Info og fakta om Indien
Indien er også religion, filosofi og eftertænksomhed. I landet med langt over en milliard indbyggere er langt de fleste mennesker hinduer og tilbeder et væld af guder og inkarnationer af disse. Elefantguden Ganesh, Shiva med sin trefork, abeguden Hanuman eller Kali, der ofte afbilledes dansende på kranier, er blot få af det virvar af guder, der tilbedes i templer landet over. Templer, der efterlader beskueren målløs og stille med deres ornamenterede facader, mystiske atmosfære og særprægede ritualer.
Udover hinduer findes en række andre religioner i Indien, og alle er de synlige i det daglige liv. Som rejsende har du mulighed for at trække dig tilbage i stille meditation i et ashram, besøge buddhistiske munke i Himalayas afsidesliggende klostre eller deltage i en af de mange festivaler, som inderne fejrer med stor indlevelse med små mellemrum.
Som rejsende i Indien er du helt sikker på en ting: Du vil få masser af oplevelser. Få steder som Indien er det muligt blot at gå ud på gaden og straks være underholdt.
Hovedstaden i Indien er New Delhi. Andre store byer er Bombay, Calcutta og Madras.
Befolkning, kultur og religion
Der bor omkring 1 mia. mennesker i Indien, som dermed sammen med Kina er verdens folkerigeste. Kulturmæssigt er landet et rent kalejdoskop – et festfyrværkeri af forskellige kulturer og religioner. Omkring 80 % af befolkningen i Indien er hinduer – en religion, der praktiserer kastesystemet, hvor man konstant må arbejde frem mod bedre genfødsler, hvor der måske venter flere privilegier.
Kastesystemet blev officielt afskaffet for over et halvt århundrede siden, men ligger stadig som en tung dyne over det indiske samfund – specielt i mere landlige områder, hvor befolkningen lever efter de samme traditioner som deres forfædre. Der findes fire hovedkaster, der igen er inddelt i en tilsyneladende uendelig række underkaster, der ofte er knyttet til et helt specifikt erhverv. Uden for systemet er de kasteløse, der udfører Indiens beskidte arbejde, som ingen andre vil røre, som for eksempel manuel rensning af kloaker.
Hinduisme er dog langt fra landets eneste religion. Der findes et mindretal på mere end 150 millioner muslimer spredt ud over landet, og derudover er der kristne (hovedsageligt i de gamle portugisiske kolonier Kerala og Goa), buddhister, sikher, jains, parsier og så videre. For det meste lever de forskellige grupper i fred med hinanden, men det sker at der udbryder opgør mellem muslimer og hinduer.
Hver gruppe har egne højtider, templer og festivaler. I de større indiske byer vil du derfor ofte være i stand til at opdrive en festival, der tæller alt fra et mindretal til millioner af mennesker, der indtager gaderne i dagevis.
Der tales en lang række forskellige sprog i Indien. Hindi er hovedsproget for 30% af befolkningen, og ud over det findes der 14 officielle sprog her i blandt engelsk, hindi, urdu, tamilsk, bengalsk, telugu og marathi, gujarati og malayalam. I de større byer vil folk ofte tale tre sprog: hindi, deres lokaldialekt samt engelsk. Engelsk er et levn fra briterne, der koloniserede landet indtil 1947.
Hvornår skal jeg rejse til Indien?
Der er som regel behageligt rejsevejr i Indien i de måneder, vi herhjemme betegner som efterår-forår, altså hen over vores vinter.
Du skal dog være opmærksom på, at det kan forholde sig anderledes i landets sydligste regioner på grund af monsunen.
Det er også afgørende, om du har planer om en bjergvandring i det allernordligste Indien eller en ørkensafari i den centrale del af landet.
Den indiske del af Himalaya er mest tilgængelige mellem juni og september, da passene sner til i de resterende otte måneder og kun gør det muligt at komme frem med fly eller via yderst krævende treks. Vil du læmgere sydpå - til for eksempel maharajaernes gamle herredømmer i Rajasthan er sommeren dog ulidelig varm og forår eller efterår er at foretrække.
Indiens historie
Et civiliseret hindu-samfund havde hjemme i det nordlige Indien så langt tilbage som 2500 f.Kr. Mellem 1500 f.Kr. og 200 f.Kr. blev de dog tvunget længere sydpå af indvandrere fra Centralasien. Omkring 500 f.Kr. blomstrede buddhismen op som et modspil til hinduismens kastesystem.
