Du er her:
  • ARTIKLER
  • ”Jeg rejser ikke efter døde ting”

”Jeg rejser ikke efter døde ting”

Formanden for De berejstes klub, Søren Padkjær, fik aldrig set Taj Mahal, da han besøgte Indien. Til gengæld har han spist middag med thailandske munke i Sri Lanka og fejret fødselsdag i Rajasthans ørken. Adventure World mødte ham til en snak om frihedsfølelse og fremmede kulturer.

IMG_1596.jpg
Skrevet af: Line Weldingh Foto: Søren Padkjær
Opdateret den 14. mar 2020

Formanden for De berejstes klub, Søren Padkjær, fik aldrig set Taj Mahal, da han besøgte Indien. Til gengæld har han spist middag med thailandske munke i Sri Lanka og fejret fødselsdag i Rajasthans ørken. Adventure World mødte ham til en snak om frihedsfølelse og fremmede kulturer.

Søren Padkjær sidder bag rattet på en gammel autocamper i New York. Året er 1997, han og konen har solgt gården og taget døtrene ud af skolen i et år. Forud venter et år uden forpligtelser eller planer. De kan tage, hvorhen de vil, og gøre, hvad der passer dem. 

”Den følelse, det er, at sætte sig ind i en bil med hele sin familie og alt, hvad man ejer og har, og så bare køre ud af byen, uden at vide hvor man ender – det giver en frihedsfornemmelse, som ikke kan slås af noget som helst. Jeg glemmer aldrig det øjeblik, vi sad der i bilen og styrede ud af byen. Det var virkelig fantastisk. For vi kunne jo køre, hvorhen vi ville. Vi havde et helt år, og vi havde lige solgt gården, så vi havde også lidt penge med. Og så ligger verden jo åben for én.”
Søren Padkjærs mange rejseeventyr startede ikke her. Men det var her, han for alvor oplevede frihedslængslen, som har siddet i ham lige siden. Interessen for at rejse startede dog noget tidligere end den omtalte julidag i 1997. Som barn læste han bøger om sørøvere, kineserdrenge og de syv have, og senere blev udstationeringer og forretningsrejser en stor del af hans arbejdsliv.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

IMG 1771Selvom forretningsrejserne var lidt anderledes end dem, han senere skulle foretage, var de mindst lige så interessante. For selvom Søren sov på fine hoteller og blev kørt i taxa fra sted til sted, handlede det for ham om at lære lokalbefolkningen at kende.
”Jeg har aldrig haft talenter for at sælge, men jeg er god til at komme i kontakt med folk. Kunderne kunne godt mærke, at jeg interesserede mig for deres kultur og deres lokale forhold, og at jeg syntes, det var sjovere at komme med dem hjem og spise på græsplænen end at gå ind på en restaurant. Så resultaterne og det sjove fulgtes ad. Jeg kan huske engang, jeg var ude sammen med nogle fra Carlsberg i det nordlige Nigeria og lave et projekt. De beklagede sig over, at de var væk fra deres koner og alt det, de ikke nåede derhjemme – de skulle have malet stakit og spillet badminton med naboen – og jeg fattede slet ikke, hvad de snakkede om. Jeg syntes da bare, det var vildt spændende at være derude.”

Indien uden Taj Mahal
Jobbet med de mange forretningsrejser droppede han dog efter den lange familietur til USA. Siden da har han arbejdet hjemme fra den stille skovhytte i Bjerringbro, og det har givet ham mulighed for at rejse på en ny måde.
”Jeg har boet på min andel af fine hoteller, besøgt restauranter og haft aftaler med folk, der skal besøges. I dag synes jeg, det er rarere at tage min rygsæk på nakken, gå ned på busstationen og se, hvor bussen kører hen. Det er rart med den frihed, når jeg i så mange år har haft bundne rejser.”
Sørens kone er dog ikke så begejstret for hans rygsækrejser, så han tager gerne alene af sted en måned om året for at genopleve den frihedsfølelse, han havde i en autocamper i USA for ti år siden.

