De sidste næsepropdamer

Utroligt smukke kvinder
”I gamle dage var vores kvinder helt utrolig smukke. Faktisk var de så smukke, at giftesyge mænd fra andre stammer kidnappede dem,” fortæller Chada stolt.

Han tilhører selv apa tani-stammen og har gennem mange år studeret og samlet historier om sit folk.
”VI måtte gøre noget for at afværge kidnapningerne, og sådan startede skikken med ansigtstatoveringer og næsepropper,” beretter han.

Når pigerne nåede puberteten, fik de piercet et lille hul i hver side af næsen, hvor bittesmå propper blev placeret. Lidt efter lidt blev propperne udskiftet med større og større propper

”Formålet var at gøre kvinderne mindre attraktive for nabostammerne, og det har virket,” hævder Chada, men det løjerlige var, at næsepropperne gik hen og blev et symbol på skønhed hos apa tanierne – jo større propperne blev, jo smukkere synes mændene, kvinderne var.

Grunden til det, tror Chada, var, at apa tani-mændene ikke ser skønhed i udseendet men i evnen til at arbejde, passe huset og føde børn. Så jo større næseproppen var, jo mindre risiko var der vel for, at kvinden ville blive bortført og efterlade manden alene med hus og børn at tage sig af.

”Åh, så ondt det gjorde!”
I nabohuset møder vi en anden ældre kvinde. Hendes propper er så store som femkroner, og bare et lille stykke hud under næseproppen holder sammen på næsen. Hun hævder, at det overhovedet ikke er smertefuldt. Altså ikke længere.

”Åh, så ondt det gjorde i begyndelsen,” mindes hun og fortæller samtidig, at stoltheden over i at træde ind i de voksnes rækker var så overvældende, at smerten ikke betød noget.
”Det er vort helt eget symbol, vores helt egen stolte skik, der gør os apa tani-kvinder helt unikke,” mener hun.

Med hænderne tegner og forklarer hun, hvordan propperne blev presset ind i de trange huller, så både blod og tårer trillede. Hun ler og viser stolt sin store næse frem, inden et trist udtryk formørker hendes ansigt.
”Men om nogen år er der ingen af os tilbage,” siger hun.

Desværre har hun ret. Hun tilhører den sidste generation med den særegne kultur. Hovedårsagen er noget så banalt som mobning.

Mobbet propperne ud
Udvikling og fremskridt er også kommet her til området, ZIro, og det gik på et tidspunkt op for den yngre generation, at det faktisk var muligt at gøre noget andet med livet end at dyrke ris og rende barfodet rundt i skoven med et spyd. Nogle af de unge begyndte ligefrem at drage til nabostaten, Assam, for at gå i skole.

”Men du kan måske gætte dig til, hvordan vores piger blev modtaget af inderne i Assam,” sukker CHada og hævder, at hans landsmænd kan være noget så ubehagelige.
De unge piger blev latterliggjort på grund af de store næsepropper, og mange blev mobbet direkte hjem til apa taniernes rige igen.

I Indien står studenternes fagforening traditionelt stærkt, og selvom Arunachal Pradesh måske ikke er det helt ’ægte’ Indien, har fagforeningen også meget magt her. Derfor, på baggrund af mobningen, bestemte de, at traditionen med næsepropper skulle ophøre.

”Og sådan blev det,” medgiver Chada og beretter, at man i dag kun ser næsepropper på kvinder, der er 35 år og ældre.

”Vores samfund bliver angrebet fra alle kanter.”

Øl og bambus i lysningen
I en lysning mellem slanke bambusstammer træffer jeg næste dag Michi Yadii og en række af hans kammerater. De knokler så sveden sprøjter, men der er alligevel ikke langt til latter.

Måske det er på grund af mig og mit kamera? Eller måske er det, fordi gutterne drikker hjemmebrygget øl, som var det rabarbersaft? De slubrer sarse O, der består af gæret ris og gærede linser, i sig fra bambuskrus, selvom klokken kun er ni om morgenen. De vil selvfølgelig have, at jeg skal smage på sagerne.

