Du er her:

På trek til indiske Zanskar

Den fjerneste dal i Himalaya

Da sommeren i Himalaya går på hæld, sætter vi ud på stierne i Indisk Himalaya for at trekke ind til det gamle kongerige Zanskar. Vi krydser Shingo La, besøger et 1000 år gammelt buddhistisk kloster og kommer tæt på befolkningen i et område, der på mange måder lever afskåret fra omverdenen.

IMG_3337.jpg
Skrevet af: Tore Grønne
Opdateret den 04. mar 2022

Da sommeren i Himalaya går på hæld, sætter vi ud på stierne i Indisk Himalaya for at trekke ind til det gamle kongerige Zanskar. Vi krydser Shingo La, besøger et 1000 år gammelt buddhistisk kloster og kommer tæt på befolkningen i et område, der på mange måder lever afskåret fra omverdenen.

Den buldrende flod bryder stilheden under de spidse tinder. Den kommer brusende ned fra bjergsiden over os, ned over de store, løse sten, der fortsætter ned i dalbunden langt under os. Nok engang tager vi støvlerne af og træder ud i det iskolde gletsjervand.

Det føles, som tusinde nåle bliver jaget ind i den bare hud, og jeg prøver at finde fodfæste på de skarpe klipper, koncentrerer mig om at holde balancen. Et par minutter senere sidder jeg på den anden side og gnubber fødderne for at varme dem lidt op. 

Cassie og jeg er på vej mod passet Shingo La på en lille sti, der snor og krøller sig opover og gang på gang bliver brudt af gletsjerflodernes vand. Det er allersidst på sommeren.

Vi har været alene på stien, siden vi i går satte ud fra Zanskar Sumdo, hvor vejen ender. Foran os ligger godt 100 kilometers trekking til hovedstaden i Zanskar, Padum, der ligger i denne fjerne del af Indisk Himalaya. 

Vitalt for buddhismen
Efter at være gået op gennem en smal dal med pyramideformede tinder højt over os, sover vi på trekkets anden dag på et lille plateau i 4500 meters højde. Vi slår lejr med vores to følgesvende, Tashi og Lobsang.

Da vi har cykler, som vi skal have med til Zanskar, har vi hyret dem til at transportere dem på to heste. Hver morgen stikker de i forvejen, og vi ser dem først hen under aftenen, når det er tid til at slå lejr. Dagene har vi fuldstændig for os selv.

Det er vildt at tænke sig, at det her er en af de største ’veje’, der fører til Zanskar. Der er nemlig blot én egentlig vej, hvor biler kan køre, der fører til ind til den afsidesliggende dal.

Via den vej er der dog næsten 1000 kilometers bjergkørsel til Zanskar, så vores trekkingrute er en gevaldig genvej og fører os direkte ind i hjertet af Indisk Himalaya. Ind i et område, som Dalai Lama for nyligt udtalte, er ’vitalt for den traditionelle tibetanske buddhismes overlevelse’.

Ind til midten af 1970’erne var Zanskar et kongedømme, lukket for udlændinge, og da ingen af de store handelsruter i Himalaya fører gennem Zanskar, har området bevaret en stor grad af sin ældgamle, traditionelle kultur.

En kultur, der er tættere beslægtet med Tibet end med Indien. Men hvor Tibet har lidt voldsomt under det kinesiske styre, så har Zanskar fået lov at være helt i fred.

 

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

IMG 3853De første mennesker
Efter en isnende nat sætter vi af sted over passet. Stien er smal og stenet, zigzagger sig op og op, og flere og flere tinder kommer til syne. Det er et barsk og goldt landskab. Træer er det længe siden, vi har set. Det eneste tegn på liv er små fugle, der pippende byder os velkommen.

Vinden rusker i bedeflagene i passet, og vi holder en kort pause. Spiser minutnudler direkte fra posen. Men her er koldt, og vi vandrer videre, ned ad den smalle sti, over et stort snefelt og ned i en dal omgivet af dramatiske, lodrette bjergsider.

Solen er skrap, og skyer driver hastigt over himlen, kaster mørke skygger på de brune og røde klipper. Forskellen mellem skygge og sol er enorm. Som var det dag på den ene side af dalen og nat på den anden.

Fire dage inde i trekket støder vi på de første mennesker i Zanskar. Mellem simple stenhuse på en grøn eng møder vi tre kvinder, der malker yakokser. De fortæller, at de bor her hele sommeren, tager sig af okserne, laver ost til vinteren og samler dung, tørret yakmøg, der skal bruges til at fyre med i den lange vinter.

I Zanskar er vinteren ekstrem. Her falder temperaturen til minus 40 grader, og alt går i stå. De voksne arbejder ikke. Børnene går ikke i skole. I stedet samler familierne sig i husenes midterste rum og tænder bål, for herude er der hverken varme eller elektricitet. De fortæller historier. Der bliver spist. Og selvfølgelig bliver der drukket den lokale øl, chang, der er brygget på byg.

IMG 3824En svunden tid
De næste dage vandrer vi gennem dale, hvor små, fine landsbyer ligger med jævne mellemrum. Folk har travlt i marken, hvor der bliver høstet med segl. På de firkantede, hvidkalkede huses tage ligger der hø, bunker af dung og knoklede grene. Vinteren er ikke langt væk, og når den kommer, må folk herinde klare sig selv. Zanskar sner nemlig inde i mere end seks måneder om året.

