Du er her:
  • ARTIKLER
  • Kamelsafari i Rajasthan, Indien

Kamelsafari i Rajasthan, Indien

Den farverige, indiske delstat, Rajasthan, viser sig fra sin bedste side, når kamelerne sejler gennem ørkenens fascinerende landskaber. Følg Christian Friis på safari gennem de tørre og uforglemmelige scenerier.

En prustende lyd siver fra næseborende på de to kameler, der ligger og sover ved vores side. Sandet omkranser os. Jeg falder i søvn under åben himmel i Rajasthan med dem og min fører. De utallige stjerner over os og de store dyr, der dagen igennem har båret os over det gyldne sand og ført os langt ud i ørkenen, forsvinder. Jeg kunne ikke ønske mig mere af delstaten, hvis puklende dyr gør en særegen rejse mulig.

Image10.jpg
Skrevet af: Christian Friis
Opdateret den 22. dec 2021

Den farverige, indiske delstat, Rajasthan, viser sig fra sin bedste side, når kamelerne sejler gennem ørkenens fascinerende landskaber. Følg Christian Friis på safari gennem de tørre og uforglemmelige scenerier.

En prustende lyd siver fra næseborende på de to kameler, der ligger og sover ved vores side. Sandet omkranser os. Jeg falder i søvn under åben himmel i Rajasthan med dem og min fører. De utallige stjerner over os og de store dyr, der dagen igennem har båret os over det gyldne sand og ført os langt ud i ørkenen, forsvinder. Jeg kunne ikke ønske mig mere af delstaten, hvis puklende dyr gør en særegen rejse mulig.

Rajasthan ligger i det nordvestlige hjørne af Indien og støder op til Pakistan. Rajasthan er en ørken-stat, for den ligger i Thar-ørkenen, som også kaldes Den Store Indiske Ørken. Menneskerne i Rajasthan er efterkommere af de ædle Rajputs og Rajasthan betyder ’Kongernes Land’. Efterkommerne udgør en slående kontrast til ørkenens natur og basale jordfarver. De er om muligt endnu mere farvestrålende end i resten af Indien. Mændene i deres kridhvide dhotis, beklædningsdragt, og stærkt kulørte turbaner. Kvinderne i deres sarier med sølv- og elfenbenssmykker.

Pilgrimsbyen Pushkar er hellig for hinduer og ligger langs den ene bred af en hellig sø. En gang om året, når der er fuldmåne i november, finder verdens største dyremarked sted uden for netop Pushkar. Her er kvæg, heste, får og geder, men her er især kameler. Stammefolk fra alle dele af Rajasthan kommer for at tage del i markedet og festivalen. Den inkluderer ikke blot lokale cirkuser og væddeløb for kamelerne, men sågar skønheds- og andre konkurrencer for kamelerne. De er til lejligheden blevet klippet i smukke mønstre og iført det fineste seletøj – de er endda parfumeret!

Image7.jpgPå bakkerne uden for byen findes de mange tusinde kameler.
Og familierne, der har bragt dyrene til markedet, bor der også i deres hvide telte. Alle de handlende tilhører Raika-kasten, der består af 10.000 mennesker, som lever af at opdrætte kameler. Herudover lever 200.000 mennesker af at bruge kameler som arbejdsdyr, og endnu mange tusinde arbejder med kamelprodukter såsom mælk, huder og hår.
Desuden lader lokale bønder kamelerne færdes på deres marker, da de ikke har råd til kunstgødning og derfor udnytter kamelernes afføring.

Den livlige ørken
Min kameldriver og jeg skal alene ud i ørkenen på hver vores kamel. Vi kører først i jeep ud til hans landsby, hvor alle bor i lerklinede huse, bemalede i smukke, hvide geometriske mønstre. Min fører gør de nødvendige forberedelser, mens jeg snakker med børnene, fotograferer og bliver inviteret indenfor i flere af husene. Kamelerne bliver sadlet, provianten bliver pakket og tæpper, vand, og hvad vi ellers får brug for i ørkenen, bliver læsset på de udholdende dyr.

Så går turen ud i ørkenen. I løbet af dagen møder vi masser af landsbyboere, der driver deres flokke af husdyr hjem, og kvinder, der henter vand ved de spredte brønde, men efterhånden kommer vi så langt ud i ørkenen, at vi ikke længere møder andre. Jo længere vi kommer, jo mere sparsom bliver bevoksningen.
Men selv langt ude i ørkenen står små, tætte krat-agtige vækster, der standhaftigt kæmper mod solens brændende stråler. Image1.jpgØrkenen er nemlig langtfra øde og gold. Den er fuld af liv. De mange hårdføre planter, buske og træer har tilpasset sig omgivelserne, og nogle bærer blade, der først folder sig ud, efter der er faldet regn. Et rigt dyreliv af fugle, firben, biller, slanger, gnavere, gazeller, vildæsler og ørkenræve sætter sine spor i det glohede sand, som vi nu bevæger os over.

