PÅ TOPPEN I LADAKH

DET SMUKKESTE I VERDEN
Jan: ”I gamle dage skulle man i ren Indiana Jones-stil fire sig over floden i et reb, men nu er der en bro til stedet, hvor trekket starter. Pakhestene stod og ventede i det tørre, golde månelignende landskab. For mig at se har Ladakh nogle af de smukkeste landskaber i verden. Efter en halv time er man helt ude i bjergene, højt over floden.”

Carsten: ”Hver gang du runder et hjørne, har du en ny udsigt. Jo længere ind på turen, og jo højere du kommer op, jo bedre bliver det. I bjergpassene har du enorme udsigter.”

Jan: ”Du skal ikke gå i halvanden dag, før det bliver smukt. Det starter med det samme.

Carsten. ”Og det stopper aldrig.”

Jan: ”Det er altid spændende, når man kommer op til passene. Det blæser meget i Ladakh, og bedeflagene ligger vandret. Man kigger frem mod det næste, man skal opleve. Det er der noget specielt ved. Det man kigger på, er så stort, magisk og smukt.”

Carsten: ”Der er også anstrengelsen. Man kæmper og holder sine pauser, som man skal, og fortsætter stille og roligt op. Det pas, Kongmaru La, der ligger i over 5100 meters højde, er det fedeste. Det er svært at beskrive, for det er så smukt.”

LANGT FRA OMVERDEN
Jan: ”De første 8-9 dages vandring gennem Markha Valley er jo i sig selv et fantastisk trek. Der er ingen veje ind i dalen. Ingen biler. Kun heste. De lokale har deres traditionelle dragter på, og det har de ikke, for at det skal være spændende for os. Tit er landsbyerne måske bare tre huse, der klumper sig sammen omkring nogle fine marker. Det var spændende at se, hvordan folk var selvkørende i naturen, så langt væk fra alting.”

Carsten: ”En anden virkelig fed ting var, at vi ikke mødte nogle mennesker i løbet af dagen ud over en lokal hist og her. Overhovedet. Man gik ikke sammen med tusindvis af andre mennesker. Det var fantastisk. Vi krydsede ofte udtørrede floder. Broerne var nogle steder gået i stykker, så vi balancerede på kæmpe sten. Sidst på dagen kunne det godt være udfordrende. Tingene er bare, som de er i Indien, og en bro, der er faldet sammen, bliver jo ikke bare lige repareret, så man må finde alternativer.”

Jan: ”Jeg kan huske steder på turen, hvor jeg havde gået året før, og der havde været en bro, og det var der ikke længere nu.”

Carsten: ”Men det gør det jo også fedt. Der er ikke en snorlige vej. Der er udfordringer undervejs.”

ALENE I NATTEN
Jan: ”Vi sov i telt hele vejen. Vi gik tit 20 minutter efter de små landsbyer og kom til lejrpladser ude midt i ingenting. Det var næsten det fedeste.”

Carsten: ”Det var nogle fantastisk flotte aftener.”

Jan: ”Det betyder vildt meget, at man er alene i bjergene. Man sidder ved tre telte, og det eneste lys kommer fra pandelamperne og stjernerne. Alle hestene forvandt op i bjergene med ham, der tog sig af dem, om aftenen, så vi sad med guiden og kokken og spillede kort, ind til vi gik i seng ved 20-tiden, for man er jo bare træt.”

Carsten: ”Det ikke at have mobilen i 10-11 dage er også specielt og godt at prøve. Der var ingen, der sad og kiggede på telefonen.”

VED FODEN AF STOK KANGRI
Jan: ”Vi kom til Base Camp, som ligger rigtig fint i 5040 meters højde, om eftermiddagen. Der var 40 til 50 telte, og pludselig er man sammen med omkring 100 mennesker og en uhyggelig masse heste. Det er en lejr, hvor man sover, spiser og taler lidt med de andre mennesker."

"Vi så måske fire til fem mennesker på hele trekket, så det var helt mærkeligt pludselig at være i en lejr med så mange mennesker. Mange kommer direkte nede fra landsbyen Stok og går kolde på bjerget. Hele den næste dag stod på akklimatisering."

"Jeg havde været lidt nervøs for, hvordan jeg ville have det med at sove i den højde, for jeg har tidligere haft noget let ved at få lidt hovedpine. Men jeg havde ikke noget overhovedet. Vi var nok ret godt akklimatiserede efter ni dage i Markha Valley og flere pas på mellem 4500 og 5000 meters højde.”

GENNEM NATTEN TIL TOPPEN
Carsten: ”Det gør ondt at tale om, da jeg var nødt til at gå ned dagen før med et par fra gruppen.”

Jan: ”Året før var jeg også i Stok Kangri Base Camp, men blev stoppet på grund af dårligt vejr. Nu gik vi ud af teltene klokken 23.30. Vejret var perfekt. Fuldstændig stjerneklart. Oppe på bjerget kunne man se pandelamperne fra folk, der var startet tidligere end os."

"Klokken 24.00 gik vi af sted med pandelamperne i fuldstændig mørke. Højere og højere op. Jeg kan huske, at jeg synes, at det simpelthen var så spændende. Jeg var på vej op på toppen af et bjerg. Klokken var tre om natten. Det var iskoldt, men jeg havde det godt. Jeg var i god form og gik bare deropad."

"Det var hårdt, men timerne tog hinanden. Klokken 5.00 begyndte solen at stå op. Vi var i små 5900 meters højde, lyset kom frem, og jeg kunne se, hvad vi havde været gennem de seneste seks timer. Jeg kunne se toppen lidt højere oppe. Vi kom op på en bjergkam og kunne se andre bjergkæder hele vejen til Karakoram. Det øjeblik glemmer jeg aldrig."

"Vi var på toppen klokken 7.00, og vi var de eneste på toppen. Det var første gang, jeg rigtig prøvede at stå på en bjergtop. Bedeflagene, sejrsrusen og den udsigt, man ikke kan beskrive med ord… Det er en udsigt, man er vant til at se fra et fly. Vi brugte 20 minutter deroppe. Tog billeder, klemte en lille tåre, for man er så fysisk træt, men det hele gik op i en højere enhed. Udsigt 360 grader rundt med blå himmel."

"Det tog 3½ time af gå ned. Det var barskt; virkelig hårdt. Jeg kan stort set ikke huske, hvordan det var at komme tilbage til base camp. Jeg var træt og lagde mig i teltet, men var også nærmest stolt. Det er svært at beskrive, hvor stor en oplevelse det var.”

Hvem kan klare turen?

Jan: ”Turen er for alle, der er klar til at blive fysisk udfordret. Du skal selvfølgelig ikke ryge 40 smøger om dagen og være alt for overvægtig, men har man en god almindelig fysik, og har man gået nogle gode ture, så går man sig i god form på de første ni til ti dage ind til bjerget. De fleste kan være med, og det handler måske mest om det mentale. Der er heste, der bærer bagagen, så man går kun med sin dagtursrygsæk. Man skal ikke besidde nogen teknisk kunnen for at komme til tops. Man har crampons, hvis der er meget sne, men vi gik faktisk hele topdagen uden; det var ikke nødvendigt. Der kommer et tidspunkt, hvor man lige går i reb, og det er det.”