Vandring i yetiens fodspor i Indisk Himalaya

Igen i dag har vi vandrestien og bjergene for os selv, og det er egentlig rigtigt svært at forstå, da terrænet er varieret, og sceneriet er intet mindre end spektakulært. Men fred være med det – jeg er bare lykkelig over følelsen af at have det hele for mig selv og være alene i bjergene.

De efterfølgende dage bevæger vi os højere og højere op i terrænet, og tempoet falder drastisk – specielt Heidi er hårdt ramt af den tynde luft. På tredjedagen skal vi op over turens højeste punkt, Lasermo i 5400 meters højde.

For at komme over passet skal vi krydse en gletsjer, og vi starter derfor tidligt om morgenen, for at hestene kan nå over isfeltet, inden solen får smeltet sneen så meget, at de ikke kan komme frem.

Stien zigzagger stejlt op over morænekanten, inden vi når op på gletsjeren, og selvom ’lidt’ opkast, hovedpine og kvalme sætter tempoet ned, kommer vi over det høje pas.

Fra toppen har vi en imponerende panoramaudsigt over de mange bjerge. Mod syd glitrer sneen på toppen af ikoniske Stok Kangri – en af Ladakhs mest populære ikke-tekniske bestigninger, og mod nordvest kan vi skimte Karakoram-kædens dramatiske tinder.

Yakmælk og tibetansk ostehaps
Efter at have steget mere end 1400 højdemeter de seneste dage er vi endelig begyndt at gå nedad igen – og det kan mærkes. Luften synes meget tykkere, og vi har meget mere overskud til at nyde turen.

Tempoet stiger også støt i takt med, at tallet på min højdemåler falder. Terrænet ændrer sig også: De barske, savtakkede bjerge, der er en af Ladakhs signaturer, er blevet erstattet af mindre dramatisk terræn med blødere bjerge og frodige enge. Vi bevæger os ned mod Nubra Valley, der også kaldes for Ldumra, (blomsternes dal), og det forstår man godt.

I løbet af de næste dage kommer vi forbi flere mindre landsbyer, der lever mere eller mindre isolerede heroppe i bjergene – året rundt. De lever af deres får, geder og specielt yakokser. De bruger dyrenes uld til påklædning og får mælk og ost fra deres mælk.

Vi møder en familie med 80 yakokser, der lever alene herude midt i ingenting. De fortæller, at de selv ejer 25 af yakokserne – resten passer de for folk i byerne. Mens der bliver malket på livet løs, render bedstemoderen rundt og samler yaklort sammen. Det bliver tørret og efterfølgende brugt som brændsel i de kolde vintermåneder.

De er fantastisk venlige og inviterer os på lokale specialiteter, men jeg må indrømme, at varm yakmælk ikke ligefrem er min kop te, men den saltede, tørre ost kunne godt gå an som en reservesnack.

Vi nærmer os afslutningen af vandreturen. Den sidste dag vandrer vi i en smuk slugt langs Hunder-floden, der vokser sig mere og mere kraftfuld jo længere, vi kommer ned. Vi møder enkelte lokale, der er på vej op til nomadelandsbyerne, men ellers har vi det for os selv.

I løbet af de syv foregående dage har vi ikke mødt andre end de hjertelige mennesker i landsbyerne samt tre hestedrivere med deres 20 heste, der var på vej modsat os. Vejret har været med os, vi har været pressede, kastet op og benene er trætte, men vi har kæmpet os igennem de hårde dage, og alt i alt har det været fantastisk.

Sådan tænker jeg, da jeg vandrer de sidste kilometer ned mod Hunder. Jeg tænker på Pemas ord fra den første aften: ”I’ve seen it!”, og mit blik glider spontant op mod de fjerneste tinder bag mig. Jeg smiler, mens jeg drejer ind på den asfalterede vej, og jeg tænker, at nogle gange er det nok bare at drømme.

Yetien

Den afskyelige snemand, yeti eller Meh-Teh. Ja, kært barn har mange navne, men ikke desto mindre er der tale om en sagnomspunden, abelignende skikkelse, der menes at husere i Himalaya. Legenden om yetien har eksisteret i mange hundrede år, og mange har udtalt fundet fodspor eller set den mystiske snemand.

Men legenden blev for alvor levende, da avisen The Daily Mail i 1954 påstod, at man havde fundet en yeti-skalp i et nepalesisk kloster. Efterfølgende fandt man ud af, at skalpen ikke tilhørte den mystiske yeti, men derimod en ged. 

Leh – omgivet af eventyr

Leh er enhver eventyrlysten persons drømmested. Omgivet af bjerge er eventyret aldrig langt væk. Bestig Stok Kangri på 6153 meter, kør på mountainbike over nogle af verdens højeste, farbare bjergpas, der er vandreruter for enhver smag eller tag på rafting på Zanskar-floden.

Om vinteren kan du kaste dig ud i et koldt eventyr – Zanskar Frozen River Trek, hvor du vandrer mellem 15 og 21 dage på den frosne flod omgivet af de savtakkede bjerge i Zanskar, og hvis du er heldig, kan det være at du spotter en sneleopard (eller måske yetien).

Vi brugte det lokalt baserede Dreamland Trek and Tours, der var yderst fleksible og behjælpelige, og som kan arrangere alle tænkelige aktiviteter i området (www.dreamladakh.com).

Pagong Tso

Caribiske tilstande i tynd luft
Der er masser af ture omkring Leh, men snyd ikke dig selv for at besøge den enorme sø, Pagong Lake. Her på grænsen af Tibet finder du et ubegribeligt sceneri, hvor det azurblå vand omgivet af adskillige 6000 meter bjerge næsten ser helt kunstigt ud.

Den fem timer lange hæsblæsende tur dertil går via verdens tredjehøjeste motorfarbare ’vej’, og det er i sig selv en oplevelse at køre på disse snørklede bjergveje, der zigzagger sig op langs de stejle bjergsider. Du kan gøre det på en dag, men hvis du har tid, kan det anbefales at overnatte ved søen.