Helt tæt på Indien

Jeg var rejst til Varanasi sammen med min gode ven og filmmand Henrik Egede-Lassen, og sammen skulle vi dokumentere den store festival Kumbh Mela. Byen var fyldt af over to millioner indere, der alle var kommet til området for at bade i Ganges, og det hele summede af liv.

Allerede første aften gik vi ned til Ganges for at starte vores arbejde, og sammen med vores lokale guide kørte vi igennem de små gader, så langt vi kunne komme. De sidste to kilometer måtte vi gå. Vi tog vores udstyr, steg ud af den lille bil, og så flettede vi ind i menneskestrømmen.

Vi blev mødt med masser af store smil, og langsomt, men sikkert smeltede vi sammen med de flere tusinde mennesker, der alle var på vej mod Ganges. Ingen steder var der nogen, der skubbede, og selv om vi gik tæt sammen i den store mængde, vævede cykler, motorcykler og gående mennesker sig imellem hinanden, uden at nogen blev skubbet eller kom til skade.

Jeg følte det som om, at vi alle sammen var blevet til en flydende masse, og vi gled bare med strømmen. Alt sammen uden problemer og i godt humør.

Smil, smil og atter smil
Nede ved Ganges var der gang i forberedelserne til aftenens ritual. Vi spurgte pænt en restaurationsejer, om vi måtte komme op i hans ellers lukkede restaurant for at få et bedre overblik, og det måtte vi gerne. Så vi gjorde vores udstyr klar og begyndte at filme og fotografere. Hverken Henrik eller mig er særlig vant til at fotografere mennesker, og vi skulle begge lige i gang.

Når jeg skal lave gode portrætter af mennesker, bruger jeg generelt min Canon EF 24-70 mm på blænde 2.8. Den tegner fantastisk skarpt og er hurtig til at stille skarpt. At bruge en vidvinkel til portrætter er dog ikke helt nemt. Man skal tæt på – og jeg mener RIGTIG tæt på – for at få et godt billede. Generelt handler det om at få skabt en god stemning og gå rundt og smile lidt til folk.

Denne aften startede jeg med min 70-200 mm og fotograferede lidt på afstand. Jeg smilede og vinkede lidt til dem, jeg fotograferede og gik bagefter hen og viste dem resultatet. Folk var glade og efterhånden, som tiden gik, slappede alle af, og så kunne jeg fortsætte med vidvinklen, uden at der blev lagt alt for meget mærke til mig.

Stemningen var magisk, folk sang og klappede, mens de hinduistiske præster udførte deres ritualer ved vandkanten. En sød duft af røgen fra bål og cannabis-rygende saddhuer bredte sig over pladsen, mens kvinder i farvestrålende sarier stod med hænderne foldet i bøn. Den store hengivelse til floden og de lokale guder var gribende, og jeg var i et fotografisk paradis.

Aldrig i mit liv har jeg set så mange mennesker på en gang i bøn og fyldt med glæde. Tiden gik hurtigt, og inden jeg vidste af det, var vi på vej tilbage til hotellet uden at have spist aftensmad, og klokken var cirka et om natten. Allerede på det tidspunkt vidste jeg, at de tre dage, vi havde i byen, ikke ville være nok.

Filmet under morgenbadet
Næste morgen var vi tidligt oppe for at nå ud på floden, inden de store horder af mennesker kom ned for at bade. Vi havde hyret en båd til at sejle os ud, så vi kunne komme tæt på de badende, uden at skulle risikere udstyret i floden, og det var vigtigt, vi havde fundet det rette sted, inden solen stod op.

Denne morgen var der en let dis over Ganges, og lyset så ikke ud til at blive noget specielt. Det lille ghat, vi havde valgt at fotografere ved, var allerede fyldt med mennesker, og flere af dem var allerede i vandet.

Pludselig gik det op for mig, at vi jo rent faktisk var i gang med at fotografere mennesker, der tog deres daglige bad, og jeg tænkte kort på, hvordan jeg selv ville reagere, hvis der lige pludselig stod en fotograf i mit badeværelse.

Jeg gjorde tegn til en af de badende ved at pege på mit kamera, og jeg blev mødt med et stort smil. Her var der heldigvis ingen problemer, og rent faktisk var der en hel del indiske fotografer, der gik rundt og fotograferede med små printere hængende i siden, så de kunne sælge billeder til de besøgende pilgrimme.

Langsomt gik vi i gang med at fotografere og filme, men lyset var der ikke. Billederne blev en smule flade, og vandet i floden var nærmest brunt. Alligevel var der en fantastisk stemning, og glæden ved bare at være der var enorm.

Vi var begge dybt imponeret over, hvor velkomne vi følte os, og hvordan de mange mennesker bare gav os plads til at være der og fotografere dem midt i deres hellige baderitualer. Folk vinkede og smilede og var ligefrem vilde for at blive filmet, og efterhånden som stemningen og glæden steg til vejrs, røg disen væk og det gyldne sollys begyndte at sprede sig.

Det første bad
Som fotografer ved både Henrik og jeg, at det gyldne lys er kortvarigt, så i løbet af et splitsekund røg vi på seriøst arbejde. Vi fik guidet vores båd over til det bedste sted, vi havde fundet, og så gik vi ellers i gang.

Jeg arbejder med alle mine objektiver fra 24-70 mm’eren til 500 mm’eren og prøvede at indfange al den stemning, jeg kunne. Lige pludselig så jeg en lille pige blive ført ned til floden af hendes familie. Spændingen over at skulle bade i Ganges var synlig i hendes ansigt, og hun holdt hårdt fat i hånden på sin mor. Kvinderne fra hendes familie var i farvestrålende sarier, og det hele lignede noget ud af en anden tid.

I det gyldne sollys badede de alle sammen, og bagefter stod de med foldede hænder og kiggede imod den livgivende sol. Hengivelsen til deres tro og til floden var enorm. Lykken strålede ud af dem – de havde nået et af de store mål i deres liv, og det var hverken materielt eller økonomisk. At bade i Ganges er for hinduerne et esoterisk mål, som styrker deres forbindelse til guderne og moder jord.

I løbet af 30 minutter var det flotte lys væk, og jeg var lykkelig for at have fået lov til at overvære det hele, og mit syn på Indien har ændret sig meget siden mit første besøg. Det er ikke alene et fotogent land med søde og rare mennesker, men så absolut også et land, hvor enhver rejsende vil lære noget om sig selv.