Det er hedt i ørkenen. Vinden er varm og tør, så vi må drikke rigeligt med vand og holde hvil af og til. Vi rider langsomt for det meste, men vi sætter også i galop. En kamel rider overraskende hurtigt, når den sætter i galop, og det er ikke helt let at holde sig i sadlen. Pludselig udstøder dyrene deres karakteristiske, langtrukne brøl. Og med jævne mellemrum slipper de en kraftig vind…

Min fører ligner en typisk Rajasthani med sine fine ansigtstræk, kraftigt sort hår og det karakteristiske flotte overskæg. Han er klædt i praktisk tøj: et blåt sæt bomuldstøj bestående af skjorte og løse bukser. Selv bærer jeg noget tilsvarende og har desuden medbragt en ulden vest til om aftenen, for temperaturen falder pludseligt, når mørket falder på.
”Pludselig udstøder dyrene deres karakteristiske, langtrukne brøl. Og med jævne mellemrum slipper de en kraftig vind…”

Desværre er kamelen, og dermed de mennesker, der er afhængige af den, ved at være trængt i Indien, paradoksalt nok på grund af økologiske hensyn. Sagen er den, at Skovstyrelsen i Indien har forment alle græssende dyr adgang til de nationale vildtreservater, og i tillæg er mange traditionelle græsgange blevet anvendt til kunstvandet landbrug. Indien, der for få år siden havde den tredjestørste bestand af kameler i verden, har derfor nu kun den sjettestørste. Ved kamelmarkedet i 2003 skete det hidtil uhørte, at tusindvis af unge hunkameler i desperation blev solgt, ikke for opdræt, men for deres kød, som derefter blev smuglet illegalt til Bangladesh og Mellemøsten.
Image2.jpg

Mig og min kamel
Allerede i løbet af et enkelt døgn får jeg et særligt forhold til ’min’ kamel. Det er ikke for ingenting, at kamelen bliver kaldt for ørkenens skib, for det første fordi dens vuggende gangart kan minde om at være på et skib til søs, men især fordi kamelen er det suverænt mest velegnede transportdyr til forholdene i ørkenen. Dens store, flade og runde trædepuder lader den vandre gennem det varme, tunge sand uden at synke ned i det; velsagtens lidt ligesom når mennesker på den anden side af kloden bærer snesko.

Gennem opdræt er der fremavlet adskillige forskellige racer af kameler. Nogle racer er kraftigt byggede og egnede til krævende arbejde, såsom transport af tunge læs og pløjning i sandet jord. Andre er lettere bygget og især egnet til transport og ridt. De kan tilbagelægge omkring 30-35 kilometer i timen. Atter andre er især velegnede til mælkeproduktion og giver omkring 4,5 liter om dagen. Kamelernes hud spænder fra næsten hvide over lysebrun, mørkebrun, sortbrun og rødbrun.

Om aftenen slår vi lejr på en bakkekam med ikke andet end stjernerne over os. Min fører har medbragt en gammel riffel og nu beder han mig vente, mens han går ud for at jage. Efter cirka 20 minutter hører jeg et skud, og da det ekkoer ud, går der ikke længe, før han kommer tilbage med en gazelle slængt over skuldrene. Han tilbereder al mad på stedet, og forude venter et måltid bestående af indmad fra gazellen. Indmaden fordærves hurtigere end kødet, og spises derfor først. Vi tilbringer aftenen ved lejrbålet, min fører slapper af med at ryge noget af den opium, han har købt på vejen, og vi lægger os til at sove under åben himmel, mens luften fyldes af nattens lyde.



En eller to pukler?
På kamelmarked i Rajasthan betyder det ikke meget, at en kamel med én pukkel faktisk er en dromedar. Dromedaren er hurtigere end kamelen og kan ride længere. Det skyldes blandt andet, at den har længere ben end kamelen.

 

Image7.jpgPå bakkerne uden for byen findes de mange tusinde kameler.
Og familierne, der har bragt dyrene til markedet, bor der også i deres hvide telte. Alle de handlende tilhører Raika-kasten, der består af 10.000 mennesker, som lever af at opdrætte kameler. Herudover lever 200.000 mennesker af at bruge kameler som arbejdsdyr, og endnu mange tusinde arbejder med kamelprodukter såsom mælk, huder og hår.
Desuden lader lokale bønder kamelerne færdes på deres marker, da de ikke har råd til kunstgødning og derfor udnytter kamelernes afføring.

Den livlige ørken
Min kameldriver og jeg skal alene ud i ørkenen på hver vores kamel. Vi kører først i jeep ud til hans landsby, hvor alle bor i lerklinede huse, bemalede i smukke, hvide geometriske mønstre. Min fører gør de nødvendige forberedelser, mens jeg snakker med børnene, fotograferer og bliver inviteret indenfor i flere af husene. Kamelerne bliver sadlet, provianten bliver pakket og tæpper, vand, og hvad vi ellers får brug for i ørkenen, bliver læsset på de udholdende dyr.

