøger også denne vej rundt – mod uret. Det er nemlig sværere at kravle ned af de stejle passager.
Mens vi bestiger et par mindre bitoppe på hesteskoens sydside, farver vintersolen sneen i først gule, derefter orange farver. Da vi når tilbage til bilen ved udgangspunktet Pen-Y-Pass lyser dagens sidste solstråle en bjergside op i rene, mørkerøde nuancer, og vi forstår virkelig, hvorfor området er så populært.