Trekking uden for sæsonen i Sikkim

Hos tibetanerne
Vi trasker op gennem subtropiske skov, vand risler ned alle vegne, fugle kvidrer, græshopper larmer, og floden bruser langt under os. Landskabet er grønt, frodigt og fugtigt, der er mos på træerne, og skyerne trækker ned over bjergene og dækker himlen og de træklædte bjergskråninger 500 meter over os.

Bag os ligger rækker af bjerge i blålige gråtoner bag hinanden, og vi overnatter i Sikkims Bjergforenings hytte i Tshoka, hvor der er snuskede madrasser på gulvet i et simpelt værelse. Naboerne er et par tibetanske familier, der for 40 år siden fik tilladelse af Kongen (Sikkim var selvstændigt ind til 1975) til at slå sig ned her og passe på hans yakokser.

I dunkelt mørke spiser vi aftensmad – ris, linser og grøntsager – med familien. Mor styrer showet, far er tavs, og fire børn hvisker og tisker. Gryden simrer over åben ild, og fra den lille radio hvæser Axl Rose’s hæse stemme ’Welcome to the jungle, we got fun 'n' games, we got everything you want...’

Troldeskov og silhuetter
Dagen efter slynger stien sig op gennem kroget rododendronskov, der lukker sig over vores hoveder, svære træstammer er overgroet med mos, og vi går ind i skyerne.

Det føles som at gå på siden af verden, da udsigten er en grød af fugtige, uigennemtrængelige skyer. Stammerne omkring os snor sig og ligner forstenede, forkrøblede figurer, der skaber en Tolkien’esk mystik.

Der er ikke en vind, der rører sig, og ikke en lyd, før vi hører klokker dingle og tre store dzo, krydsningen mellem yakokser og køer, komme prustende ud gennem tågerne foran os. I 4000 meters højde hænger istapper fra rododendronbuskene, og fugten flyver gennem luften, lægger sig på vores rygsække. Hvis skyerne letter, ligger Kangchenjunga lige foran os. Men vi kan ikke se en disse.

Vi traver gennem skyerne og øjner en lille fordybning i landskabet. Dzongri består af en enkelt primitiv hytte, hvor vi folder underlagene ud på et tomt værelse, koger tomatsuppe over brænderen og kryber i soveposerne i det råkolde værelse, hvor det kun akkurat ikke fryser.

Uret dingler klokken 4.30, jeg tænder brænderen, koger te, putter den på min vandflaske, pøser godt med sukker i, hopper ud af posen, trækker i tøjet og går ud under en tindrende stjernehimmel med halvmånen, der lyser nok til, at min pandelampe forbliver slukket.

Skyerne er væk. Luften er knitrende klar og kølig. Og for første gang ser jeg bjergene. Enorme, urokkelige, hvide silhuetter mod nattens himmel. Vi bevæger os stejlt op mod et udsigtspunkt, og snart ser jeg et bølgende ocean af silkebløde skyer ligge under os i dalen.

Mod øst bliver himlen rødlig, orange, gullig. Godmorgen Himalaya! Resten af dagen bruger vi på en blændende dagstur til passet Dzongri La, der har udsyn ned over gletsjere og op til høje tinder. Så blæser skyerne ind, det hele forsvinder, det klarer op, og længe sidder vi i den hvislende vind under de smældende bedeflag, der står i en bue ud fra klipperne. Ganske alene.

”De kendte til kunsten at leve.”

Verdens højeste?
Næste morgen raser stormen så heftigt, at jeg et par gange mister balancen, bliver tvunget i knæ og må ned og støtte med hænderne på jorden. Vi når en udsat bjergkam, og Kanchenjunga kommer til syne, som en massiv mur af snehvid is, der rejser sig som en katedral mod den morgenblå himmel.

Med sine 8586 meter blev bjerget regnet for at være verdens højeste indtil 1852, hvor briterne målte Everest. Det blev første gang besteget i 1955 af en britisk ekspedition, men da bjerget er helligt for befolkningen i Sikkim, undlod medlemmerne af ekspeditionen dog at sætte fod på selve toppen.

De stoppede et par meter under den i respekt for den lokale tro – en tradition, der senere ofte er blevet efterlignet. I dag bliver der sjældent givet tilladelser til at bestige giganten fra den indiske side, og ekspeditioner klatrer normalt mod toppen fra den nepalesiske side, da toppen er delt mellem de to lande.
Buddhismen spiller i det hele taget en væsentlig rolle i Sikkim

”I min familie har et lille bederum, hvor vi hver morgen udfører en puja (religiøs ceremoni, red), beder til Lord Buddha om beskyttelse og om et godt liv og reciterer mantraer. Jeg blev sendt i kloster, da jeg var fem år gammel,” fortæller Pritam.

Han blev dog taget ud af klosteret, da han var otte, for han skulle have en ’civil’ uddannelse, men han har stadig adskillige munkevenner, som han tydeligvis beundrer.

Tre års meditation
”Efter at have været otte år i kloster, tilbragte de tre år, tre måneder, tre dage, tre timer og tre minutter i enemeditation, alene i et rum, hvor det eneste menneske, de så, var deres spirituelle leder. Hver dag udførte de 7000 glidefald, mediterede og kun spiste simpel mad som ris, tsampa og smørte.”

”Kunne du mærke en forskel på dem, da de kom ’ud’ igen?” spørger jeg.
”Ja! De havde opnået klarhed i sindene. De var blevet kloge og kunne vejlede andre i at leve et godt liv og optjene god karma. De kendte til kunsten at leve.”

