På rundtur i Rajasthan, indien

Hinduers rituelle morgenbade i hellige søer, gyngende kamelture i ørkenens hede og eventyrlige byer fra forgangne tider. Rajasthan er en eksplosion af sanseindtryk og indisk mystik, smukke oplevelser og sære skikke. 

Image1.jpg
Skrevet af: Tore Grønne
Opdateret den 02. aug 2023
Læst af: 8259

Hinduers rituelle morgenbade i hellige søer, gyngende kamelture i ørkenens hede og eventyrlige byer fra forgangne tider. Rajasthan er en eksplosion af sanseindtryk og indisk mystik, smukke oplevelser og sære skikke. 

Byens bygninger er malet pink, og der står en kamel og venter for rødt ved et lyskryds. En elefant med ansigtet malet i klare farver har netop rundet hjørnet bag mig, og et par overdimensionerede køer med grønne horn slænger sig i solen foran et uhyre ildelugtende offentligt urinal. Og dyrene er ikke alene. Langtfra. For på denne hede formiddag i indiske Jaipur lader det til, at samtlige byens tre millioner mennesker enstemmigt har valgt at gå en tur ned ad gaden. Myldrende og kaotisk. Lugte og dufte, hvinen og dytten, råben og ræben. Mennesker overalt. Byen, der i 1876 blev malet pink i anledning af prinsens af Wales besøg, er mit første stop på en rundrejse i en af Indiens mest mystiske og myteomspundne stater, Rajasthan – de gamle maharajaers land. Hjemsted for kamelfestivaler og marmortempler, pilgrimssteder fra forgangne tider og eventyrlige byer. For mig er Jaipur mest af alt porten til de eventyr, der ligger og venter længere mod syd og vest. Og da pink aldrig har været min farve, bevæger jeg mig snart mod syd.

 

Image5.jpgOphøjet, eventyrligt
Pushkar er magisk. Som en lille eventyrlig oase ligger kridhvide bygninger tæt ned til en lille sø i byens midte. Solen er netop stået op, og et par aber sidder og piller ved hinanden et par meter fra mig. En flok fugle bryder vandets blanke spejl og sætter i flugt. Forsvinder bag de flade tage og løgformede kupler, og der er atter ro. Snart dukker fornøjede indere op for at dyppe deres kroppe i det hellige vandet. Helligt for hinduerne, der foretager rituelle bade fra de 52 såkaldte ghats - trapper, der fører direkte ned i vandet - der omgiver den lille sø. Søen opstod, da Brahma - Skaberen - tabte et lotusblad, og hinduistiske pilgrimme valfarter til langvejs fra for at bade i det rensende vand. Jeg holder mig pænt på landjorden, og slentrer rundt om søen forbi adskillige af de 400 templer. Små orange blomsterbåde med et enkelt flakkende stearinlys vugger stille på søens vand som et smukt symbol på den ophøjede ro og stille dyrkelse af hinduismens mangfoldige guder. En mand med dreadlocks, der kærtegner hans ankler, når han står oprejst, dyrker yoga ved bredden, aber hopper fra hustag til hustag, og hellige køer tygger dovent drøv i de smalle gyder, der fører op til basaren. Dagens timer forsvinder som dug for den varme sol, der så småt begynder at nærme sig horisonten, da jeg vandrer op på en lille bakke bag byen. Himlen er gylden, og midt i byen bliver vandets spejl nok engang blankt og roligt som Puskhar, pilgrimme og byens dyr atter falder til ro.

Vandets paladser
Fra Pushkar tager jeg mod syd og til en anden hvid by med vand - Udaipur. I en spruttende rick shaw fræser jeg gennem de snoede gyder med en lille inder med et busket overskæg og tilsyneladende udpræget dødsønske bag rettet. Forbi skræddere der syr jakkesæt for peanuts, restauranter hvor karrydufte kærtegner min lugtesans og Jagdish-templet, hvor rynkede mænd med turbaner tager den med ro. Ned til søen Pichola, som byen til dels skylder sin berømmelse. For i denne sø ligger Lake Palace, som en maharaja lod bygge for to og et halvt århundrede siden som sin sommerresidens. Og paladset Jag Mandir, som Kejser Jehangir lod bygge til sin forvirrede søn. Langs bredden ligger flere paladser på stribe, og kvinder med farverige sarier blafrende bag sig fniser, mens de vasker tøj i søens vand. Det er tanker om for længst forgangne tider, der bliver bragt til minde, da jeg står ved søbredden og kigger på de eventyrlige templer, der i nyere dage blev kendte, da Agent 007 lagde vejen forbi i Octopussy fra 1983. Og det glemmer de lokale hoteller og restauranter ikke. Filmen vises hver eneste aften på adskillige tagterrasse-restauranter rundt omkring i byen. Og selv om man ikke er til Agent 007's eventyr, så er disse tagrestauranter eventyrlige steder at indtage vidunderlige
indiske retter og nyde aftensolens blide skær.