Jeg kan ikke engang lide en kold øl på en varm sommerdag, og jeg må indrømme, at jeg har svært ved at svælge et par slurke Sarse O, der lugter som en blanding af gær og kattepis, i mig uden at brække mig ud over det hele.

”For os apa tanier er bambus alt,” fortæller Yadii, da han får pusten mellem store slurke.
”Vi bygger huse af bambus, laver spyd af bambus, spiser bambusskud og bruger tørret bambus til at fyrre med, men i dag er vi her ikke for at lave noget til os selv,” siger han og går brat i stå, da en gammel mand kommer slentrende ind i lysningen.

Han peger på den gamle mand, der er klædt i pjalter, og fortsætter med en lidt lavere stemme:
”Shamanen Bamin skal snart udføre et vigtigt ritual. Vi er hans hjælpere, og i dag laver vi ting, han skal bruge i seancen.”

Skrupelløse missionærer
”Vores religion, der bliver kaldt Danyi-Piilo og betyder sol-måne, har hverken en Himmel eller et Helvede. I stedet tror vi på, der findes et land, hvor de døde ender. Men det er ikke alle, der havner det samme sted.

De, der dør en naturlig død, havner i det fredelige Neli Myoko. De, som derimod dør en unaturlig død, ender i Talii Myoko for mændenes vedkommende og Lubung Myoko for kvindernes,” forklarer Chada, da han giver mig en kort indføring i apa taniernes mystiske, religiøse verden.

Apa tanierne tror, at de, der havner i de sidstnævnte verdener, aldrig finder sjælefred, og de hjemsøger deres landsbyer. For at det ikke sker, må familier, som har mistet nogen i en unaturlig død, månedligt give offergaver til Pilya, menneskernes store ånd. Netop dette ritual er grunden til, at kristne missionærer fra staten Mizoram har fået et solidt fodfæste i den lokale kultur.
”Vores samfund bliver angrebet fra alle kanter,” beklager Chada sig og forklarer, hvordan missionærerne opererer.

”De prædiker selvfølgelig om, hvor grusomt et sted Helvede er, og at vi med vores religion dyrker Djævelen selv. Det har dog ikke den store indvirkning på os. Men det har deres prædikener om penge tværtimod,” siger han og forklarer, hvordan apa tanierne stadig ofrer høns, æg, kyllinger, grise og okser til Pilya i deres religion.

Det er ikke billigt for en familie, så hovedargumenter for at ’befri’ apa tanierne er, at det er billigere at være kristen end at tro på Danyi-Piilo. Derfor har hele 40 procent af det lokale samfund konverteret til kristendommen.

”Fortsætter det sådan, må dine børnebørn kigge dybt i historiebøgerne, hvis de ønsker at møde eller lære noget om apa tanierne. For vores kultur forsvinder snart,” sukker Chada.

Kom af sted nu!

Tager du dig tid til at rejse ind i bjergene i apa taniernes rige, vil du næppe fortryde det. Om ikke mange år vil den specielle kultur højst sandsynligt være borte, og allerede på denne tur så jeg mange af de ældre kvinder, der havde taget næsepropperne ud.

Men måske netop turismen kan være med til at stoppe denne udvikling? Det har vist sig andre steder i verden, som for eksempel i Baliem-dalen på indonesiske Papua. Her oplevede stammefolkene, at det netop var deres traditionelle kultur og ikke mindst påklædning og fremtoning, der var hovedattraktionen for de turister, der kom til dalen.

De forstod, at de tjente flere penge ved at beholde de traditionelle klædedragter på frem for at gå i vestligt tøj. Dermed vil deres kultur overleve meget længere, samtidig med at de kan gå klædt, som de ønsker, og ikke som myndighederne og missionærerne ønsker.

Partnerlinks
www.penguin.dk
www.jysk-rejsebureau.dk
www.viktorsfarmor.dk