IMG 1711”Når jeg har tjekket ind og kun har min lille rygsæk tilbage, så begynder eventyret. Så har jeg sådan en dejlig fornemmelse af frihed. Det er noget nyt, jeg skal ud til nu, og jeg skal ikke tænke på alle de ting derhjemme, som min indre kalender normalt er fyldt med. Når jeg er ude at rejse, går det fra dag til dag. Normalt er det først om morgenen, når jeg står op, at jeg vælger, hvor jeg skal hen. Jeg har selvfølgelig forberedt mig hjemmefra, så jeg ved, hvad der venter mig i den anden ende. Men om jeg tager mod øst eller vest kommer an på, hvilken bus der kommer først, eller hvordan vejrudsigten er den morgen. Og det er det, jeg synes er så charmerende ved at rejse. At jeg ikke på forhånd er bundet af noget fast.”
Men det er ikke kun følelsen af frihed, der får Søren til at blive ved med at rejse. Det er også det indblik, han får i den lokale kultur.
”Jeg kan godt lide at læse romaner for at sætte mig ind i, hvordan befolkningen lever, og hvordan landets atmosfære er, og så tage derover og prøve at leve mig ind i den stemning. Det er det, jeg går efter, når jeg tager ud at rejse. Det er ikke mindesmærker, bygninger eller museer. Sidste år, da jeg var i Indien, kørte jeg forbi Taj Mahal i tog. Det er ikke døde ting, jeg rejser efter. Så kan jeg bare købe et postkort. Det er da flot, men der er ingen atmosfære i det.”
Og en af vejene til at mærke atmosfæren går ifølge Søren gennem maven.
”Jeg går meget op i at prøve alt muligt mad, når jeg er ude at rejse, og jeg går gerne ind på de lokale steder. Fordi det er den lokale mad, giver det også automatisk en indgangsvinkel til mange mennesker, for de synes, det er interessant, når der kommer turister ind og spiser ligesom dem. For eksempel her i vinter, da jeg var i Sri Lanka, var jeg inde i et munkekloster for unge mænd, og der var et sted, hvor unge knægte i deres røde dragter spiste. De kunne jo godt se, at jeg stod og kiggede, så jeg blev budt ind og fik lov at spise sammen med dem inde i klostret. Det er sådan nogle oplevelser, der er interessante ved at rejse. At man lærer noget om, hvordan de lever og prøver at sætte sig ind i det.”

IMG 1642Lugten af brændte ’benhår’
Der går ikke mange dage fra, Søren Padkjær er kommet hjem fra en rejse, til han begynder at planlægge en ny. Søren har ikke telefon med, når han er ude at rejse, og han længes normalt ikke hjem, fordi han er så opslugt af det sted, han besøger. Én gang har han dog savnet hjemmet i Jylland.
”Det var sidste år, jeg var i Indien, hvor jeg kørte med en kamelvogn langt ude i Rajasthans ørken. Kameldriveren skulle egentlig have taget mad med, men det havde han glemt, så alt, han havde med, var et runkent kålhoved og et par gulerødder. Han havde også glemt olien til at svitse karry i, så det blev til sådan nogle halvkogte, gamle grøntsager. Det var min fødselsdag, og det blev temmelig koldt sidst på dagen. Jeg havde heldigvis min dunsovepose med. Men ham kameldriveren og hans søn sad og strakte deres bare ben ind i bålet, og jeg kunne lugte, når hårene på hans ben brændte,” griner Søren.
”Men det var nu mest maden, den var bare ekstrem uspiselig. Lige præcis dér kom jeg til at tænke på fødselsdagsbordet herhjemme.”
For Søren er det at rejse en berigende del af hans liv, som han ikke kunne forestille sig at undvære.