Så går turen ud i ørkenen. I løbet af dagen møder vi masser af landsbyboere, der driver deres flokke af husdyr hjem, og kvinder, der henter vand ved de spredte brønde, men efterhånden kommer vi så langt ud i ørkenen, at vi ikke længere møder andre. Jo længere vi kommer, jo mere sparsom bliver bevoksningen.
Men selv langt ude i ørkenen står små, tætte krat-agtige vækster, der standhaftigt kæmper mod solens brændende stråler. Image1.jpgØrkenen er nemlig langtfra øde og gold. Den er fuld af liv. De mange hårdføre planter, buske og træer har tilpasset sig omgivelserne, og nogle bærer blade, der først folder sig ud, efter der er faldet regn. Et rigt dyreliv af fugle, firben, biller, slanger, gnavere, gazeller, vildæsler og ørkenræve sætter sine spor i det glohede sand, som vi nu bevæger os over.

Det er hedt i ørkenen. Vinden er varm og tør, så vi må drikke rigeligt med vand og holde hvil af og til. Vi rider langsomt for det meste, men vi sætter også i galop. En kamel rider overraskende hurtigt, når den sætter i galop, og det er ikke helt let at holde sig i sadlen. Pludselig udstøder dyrene deres karakteristiske, langtrukne brøl. Og med jævne mellemrum slipper de en kraftig vind…

Min fører ligner en typisk Rajasthani med sine fine ansigtstræk, kraftigt sort hår og det karakteristiske flotte overskæg. Han er klædt i praktisk tøj: et blåt sæt bomuldstøj bestående af skjorte og løse bukser. Selv bærer jeg noget tilsvarende og har desuden medbragt en ulden vest til om aftenen, for temperaturen falder pludseligt, når mørket falder på.
”Pludselig udstøder dyrene deres karakteristiske, langtrukne brøl. Og med jævne mellemrum slipper de en kraftig vind…”

Desværre er kamelen, og dermed de mennesker, der er afhængige af den, ved at være trængt i Indien, paradoksalt nok på grund af økologiske hensyn. Sagen er den, at Skovstyrelsen i Indien har forment alle græssende dyr adgang til de nationale vildtreservater, og i tillæg er mange traditionelle græsgange blevet anvendt til kunstvandet landbrug. Indien, der for få år siden havde den tredjestørste bestand af kameler i verden, har derfor nu kun den sjettestørste. Ved kamelmarkedet i 2003 skete det hidtil uhørte, at tusindvis af unge hunkameler i desperation blev solgt, ikke for opdræt, men for deres kød, som derefter blev smuglet illegalt til Bangladesh og Mellemøsten.
Image2.jpg

Mig og min kamel
Allerede i løbet af et enkelt døgn får jeg et særligt forhold til ’min’ kamel. Det er ikke for ingenting, at kamelen bliver kaldt for ørkenens skib, for det første fordi dens vuggende gangart kan minde om at være på et skib til søs, men især fordi kamelen er det suverænt mest velegnede transportdyr til forholdene i ørkenen. Dens store, flade og runde trædepuder lader den vandre gennem det varme, tunge sand uden at synke ned i det; velsagtens lidt ligesom når mennesker på den anden side af kloden bærer snesko.

Gennem opdræt er der fremavlet adskillige forskellige racer af kameler. Nogle racer er kraftigt byggede og egnede til krævende arbejde, såsom transport af tunge læs og pløjning i sandet jord. Andre er lettere bygget og især egnet til transport og ridt. De kan tilbagelægge omkring 30-35 kilometer i timen. Atter andre er især velegnede til mælkeproduktion og giver omkring 4,5 liter om dagen. Kamelernes hud spænder fra næsten hvide over lysebrun, mørkebrun, sortbrun og rødbrun.

Om aftenen slår vi lejr på en bakkekam med ikke andet end stjernerne over os. Min fører har medbragt en gammel riffel og nu beder han mig vente, mens han går ud for at jage. Efter cirka 20 minutter hører jeg et skud, og da det ekkoer ud, går der ikke længe, før han kommer tilbage med en gazelle slængt over skuldrene. Han tilbereder al mad på stedet, og forude venter et måltid bestående af indmad fra gazellen. Indmaden fordærves hurtigere end kødet, og spises derfor først. Vi tilbringer aftenen ved lejrbålet, min fører slapper af med at ryge noget af den opium, han har købt på vejen, og vi lægger os til at sove under åben himmel, mens luften fyldes af nattens lyde.



En eller to pukler?
På kamelmarked i Rajasthan betyder det ikke meget, at en kamel med én pukkel faktisk er en dromedar. Dromedaren er hurtigere end kamelen og kan ride længere. Det skyldes blandt andet, at den har længere ben end kamelen.

 

Andre spændende artikler


Overraskende Taj Mahal

Overraskende Taj Mahal

Safari og vandring til elefanter i Indien

Safari og vandring til elefanter i Indien

Munkene, der vil giftes med gud

Munkene, der vil giftes med gud

Log ind