Det religiøse billede blev endnu mere spraglet, da muslimerne kom til fra Afghanistan i 1192. I århundrederne, der fulgte, bølgede uroen mellem hinduer og muslimer frem og tilbage i den nordlige del af landet, og det er firkantet sat op den konflikt, der stadig gør sig gældende i grænselandet mellem Indien og Pakistan. Briterne kom til og gjorde Indien til ’Imperiets Juvel’, hvis naturlige rigdomme skulle forgylde Storbritannien.
Briterne udnyttede landet økonomisk, men lod befolkningen selv om at vælge religion og kulturelle værdier. Men med tiden blev inderne alligevel trætte af det britiske overherredømme, og et oprør ulmede. Det blev et fredeligt et af slagsen, personificeret ved den karismatiske Gandhi, der kæmpede med våbnet ’satyagraha’ – passiv modstand. Med de hjemlige europæiske problemer i 2. verdenskrig var briterne klar til at give Indien selvstændighed, men det stod klart, at Nordindiens muslimer og hinduer ikke kunne leve sammen.
Det var svært at dele landet, da muslimer var bosat i henholdsvis det nordøstlige og det nordvestlige hjørne. Der blev trukket en grænse (i dag grænsen mellem Indien og Pakistan), og placeringen af den fik over 10 mio. hinduer og muslimer til at bevæge sig mod deres ’nye land’. Det førte til store sammenstød, og over 250.000 mennesker mistede livet i denne ’rokade’.
Rejsen rundt i Indien
Som det er tilfældet i en lang række tredjeverdenslande er en bil langt fra hver mands eje. Det betyder at det offentlige transportnetværk er vældig fint.
Og meget billigt. Selv om du skal på en 1000-kilometers bustur, er det for det meste muligt blot at dukke op på stationen og indenfor får timer er der en afgang. Mange af busserne er dog udrangerede vraglignende tingester, hvor der ikke er meget plads, men prisen også er utroligt lav.
Ønsker du at rejse i de langt mere behagelige busser, hvor der faktisk kun lukkes det antal mennesker ind, der er sæder til, og ingen husdyr, er det værd at betale mere og tage en luksusbus med behagelige sæder og ari-con. En 16-18 timers bustur vil stadig ikke komme over 100 kroner.
En behagelig måde at rejse over lange distancer på er med tog. De indiske tognet er det største i verden, og samtidig en arbejdsplads med mere end 1,6 millioner ansatte. At rejse med tog er en stor oplevelse. Der findes tre klasser at rejse på – lige fra hårde træbænke i vogne med tremmer for vinduerne til behagelige sleepers med egen seng og aircon. Det er muligt at løbe snacks og drikke ombord, mens indiske landsbyer og uforglemmelige landskaber ruller forbi vinduet.
Sundhed og sikkerhed
Generelt er Indien et sikkert land at rejse i. Det er dog værd at bemærke, at situationen som regel er anspændt i grænselandet mod Pakistan, så hvis du rejser til f.eks. Kashmir-provinsen, bør du tjekke forholdene meget grundigt hjemmefra. Indien er med jævne mellemrum blevet ramt af terror, så brug din sunde fornuft, når du rejser rundt i landet. I de større byer er det også en god ide at undersøge, hvilke områder du bør holde dig fra.
Som regel er der dog meget lidt kriminalitet rettet mod udlændinge, når det kommer til overfald. Inderne kan være pågående og ret aggressive når de forhandler priser, men overfald er der meget lidt af. Det betyder dog ikke, at du ikke skal passe på, for tyveri forekommer. Især under transport er det vigtigt at kigge godt efter sine ting. Køb eventuelt en lille kæde med en hængelås (kan købes på banegårde) til at låse din bagage fast med under togturen.
Det anbefales at blive vaccineret mod Hepatitis A, Hepatitis B, difteri, Japansk hjernebetændelse, malaria, meningitis, stivkrampe og tyfus, når du rejser til Indien. Vær særlig forsigtig, hvis du rejser i de områder, der blev ramt af tsunamien i julen 2004 – her er der gunstige kår for spredning af diverse sygdomme.