Jeg prøver forgæves at forestille mig, hvordan det må være at sidde alene og meditere i mere end tre år, fra man er omtrent 16 år gammel.
”Når jeg bliver 50 vil jeg tilbage i klosteret. Det er der, jeg vil dø,” siger Pritam.
”Skal du ikke giftes og have børn?” spørger jeg.
”Nej, det tror jeg ikke. Men jeg er stadig ung, og jeg skal være mere moden, før jeg træffer den slags store valg.”

Efter enorm rododendronskov, der bliver afløst af alpint nåleskovslandskab, der lugter af jul, er vi nået op i en bred, gold dal, hvor vi slår teltet op med åbningen pegende mod den østlige flanke af verdens tredjehøjeste bjerg.

Vi lyner os op i soveposerne, gemmer os fra den forfrosne vind, får varmen, kravler op til et udsigtspunkt, ser skyerne rulle ind over teltet, Kangchenjunga gløde i den nedgående sol og famler ned gennem skyerne, hvor man aldrig kan se mere end 15 meter. Stadig alene i Himalaya.

Hvor stien ender
Vinden hyler, og teltdugen er presset i bund natten lang, ind til jeg begynder at krybe ud af den lune sovepose klokken 3.30. Vandet, vi efterlod i en gryde i forteltet, er dækket af fem centimeter is. Tænder brænderen og lader den varme teltet en smule op. Laver grød, som vi tvinger ned for nødvendighedens skyld og ikke for fornøjelsens.

I en vakkelvorn hytte bag teltet sidder Pritam med en hyrde, der hedder Mama. Han bor her alene, er iklædt en blålig heldragtspyjamas, hans hår er pjusket, øjnene varme, mærke og venlige, fødderne kulsorte, og stemmen svinger mellem helt lyse og helt dybe toner.

Vi sidder i stilhed, omtåget af træthed og højden. Pritam og Mamas morgenmad består af ristede riskorn, som de dumper i teen, og snart begynder en mageløs slubrekonkurrence, der giver genlyd i selv de mindste afkroge af hytten.

Stjernerne og halvmånen lyser så meget op, at pandelamper er unødvendige, de sne- og isdækkede toppe skinner, og vi kaster lange, klare skygger, da vi i stilhed vandrer af sted klokken 4.45.

Går op og op mellem enorme klippestykker, gennem en frossen dal, op på morænekanten mellem store klippeblokke, der ligger hulter til bulter, ser gletsjere under os. Den tynde luft tærer på os. Vi går langsomt. Skridt for skridt. Hjertet banker. Kroppen føles tung. Vi går og går. Dybere og dybere ind mellem bjergene

. Efter små seks timer, hvor vi stort set ikke er stoppet for at hvile, når vi Goecha La – passet, der er så langt, som vi har tilladelse til at gå. Over os står Kangchenjungas forrygende sydside som en uigennemtrængelig mur af is og klippe, der rejser sig fire vertikale meter over vores hoveder.

Storheden er ubegribelig. Stilheden uigennemtrængelig. Ensomheden er total. Det er som at være i Everest-regionen – blot uden et eneste andet menneske. Vi er her alene.

Miljømæssigt hotspot

Sikkim er et miljømæssigt hotspot med klimazoner fra det subtropiske til det højalpine, hvor man finder omtrent 5000 blomstertyper, 515 sjældne orkidéer, 36 arter af rododendron, 23 forskellige typer af bambus, 16 slags nåletræer, 363 bregnearter og mere end 420 medicinske planter.

Her lever sneleoparder, røde pandaer, murmeldyr, tibetanske ulve, Himalayabjørne, træleoparder, junglekatte, 550 fuglearter, inklusiv gribbe og kongeørne, samt 695 sommerfuglearter. 

Kort om Sikkim

• Med lidt over 7000 km² er Sikkim Indiens næstmindste stat (kun Goa er mindre).
• Sikkim ligger i mellem 280 og 8586 meters højde.
• De 600.000 indbyggere i Sikkim, gør staten til den folkefattigste i Indien.
• Den eneste by af anseelig størrelse er hovedstaden Gangtok med 50.000 indbyggere.
• Den urbane befolkning udgør blot lidt over 11 procent.
• Der tales 11 officielle sprog.
• Som den eneste stat i Indien er den etniske majoritet nepalesisk.
• De primære religioner er hinduisme og buddhisme, men der er også kristne, muslimer og jains.
• Sikkim har den højeste gennemsnitsindkomst i Indien.

8586 meter høj helligdom

For befolkningen i Sikkim er Kangchenjunga langt mere end blot et bjerg. Det siges, at en god gerning her er lig med hundredtusinde gode gerninger andre steder, og Sikkims primære gud, der er rød og rider på en sneløve, tager same navn som bjerget, han bor på toppen af.

Bjergets fem toppe er De Fem Skatte af Evig Sne, og det bliver sagt at ”toppen, der på mest iøjnefaldende vis bliver forgyldt af den opgående sol, er skatkammeret for guld; toppen der forbliver i den kolde, grå skygge er opbevaringsstedet for sølv; og de andre toppe er kister til ædelstene, korn og hellige bøger.”

Derudover siges det, at hver af de fem toppe er kronet af et dyr – den højeste top af en tiger og de andre af en løve, en elefant, en hest og den mytiske fugl, Garuda.