Motorcykeltur på Himalayas hullede highways

Da vi forlader Manali, er stemningen munter. Alle i gruppen er lettede over ikke at skulle indlede turen med Rohtang, der direkte oversat betyder ‘dynge af lig’, og efter sigende er en modbydelig svær opkørsel.

Turen fra Manali mod Spiti er af en ganske anden kaliber og løber på store, brede, asfalterede veje gennem frodige, grønne landskaber langs Beas-floden. Her kan vi tillade os at lyne jakken ned, slå visiret op og køre så hurtigt, at vinden sørger for en behagelig køretemperatur.

Vejkrydsende køer, hasarderede lastbiloverhalinger og to døde, indiske bikere i vejkanten sørger dog hurtigt for, at hånden bliver fjernet fra gashåndtaget.

”Væk er vejen og i stedet kører vi gennem en ørken, der skiftevis er hård som asfalt og blød som en sandkasse.”

Hjulspind i smeltevand
Vi drejer af fra hovedvejen og vejen bugter pludseligt brat opad og bliver så smal, at vi knap kan passere en bil uden at køre i grøften. Turen gennem Spiti er begyndt. Vores kort er ikke længere meget værd, og vi misser vores stop for natten.

I stedet finder vi en afsides beliggende gård på en bjergside, hvor familien gavmildt inviterer os indenfor, laver mad til os og flytter ind i stuen, så vi kan få soveværelset. Mens vi sidder på familiens terrasse og nyder den hjemmelavede mad, er der ingen af os siger meget på trods af alt, hvad vi har oplevet.

Det er så småt gået op for os, hvad det er for et projekt, vi har kastet os ud i. Og for enden af ruten venter Rohtang på os, når vi skal tilbage fra Leh til Manali.

Vi kommer dog levende igennem strabadserne, ikke mindst takket være vores indiske replika af den klassiske engelske Enfield militærmotorcykel. De indiske knockoffs kæmper sig som futtoget Thomas i roligt og adstadigt tempo gennem nogle af verdens vildeste landskaber.

De ruller gennem bjergpas med flere hårnålesving, end man kan tælle, og gennem ørkenlandskaber, hvor intet kan gro. Et sted sidder Jesper og jeg fast i en 40-50 centimeter dyb, iskold smeltevandsflod, laver desperate hjulspin midt i den rivende strøm og må skubbes fri. Men motorcyklerne svigter ikke.

De giver – til vores store overraskelse – aldrig op. Selv ikke da jeg som nævnt tæsker cyklen i asfalten med cirka 60 km/t på andendagen. Jeg er heldig og slipper relativt uskadt, og en noget uortodoks mekaniker bruger forhammer og vridestang til at få de bøjede dele tilbage på plads.

”Luften er papirtynd, og både mand og maskine hiver desperate efter vejret, som toppen nærmer sig.”

Åndenød
Vejen til passet Baralacha La er uvejsom og den konstante stigning slider på os alle. I byen Sarchu, der ligger i 4290 meters højde og kun består af telte, overnatter vi for første gang i højderne. Landskabet, der omgiver Sarchu, er øde som et månelandskab, men det gør ikke det store, da vi, på grund af højden, ikke kan bevæge os mere end 100 meter uden at miste pusten og blive svimle.

Vi sover dårligt, og den daal (indisk linsestuvning), der serveres konstant og i alle afskygninger, glider dårligere og dårligere ned. Vi drikker som anbefalet et god sjat over fire liter vand om dagen og spiser marsbarer i hobetal for at holde energien oppe.

Højden sætter sig i maven på Christian, hvilket kræver en hel del pitstop i løbet af en dag, men da vi rammer ørkensletterne, More Plains, glemmer vi alt om højdesyge og dårlig mave.

Væk er vejen og i stedet kører vi gennem en ørken, der skiftevis er hård som asfalt og blød som en sandkasse. Cyklerne forsvinder under os fra tid til anden, og vi holder lange pauser for at få pusten.

Mens vi står ved cyklerne og spejder ud over den tilsyneladende endeløse ørken, kan vi se lastbiler, der kæmper sig gennem sandmasserne og fra tid til anden forsvinder i et hul kun for at komme op i en sky af støv, som en hval der bryder havoverfladen.

Cyklerne lyder til tider, som om de skal kvæles, men kører videre. Foran os venter nu turens hidtidige højdepunkt, og vi skæver bekymret til maskinerne, der nu slæber på en ekstra bagage af sand og støv og smider olie med jævne mellemrum.

Syrer til
Da Indiens næsthøjeste kørbare pas, Tanglang La, skal krydses i 5360 meters højde, brokker cyklerne sig ikke et øjeblik. Luften er papirtynd, og både mand og maskine hiver desperate efter vejret, som toppen nærmer sig.

Passet er netop blevet åbnet, efter vinterens nådesløse snekappe har sluppet sit tag, og det, sneen har efterladt til årets første rejsende, kan ingenlunde betegnes som en vej.

