Kvindernes næser er store med massive propper, og deres mænd synes, det er smukt. Men på grund af noget så simpelt som mobning, er apa tani-kvindernes forunderlige tradition ved at dø ud. Samtidig er folkets specielle kultur og religiøse verden truet af missionærer og kristendom.
Bambushusets spinkle dør lukker straks det svage morgenlys og den tykke tåge ude, og der bliver med ét mørkt. Stemmer hvisker, og snart lyser en svag flamme op. Jeg bliver henvist til en lille, trebenet stol på den anden side af ildstedet. Snart vokser bålet, og det røde lys spreder sig langsomt i huset. Og der sidder hun.
”Ayadua,” siger hun genert, mens lyset fra flammerne spiller i hendes ansigt.
Og hvilket ansigt! Håret er langt og gråt, huden er rynket, men ser ud til at være smidig og blød, og næsen er… stor! Kæmpe stor. Damen har nemlig stukket to store propper ind i siderne af næsen, så hele næsen er i dobbelt størrelse.
Det knirker bag mig, og faren i familien kommer ind i huset. Han ser helt enormt gammel ud og bevæger sig derefter. Men der er noget med hans øjne og ansigt, en eller anden stolthed, der fortæller, at det her er ikke en hvilken som helst gammel mand.
”Tilling Grayu er en kendt shaman,” fortæller min tolk, Chada, der forklarer, at den gamle mand har en helt speciel kontakt til ånderne.
Desuden har han dræbt bjørne og store hjorte med spyd, bygget fire huse med sine bare næver og været gift med tre kvinder – samtidig. Jeg er i landsbyen Bamin Pradesh dybt inde i bjergene i den lukkede, isolerede indiske stat Arunachal Pradesh.
Det her er apa taniernes rige. Et folk og en verden, der for en skandinav består af underlige skikke og ritualer, ånder og dæmoner. Men det mest unikke ved apa tanierne er nu deres kvinder.
Apa tanierne måtte gøre noget for at afværge kidnapningerne, og sådan startede skikken med ansigtstatoveringer og næsepropper.
