Iransk trekking med to tweens

Ligesindede i Teheran
Mit eget udgangspunkt er måske lidt specielt. Jeg var udstationeret i Teheran af Udenrigsministeriet i to år. Teheran er en millionby med op mod 20 millioner mennesker. Den er godt forurenet. Der er omfattende byggeaktivitet. Trafikken er helt håbløs.

Der er derfor ikke noget at sige til, at de der interesserer sig for trekking, skiløb, is- og sportsklatring skynder sig op i de nærliggende Alborz-bjerge, så snart de har mulighed for det. For at finde ligesindede med interesse for bjergene – og for at komme i form – meldte jeg mig relativt hurtigt ind i et af Teherans mange indendørs klatrecentre, Davoudi Climbing Gym.

Jeg var stort set den eneste udlænding og blev taget vældig godt imod af de mange mandlige iranske klatrere, som trænede fast der på de samme tider som jeg selv. De kvindelige iranske klatrere, som også træner i Davoudi, røbede kun deres tilstedeværelse gennem bh’er, netstrømper og lignende i glemmekassen. De har selvfølgelig egne træningstider, hvor også personalet er udelukkende kvindeligt.

Op i Alborz-bjergene
Blandt de mange skægge, farverige iranske klatrere mødte jeg blandt andet Mohamad og Ahmad. Dem vender jeg tilbage til senere.

Men for omsider at komme til trekking-sagen, er det korte og det lange, at jeg i en dansk efterårsferie hyrede Ahmad som guide på et 5-dages trek med min datter, hendes kusine (de to tweens), min bror og jeg selv i Alborz-bjergene tæt på Irans højeste bjerg, Damavand.

Det er 5610 meter højt og ligger blot omtrent tre timers kørsel udenfor Teheran. Det viste sig at være en virkelig god beslutning.

Jeg lagde stort set al planlægningen i Ahmads hænder. Han sørgede for et muldyr – som han opkaldte Mehdi efter sin faste klatremakker - til at bære hovedparten af bagagen.

Det var en god beslutning og gav mulighed for at have både mad, telte og store mængder af varmt tøj med. Samtidigt kunne de to tweens og deres to aldrende fædre nøjes med at bære på en turrygsæk med lidt vand, frokost og den slags.

Mehdi var imidlertid udpræget morgengnaven og forsøgte at sparke (hårdt), når han skulle indfanges og lastes om morgenen.

Ulve i skyerne?
Dagsturene var perfekt afpassede til de to tweens. De blev udfordret med fem til seks timers vandring om dagen, men indenfor hvad de stadig syntes var acceptabelt – og sejt når dagen var slut. Ahmad havde sørget for at lægge trekket i en højde på mellem 2000 og 3000 meters højde, så det passede med, at dagstemperaturen for det meste var behagelig.

Bjergene, hvor der i øvrigt er masser af vandløb med rent vand, havde vi for os selv bortset fra nogle enkelte hyrder, nogle lammegribbe og et par ørne. Ahmad kunne dog også oplyse, at han tidligere har mødt en flok, temmelig store, ulve i området. Dem kunne vi så også fantasere lidt over, når vi for eksempel gik i skyerne.

Vejret var solrigt alle dage, men temmelig koldt om aftenen. Om natten faldt temperaturen ned til omkring minus 10, så støvlerne kunne godt være lidt stive om morgenen, men den mere behagelige detalje ved de lave temperaturer var, at der ikke er myg i bjergene i Iran – noget enhver, der har vandret i Grønland eller Norge om sommeren, nok vil værdsætte.

Muldyr og flerkoneri
Mehdi – muldyret – skal også lige have et par ord med på vejen. Nyttig var han jo, og han kendte det meste af vejen selv, så for det meste traskede han bare af sted enten foran eller bagved. Og han kunne være hyggelig – når han altså ville. Mehdi var imidlertid udpræget morgengnaven og forsøgte at sparke (hårdt), når han skulle indfanges og lastes om morgenen.

Ahmad havde dog et fast tag på ham, og efterhånden lærte jeg også at sørge for at trække ham hen til mig med hovedet først. Jeg vil sige, at vi endte med et ’working relationship’, men med lidt gensidig skepsis overfor den andens næste træk. Et meget selvstændigt dyr, ham Mehdi – helt igennem iransk.

Ahmad skal også have nogle ord med på vejen for det at få indsigt i hans baggrund og liv har været ret eksotisk for en almindelig dansk bureaukrat med faste pensionsindbetalinger, fast kæreste og realkreditlån som undertegnede.