Vi drikker te med familier, unge som gamle, der arbejder i de gyldne, bølgende bygmarker. Bliver inviteret ind i huse, hvor vi sidder på gulvet i de store, dunkle køkkenrum, lytter til den smaskende lyd, når der bliver kværnet smør til te og varmer os ved de store lerbrændeovne.

Det føles, som om vi efterlod Indien på den anden side af passet. Det her er en helt anden verden, der føles, som tilhører den en svunden tid.

Herude bor folk i storfamilier. Her er ingen pension, men man arbejder til man dør. Og det ser ud til, at folk trives med det. Deres diæt er simpel og nærende, der er masser af fysisk arbejde. De ser sunde ud, og vi hører sang fra markerne, når vi vandrer forbi.

Mange frygter, at kulturen, der i dag er fuldstændig tibetansk-buddhistisk, vil blive oversvømmet.

1000-årigt kloster
Billedet af en anden tid bliver blot forstærket, da vi tager en afstikker til det tusind år gamle kloster Phugtal, der ligger højt på klippen i en snæver, stenet sidedal. Herinde bor omtrent 100 munke, afskåret fra omverdenen.

Neden for klosteret sidder en gammel knark og rister bygkorn over et bål. De skal blive til den populære spise, tsampa. Andre munke knuser sten, der skal bruges til at hvidkalke munkeboligernes vægge med, og ligesom alt anden foregår det naturligvis ved håndkraft.

Oppe i selve klosteret bliver vi ført ind gennem døre, der blot er en meter høje, ind i indestængte, støvede tempelrum med flakkende stearinlys på altre ved siden af gyldne Buddha-statuer og dæmoner i falmede farver på væggene.

På et fladt tag flere hundrede meter over floden spiser munkene frokost af små tinskåle. De messer mantraer i uskøn men stemningsfuld forening. En gammel munk kyler lidt småsten i nakken på en ung munk, der ikke kan koncentrere sig.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville være at leve sit herude. At kalde Phugtal her for sit hjem. Selvom jeg står her, kan jeg ikke forestille mig det. Det er så uendelig fjernt fra verden, som vi kender den; fra livet, som vi lever det.

IMG 3770

For enden af stien
Efter en uge når vi til stedet, hvor stien bliver til grusvej. Den indiske regering er nemlig ved at bygge en ny vej gennem Zanskar, og den vil komme til at ændre området for altid.

Landsbyer man kun kan vandre til i dag, vil i løbet af et par år ligge på en af de få veje, der fører helt op i det nordlige Indien. Mange frygter, at kulturen, der i dag er fuldstændig tibetansk-buddhistisk, vil blive oversvømmet. Man kan blot håbe på, den ikke vil drukne.

Næste dag åbner landskabet sig, og foran os ligger dalen omkring hovedbyen Padum. Vi kan skimte klostre højt på klipperne, og vi får et hyggeligt værelse på et homestay. Selvom det ligger nogenlunde midt i byen, er det omgivet af marker, hvor folk arbejder.

Først skal vi spise, så hvile. Og så skal vi rundt i dalen. Her er nemlig masser af komme efter. Bare fordi vi er fremme, er oplevelserne langt fra forbi.


Ekstreme Zanskar

Zanskar ligger i staten Jammu & Kashmir og er en af de højeste beliggende og mest utilgængelige dale i verden. Den er mere end 300 kilometer lang, har en gennemsnitshøjde på svimlende 4000 meter, og ganske særligt er det, at der ikke findes nogen naturlig indgang til den.

Det er en dal, der mod alle verdenshjørnerne er omgivet af øde, affolkede bjerge, der strækker sig mod himlen og gør rejsen til Zanskar hård, uanset hvordan man rejser derind.

Floderne, der finder vej til Zanskar, har gennem årtusinder skåret sig halvanden kilometer ned i de rå klippebjerge og bruser gennem smalle slugter, når de altså ikke fryser til is i løbet af vinteren, hvor temperaturen falder til nådesløse minus 40 grader.


Trek på den frosne flod

Om vinteren, når passene ind til Zanskar er lukket af sne, er den tilisede Zanskar-flod den eneste trafikåre, der leder til og fra dalen. Trekket bliver kaldt Chadar-trekket, de lokale har gået det i århundreder, og her vandrer man gennem en dyb slugt langs frosne vandfald. Vær klar til ekstreme forhold. Trekket ender nær Leh, hovedbyen i Ladakh.


IMG 3645

Kryds hele Zanskar

Er du først trekket til Padum fra Darcha, kan du overveje at forlænge trekket hele vejen til Lamayuru, der ligger på vejen mellem Srinagar og Leh, og dermed krydse hele Zanskar. Regn med at hele trekket tager omtrent to uger plus den tid, du bruger i Padum og Leh.

Andre spændende artikler


PÅ TOPPEN I LADAKH

PÅ TOPPEN I LADAKH

Trekking uden for sæsonen i Sikkim

Trekking uden for sæsonen i Sikkim

Markha Valley Trek, Indien

Markha Valley Trek, Indien

Log ind