Men det er ikke kun ham selv, der har gavn af de mange rejser. Hjemme i Bjerringbro bruger han sine oplevelser til frivilligt integrationsarbejde med kommunens flygtninge.
”Jeg kan huske, da vi frivillige skulle introducere os for hinanden og fortælle, hvorfor vi havde meldt os til det her. Den begrundelse, jeg gav, var, at jeg var blevet så godt modtaget og havde fået så mange gode bekendtskaber rundt omkring i verden. Så det mindste, jeg kunne gøre, når de bosatte sig i min by, var at hjælpe dem med at finde sig til rette her. Det er måske en måde at sige på, at mine rejser også har givet mig et andet syn på mange ting. Jeg har en større forståelse for, hvilke forhold flygtningene kommer fra, og hvilke problemer de mennesker har haft. Og ikke mindst hvor meget vi kan få ud af dem, hvis det lykkes at få dem rigtigt integreret. Med det mener jeg, at de virkelig kan bibringe meget til vores kultur. For uanset hvor de kommer fra, er deres kultur meget spændende og noget, man må respektere. Det er jo deres kultur, der gør, at jeg har haft de gode oplevelser, når jeg har været ude.”


Sørens liv

IMG 189761 år
Formand for De Berejstes Klub i fire år.
Medlem af De Berejstes Klub i otte år.
Har besøgt 92 lande.
Arbejder hjemmefra som markedsfører for Ålborg træindustri.
Er gift med Benthe og har døtrene Anja og Camilla på 23 og 25 år.


De bedste madoplevelser

Når Søren Padkjær kommer hjem fra rejse, er det første, familien spørger om: Hvad fik du at spise? Mad betyder meget for hele familien, og Søren Padkjær kan huske i detaljer, hvad han har spist, selv når det er 30 år siden. Her er et udpluk af hans bedste rejsemåltider.
León, Nicaragua. Lidt nede af gaden fra Hotel Avenida, tæt ved markedet, dukkede der om aftenen nogle kvinder op med en trækulsgrill. De havde også medbragt nogle store plastsække fyldt med kyllingestykker i salsamarinade samt grøntsager og ris. Ikke mindst den gode, stærke salsa var helt formidabel god. Jeg blev i byen en ekstra dag for at spise aftensmad nok en gang.
Riga, Letland. Letterne er i grunden muntre mennesker, som benytter enhver lejlighed til at feste. Det er nok derfor, at de både fejrer fødselsdag OG navnedag, og ét af de bedste steder at gøre det er i den meget rustikke Staburags på Caka Iela. Her er kun portionerne større en fadøllene, og da restauranten er en labyrint af små lokaler, skæve hjørner og halve afsatser, så kan ethvert selskab i nogenlunde fred synge deres hjemlands vemodige og muntre sange. Og dem er der mange af. Interessant er det, når man skal på toilettet i den fjerneste ende, at gå gennem det ene brusende sangkor efter det andet.


De bedste rejseromaner

IMG 5813Søren Padkjær forbereder sig på sine rejser ved at læse romaner om landene. Her er et par af dem, der har gjort mest indtryk på ham.

Kærlighed på koleraens tid af Garcia Marquez.
”Den foregår ved en flodmunding i Sydamerika. Jeg læste den, da jeg sejlede rundt på Rio Grande i Guatemala. Det var bare så fascinerende. Det er en helt utrolig fantastisk bog – og at jeg læste den på et sted, der kan have inspireret forfatteren, gjorde naturligvis ikke oplevelsen mindre.

Det lykkelige Arabien af Thorkild Hansen.
”Første gang jeg var i Sanaà i Yemen, havde jeg den bog med. Jeg sad i et af imamens gamle paladser, der var lavet om til et herberg, og kiggede ud af de glasløse vinduer. Jeg kunne se ned på vejen, der snoede sig fra kysten ved Hodaida, der hvor ekspeditionen – udsendt af Kong Frederik 5. i år 1761– engang kom sneglende med kameler op gennem bjergene til Sanaà. De har formentlig boet i det samme gamle palads, som jeg boede i. Når man oplever sådan nogle ting, er det lige før, at stjernerne slår imod hinanden.”

Denne artikel er blevet bragt i Adventure World nr. 88 i 2007

Andre spændende artikler


Leh - hovedstaden i Ladakh

Leh - hovedstaden i Ladakh

Miniguide til hotspots i Rajasthan

Miniguide til hotspots i Rajasthan

De sidste næsepropdamer

De sidste næsepropdamer

Log ind