Ahmad er skiinstruktør, har vistnok været træner for landsholdet, har et lille plasticfirma og deltog i sin tid i krigen mod Irak. Han har engang været politisk aktiv, men er i dag nærmere professionel dagdriver, og har to koner og bor derfor to steder. Én kone, som han i sin tid blev gift med, og som han har børn med, samt en kone nummer to, som deler hans interesser for skiløb, paragliding og klatring.

Grænseoverskridende?
Min anden klatrekammerat, Mohamad, er omkring de 60 år. Han har to Ph.d.-grader fra henholdsvis USA og Canada i matematik og medicin, som han dog ikke bruger. Han arbejder i stedet for det statslige olieselskab, og de er efter alt at dømme en meget fleksibel arbejdsgiver, når det kommer til at acceptere fravær.

Han har i sin tid været meget politisk aktiv til fordel for Revolutionen, men hans interesser har med årene koncentreret sig om klatring og bjergbestigning. Han klatrer benhårdt, og så han har to koner efter nogenlunde samme model som Ahmad.

Flerkoneriet er selvfølgelig lidt grænseoverskridende for en monogam dansker som undertegnede, og man kommer ikke udenom, at det er ret mandschauvinistisk. Men der er alligevel den krølle ved det, at ordningen, for kone nummer to, giver mulighed for at have en mand eller kæreste uden de familiemæssige forpligtelser, svigerfamilie, børn osv.

De fleste danske kvinder, som jeg har fortalt om ordningen, har da også tilkendegivet, at sådan et arrangement – med to mænd forstås; en til det huslige og en til fest og farver – kunne de da også godt tænke sig. Så måske er der ikke noget at sige til, at Mohamad og Ahmad for det meste er i mægtig godt humør.

Og hvad skal man så mene om Iran? Ja, mit svar på det er: Ingenting. For mig har det bare været en privilegeret sidegevinst ved klatringen og trekkingen, at jeg gennem personer som Ahmad og Mohamad har stiftet bekendtskab med nogle af de særlige, fremmedartede, charmerende sider af Iran, som alligevel, på sine egne præmisser, måske ikke er så mærkelige endda. Og så er der altså glimrende trekking, hvis man begiver sig ud i bjergene. Herude har man det hele for sig selv.

Iran i forandring

Skal man starte med en one-liner, tror jeg, man kan sige, at Iran er sin egen – lidt som katten – og en persisk en af slagsen selvfølgelig. Siden den islamiske revolution i 1979 med en superayatollah, den såkaldt Øverste Leder, suverænt i toppen til at fastholde den rette religiøse linje og en kraftig skepsis overfor alt vestligt og især alt fra USA.

Men også siden 2013 med en folkevalgt moderat præsident, som har sammensat en regering af teknokrater – overvejende uddannet på de bedste universiteter i USA og i England.

De har efter årevis med internationale sanktioner selvsikkert forhandlet med verdens førende stormagter – USA, Rusland, Kina, Tyskland, Frankrig, UK, Tyskland og EU – og det førte i starten af 2016 til en international aftale om Irans atomprogram, som alle de involverede tilsyneladende er meget tilfredse med.

Det gælder også Iran, som har fået ophævet de fleste sanktioner, og som også fik retten til at fortsætte med et fredeligt atomprogram – og med et ufredeligt missilprogram. Iran blander sig også ufortrødent massivt i Syrien, Irak, Libanon og Afghanistan ud fra sikkerhedsmæssige, geostrategiske, religiøse og andre overvejelser.

Skiløb og klatring

Iran har masser at komme efter for folk med hang til aktiviteter i naturen. Til en start er skiløbet for eksempel udmærket, og der ligger to nogenlunde store skiområder indenfor tre til fire timers kørsel fra Teheran.

Lifterne er dog fra før revolutionen, dvs. fra 1970’erne, og områderne, Dizin og Shemshak, er små efter europæisk standard. Men selve skiløbet, herunder off-piste, kan være vældig fint.

Om vinteren er der også udmærket isklatring i nærheden af Teheran. De fleste af ruterne er en reblængde, men der er også multi-pitch ruter. Der arrangeres også forskellige isklatrefestivaler.

Resten af året er der udmærket boltet sportsklatring i nærheden af Teheran bl.a. i Pol-e-Khab, hvor ruterne er op til ca. 100 meter lange. Det ligger to timers kørsel fra Teheran. Der er også korte ruter i Band-e-Yak-Chal, der ligger umiddelbart udenfor den nordlige del af byen i det såkaldte Dar-e-Band. Billederne viser, hvordan jeg har udnyttet nogle af disse glimrende muligheder bl.a. i selskab med Mohamad og Ahmad.