Image3.jpgAsketisme og ikke-vold
Her er 1444 søjler i marmor, og ikke to er ens. Alle har de deres helt egne mønstre og udskæringer, der snor og krøller sig op i tre etagers højde. De står på et marmorgulv, og de bærer et marmorloft. Jeg er i Ranakpur - en uanseelig flække midt i ingenting var det ikke for templet, jeg befinder mig i. Chaumukha-templet er et af fem templer, der er særligt hellige for Indiens jains - et af indiens utallige religiøse mindretal, der dyrker asketisme og en ekstrem grad af ikke-vold. De virkelige hardcore følgere af religionen bærer masker for munden, så de ikke ved et frygteligt uheld skulle dræbe smådyr ved at sluge dem, og de fejer med små koste foran sig, hvorend de går, så de ikke skulle kvase skravl på jorden. Jeg får et 1,5 gange 2 meter værelse i templets pilgrimskvarterer og smider mig på den madras, der udgør hele værelsets interiør. Der er ris, dal og chapatis i spisesalen med de rigtige pilgrimme, og alle betaler kun det, de synes rimeligt for templets tjenester – man donerer hvad man kan.

Image2.jpgØrkenens gyldne bastion
Jeg sejler fredsommeligt af sted på min kamel, da Jaisalmer rejser sig over ørkenens dis. Som et enormt gyldent sandslot med gammeldags bastioner, lodrette mure og en vældig indgangsport ligner denne fortryllede by langtfra noget, der er beboet i det 21. århundrede. Men det er den. Det er næsten 1000 år siden, at Maharaja Rawal Jaisal byggede et fort her i Thar-ørkenen, og det er med en følelse at nå frem til en sand udørk, at jeg langsomt vugger ind mod byen på en pruttende kamel. I fire dage har jeg og to venner redet rundt i Thar-ørkenens tørre vildnis med vores unge kamelfører, der drømmer om at købe flere kameler. Morgener på kamelerne, middage i skyggen under udtørrede træer, eftermiddage videre mod horisonten og nætter med klaprende tænder under adskillige lag tæpper. Ørkenen er ekstrem - smuk og fjendtlig, kold og varm. Og byen, der rejser sig så smukt foran os, kommer velkomment.  Min flade pengepung er for en gang skyld en fordel. Byens billige hoteller er udsolgte, men på et lille venligt sted tilbyder ejeren mig en rebseng i det fri. Den står på selve bastionen. Under mig og helt ud til horisonten er ørkenen, og over mig strækker de klare stjerner sig helt ned til ørkenes sand. I en uge sover jeg på rebsengen og vågner sammen med byen og ørkenen, der ligger hundrede meter under mig. Jeg lader mig fare vild i byens smalle gyder, hvor overraskelser venter om hvert et hjørne. En vandrende asket, der er nøgen, da han har frasagt alt fra denne verden på nær sin krop. Et nyt tempel med en religiøs ceremoni jeg aldrig tidligere har hørt om. En ny duft, indisk vegetarret eller særpræget menneske. Om dagen lever og ånder jeg i det konstante eventyr, som Rajasthan er, og om natten tæller jeg himlens stjerner over mit hoved og glæder mig til nye eventyr i maharajaernes magiske land.

Redaktionen anbefaler

Andre spændende artikler


De sidste næsepropdamer

De sidste næsepropdamer

Eksklusiv eftermiddagste i Darjeeling

Eksklusiv eftermiddagste i Darjeeling

Leh - hovedstaden i Ladakh

Leh - hovedstaden i Ladakh