Der er snarere tale om en to til tre meter bred grussti med skiftevis løse sten, store klippestykker, vandpytter og huller. Motorcyklerne skrider konstant under os, kørslen kræver vores totale koncentration, og oftere og oftere må vi stoppe, fordi vores underarme syrer til af den konstante rusken i styret.

Men over, det kommer vi. Efterhånden erfarer vi, at disse veje mere er reglen end undtagelsen på vores rute. Det er på de gode dage, at vores gennemsnitsfart kommer over 25 km/t.

Militær og klostre
Da vi stopper i dalen efter Tanglang La, er vi alle bekymrede for, at højdesygen har sat endeligt ind, eftersom vi er begyndt at se mærkelige farver. Det viser sig, at de klippeformationer, der omgiver dalen, faktisk er tonet i psykedeliske grønne og lyserøde nuancer og er helt utroligt smukke.

Vi kører resten af turen mod Leh i roligt tempo for at få højden ud af systemet, syren ud af armene og så meget af det omgivende landskab med som muligt. Efterhånden som vi nærmer os Leh, samler omgivelserne vand fra Indus-floden og begynder igen at blive grønne og frodige. Der er militær overalt, og vi overhaler endeløse konvojer, der bringer forsyninger til og fra kampzonerne i Kashmirprovinsen.

Det føles fantastisk at køre de sidste kilometer ind til Leh. Solen ligger lavt på himlen, og overalt omkring os ligger enorme buddhistiske klostre bygget direkte ind i bjergsiden. Vi ved, vi er fremme, da vi kører ind i den fuldstændigt uoverskuelige rundkørsel, der markerer indkørslen til downtown Leh.

Ligger brak
I Leh ligger vi brak i fem dage. Målet er nået, nu venter kun hjemrejsen. Vi læser, daser, leger backpackere og prøver at glemme, hvad der venter forude. Vi har gennemtævet de billigt producerede indiske motorcykler, men de klarer testen, og derfor beslutter vi at forkæle dem, nu vi har chancen.

Man har et dybtliggende behov for at være på god fod med den maskine, der skal bringe én sikkert gennem bundløse kløfter, frysende floder og svimlende højder. Ergo lader vi Lehs bedste mekaniker, Mohan, give motorcyklerne den store service, og da vi en morgen klokken 06.30 vender næsen tilbage mod Manali, skinner vores Enfields om kap med morgensolen.

Hjemturen er lettere end turen ud, og vi da vi for anden gang krydser More Plains, har vi det faktisk ganske sjovt i de dybe sandhuller. Højderne er dog stadig hårde ved kroppen, og vi er ved at være klar til at parkere motorcyklerne for sidste gang.

Desværre kan vi ikke rigtig glæde os endnu, for forude venter Rohtang. Gang på gang møder vi andre bikere, der med himlende øjne forsikrer os om, at vi ikke har set noget, før vi har set Rohtang. Og de har ret. Aldrig før eller siden har vi set en vej som den, der løber over Rohtang-passet.

Mudder til knæene og meterdybe vandpytter afløses af fastkørte lastbiler, der spærrer vejen for alle andre end os, der kan krybe forbi på ydersiden. Ved hjælp fra tyngdekraften kommer vi ned, og priser os lykkelige over, at vi droppede turen op.

Aldrig igen?
”Jeg gør det aldrig igen”, er min første tanke, da vi har afleveret vores Enfields i Manali. Cyklerne har nu hver især kørt 2600 kilometer, men ser ud, som om de er fem år gamle. Vi ser også cirka fem år ældre ud. Poser under øjnene, skidt i hver en pore og langt fedtet skæg pryder kinderne.

Vi har set hinanden styrte og set tre døde mennesker på asfalten sammen med resterne af deres motorcykler. Vi har frosset i højderne og spist sand, da vi krydsede More Plains. Men vil vi anbefale dig at tage turen? Selvfølgelig. Det bliver dit livs motorcykeleventyr.

Hovedvej i Himalaya

Manali-Leh Highway er små 500 kilometer lang, starter ved foden af Himalaya i Nordindien og slutter i Ladakhs hovedby, Leh. Vejen er kun åben cirka fire måneder om året, omtrent fra juni til oktober, og passerer undervejs blandt andet over fem bjergpas. Vi startede med at køre gennem Spiti-dalen, hvorved man slipper for at køre op over Rohtang-passet umiddelbart efter Manali, der kan være meget svær at passere. Spiti-dalen løber ganske tæt på Tibet, og man skal derfor have en ‘inner line permit’ for at rejse gennem den. Den kan skaffes billigt i Rekong Peo. Ved at køre gennem Spiti undgår man desuden de fleste problemer med højdesyge, da man mere gradvist kommer op i højderne.

Hele røverhistorien

Er du nysgerrig efter at læse mere om vores tur, kan du finde meget mere på www.mudslideboys.blogspot.com – undertegnedes ydmyge rejseblog med de lange versioner af røverhistorierne.